Det Nye Testamentes kanon

Det Nye Testamentes kanon er den gruppe af bøger, som blev set som autoritative af den kristne kirke og blev inkluderet i Det Nye Testamente. Processen med at udvælge de rigtige skrifter strakte sig over ca. 300 år; fra begyndelsen af 100-tallet til omkring 400 e.Kr, og resulterede i den nuværende samling på 27 skrifter. En stor del af bøgerne blev meget tidligt anerkendt, men enkelte skrifter var der længe usikkerhed om, og det blev først endelig afgjort på kirkemødet i Hippo år 393. De skrifter, der blev anerkendt, er siden da blevet opfattet som kirkens norm for forkyndelse og lære.

Autoritet

Grundlaget for kanondannelsen er den autoritet, som skrifterne hurtigt fik. Jesus gav ifølge evangelierne apostlene autoritet til at vidne om "alt det, han havde lært dem" (Matt 28,18), og denne autoritet er tydeligt igennem en mængde af de ny testamentlige skrifter. Allerede tidligt tyder det på, at Jesus-overleveringer er blevet brugt i gudstjenesterne, f.eks. i forbindelse med nadveren (1 Kor 11,26) og særligt overleveringerne om Jesu død og opstandelse (1 Kor 15,3-4) har været fremtrædende. På samme måde blev apostlenes skrifter ligesom den mundtlige overlevering snart set på som hellige og autoritative. Polykarp (år 115) referede ofte til både gammeltestamentlige og nytestamentlige skrifter med ordene "som det er sagt i skrifterne" og Justin Martyr bruger udtrykket "det er skrevet" når han referer til evangelierne og det viser at apostlenes lære blev set på med samme autoritet som Det Gamle Testamente. Justin skriver ligeledes i sin første apologi (1.67) om hvordan apostlenes skrifter blev brugt i gudstjenesten side om side med Det Gamle Testamente:

„

"Og på den dag der kaldes søndag, er der et møde for alle dem, som bor i byerne eller på landet, og apostlenes erindringer og profeternes skrifter bliver læst så længe, som tiden tillader. Når så læseren er stoppet, giver forstanderen formaninger og opfordringer til at efterligne disse gode ting"

“

Historie

Tilblivelse og begyndende samling

Den første tid efter Jesus, i kirkens spæde begyndelse var der så mange øjenvidner til stede til begivenhederne om Jesus, at nedskrivning sikkert ikke var så nødvendigt. Spørgsmål om hvornår og hvem der nedskrev de forskellige skrifter er debatteret, men med sikkerhed begyndte apostlen Paulus at skrive breve til forskellige menigheder omkring år 50, dvs. ca. 20 år efter begivenhederne om Jesus. Derudover har vi også andre skrifter, hvor apostlene vejledte og undervistede de nye menigheder i læren. Efterhånden, som øjenvidnerne til beretningerne døde, fik man brug for at nedskrive begivenhederne omkring Jesu liv og lære, og derved er tilblivelsen af skrifterne blevet til. I slutning af første århundrede sker der en bevægelse i retningen af en egentlig kanonsamling, f.eks. en samling af de fire evangelier, som til sammen blev kaldt evangeliet og hvor hvert evangelium fik overskrifter efter, hvem forfatteren blev opfattet til at være, så som f.eks. "ifølge Markus" (gr. kata Markon). Ligeledes skete en samling af Paulus' breve, som alle tilsammen fik titlen Apostelen, og hver skrift blev benævnt efter modtager f.eks. "til Galaterne" (gr Pros Galatas). Det resulterede i at en grundstamme af historiske beretninger og opbyggelige breve som blev samlet før år 200 e. Kr..

