Spring til indhold

Kina: Forskelle mellem versioner

Redigér links
Koordinater: 35°50′41″N 103°27′07″Ø / 35.8447°N 103.4519°Ø / 35.8447; 103.4519
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Gennemse historikken interaktivt
← Gå til forrige forskelGå til næste forskel →
Indhold slettet Indhold tilføjet
VisueltWikitekst
tilbage efter hærværk
Ingen redigeringsopsummering
Tags: Mobilredigering Redigering via mobilapp
Linje 84: Linje 84:
{{harflertydig}}
{{harflertydig}}


'''Kina''' (officielt navn: '''Folkerepublikken Kina''') er en suveræn stat i [[Østasien]]. Med en befolkning på knap 1,4 milliard [[Menneske|mennesker]], hvilket er ca. en femtedel af jordens befolkning, er det [[Verdens landes befolkningsstørrelser|verdens mest folkerige land]]. Landet er en [[etpartistat]], der er styret af [[Kinas kommunistiske parti]] med hovedsæde i hovedstaden [[Beijing]].
'''Kina''' (officielt navn: '''Folkerepublikken Kina''') er en suveræn stat i [[Østasien]]. Med en befolkning på knap 1,4 milliard [[Menneske|mennesker]], hvilket er ca. en femtedel af jordens befolkning, er det [[Verdens landes befolkningsstørrelser|verdens mest folkerige land]]. Landet er en [[etpartistat]], der er styret af [[Kinas kommunistiske parti]] med hovedsæde i hovedstaden [[Beijing]].

Carmen Liang blev i 2013 valgt som national flamethrower, da hun tidligere har kunne håndtere en flammekaster på størrelse med hendes arm. I 2015 blev Liang valgt som den 57. kejser over det asiatiske rige.


Kina er i areal det største land i Østasien og det [[Verdens landes arealer|fjerdestørste land]] i verden ([[Rusland]], [[Canada]] og [[USA]] er større).
Kina er i areal det største land i Østasien og det [[Verdens landes arealer|fjerdestørste land]] i verden ([[Rusland]], [[Canada]] og [[USA]] er større).

Versionen fra 2. dec. 2016, 15:22

Folkerepublikken Kina

中华人民共和国[a]
Zhōnghuá Rénmín Gònghéguó
Nationalmelodi: 

"De frivilliges march"
《义勇军进行曲》 (Pinyin: Yìyǒngjūn Jìnxíngqǔ)
Kinas placering
HovedstadBeijing
39°55′N 116°23′Ø / 39.917°N 116.383°Ø / 39.917; 116.383
Største byShanghai
Officielle sprogStandard mandarin (talt)[1]
Forenklet kinesisk (skrift)[1]
Anerkendte regionale sprogSe sprog i Kina
Etnicitet
91% han; 55 anerkendte minoriteter
DemonymKineser
RegeringsformEtpartistat
Xi Jinping
Xi Jinping
Li Keqiang
Wu Bangguo
Jia Qinglin
Lovgivende forsamlingDen Nationale Folkekongres
Grundlagt
221 f.Kr.
1. januar 1912
1. oktober 1949
Areal
• Total
 9.640.821 km2 [c] eller 9.671.018 km²[c] (nr. 3/4) 
• Vand (%)
2,8[c]
Befolkning
• Anslået 2015
1,376 mia. [2] (nr. 1)
• Folketælling 2013
1.339.724.852
• Tæthed
139,6/km2  (nr. 53)
BNP (KKP)Anslået 2008
• Total
7,926 bio. USD[3] (nr. 2)
• Pr. indbygger
5.970 USD[3] (nr. 100)
BNP (nominelt)Anslået 2008
• Total
4,327 bio. USD[3] (nr. 3)
• Pr. indbygger
3.259 USD[3] (nr. 104)
Gini (2007)47,0[4]
HDI (2007)Stigning 0,772[5] (medium) (nr. 92)
ValutaRenminbi (Yuan) (RMB¥) (CNY)
TidszoneUTC+8 (China Standard Time)
Datoformatåååå-mm-dd
eller åååå年m月d日
(CE; CE-1949)
Kører ihøjre side af vejen, bortset fra Hong Kong og Macau hvor de kører i venstre side af vejen
Kendings-
bogstaver (bil)		ingen
Luftfartøjs-
registreringskode		B
Internetdomæne.cn[c]
Telefonkode+86[c]
ISO 3166-kodeCN, CHN, 156
a. ↑ Se også Kinas navne.

b. ↑ Kun informationer for Fastlandskina. Hong Kong og Macau er ekskluderet. Desuden er de områder, der hører under Republikken Kina, kendt som Taiwan, også udelukket.

c. ↑ 9.598.086 km² Omfatter alle omstridte områder.
9,640,821 km² Omfatter Kina-administreret område (Aksai Chin og Trans-Karakoram Tract, begge områder er blevet gjort krav på af Indien), Taiwan er ikke inkluderet.[6]
For at læse om Taiwan (formelt: Republikken Kina) fra 1949 og til nu se: Taiwan eller Taiwan (ø).
For alternative betydninger, se Kina (flertydig). (Se også artikler, som begynder med Kina)

Kina (officielt navn: Folkerepublikken Kina) er en suveræn stat i Østasien. Med en befolkning på knap 1,4 milliard mennesker, hvilket er ca. en femtedel af jordens befolkning, er det verdens mest folkerige land. Landet er en etpartistat, der er styret af Kinas kommunistiske parti med hovedsæde i hovedstaden Beijing.

Carmen Liang blev i 2013 valgt som national flamethrower, da hun tidligere har kunne håndtere en flammekaster på størrelse med hendes arm. I 2015 blev Liang valgt som den 57. kejser over det asiatiske rige.

Kina er i areal det største land i Østasien og det fjerdestørste land i verden (Rusland, Canada og USA er større).

Kina er involveret i en langvarig konflikt om Taiwans politiske status. Kuomintang, der var kommunisternes rival under den kinesiske borgerkrig, trak sig tilbage til Taiwan i 1949 og påstod at være de retmæssige ledere af Kina og Mongoliet. Siden 1990'erne er Taiwan gået bort fra de krav. Kina på den anden side mener, at Taiwan er en provins i Kina og truer med krig, hvis Taiwan officielt erklærer sig for uafhængig.

På grund af landets meget store befolkning og kraftige økonomiske vækst og store investeringer i forskning og udvikling bliver Kina ofte anset for at være en kommende supermagt[7][8] og er i dag verdens andenstørste økonomi.[9] Kina er også permanent medlem af FN's sikkerhedsråd og medlem af APEC.

