Afghansk mynde: Forskelle mellem versioner

| år-år =1112-1314 år

Den flotte og meget karakteristiske pels gør racen til en af verdens smukkeste og mest iøjnefaldende hunde. Hunden er kvik og frisk og har en let og spænstigspændstig [[gangart]], som ellers kun ses hos racen azawakh. Hannerne bliver omkring 68-74 cm høje og vejer normalt ca. 27 kg. Tæverne bliver ca. 63-69 cm høje og vejer normalt omkring 23 kg.

Afghaneren giver et billede af styrke og værdighed sammen med fart og kraft. Kroppen er højrejst og stolt, mere kvadratisk end rektangulær. Hovedet bæres højt og er langt og fladt og har tydelig nakkeknøl. Det bæres stolt på en lang og stærk nakke. Ryggen er ret og muskuløs og har moderat længde. Brystkassen dyb med godt buede ribben. Pelsen er lang og har meget tynd struktur på brystkassen, for- og bagben og flankeneflankerne. Hos voksne hunde skal pelsen være kort og tæt fra skuldrene og bagover langs sadlen. Lang pels fra panden og bagover, som har en tydelig silkeagtig hårtop. Rigelig med pels på ører og ben, men kort langs snudepartiet. Alle farver er tilladt.

Afghaneren hører til de mynder, som har størst udholdenhed. Den kan holde en jagt gående i højt tempo i timesvistimevis og er stærk og energisk. Den har meget god kropskontrol og er meget bevægelig og godt balanceret i alle situationer. De anatomiske forskelle mellem bakhmull og traditionel vestlig afghaner (som er bekrevet på denne side), som altså oprindelig var en og samme hund, er blevet så store, at det giver grund til alvorlig eftertanke med hensyn til sidstnævnte, som mange kynologeropdrættere mener er i færd med at blive usund og uharmonisk som mynde.

Den lange pels skal redes ofte. Til gengæld tåler racen kulde godt. Udendørs er den en meget livlig og aktiv hund, som gerne jager naboens kat, hvis den får chancen. Den har en god del jagtinstiktjagtinstinkt i sig, så den vil jage, hvis muligheden er der. Den er god sammen med andre hunderhunde, men har brug for en god del fysisk træning for at forblive harmonisk og trives maksimalt.