De apostolske fædre

De apostolske fædre er en række betydelige kristne skrifter, der afspejler det 2. århundredes første årtiers syn på de nytestamentlige skrifter. Det er tydeligt, at der hyppigt bruges matriale fra disse skrifter, både med mere eller mindre ordrette citater og hele taget er de apostolske fædre skriftsprog tydeligt præget af nytestamentlig stil, særligt fra Paulus' breve, som tidligt må have haft stor autoritet. Hos de apostolske fædre møder vi også skelnen mellem Det Gamle og Det Nye Testamente, ved at kalde dem henholdsvis "bøgerne" og "apostlene" (1 Clement 14,2). De apostolske fædre gjorde også brug af skrifter, som senere ikke kom med i kanon, men som i dag kaldes for de Nytestamentlige apokryfer.

Markion

Selvom kanondannelsen allerede var ved at tage form, så kom der et særligt skred, da en mand ved navn Markion begyndte at indføre en gnostisk teologi, og afviste Det Gamle Testamente og de fleste nytestamentlige skrifter på nær en bearbejdet udgave af Lukasevangeliet og ti af Paulus' breve (fraregnet pastoralbrevene). Dette gjorde det nødvendigt for kirkens ledere som et modtræk mod Markion at definere NT's kanon mere klar. Hovedpunkterne i svaret til Markion var, at evangeliet ikke består af én, men fire bøger, og at Paulus' breve tæller 13 breve og at Apostelenes Gerninger og andre skrifter af apostle og mænd fra apostlenes kreds også hørte med .

Frem til år 200 e. Kr

I tiden omkring Markion og frem, dukkede en række evangelieskrifter frem, som gjorde brug af stof fra de synoptiske evangelier men tilføjet esoteriske træk, og dette gjorde det nødvendig med en præcisering af kanon. Derfor dukkede der en del oversigter af de Ny Testamentes skrifter. I 1740 fandt man et gammelt manuskrip fra ca. 130 med optegnelse over autoritative skrifter (kaldet Muratorianum), og den er den tidligste oversigt, man har over hvilke skrifter, man anså som kanoniske. Også Irenæus giver sin liste i skriftet "Mod kætterne" (III,11,8). Derved lå en klar grundstamme fast ved omkring år 200 e.Kr. Drøftelser omkring nogle skrifter, særligt de såkaldte katolske skrifter, men også Hebræerbrevet var omstridt. Men de fire evangelier, Apostlenes Gerninger, samlingen af Paulus' breve og andre breve og til sidst det apokalyptiske skrift Johannes' Åbenbaring var der ikke uenighed om.

Oversigt over de diskuterede skrifter fra oldkirkens kanonlister
^{Alle andre nytestamentlige skrifter var anerkendt i alle listerne. Clemens anerkendte desuden også Barnabasbrevet og Første Clemensbrev.}

	Murator.	Irenæus	Tertullian	Clemens	Hippolyt	Origenes	Eusebius	Mommsen	Athanasius
Årstal	ca. 130	ca. 185	ca. 200	ca. 220	ca. 230	ca. 250	ca. 300	ca. 360	367
Filemon		÷			÷
Hebræerbrevet	÷	÷	÷		÷			÷
Jakobs Brev	÷	÷	÷	÷	÷	?	?	÷
1 Petersbrev	÷
2 Petersbrev	÷	÷	÷	÷		?	?	()
2 Johannesbrev			÷	÷	÷	?	?	()
3 Johannesbrev	÷	÷	÷	÷	÷	?	?	()
Judas' Brev		÷			÷	?	?	÷
Peters Åbenbaring	?	÷		÷	÷	÷	÷	÷	÷
Didaké	÷	÷	÷		÷	?	÷	÷	÷
Hermas Hyrden	÷		?		÷	?	÷	÷	÷

Afslutningen på NT's kanon

Den første liste med præsic de 27 bøger, som også i dag findes i NT, kom fra Alexandrias biskop Athanasius i hans påskebrev til menighederne i 367 e.Kr. Kort derefter bekræfter Hieronimus og Augustin dette fra vestligt side, og ved et vestligt kirkemøde i Hippo 393 tilsluttede hele den vestlige del af kirken sig til denne afgrænsning af 27 bøger, sådan som de findes i dag. De østlige kirke har ikke haft et lignende møde, hvor spørgmålet en gang for alle blev afgjort, men de fleste har haft de samme 27 skrifter i deres kanon, dog med enkelte afvigelser i nogle kirker. Tidligere havde f.eks. Den syriske kirke kun 22 skrifter (manglede 2 Pet, 2-3 Joh, Jud og Åb), og Den Etiopiske kirkes kanon var mere løs og indeholdt flere kirkelige skrifter.

