Emil Nolde
Emil Nolde eller Hans Emil Hansen (7. august, 1867 - 13. april, 1956) var en tysk kunstner med dansk-frisiske rødder. Nolde var medlem af kunstnergruppen Die Brücke (Broen).
Emil Nolde blev født i 1867 som Hans Emil Hansen i den sønderjyske landsby Nolde i nærheden af Tønder. Senere tog han navnet på sit fødested til sig. Hans far kom fra en frisisk landsby ved Nibøl og talte nordfrisisk, mens hans mor talte sønderjysk. Nolde blev uddannet som træskærer og designer i Flensborg. Efter læretiden i Flensborg rejste han meget og kom blandt andet til Kina og Japan. Emil Nolde blev efter et ophold i København i 1900/01 gift med skuespillereleven Ada Vilstrup, som han var gift med til hendes død i 1946. Ægteparret boede dengang på Als om sommeren og i Berlin om vinteren, hvor de mødte andre tyske kunstnere. I disse år malede Nolde især religiøse motiver. I årene 1916 til 1926 boede parret i Ubjerg ved Tønder og flyttede derefter til Søbøl (på tysk Seebüll) i Nordfrisland syd for den nye dansk-tyske grænse.
På trods af Noldes store sympatier for nazismen og hans medlemskab i det nordslesvigske NSDAP, erklærede nazisterne hans kunst som entartet (på dansk degenereret). Han blev derfor pålagt maleforbud i 1941. Nolde turde ikke male oliemalerier, fordi farverne kunne lugtes. I stedet malede han akvareller, som vi kender som de umalede billeder. Den tyske forfatter Siegfried Lenz har beskrevet denne periode i Emil Noldes liv i romanen Tysktime.
Ada Nolde døde i 1946. Emil Nolde giftede sig igen to år senere med Jolanthe Erdmann. Han selv døde i 1956 og blev begravet i villaens have i Søbøl.
Villaen i det sydslesvigske Søbøl blev i 1957 omdannet til et museum udelukkende for hans kunst. Emil Nolde er i dag kendt for sine farvestrålende malerier og akvareller. Han anses som en af de største tyske ekspressionistiske malere.