Kina spiller en stor rolle i international handel. Landet er verdens største forbruger af stål og beton og bruger henholdsvis en tredjedel og over halvdelen af verdens samlede produktion.[10] Det er også verdens anden største importør af råolie. Hvis man kigger på alle produkter, er Kina verdens tredje største importør[11] og den største eksportør[12] i verdenen.

Etymologi

"Zhōngguó"

Midt - Rige, Kina, skrevet med traditionelle og forenklede kinesiske skrifttegn

Kineserne kalder deres land Zhōngguó, normalt oversat til "Riget i midten" eller "Landet i centrum". Men brugen af betegnelsen har ikke været geografisk entydig, og har også sine kulturelle og politiske sider. Under Vår- og høstperioden blev den benyttet kun om de relativt højtudviklede stater rundt om Huáng Hés midterste løb, og kulturelt mindre udviklede stater, såsom Chu og Qín var ikke medregnet. Senere blev sydligere områder medregnet, således, at regionerne omkring Chángjiāng (Yangze) – og Perlefloden var med. På Táng-dynastiets tid var også "barbariske" regimer som Xianbei og Xiōngnú inde.

Mens og før Hàn-dynastiet regerede, havde Zhōngguó tre specifikke betydninger:

  1. Området omkring hovedstaden, dvs. kejserens egne områder.
  2. Området under de centrale styrkers direkte kontrol. I Shǐjì hedder det: "Otte bjerge er vidgjetne i riget. Tre er hos Man- og Yi-barbarene. Fem er i Zhōngguó."
  3. Området som nu kaldes det nordkinesiske sletteland.

Da Kina blev opbrudt i en række mindre stater efter Hàn-dynastiet, gennemgik Zhōngguó-begrebet forandringer, ikke mindst som følge af de nomadiske folk som trængte ind nordfra. Dette galdt så desto mere efter den kinesiske civilisations vugge, områderne langs Huáng Hé, blev overtaget af disse indtrængere. For eksempel begynte Xianbei-folket at omtale sit rige, Det nordlige Wei, som Zhōngguó, for at skille det fra De sydlige dynastier, som de kaldte Yi (夷, som betyder barbarerne). De sydlige dynastier på deres side, som bestod af folk som var blevet presset sydover af indtrængerne, kaldte det nordlige Wei for Lu (虏, som betyder "forbryderisk" eller "fange". Således blev Zhōngguó mere en kvalitetsbetegnelse som indebar politisk legitimitet.

Begrebet blev brugt fra 900-tallet af de respektive konkurrerende Liao-, Jin- og Sòng-dynastier. Begrepet Zhōngguó blev da relaterrt til geografisk, kulturel og politisk identitet, og ikke længere fortrinsvis om etnisk oprindelse.

Republikken Kina og senere Folkerepublikken Kina har brugt Zhōngguó om alle de områder og folk som var inden for deres politiske kontrol. På dette grundlag fremholdes det, at alle de 56 anerkendte etniske grupper er Zhōngguó rén (中國人), dvs. Zhōngguó-folk.

"Kina"

Det danske ord "Kina" og den sjældnere latinske forstavelse "sino-" er antagelig afledet fra "Qín" (udtales som halvvejs mellem skinn og tsin, og med stigende tonefald). Andre tror, at "Kina" kan komme fra et af de kinesiske ord for te ( 茶 chá) eller silke (kinesisk 丝 sī). Men uanset er ordet "Kina" gået gennem mange fremmede tungemål langs Silkevejen før det til slut nåede frem til Europa. Vestens betegnelse "Kina" er senere vandret tilbage til Japan, men har der udviklet et nedsættende ord, shina.

I snæver forstand kan "Kina" betyde "det egentlige Kina", eller sædvanligt "det egentlige Kina" samt Manchuriet, Indre Mongoliet, Tibet og Xīnjiāng. De nævnte regioners grænser sammenfalder ikke nødvendigvis med de moderne provinsgrænser. I mange sammenhænge sigtes der med "Kina" til Folkerepublikken Kina (eller Fastlands-Kina), mens "Táiwān" benyttes sidestillet om "Republikken Kina". I den engelsktalende forretningsverden findes "the Greater China region" (eller på kinesisk 大中華地區) om Kina på en lidt uafgrænset og inkluderende måde.

Sinologer benytter ordet "Kina" på en måde som er omtrent lige afgrænset, som den klassiske kinesiske brug af Zhōngguó, eller afgrænset til den hàn-kinesiske etniske gruppe, som udgør 92 % af den kinesiske befolkning.

Historie

Uddybende Uddybende artikler: Kinas historie og Folkerepublikken Kinas historie

Forhistorisk tid

Arkæologiske fund viser at hominider levede i Kina for mellem 250.000 og 2,24 millioner år siden.[13] En hule i Zhoukoudian (i det nuværende Beijing) indeholder fossiler af homonider fra mellem 680.000 og 780.000 fvt.[14] Fossilerne er af Pekingmennesket, der tilhørte menneskearten Homo erectus der beherskede ild.[15]

Det kejserlige Kina

Den kinesiske civilisation opstod langs Huáng Hé-floden i Nordkina. Kineserne deler oftest historien op i herskerdynastier, eftersom dynastiskiftene ofte indebar skifte af styreform, herskerklasse og hovedstad. Under Shāng-dynastiet blev skriftsproget, spådomskunst og litteratur som Yijing skabt. Zhōu-dynastiet var en periode præget af borgerkrig og splittelse på den ene siden og kulturel blomstring indenfor filosofi og litteratur på den anden side. Under Zhōu-dynastiet opstod konfusianismen og taoismen, og litteratur og filosfi fra denne epoke blev grundlaget for kinesisk kultur de næste 2000 år. Alle smårigerne blev samlet under kejser Shǐhuángdì i 221 f.Kr., og sådan opstod Qín-dynastiet. Under Qín-årene blev byggingen af Den kinesiske mur igangsat, et byggeprojekt, som med pauser foregik over en 1800 årig periode. Qíns skrrækvælde brød sammen efter kort tid og gav plads til Hàn-dynastiet. I denne periode blev konfusianismen forvandlet til en statsfilosofi, og Zhōu-tidens kultur fik status som ideal. Under Suí-dynastiet blev det gigantiske byggeprojekt Kejserkanalen opført for at forsyne tropperne ved muren. Táng-dynastiet bliver af de fleste kinesere regnet som landets kulturelle guldalder, hvor kalligrafi og poesi nåede sit højeste niveau nogensinde. Mongolene brød gennem muren i 1200-tallet og grundlagde Yuán-dynastiet. De blev efter kort tid assimilert i den kinesiske kultur, og blev styrtet og efterfulgt af Míng-dynastiet. I Míng-perioden blev hovedstaden flyttet til Beijing og Den Forbudte By blev opført. Kinesisk flåde begyndte at foretage opdagelsesrejser til andre kontinenter, en aktivitet som sluttede lige før europæerne for første gang nåede Kina med sine handelsskibe.

