Anabaptisme

Anabaptister (græsk for gendøbere) eller døberbevægelsen er kristne inden for den radikale reformation. De går blandt andet ind for voksendåb og forkaster eden. Betegnelsen anabaptister eller gendøbere er af polemisk tilsnit. Selv kaldte de sig døbere eller brødre i Kristus. Nuværende anabaptistiske grupper er mennonitter, amish og hutteritter.

Bekendelsesdåb eller voksendåb var en af grundpillerne i den anabaptistiske tro, men dette blev betragtet som kætteri af de andre store religiøse grupper under Reformationen. Derfor var døberne eller anabaptisterne meget forfulgte i det 16. århundrede og ind i det 17. århundrede.

Historie

Døberbevægelses udbredelse 1525-1550

Schleitheimbekendelsen fra 1527

Forgængere

Selvom den almindelige holdning er, at anabaptismen, i hvert fald af navn, opstod med de radikale reformatorer i det 16. århundrede, kan visse personer og grupper med rette opfattes som bevægelsens teologiske forgængere. Petr Chelčický, der var en bøhmisk reformator i det 15. århundrede, underviste i meget af det centrale i den anabaptistiske teologi. Andre middelalderlige forgængere omfatter f.eks. hussitterne, de nederlandske sakramentister og visse former for monasticisme. Valdenserne repræsenterer også en tro, der minder om anabaptismen.

De tidlige anabaptister mindede om de middelalderlige afvigere på følgende punkter:

• Nogle mente som Menno Simons, at Jesus ikke blev til kød via sin mor, men enten havde legemet med sig fra himlen, eller at Ordet lavede et til ham. Nogle mente endda, at han kom til verden gennem sin mor som vand gennem et rør. Anabaptisterne blev anklaget for at benægte Kristi inkarnation, selvom Menno Simons gentagne gange afviste, at dette var tilfældet.
• De fordømte det at aflægge ed, og at uoverensstemmelser mellem de troende skulle afgøres af verdslige domstole.
• Den troende måtte ikke bære våben eller gøre fysisk modstand mod andre.
• Den verdslige regering hørte denne verden til. Den troende, som hørte Guds kongedømme til, måtte ikke tage embede eller være en del af regeringsmagten, der i øvrigt skulle passivt adlydes.
• Syndere eller frafaldne skulle ekskommunikeres og udelukkes fra sakramenterne og samværet med andre troende, medmindre de angrede deres synder.

Synspunkter

Forskning i anabaptisternes oprindelse er belastet både af modstandernes forsøg på at fremstille dem i et dårligt lys og tilhængernes forsøg på at retfærdiggøre dem. Det var længe almindeligt at klumpe anabaptisterne sammen som radikale oprørere med forbindelse til Thomas Müntzer, de såkaldte Zwickau-profeter, og oprørerne fra Münster som Jan Matthijs og Jan Bockelson van Leiden. De, der har ønsket at korrigere denne fejl, har ofte haft en tendens til at overkorrigere og benægte enhver forbindelse mellem den anabaptistiske bevægelse som helhed og disse mere radikale elementer.

Selvom der er adskillige teorier om anabaptismens oprindelse, er de tre vigtigste følgende:

• Anabaptismen opstod ét sted, i Zürich, og bredte sig derfra (monogenese).
• Anabaptismen opstod som flere uafhængige bevægelser (polygenese).
• Anabaptismen er en fortsættelse af den nytestamentelige kristendom.

Monogenese

En række forskere mener, at anabaptismen som bevægelse udløb fra De Schweiziske Brødre med bl.a. Conrad Grebel, Felix Manz og Georg Blaurock i spidsen. Et gammelt synspunkt blandt mennonitiske historikere er, at anabaptismen havde sin oprindelse i Zürich, og at De Schweiziske Brødres anabaptisme spredte sig til det sydlige Tyskland, Østrig og langs Rhinen til Nederlandene og det nordlige Tyskland, og dér udviklede sig til de forskellige grene. Teorien om monogenese afviser normalt, at oprørerne fra Münster og andre radikale skulle være anabaptister. Ifølge dette synspunkt dateres anabaptismens oprindelse til 21. januar 1525, da Conrad Grebel døbte Georg Blaurock og Blaurock døbte andre tilhængere. Men i sidste del af det 20. århundrede har andre forskere peget på 24. februar 1527 som den rigtige dato for anabaptismens fødsel, hvilket stemmer overens med teorien om polygenese.