Kriterier

Da kanon skulle udvælges og afgrænses, var der en række kriterier, der spillede ind i vurdering af de forskellige skrifter: For det første skulle det være skrevet af et førstehåndsvidne eller på vegne af et (Kaldet "Det apostolske princip"), for det andet skulle det være anerkendt i hele kirken ("Katolicitets-princippet"), og for det tredje måtte skriftet ikke indholde ny eller modstridende lære end De Hellige Skrifter (Ortodoksi-princippet).

Det apostolske princip

Apostolsk forfatterskab spillede en særlig rolle, da det var netop apostlene, Jesus havde givet en særlig autoritet. Det er også derfor, der vældede en mængde pseudopigrafiske skrifter frem i det 2. århunderede, der hævdede at være skrevet af en af apostlene. Dog var det ikke det eneste kriterium, flere skrifter både Hebræerbrevet og Markus- og Lukasevangeliet har ikke navn af en apostel. Hermas Hyrden og Didaké nød stor anseelse, men da disse var skrevet senere efter apostolsk tid kunne de ikke komme med.

Det katolske princip

Gudstjenestelig brug og almindelig udbredelse var vigtig, og blev ofte afgørende for om et skrift skulle høre med til kanon. Dette var en af grundene til at mere ubetydelige små skrifter, som de katolske breve havde svært ved at blive anerkendt før senere i historien. De gnostiske skrifter kunne ikke opfylde dette , da de kun var tilgængelig for en elite af gnostikere, og ikke almindelige kirkegængere.

Det ortodokse princip

Som kriterium var det vigtig at skriftet stemte overens med apostolsk lære, og dette kriterium var vigtig især for de skrifter der ikke var skrevet af apostle, så som f.eks. Hebræerbrevet.

Rækkefølgen

Rækkefølgen varierer lidt mellem forskellige bibeludgaver, men er normalt delt op med de fire evangelier, så Apostlenes Gerninger, Paulus' 13 breve, Hebræerbrevet, de katolske breve og til sidst Johannes Åbenbaringen. Rækkefølgen på evangelierne skyldes den oldkirkelige datering, hvor Matthæusevangeliet blev set som det ældste. Lukasevangeliet og Apostlenes Gerninger (Acta) hører sammen som et historieværk, men blev delt, så de fire evangelier kom til at stå sammen, med Acta bagefter. Det virker til at Paulus' breve er ordnet efter størrelse, med det længste forrest også videre. Hebræerbrevet, som delvist blev set som et brev af Paulus, blev hæftet på til sidst. Så kom de katolske breve, og Johannes Åbenbaringen dannede en naturlig afslutning på det Nye Testamente, med synet om verdens ende og tilsynekomsten af den nye jord. Slaviske bibelversioner har lagt afdelingen med katolske breve lige efter Acta og først derefter Paulus' breve og Hebræerbrevet bagefter. Den etiopiske kirke har sat Jakobsbrevet længere ned i rækken, så at brevene fra Peter og Johannes kommer før hans brev.

Litteratur

• Bartholdy, Henrik m.fl: Skrift og åbenbaring, Credo Forlag, København 1997, side 160-169. ISBN 87-7242-179-7
• Hallbâck, Geert m.fl: Gads Bibel Leksikon A-K, København 1998, artikel "Kanon". ISBN 87-12-02649-2
• Müller, Lisbet Kjær og Mogens. Bogen om Bibelen, Politikens Forlag 2004. ISBN 87-567-7023-5
• Bibelselskabet om Bibelen

Oldkirken