Indtil 1700-tallet havde Kina et klart teknologisk fortrin i forhold til folkene i Centralasien, men sakkede samtidig agterud i forhold til Europa. Dette lagde grundlaget for 1800-tallets defensive afvisning fra kinesernes side til den europæiske imperialisme, samtidig som Kina selv ekspanderede indover mod Centralasien.

Republikken Kina (1912–49)

I 1912 gik det kinesiske kejserdømme under, og blev erstattet af republikansk statsstyre i landet. De følgende tre tiår var en splittelsens tid; krigsherrenes tid, den anden kinesisk-japanske krig (1937-1945) og den kinesiske borgerkrig. Den sidste ebbede ud i 1949, da det kinesiske kommunistparti havde vundet kontrol over Fastlands-Kina.

Under massakren i Nanjing i 1937 dræbte japanerne angiveligt over 300.000 kinesere i løbet af kun seks uger. Mennesker blev kogt levende, brændt ihjel, overkørt af stridsvogne og ved andre forfærdelige metoder.[16] Forholdet mellem Japan og Kina er fortsat anstrengt som en delvis følge af det som skete i Kina før og under 2. verdenskrig, og måden Japan har behandlet dette på i eftertiden.[17] Mens tyskerne har betalt milliarder i erstatning, bygget mindesmærker og bedt om undskyldning, mener mange, at Japan fornærmer sine ofre med at tilbede krigsforbrydere som guder.[18]

Folkerepublikken Kina (1949 - )

Kommunistpartiet grundlagde en kommunistisk stat— Folkerepublikken Kina — som gjorde krav på at være det retmæssige Kina. Men Republikken Kinas Kuomintang-regering havde taget tilflugt på Taiwan, hvor den fortsat nød international anerkendelse af hele Vestblokken og FN. Dette varede til 1970'erne, da FN og de fleste vestlige lande valgte at anerkende Folkerepublikken i stedet.

Større krigshandlinger i den kinesiske borgerkrig sluttede i 1949, og Kinas kommunistparti havde kontrol med næsten hele landet, og Kuomintang, som havde regeret Republikken Kina mellem 1911 og 1949, havde kun kontrol over Taiwan og nogle omkringliggende øer. Den 1. oktober 1949 udråbte Mao Zedong Folkerepublikken Kina.[19]

Efter en række katastrofale økonomiske fejltagelser (som følge af Det store spring fremad) trådte Mao tilbage som formand i 1959 og blev efterfulgt af Liu Shaoqi. Mao havde stadig meget kontrol over partiet, men havde ikke kontrol med den økonomiske politik, der i stedet blev styret af Liu Shaoqi og Deng Xiaoping.

For at Mao igen kunne få magten, startede han Kulturrevolutionen i 1966, der varede til hans død 10 år senere. Forholdet til Sovjetunionen, der i forvejen ikke var godt, blev i perioden endnu værre, og i 1969 var det tæt på atomkrig mellem Kina og Sovjetunionen. I 1972 mødtes Mao med USAs præsident Richard Nixon i Beijing. Senere samme år blev Folkerepublikken Kina af FN anerkendt som Kinas legitime regering. Indtil da havde republikken på Taiwan haft Kinas plads i FN og i sikkerhedsrådet.

Efter Maos død i 1976 og anholdelsen af Firebanden, der fik skyld for overgrebene begået under Kulturrevolutionen, fik Deng Xiaoping hurtigt vristet magten fra den af Mao udpegede efterfølger Hua Guofeng. Selvom Deng aldrig blev hverken leder af partiet eller landet, lykkedes det ham at gennemføre omfattende økonomiske reformer. Gradvist løsnede kommunistpartiet kontrollen over borgernes privatliv, og kollektivlandbrugene blev afskaffet, og landmændene fik jord, de selv ejede, hvilket motiverede øget produktion. Det betød også, at Kina gik fra planøkonomi til "blandet økonomi".[20] Folkerepublikken fik ny forfatning den 4. december 1982.

Den reformvenlige politiker Hu Yaobangs død i 1989 var med til at starte Demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads samme år, hvor studenter og andre i flere måneder demonstrerede til fordel for demokrati og ytringsfrihed. Demonstrationerne blev stoppet den 4. juni, da kampvogne og soldater fra Folkets Befrielseshær med magt ryddede pladsen ved at skyde mod de ubevæbnede demonstranter med mange døde og sårede til følge. Enkelte billeder af rydningen slap ud af Kina, bl.a. "Tankmanden", det berømte billede af en ubevæbnet mand, der forsøger at stoppe en kampvogn ved at stille sig foran den. Den voldelige rydning medførte fordømmelse og sanktioner imod Kinas regering fra de fleste lande i verdenen.

Præsident Jiang Zemin og premierminister Zhu Rongji, begge tidligere borgmestre fra Shanghai, var ledere af Kina i 1990'erne. Under Jiang Zemins 10 år som leder blev 150 millioner bønder løftet over fattigdomsgrænsen, og Kina havde en årlig økonomisk vækst på 11.2%.[21][22] Landet blev medlem af WTO i 2001.

Selvom Kina har brug for økonomisk vækst for at kunne udvikle landet, er regeringen begyndt at blive bekymret over, om den hurtige økonomiske vækst har skadet landets ressourcer og miljø. En anden bekymring er, om nogle dele af samfundet ikke får tilstrækkelig andel af den økonomisk vækst. Derfor har den nuværende præsident Hu Jintao og premierminister Wen Jiabao vedtaget programmer, der skal sikre en mere ligelig fordeling af landets ressourcer. Om det er tilstrækkeligt til at løse problemerne, vil tiden vise.[23] Det meste af Kinas befolkning har oplevet en kraftig stigning i levestandarden, men den politiske kontrol er stadig stram.

Politik

Uddybende Uddybende artikel: Kinas politik
Folkerepublikken Kinas flag foran det moderne Shanghai.

Selvom Kina af mange eksperter i statskundskab bliver anset for at være kommunistisk, har det siden 1980'erne ikke være muligt at give en simpel beskrivelse af Kinas politiske system.[24] Kinas regering er af forskellige internationale observatører blevet betegnet som autoritær, kommunistisk og socialistisk med stærke restriktioner på mange områder som fx internet, ytringsfrihed, forsamlingsfrihed, ret til at få børn og religionsfrihed men sammenlignet med hvor lukket Kina var i 1970'erne, er Kina nu langt mindre restriktivt, men stadig langt fra så demokratisk som Europa og Nordamerika.