Polygenese

Historikerne James M. Stayer, Werner O. Packull og Klaus Deppermann betvivler i deres artikel fra 1975, From Monogenesis to Polygenesis, at anabaptismen skulle have ét enkelt udgangspunkt. Ifølge artiklens forfattere var anabaptismen i det sydlige Tyskland og i Østrig en udvandet form for tysk mysticisme. Anabaptismen i Schweiz opstod fra den reformerte kongregationalisme, og den nederlandske form for anabaptisme skyldtes social uro og den anabaptistiske profet Melchior Hoffmans apokalyptiske syner. Den sydtyske anabaptist Pilgram Marpecks Vermanung fra 1542 var kraftigt påvirket af Münster-teologen Bernhard Rothmanns Bekenntnisse fra 1533. Hutteritterne anvendte Hoffmanns kommentar til Johannes' Åbenbaring kort efter, at han havde skrevet den. David Joris, der var en af Hoffmans elever, var den mest indflydelsesrige leder i Nederlandene før 1540. Andre, bl.a. Grete Meceseffy og Walter Klaassen, har desuden påvist forbindelser mellem Thomas Müntzer og Hans Hut, ligesom bl.a. Gottfried Seebaß og Werner Packul peger på Müntzers rolle i dannelsen af anabaptismen i Sydtyskland og hans forbindelse til teologen Hans Denck. Teologen Andreas Karlstadt påvirkede på visse områder anabaptismen, bl.a. via sine synspunkter omkring Bibelen, kirkedoktriner og dåb.

Apostolsk arvefølge

Nogle mener, at anabaptisterne i det 16. århundrede var en del af den apostolske arvefølge inden for kirken siden Kristi tid ^{[kilde mangler]}.

Modstanderne af denne teori lægger vægt på, at disse ikke-katolske grupper klart adskilte sig fra hinanden, at nogle af deres synspunkter var kætterske, at de ikke var arvtagere efter apostlene, eller at de ikke havde nogen forbindelse med hinanden, og at deres oprindelse adskilte sig m.h.t. både tid og sted.

Noget tilsvarende finder man i teorien om, at anabaptisterne udsprang af valdenserne. Nogle mener, at valdenserne var en del af den apostolske arvefølge, mens andre mener, at de simpelthen var en uafhængig gruppe, som anabaptisterne udsprang fra.

Anabaptisterne mellem biblicisme og spiritualitet

I Zürich var det Felix Manz, Konrad Grebel og Georg Blaurock, der stod i spidsen for anabaptisternes radikale reformation. De gjorde oprør mod den romerskkatolske kirke og begyndte at gendøbe voksne, som havde fulgt Kristi lære, men som var blevet uretmæssigt døbt som små. De var forgængerne for vore dages amish, hutteritter og mennonitter. Blandt de første anabaptister fandtes både biblicistiske, rationalistiske og spritualistiske holdninger. Mens døberne fra Schweiz var havde en mere biblicistisk syn, var døberne fra Sydtyskland mere præget af Thomas Müntzer og spritualismen.

Anabaptisterne var generelt mere yderligtgående end Martin Luther og Ulrich Zwingli. Selvom Luther grundlæggende var uenig med anabaptisterne, havde han dog den samme holdning som dem i visse sammenhænge.

Anabaptisme og den radikale reformation

Anabaptisterne var kun en gruppe indenfor den radikale reformation. Kategorierne for de forskellige grupper har desværre en tendens til at variere lidt alt efter forskerens opfattelse af anabaptismens oprindelse. Den amerikanske historiker William R. Estep hævder, at man for at forså anabaptismen må skelne mellem anabaptister, inspirationister og rationalister. Han klassificerer f.eks. Blaurock, Grebel, Balthasar Hubmaier, Manz, Marpeck og Simons som anabaptister. Müntzer, Nicolas Storch m.fl. er iflg. Estep inspirationister, mens anti-trinitarer som Miguel Serveto, Juan de Valdés, Sebastian Castellio samt Faustus Socinus kaldes rationalister. Men der fandtes også overlapninger mellem grupperne. Der fandtes for eksempel også anti-trinitære eller spiritualistiske anabaptister.

De forskere, der hælder til polygenese, bruger betegnelsen anabaptister til at definere den større bevægelse og opfatter også andre bevægelser inden for den radikale reformation som inspirationisterne og rationalisterne som anabaptister. James M. Stayer bruger betegnelsen om dem, der gendøbte mennesker, som allerede var blevet døbt som små.

En anden måde at kategorisere på omfatter regionale varianter, som f.eks. De Schweiziske Brødre (Felix Manz, Konrad Grebel), den nederlandske og nordtyske døberbevægelse (Menno Simons, Dirk Philips), den syd- og midttyske døberbevægelse (Balthasar Hubmaier, Hans Denck, Hans Hut, Pilgram Marpeck) samt døberbevægelsen i Schlesien og Mähren.

Historikere og sociologer skelner yderligere mellem de militante anabaptister, som var parat til at bruge vold i deres forsøg på at bygge et nyt Jerusalem, og deres pacifistiske brødre, der senere blev alment kendt som mennonitter og hutteritter.

Oprøret i Münster

Militante døbere forsøgte i årene 1532-35 at oprette et teokrati i byen Münster i Westfalen. Det såkaldte Münster-oprør blev ledet af Bernhard Rothmann, Bernhard Knipperdolling, Jan Matthijs og Jan Bockelson van Leiden.

