Aquitaine

Région Aquitaine

Hovedstad	Bordeaux
Areal	41.309 km²
Regionspræsident	Alain Rousset
Indbyggertal  - Indbyggere, år 2009  - Befolkningstæthed	3.206.137 78 indb./km²
Arrondissementer	18
Kantoner	235
Kommuner	2.296
Départementer	Dordogne   Gironde   Landes  Lot-et-Garonne   Pyrénées-Atlantiques

Aquitaine (occitansk: Aquitània; baskisk: Akitania) er en tidligere administrativ region i den sydvestlige del af Frankrig, ud til Atlanterhavet og grænsende op til Pyrenæerne og Spanien mod syd. Den største by i regionen er Bordeaux.

Aquitaine var en administrativ region indtil 1. januar 2016, hvor den blev slået sammen med Limousin og Poitou-Charentes, for at danne den nye region Nouvelle-Aquitaine. Regionen omfatter omtrent samme område som det historiske område Aquitanien, der førhen ofte blev benævnt Guyenne eller Guienny. I middelalderen var Aquitanien et kongerige og hertugdømme, hvis grænser var temmelig omskiftelige. Indtil 1790 var Aquitanien een af Frankrigs provinser.

Geografi

De vigtigste geografiske seværdigheder omfatter:

• Côte d'Argent, en af Frankrigs mest berømte kyststrækninger.
• Arcachon-bredningen, en stor lagune.
• Garonnes og Dordognes fælles udløb, som tilsammen skaber den store Girondeflodmunding.
• De nordlige forbjerge og skråninger af Pyrenæerne.
• Dune de Pilat, nær Arcachon, er Europas største klit.

Historie

Aquitanien betegnede et landområde i den del af det nuværende Frankrig, som følger atlanterhavskysten fra grænsen mod Spanien og op til Loireflodens venstre bred. Østpå omfattede landet Loires sydlige afvandingsområde og Garonneflodens afvandingsområde.

Under Romerriget bestod provinsen Gallia Aquitania oprindeligt af den del af Gallien, som lå mellem Pyrenæerne og Garonnefloden. Kejser Augustus forøgede det med området mellem Garonne og Loire. På samme tid strakte provinsen sig ind i landet helt til Cevennerne og dækkede dermed ca. en tredjedel af det nuværende Frankrig. Aquitanien blev gennegribende påvirket af romersk kultur modsat det nordlige Gallien.

Senantikken

I det 4. århundrede var den romerske provins blevet delt i tre:

• Aquitania prima, den nordøstlige del, omfattede områder, der nu har navnene Berry, Bourbonnais, Auvergne, Velay, Gévaudan, Rouergue, Albigeois, Quercy og Marche
• Aquitania secunda, den nordvestlige del med hovedstaden Burdigala (Bordeaux), omfattede det nuværende Bordelais, Poitou, Saintonge, Angoumois og det vestlige Guyenne
• Aquitania tertia eller Aquitania Novempopulana (med "de ni folkeslag"), den sydligste og mest baskiske del, som grænsede op til Pyrenæerne og dækkede nutidens Bigorre, Comminges, Armagnac, Béarn og Gascogne

Tidlig middelalder (507-1137)

Det middelalderlige Aquitanien mærket i brunt.

Da det Vestromerske rige faldt sammen i det 5. århundrede, udfyldte Visigoterne magttomrummet, indtil de selv blev fordrevet i 507 af frankernes hær bestående af lejesoldater og allierede, deriblandt også burgunderne. Da Clothar 2. døde i 629, delte hans arvinger Frankerriget og hans søn, Charibert 2., fik Aquitanien og oprettede hovedstad i Toulouse. Han styrkede yderligere sin tilknytning til landet ved at gifte sig med Gisela, der var arving til Aquitania Novempopulana. Frankernes kontrol med Aquitanien blev dog ikke helt sikret, for de var dårligt uddannede og havde kun flygtig forståelse for byliv og politik. Da maurerne erobrede landet i det 8. århundrede, gjorde indbyggerne kun svag modstand, men styrker under hertug Odo og den frankiske major domus, Karl Martell, fordrev dem, og efter et kort mellemspil, hvor de aquitanske hertuger søgte at skaffe sig selvstændighed, indgik landet i det karolingiske rige.

Karl den Stores arvinger delte, samlede og gendelte riget, og Aquitanien kom fri af Neustriens lensoverhøjhed. På den måde lykkedes det i løbet af det 9. århundrede for de lokale grever at gøre sig fri af al kongelig kontrol. Bernard Plantevelue (868-86) og hans søn, Wilhelm 1. (886-918), havde deres magtbase i Auvergne og kaldte sig en overgang hertug af Aquitanien. Wilhelm 5. (995-1030) genopbyggede et nyt hertugdømme Aquitanien med centrum i Poitou, og dette magtcentrum overlevede. Aquitanien dækkede Auvergne og områderne omkring hovedbyerne Poitiers og Toulouse. I 1052 blev hertugdømmet Gascogne en del af Aquitanien gennem en personalunion under hertug Wilhelm 8. (1058-86). Aquitanien fik høj, litterær status gennem hofkulturen, som havde sit højdepunkt under Wilhelm 8. Wilhelm 9. med tilnavnet "troubadouren" var selv digter og Poitiers blev et centrum for trobadourernes digtning og musikalske fremførelse.

Højmiddelalder (1137-1453)

Eleanor af Aquitanien og hendes anden mand, Henrik 2. af England.

Da Wilhelm 10. døde i 1137, var hans datter, Eleanor af Aquitanien, den rigeste arving i Frankrig. Hun giftede sig med sin feudalherre, Ludvig 7. af Frankrig og fulgte ham på korstog. Hun opretholdt et elegant, ridderligt hof i Poitiers. I 1152 fik hun ægteskabet annuleret med henvisning til for nært slagtsskab og giftede sig derefter med hans største rival, Henrik 2. af England. Derved blev hendes sønner, Richard 1. og Johan, hertuger af Aquitanien (som senere blev kaldt Guienne). Denne titel gik i arv til de følgende konger af England, som altså havde Aquitanien som hertugeligt len under den franske krone.

Aquitanien efter 1453

Kampene i hundredeårskrigen gav Edward 3. af England mulighed for at skabe fyrstendømmet Aquitanien i 1361 og holde det frit af enhver afhængighed af den franske krone. Da Frankrig generobrede landet i 1453, blev det inddraget under kronen og forblev siden en del af Frankrigs historie.

Se også

• Gallia Aquitania
• Gallo-romersk kultur
• Languedoc

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til Aquitaine

Spire Denne artikel om Frankrigs geografi er en spire som bør udbygges. Du er velkommen til at hjælpe Wikipedia ved at udvide den.