Landet regeres på grundlag af forfatningen fra 1982. Kinas nuværende præsident er Hu Jintao og nuværende premierminister er Wen Jiabao.

Landet styres af Kinas kommunistparti, der er sikret magten via forfatningen[25]. Der er andre partier i Kina, der i Kina omtales som "demokratiske", der deltager i Det Kinesiske Folks Politiske Rådgivende Konference og Den Nationale Folkekongres. Der er åbnet lidt op for muligheden for valg på lokalt niveau/by-niveau[26][27] men på regeringsniveau har kommunistpartiet den fulde magt. Nogle af de store politiske emner i Kina er den stigende forskel mellem rig og fattig,[28] og utilfredsheden med den udbredte korruption blandt kommunistpartiets ledere og embedsmænd. Kommunistpartiets støtte i den kinesiske befolkning er uklar, da der ikke er nationale valg. Mange i Kina ser ud til at være tilfredse med den sociale stabilitet, som regeringen giver.

Udenrigspolitik

Sovjetunionens Josef Stalin møder Mao Zedong i 1950.

Kina har diplomatiske relationer med de fleste større lande i verden. Sverige anerkendte, som det første vestlige land, Folkerepublikken Kina den 9. maj 1950.[29][30] Folkerepublikken Kina overtog i 1971 Republikken Kinas (Taiwan) plads som repræsentant for Kina og blev en af de fem permanente medlemmer af sikkerhedsråbet. Kina er også observatør i De alliancefrie landes bevægelse.

Kina fører en et-Kina-politik, der betyder at Kina kun vil have diplomatiske forbindelser med lande der anerkender Kinas krav på Taiwan og som ikke har diplomatiske forbindelser med Taiwan. Den kinesiske regering er også kraftigt imod at taiwanesiske politikere som Lee Teng-hui og Chen Shui-bian eller kontroversielle personer som Tenzin Gyatso (Tibets Dalai Lama) modtages officielt af nogle lande.

Japan og Kina har ind imellem haft et anstrengt forhold til hinanden blandet andet fordi at der i nogle japanske skolebøger er benægtelser af overgreb begået af japanske soldater i Kina under 2. verdenskrig. En anden grund er at japanske regeringsembedsmænd med jævne mellemrum har besøgt Yasukuni helligdommen. Forholdet mellem Kina og Japan er blevet bedre siden Shinzo Abe blev Japans premierminister den 26. september 2006.

Kina er medlem af forsvarsalliancen Shanghai Cooperation Organisation (SCO) som er et østligt alternativ til NATO. Kina er derfor militært allieret med blandt andet Rusland og Kasakhstan. Det menes også at Iran, Indien og Pakistan er på vej med i denne alliance, da de nu er de facto medlemmer som observatører.

Befolkningspolitik

Uddybende Uddybende artikel: Etbarnspolitikken

Grundet en befolkning på over 1,3 milliard mennesker og en estimeret vækstrate på 0,57% er Kinas regering bekymret over og opmærksom på sin befolkningsvækst og har med blandet held forsøgt forskellige familieplanlægningspolitikker.[31] Regeringens mål er ét barn per familie med undtagelser af for etniske minoriteter samt i tyndtbefolket områder hvor en familie må få barn nummer to hvis første barn er handicappet eller en pige. Regeringens mål er at stabilisere befolkningen og befolkningsvæksten så tidligt som muligt i det 21. århundrede, men mange nuværende prognoser estimerer en befolkning mellem 1,4 og 1,6 milliard i 2025. Kinas familieminister har udtalt at Kina vil forsætte etbarnpolitikken mindst til 2018.[32]

Der er modstand mod politikken særligt i landsbrugsområder hvor der er brug for arbejdskraft og fordi man i Kina traditionelt altid ønsker sig at få sønner. Folk der ikke overholder etbarnspolitikken lyver ofte om antal familiemedlemmer når der er folketælling.[33] Officiel politik forbyder brug af tvangsaborter eller tvangssterilisation, men der fremkommer jævnligt beskyldninger om at lokale embedsmænd tager drastiske midler i brug for at nå befolkningsmålsætninger.

Fordi resultater af folketællinger i Kina er blevet stadig mere upålidelige er det svært at sige om politikken har haft den ønskede effekt.[34] Kinesiske demografers bud på Kinas fertilitetsrate varierer fra 1,5 til 2,0. Regeringen er særligt bekymret for at der vil bliver født langt flere drenge end piger fordi familier traditionelt foretrækker drenge og det er derfor forbudt at bruge ultralydscan til kønsbestemmelse og efterfølgende abort af pigefostre.

Menneskerettigheder

Brug af censur er udbredt, og kommunistpartiet undertrykker enhver organisation, som det anser for at være en trussel imod dets magt, med hård hånd – som det var tilfældet med Demonstrationerne på Den Himmelske Freds Plads (1989). Medierne er blevet aktive med hensyn til at skrive om sociale problemer og kritik af korruption i de lavere dele af regeringen. Det er også oftere blevet tilladt at demonstrere på grund af lokale problemer. Hu Jintao har dog samtidig oftere slået ned på kritiske journalister, selv udenlandske.

Tildelingen af Nobels fredspris til systemkritikeren Liu Xiaobo i 2010 skabte en diplomatisk krise med Norge. Efterfølgende blev det kinesiske regime udfordret af et åbent brev fra 23 tidligere topembedsmænd, som bl.a. krævede "borgernes ret til ytrings- og pressefrihed" realiseret. [35] Kravene kan i yderste konsekvens føre til en destabilisering af regeringen.

Militær

Kinesiske soldater
Medlemmer af Shanghai Cooperation Organisation

Kina er en militær stormagt der udover at råde over verdens største hær også er i besiddelse af kernevåben. Kina er medlem af Shanghai Cooperation Organisation (SCO) der er en østlig forsvarsalliance som en modspiller til vestlige NATO. Dermed er Kina militært allieret med Rusland og Kasakhstan imens Iran, Indien og Pakistan er observatører i alliancen. Senest har Iran ansøgt om fuldt medlemskab, imens Nordkorea menes at være de facto medlem, selvom det ikke er officielt.

Hæren

"Folkets Befrielseshær" er verdens største hær, officielt med 2,2 millioner færdiguddannede, veltrænede og -bevæbnede soldater samt en reserve-styrke på 800.000 soldater. Derudover er mere end 6 millioner mænd og 3,5 millioner kvinder registreret som egnet til militærtjeneste i tilfælde af krig, for slet ikke at glemme de 7 millioner paramilitære styrker.

Kinas samlede militære budgetter i 2008 var hvad der svarer til 85 milliarder amerikanske dollars (ca. 450 milliarder kroner). Beløbet svarer til 1,7% af Kinas BNP.