Forfølgelse og udvandring

Dirk Willems reddede sit forfølgers liv; illustration i det mennonitiske martyrerspejl (Martyrs Mirror).

I meget af den historiske romerskkatolske og protestantiske litteratur er anabaptisterne blevet fremstillet som grupper, der prædikede en falsk lære og ledte folk til apostasi. Dette billede var populært i omkring fire århundrede. Både den romerskkatolske kirke og lutherske og reformerte protestanterne forfulgte anabaptisterne, udsatte dem for tortur og anden fysisk mishandling i et forsøg på at bremse døberbevægelsens vækst og for at frelse kætterne (gennem afsværgelse af deres tro). Protestanterne under Zwingli var de første til at forfølge anabaptisterne, og Felix Manz blev den første martyr i 1527.

I maj 1527 henrettede de romerskkatolske myndigheder Michael Sattler. Kong Ferdinand 1. erklærede, at drukning (også kaldet den tredje dåb) var det bedste middel mod anabaptisterne. Det siges, at hvis en mand i det 16. århundrede ikke var en drukkenbolt, ikke bandede og svovlede, ikke mishandlede sine ansatte eller familie, risikerede han at blive mistænkt for at være anabaptist. Tusinder døde i Europa i det 16. århundrede. Tudor-regimet i England, selv dem, der var protestanter (Edward 6. af England og Elizabeth 1. af England) forfulgte anabaptisterne, fordi de var en trussel mod den religiøse stabilitet. Forfølgelsen af anabaptisterne blev legitimeret af de gamle love indført af Theodosius 1. og Justinian 1. imod donatisterne, og som foreskrev dødsdom over alle, der praktiserede gendåb. Den mangeårige forfølgelse af anabaptister i Europa førte til masseudvandringen af amishe, hutteritter og mennonitter til Nordamerika.

Anabaptismen i Danmark

I 1600-tallet kom døberbevægelsen også til Danmark, men var ikke i stand til at få fodfæste her. De fleste af dem var indvandrere fra Nederlandene, som blev efter få år bortvist igen . Kun på halvøen Ejdersted og senere i Frederiksstad kunne anabaptitisk-mennonittiske menigheder holde sig i længere tid. I 1900-tallet fandtes mennonitterne også i København, men da deres præst døde i slutningen af 1900-tallet, gik også menigheden i opløsning .

Teologi

Døberisk teologi omfatter blandt andet følgende punkter:

• voksendåb (bekendelsesdåb)
• symbolisk nadverssyn
• adskillelse af stat og kirke
• frivilligt medlemskab
• menigheds autonomi
• præsteskab af alle troende
• forkastelse af kirkehierakiet
• forkastelse af ed
• pacifisme (selv om der fandtes i reformationstiden også militante døbergrupper)

Vigtige teologiske overenkomster var bekendelsen fra Schleitheim fra 1527 og bekendelsen fra Dordrecht fra 1632. Dordrechtbekendelsen med dens 18 artikler spiller fortsat en vigtig rolle for amish. Vigtige skrifter er derudover martyrerspejlet (Märtyrerspiegel) fra 1660 og den døberske sangbog Ausbund fra 1564.

Nutiden

Der findes i dag cirka 1,6 millioner døbere eller anabaptister i verden , hvoraf de fleste er mennonitterne. Andre døberske eller anabaptistiske grupper er hutteritter og amish. Sidstnævnte er en adskillelse af mennonitterne.

Hutteritter og amish lever i dag udelukkende i kolonier i Amerika. Mennonitterne er spredt over hele verden. Blandt dem findes både konservative og mere progressive og økumenisk orienterede kirkesamfund. Europæiske mennonitter findes i dag i blandt andet Frankrig, Nederlandene, Svejts og Tyskland. Frem til 1990-tallet fandtes mennonitterne også i Danmark .

I juli 2010 bad det lutherske verdensforbund mennonitterne om tilgivelse for døberbevægelsens forfølgelse i reformationstiden og senere lærefordømmelser overfor mennonitterne .

Anabaptisterne må ikke forveksles med baptisterne, som opstod blandt engelske separatister i 1600-tallet. Men både baptisterne, syvende dags adventister og en række andre frikirker deler med anabaptisterne en lignende dåbssyn.

Arven efter anabaptisterne

Anabaptisterne var tidlige fortalere for en statsfri kirke og religionsfrihed. Da disse ideer blev introduceret af anabaptisterne i det 15. og 16. århundrede, var religionsfrihed uafhængigt af staten utænkeligt for både de kirkelige og verdslige ledere.

Ifølge Peter Kropotkin kan også de anarkistiske ideers oprindelse i Europa spores tilbage til de tidlige anabaptistiske samfund.

Eksterne henvisninger

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Anabaptisme
• Anapabtisk Network
• Nätverket Anabaptist, Skandinavien
• Mennonitisk verdenskonference