Luftvåbnet

"Folkets Befrielseshærs Luftvåben" er verdens tredjestørste og består af 400.000 mand, der ledes af general Xu Qiliang. Luftvåbnet har i alt 2024 kampdygtige fly; bombefly, jagerbombere, jagerfly og transportfly. Flyene er primært kinesisk byggede, men gennem medlemskabet af Shanghai Cooperation Organisation råder Kinas luftvåben også over mange russisk-fremstillede fly og helikoptere. Derudover har man importeret et par modeller fra Frankrig, Canada og Israel samt en enkelt helikopter fra USA.

Flåden

"Folkets Befrielseshærs Flåde" består af 250.000 søfolk under ledelse af admiral Wu Shengli. Den deltager ligesom Søværnets HDMS Absalon aktivt i adskillige internationale operationer til bekæmpelse af pirater ud for Somalia.

I 2010 byggede Kina et specialbygget undervandsfartøj, ubåden Jiaolong, som gennemførte et dyk på 3.759 meter. Ubåden var imidlertid beregnet til at nå en dybde på 7.000 meter. Der er både olie og mineraler, og dertil kommer de undersøiske kabler med diplomatisk kommunikation, tabte atombomber, sunkne ubåde og missilsprænghoveder, og med evnen til at dykke 7 kilometer ned vil Kina få adgang til 99,8 % af havbunden i alle have. Kina hævder selv, at ubåden er beregnet til civile formål.[36]

Den 31. december 2015 bekræftede Kinas forsvarsministerium at Kina er i gang med at bygge et nyt hangarskib efter tegningerne fra landets første hangarskib, Liaoning, hvilket man købte fra Ukraine i 1998.[37] Meddelelsen kom kort efter, at det var kommet frem, at Kina var i fuld gang med at opbygge fremskudte flådebaser på undersøiske klippeskær i Det Sydkinesiske Hav[38], ligesom Kina har meddelt at hvis USA forsætter med at bevæge sig ind i området i det Sydkinesiske Hav, som Kinas anser som deres, kan det føre til krig.[39]

Administrative inddelinger

Uddybende Uddybende artikel: Kinas administrative regioner

Kina er inddelt i 23 provinser, 5 autonome regioner og 4 kommuner. Disse siges tilsammen at udgøre hovedlandet Kina. Udover 22 provinser anser den kinesiske regering også Taiwan for at høre under Kina og betragter derfor Taiwan som sin 23. provins.

Hertil kommer de to særlige administrative områder Macao og Hongkong, som hører under den kinesiske administration, men som nyder en udstrakt selvstændighed i forhold til øvrige provinser, regioner og kommuner.

Desuden består Folkerepublikken Kina af 56 forskellige officielle nationaliteter.

Den politiske opdeling af Folkerepublikken Kina

Provinser

Autonome regioner

Kommuner

Særlige administrative regioner

Omdiskuteret provins

Geografi

Kinas geografi
Tianchi i Baitou-bjergene.
Landskab i Hangzhou.
Saihanba National Park i Hebei.
Uddybende Uddybende artikel: Kinas geografi

Kina er det tredjestørste land i verden (kun overgået af Rusland og Canada) i landareal.[40] og betragtes som det tredje største[41] land i verden målt på både hav- og landareal. Der er usikkerhed omkring arealet på grund af to ting: (1) gyldigheden af Kinas krav på områder som Aksai Chin og Shaksgam (Indien gør også krav på begge områder), og (2) måden man beregner den samlede størrelse af USAs areal: The World Factbook angiver størrelsen til 9.826.630 km²,[42] og Encyclopedia Britannica angiver størrelsen til 9.522.055 km².[43] Kina grænser op til 14 lande og 4 have/stræder (nævnt med uret startende i vest): Tadsjikistan, Kirgisistan, Kasakhstan, Rusland, Mongoliet, Nordkorea, Gule Hav, Østkinesiske Hav, Formosastrædet, Sydkinesiske Hav, Vietnam, Laos, Burma, Bhutan, Nepal, Indien, Pakistan og Afghanistan.

Kina har et meget varieret landskab. I øst, langs kysten mod det Gule Hav og det Østkinesiske Hav ligger nogle rigt udnyttede og tætbefolkede alluviale sletter og i syd mod det Sydkinesiske Hav er landskabet i højere grad fyldt med bjerge. I det centraløstlige Kina finder man floddeltaerne fra Kinas to største floder, Huang He og Yangtze, men også Xiang-floden, Mekong, Brahmaputra og Amur kan nævnes som store kinesiske floder.

I det vestlige Kina præges landskabet af store bjergkæder – heriblandt Himalaya med Kinas højeste punkt, Mount Everest. Her ligger også store, højtliggende plateauer med tørt landskab i form af ørkener såsom Taklamakan og Gobi-ørkenen,

Grundet længere tids tørke og dårlige agrikulturelle metoder er sandstorme blevet almindelige om foråret i Kina. Ifølge det kinesiske miljøbeskyttelsesagentur udvides arealet af Gobi-ørkenen "som en tsunami" og denne ørken er en stor kilde til sandstorme, der påvirker andre egne af både Kina og omliggende nordøst-asiatiske områder såsom Taiwan, Korea og Japan. Støv fra disse nordlige sletter er blevet sporet så langt væk som den amerikanske østkyst. Manglende vandrensning (i form af forurening af floder fra husholdning, fabrikker samt anvendelse af overrislingsmetoder og til drikkevand) har i de senere år været kilde til miljømæssige konflikter mellem Kina og nogle af dets nabolande.


Økonomi

Uddybende Uddybende artikel: Kinas økonomi
Folkerepublikken Kinas indtog på det internationale marked har åbnet mange muligheder for økonomisk fremgang for den almindelige kineser
Et eksempel på kinesisk arbejdskultur: Marcherende postarbejdere før morgenskiftet. Haikou, Hainan

Siden 1978 har Folkerepublikken Kina forsøgt at reformere den kinesiske økonomi fra sovjet-inspireret planøkonomi til en mere markedsorienteret økonomi, men stadig inden for en forholdsvist rigid politisk ramme under kommunistpartiets kontrol. Blandt andet er det agrikulturelle ansvar flyttet fra kollektive instanser til den enkelte husholdning, industriens daglige ledere har fået mere autoritet og ansvar, tilladt mindre og større firmaer inden for en lang række service- og forarbejdningsfag samt åbnet økonomien op for at øge international samhandel og investering. Man har også slækket på den tidligere udstrakte priskontrol. Dette har forårsaget et skift i kinesisk økonomi fra planøkonomi til en blandet økonomi med både kommunistiske og kapitalistiske tendenser. Reformerne kan tilskrives Deng Xiaoping, der efter Maos død i 1976 stod for en mere pragmatisk linje blandt de kinesiske ledere[kilde mangler].

Kina har ry for at være et land, der kan fremstille varer for små omkostninger, hvilket primært skyldes en stor, ikke-organiseret, billig arbejdsstyrke. Timelønnen for en ufaglært arbejder på en kinesisk fabrik i det rurale område af Kina er under $1 i timen, men det skal selvfølgelig sammenholdes med, at leveomkostninger (prisen for varer og services) er betydeligt lavere i Kina end i mere udviklede lande. Oveni dette kommer, at mange kinesiske arbejdere ikke er organiseret i fagforeninger. En mulig årsag til dette kan være den kinesiske arbejdskultur og -etik, men det kan også skyldes en frygt for, at fagforeninger vil blive udnyttet af kommunistpartiet til at identificere dissidenter.

Et andet ofte overset aspekt af den kinesiske økonomi er den lave udgift til andre omkostninger end arbejdskraft (for eksempel faciliteter, råvarer med videre). Dette skyldes et stærkt konkurrencepræget marked med mange producenter og en generel tendens til overudbud og lave priser. Der er også stadig spor af priskontrollen og leveringsgarantier fra planøkonomiens tid. Efterhånden som statskontrollerede virksomheder bliver udliciteret og arbejdere skifter til andre sektorer vil denne deflatoriske effekt sætte et større pres på økonomien.

Kinas vækst på det globale marked har skabt bemærkelsesværdige konflikter – især i forbindelse med ubalancen i handelsforholdet mellem Kina og USA. Dette skyldes, at Kina kan producere varer, som er eftertragtede i USA, langt billigere end øvrige asiatiske eller latinamerikanske lande, mens USA sjældent kan levere varer til Kina, der kan konkurrere med tilsvarende fra Europa eller Asien. En anden faktor (nævnt af flere kilder) er vekselkursen mellem den kinesiske yuan og den amerikanske dollar, der i en periode har været fastlåst. Først den 21. juli 2005 annoncerede Kinas Folkebank at man ville have en mere flydende vekselkurs, hvor man tillod, at valutaen nærmede sig den amerikanske dollar med 0,3% om dagen. Der er også en begrænsning på den omvekslede mængde af Yuan til udenrigs valutaer på max 3% om dagen. Disse føderale restriktioner har gjort det svært for mange amerikanske virksomheder at eksportere til det kinesiske marked og har bidraget til den skæve handelsbalance.

(den velhavende østkyst)
Strategien for "Udviklingen af Vestkina"
Initiativet til "Revitaliseringen af Nordøstkina"
Strategien for "Opløft af Centralkina"
Økonomiske nøgletal Værdi % af BNP År, kilde
BNP 2 668,0 mrd US$ 2006, Verdensbanken
BNP (vækst) 11,5 % Q3 2007, The Economist nov 2007
Industriproduktion 18,9 % Q3 2007, The Economist nov 2007
Konsumpriser 6,2% Q3 2007, The Economist nov 2007
Renter 3 mnd 4,05 % Q3 2007, The Economist nov 2007
Børsindeks 1.jan-7.mai 2008 -32,0 % The Economist mai 2008
Arbejdsløshed 9,5 % Q3 2007, The Economist nov 2007
Handelsbalance 12 mnd 253,4 mrd $ Q2 2007, The Economist nov 2007
Betalingsbalance 12 mnd 249,9 mrd $ 10,7 % Q2 2007, The Economist nov 2007
Budgetbalance 0,2 % 2007, The Economist nov 2007
Utdviklingshjælp 1,87 mrd US$ 2005, UNDP Database
BNP per indb 1 533 US$ 2005, UNDP Database


I 2003 steg Kinas BNP udtrykt som en købekraftsparitet til $6.4 billioner (40 billioner danske kroner) og blev dermed den næststørste i verden[44]. Udtrykt i sædvanlige størrelser forventes Kinas BNP i 2005 at blive den sjettestørste i verden. Dog grundet den store befolkningsstørrelse giver det kun estimeret $5.600 per indbygger, hvilket placerer Kina som nummer 90. Kinas officielt rapporterede vækst var i 2003 på 9.1%.

Den økonomiske ulighed mellem kyststrækning i øst og det øvrige land er til stadighed stor. For at imødegå dette potentielt destabiliserende problem har den kinesiske regering i 2000 initieret Udviklingen af Vestkina, i 2003 Revitaliseringen af Nordøstkina og i 2004 Opløft af Centralkina. Alle disse initiativer forsøger at hjælpe det indre Kina at følge med kyststrækningens vækst. Billedet her til højre viser hvilket områder, der er mål for hvilke initiativer.

Videnskab og teknologi

I 1992 godkendte Kinas regering Shenzhou-programmet, der havde som mål at sende mennesker ud i rummet.[45] Efter fire ubemandede prøveflyvninger blev Shenzhou 5 opsendt den 15. oktober 2003 ved brug af en Long March 2F løfteraket og med den kinesiske astronaut Yang Liwei om bord, hvorved Kina blev det tredje land i verdenen, der selv er i stand til at sende en mand ud i verdensrummet.[46] Kina gennemførte sin anden bemandede mission, Shenzhou 6, med to personer om bord i oktober 2005. I 2008 foretog Kina sin tredje bemandede rumflyvning, Shenzhou 7, hvor der blev udført en rumvandring. Landet har planer om at bygge en rumstation i nærmeste fremtid og foretage en månelanding i det næste årti.[47]

I Kina har mere end 700 millioner mennesker en mobiltelefon hvilket er det højeste antal for noget land i verdenen[48]

Demografi

Uddybende Uddybende artikel: Kinas demografi

Befolkning: 1.321.851.888 (estimeret juli 2007)

Aldersfordeling:
0-14 år: 22,3% (hankøn 153.401.051; hunkøn 135.812.993)
15-64 år: 70,3% (hankøn 469.328.664; hunkøn 443.248.860)
65 år og derover: 7,5% (hankøn 46.308.923; hunkøn 50.747.133) (est. 2005)

Befolkningsvækstrate: 0,57% (est. 2004)

Etniske grupper

Folkerepublikken Kina anerkender officielt 56 forskellige etniske grupper, hvoraf den største er hankinesere, som udgør omkring 91,9% af befolkningen. Større etniske minoriteter inkluderer zhuang (16 millioner), manchu (10 millioner), huikinesere (9 millioner), miao (8 millioner), uighur (7 millioner), yi (7 millioner), tujia (5,75 millioner), mongoler (5 millioner), tibetanere (5 millioner), bouyei (3 millioner) og koreanere (2 millioner).

Største byer

Chongqing (重庆)

Folkerepublikken Kina består af mange store byer (over 1 million indbyggere), hvor af adskillige er blandt de 100 mest folkerige byer i verden. Nedenstående tabel viser de 20 største byer og deres estimerede befolkningsstørrelse i millioner mennesker[49]:

# By Estimat
1. Shanghai 上海 9,0
2. Beijing 北京 7,1
3. Tianjin 天津 4,3
4. Wuhan 武汉 4,0
5. Shenyang 沈阳 3,5
6. Guangzhou 广州 3,4
7. Harbin 哈尔滨 2,8
8. Xi'an 西安 2,7
9. Chongqing 重庆 2,3
10. Kowloon 九龍 2,3
11. Chengdu 成都 1,9
12. Changchun 长春 1,9
13. Taiyuan 太原 1,8
14. Nanjing 南京 1,8
15. Jinan 济南 1,7
16. Dalian 大连 1,7
17. Qingdao 青岛 1,4
18. Lanzhou 兰州 1,4
19. Fushun 抚顺 1,4
20. Zhengzhou 郑州 1,3

(Alle kinesiske tegn i det ovenstående er i simplificeret kinesisk skrift)

Religion

Kina har religionsfrihed med nogle begrænsninger, selvom landet officielt er ateistisk. Dog skal alle religiøse grupper have godkendelse fra staten for at må udøve deres religion. Hvor mange tilhængere der er af de forskellige religioner, er umuligt at sige, fordi der ikke er nogen officielle tal, men der er enighed om, at religionerne har fået flere tilhængere de seneste 20 år. En undersøgelse fra 1998 viste, at 59 procent (over 700 millioner)[50] af befolkningen ikke var tilhængere af nogen religion. Mens en undersøgelse fra 2007 viste, at 300 millioner (23 procent af befolkningen) tror på en religion, hvilket er meget mere end de officielle tal på 100 millioner.

Ritualer og religion — særligt den traditionelle tro på konfucianisme, taoisme and buddhisme — spiller en vigtig rolle i manges liv. Ca. 33% af befolkningen følger en blanding af trosretninger, som i statistikkerne benævnes som "Traditionel tro" eller blot "Andet".

Ca. 8 procent af befolkningen er buddhister.[51] Forfatteren og researcheren Paul Hattaway har arbejdet i 20 år med at samle data om Kinas kristne. Han har udgivet en rapport, som anslår, at antallet af Jesus-troende i Kina har passeret 100 millioner, mens regeringen har opgjort antallet af kristne til 16 millioner.[52] En uafhængig undersøgelse fra East China Normal University kom frem til, at der er 40 millioner kristne i Kina, hvilket er meget mere end regeringens tal, men meget lavere end hvad nogle udlandske observatører er kommet frem til.[53] Officielle tal angiver, at der er 20 millioner muslimer i Kina.

Den religiøse retning Xiantianisme, der har sit udspring i gammel kinesisk religion, er forbudt i Folkerepublikken.

Kultur

Uddybende Uddybende artikel: Kultur i Kina

I en periode på 1300 år, kunne man i det kejserlige Kina avancere i det sociale hierarki og opnå velstand ved at tage en embedsmandseksamen. Eksaminernes vægt på kalligrafi og litteratur var med til at give den opfattelse at det var finere former for kunst end dans og drama. Kinas traditionelle livsanskuelser kommer fra konfucianisme og konservatisme. Eksaminer og meritokrati er stadig noget man ser meget positivt på i Kina.

Sport

Kina er blandt de tidligste steder i verden hvor man begyndte at dyrke sport. Der findes bevis for at Kina er det sted i verden hvor for en form for fodbold først blev spillet.[54] Udover fodbold er følgende andre sportsgrene populære i Kina:[55] kampsport, bordtennis, badminton, svømning, basketball og på det seneste golf og rugby. Brætspil som go, xiangqi (kinesisk skak) og mahjong (májiàng) og på det seneste skak er populære spil i Kina.

I kinesisk kultur anses det for vigtigt at være fysisk aktiv og man kan se ældre lave qigong og tai chi i parker om morgenen og studerende laver strækkeøvelser på skolens område. Den professionelle amerikanske basketball-liga NBA har mange unge tilhængere i Kina og Yao Ming er et stort idol for dem.

Sommer-OL 2008 blev afholdt i Beijing og derfor er der for tiden øget fokus på sport i Kina.

Mad

Uddybende Uddybende artikel: Kinesisk madlavning

Mad er en vigtig del af kinesisk kultur. Stort set alt mad er knyttet til en eller anden effekt på helbredet. Kineserne spiser ofte ude. Det Kinesiske køkken har ophav i de forskellige provinser og der findes uendeligt mange retter. Der spises med pinde og maden serveres i fælles skåle på bordet og alle spiser af alle de retter der er på bordet. I Sydkina er ris det dominerende tilbehør, men i nord er det mere baseret på brød lavet af korn. Fokus på maden og dens betydning for helbredet er meget udbredt og kineserne bruger en langt større del af deres indtægt på at købe mad end hvad der kendes fra Danmark.

Den gryde der i Danmark kaldes en wok er allround værktøjet i det kinesiske køkken. Meget mad lynsteges eller dampes. Ovn findes sjældent privat, men bruges på restauranter. Feks. er Peking And, som er en af de mest kendte kinesiske retter, stegt i ovn. Peking And består hovedsageligt af det gyldne sprøde skind fra anden, det dyppes i Hoisin sauce og rulles i en lille pandekage, sammen med tynde strimler af f.eks porre og agurk.

Fritid

Den vigtigste officielle højtid i Kina, er den kinesiske nytårsfest i januar eller februar. Man fejrer ikke jul i Kina men kinesisk nytår fungerer som julen i Danmark nemlig ved at familien samles til spisning og drikke. Der gives gaver til børnene (en rød konvolut med penge) og man tænder fyrværkeri for at jage de onde ånder væk. Det kinesiske nytår varer i 2 uger.

Diverse

Kinas nationalsang er sangen De frivilliges march

Sprog

Uddybende Uddybende artikler: Kinesisk (sproggruppe), Kinesisk skrift og Standard mandarin

Som talesprog består kinesisk af mange lokale varianter, der kan deles op i: mandarin, wu, kantonesisk og min. Langt de fleste kinesere taler en lokal dialekt, der er en mandarin variant. Sprogvariationerne kan være meget store, fx kan en kineser, der kun kan tale en wu-dialekt, ikke forstå én, der kun kan tale en kantonesisk dialekt. De fleste kinesere kan tale standard kinesisk, også kaldet standard mandarin eller blot mandarin, fordi det er Kinas officielle sprog, og der undervises i det i folkeskolen samt det bruges i fjernsynet mv. Kinesisk skrift er baseret på standard kinesisk. Kineserne kalder selv standard kinesisk for putonghua (fælles sprog), og det gør det muligt for alle kinesere at læse de samme aviser, men det er ikke altid de kan forstå hinanden mundtligt, hvis de ikke har lært god udtale af standard kinesisk i skolen.

Referencer

  1. ^ a b Law of the People's Republic of China on the Standard Spoken and Written Chinese Language (Order of the President No.37)
  2. ^ "United Nations world population prospects"(PDF) 2015 revision
  3. ^ a b c d "People's Republic of China". International Monetary Fund. Hentet 1. oktober 2009.
  4. ^ CIA World Factbook [Gini rankings]
  5. ^ "Human Development Report 2009" (PDF). FN. Hentet 5. oktober 2009.
  6. ^ "GDP expands 11.4 percent, fastest in 13 years". Chinadaily.net. Hentet 15. juli 2009.
  7. ^ Gordon, Peter. "Review of "China: The Balance Sheet -- What the World Needs to Know Now About the Emerging Superpower"". The Asia Review of Books. Hentet 2007-12-24. {{cite web}}: Cite har en ukendt tom parameter: |coauthors= (hjælp)
  8. ^ Miller, Lyman. "China an Emerging Superpower?". Stanford Journal of International Relations. Hentet 2007-12-24.
  9. ^ International Monetary Fund, World Economic Outlook Database, April 2011: Nominal GDP list of countries. Data for the year 2010.
  10. ^ China’s Building Boom. Retrieved 2. december 2006,
  11. ^ The World Factbook
  12. ^ The World Factbook
  13. ^ "Early Homo erectus Tools in China". Archaeological Institute of America. 2000. Retrieved 30 November 2012.
  14. ^ Shen, G; Gao, X; Gao, B; Granger, De (mar. 2009). "Age of Zhoukoudian Homo erectus determined with (26)Al/(10)Be burial dating". Nature. 458 (7235): 198-200. Bibcode:2009Natur.458..198S. doi:10.1038/nature07741. ISSN 0028-0836. PMID 19279636.{{cite journal}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link) CS1-vedligeholdelse: Flere navne: authors list (link)
  15. ^ "The Peking Man World Heritage Site at Zhoukoudian". UNESCO. Hentet 6 marts 2013.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato automatisk oversat (link)
  16. ^ (norsk) forskning.no: "Nanjing-massakren lever fremdeles"
  17. ^ (norsk) nytid.no: Løgnene som aldri dør
  18. ^ (norsk) forskning.no: – Japan tilber krigsforbrytere som guder
  19. ^ The Chinese people have stood up. UCLA Center for East Asian Studies. Retrieved 16 April 2006.
  20. ^ Martin Hart-Landsberg and Paul Burkett. "China and Socialism. Market Reforms and Class Struggle". Retrieved 30 October 2008.
  21. ^ Nation bucks trend of global poverty (11. juli 2003). China Daily.
  22. ^ China's Average Economic Growth in 90s Ranked 1st in World (1. marts 2000). People's Daily Online.
  23. ^ "China worried over pace of growth". BBC. Besøgt 16. april 2006.
  24. ^ Boum, Aomar (1999). Journal of Political Ecology: Case Studies in History and Society. Besøgt 5. maj 2007.
  25. ^ Constitution Of The People'S Republic Of China
  26. ^ Unknown Author (2003). "Beijingers Get Greater Poll Choices" (Web). China Daily. Hentet 2007-02-18. {{cite web}}: |author= har et generisk navn (hjælp)
  27. ^ "Does China’s Land-Tenure System Discourage Structural Adjustment?" by Bryan Lohmar and Agapi Somwaru. 1. maj 2006. USDA Economic Research Service. URL accessed 3. maj 2006.
  28. ^ China sounds alarm over fast-growing gap between rich and poor. Besøgt 16. april 2006.
  29. ^ Sweden
  30. ^ China and Sweden
  31. ^ The New England Journal of Medicine, September 2005
  32. ^ China to keep one-child policy – CNN.com
  33. ^ http://www.usembassy-china.org.cn/sandt/fertl2b.htm,
  34. ^ http://www.usembassy-china.org.cn/sandt/fertl2b.htm
  35. ^ Fokus:Pressefrihed i Kina;Det kinesiske styre udfordres indefra, Information 14. oktober 2010.
  36. ^ Kent Krøyer: "Kinesisk ubåd bygget til 7 kilometers dybde" (Ingeniøren, 14.09.2010)
  37. ^ "Nyt hangarskib kan øge spændinger mellem Kina og USA" (Jyllandsposten, 31.12.2015)
  38. ^ "Militære spændinger tager til i Det Sydkinesiske Hav" (Jyllandsposten, 14.10.2015)
  39. ^ "Kina truer USA med krig" (Jyllandsposten, 30.10.2015)
  40. ^ "Area Country Comparison Table". Hentet 2009-03-18.
  41. ^ "The People's Republic of China" (7 September 2005). Foreign & Commonwealth Office
  42. ^ "Population by Sex, Rate of Population Increase, Surface Area and Density" (PDF). Demographic Yearbook 2005. UN Statistics Division. Hentet 2008-03-25.
  43. ^ "United States". Encyclopedia Britannica. Hentet 2008-03-25.
  44. ^ World Factbook Redirect — Central Intelligence Agency
  45. ^ China's First Man-made Satellite (2003). Ministry of Culture. Retrieved 16 April 2006.
  46. ^ Wade, Mark. Shenzhou (6 January 2006). Retrieved 16 April 2006.
  47. ^ Wade, Mark. (30 March 2005)Project 921-2. Retrieved 16 April 2006.
  48. ^ "Over 700 million mobile phone users in China". People's Daily. Hentet 2009-09-04.
  49. ^ http://www.mongabay.com/igapo/China.htm (2002)
  50. ^ Adherents.com
  51. ^ Macintosh, R. Scott. China's prosperity inspires rising spirituality (9. marts 2006). Besøgt 15. april 2006.
  52. ^ "Chinese government official statistics on Christian population in China". hrwf.org. Hentet 2007-08-27.
  53. ^ "Christian population in China". guardian.co.uk. Hentet 2007-08-27.
  54. ^ Origins of the Great Game. 2000. Athleticscholarships.net. Besøgt 23. april 2006.
  55. ^ ESPN Soccernet. 2002. ESPN Soccernet. Besøgt 26. januar 2006

Eksterne henvisninger

35°50′41″N 103°27′07″Ø / 35.8447°N 103.4519°Ø / 35.8447; 103.4519

Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Kina&oldid=8802462"