Spring til indhold

Jack White

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Jack White

Jack White, (9. juli 1975), hvis rigtige navn er John Anthony Gillis, er en amerikansk sanger, sangskriver, pianist og guitarist. Han dannede i 1997 bandet The White Stripes og er desuden sanger, guitarist og sangskriver i bandet The Raconteurs, der også tæller Brendan Benson, Patrick Keeler og Jack Lawrence. Desuden er han en del af bandet The Dead Weather, der blev dannet i 2009.

Jack White er født i Detroit som den yngste i en katolsk familie med ti børn, syv drenge og tre piger. I mange år drømte White om at blive præst, men efter at have afsluttet high school og være droppet ud af college, åbnede Jack i stedet en møbelpolstringsforretning, Third Man Upholstery. I denne forretning viste Jack lige dele arbejdsomhed og kreativitet, blandt andet var alt i butikken og på visitkortene holdt i farverne gul, rød og sort. Værktøjet var gult og sort, visitkortene var på gult papir med sort tryk og en håndmalet rød blodsdråbe med sloganet "your furniture is not dead". The White Stripes farvetema er ligeledes 3 farver, nemlig rød, sort og hvid.

Samtidigt med, at Jack havde sin møbelpolstringsforretning, lavede han også musik, og en af hans første udgivelser var således med en anden møbelpolstrer, Brian Muldoon, i duoen The Upholsteres. På denne tid, var Jack også begyndt at date Meg White. De giftede sig i 1996, og Jack antog Megs efternavn.

I 1997 debuterede The White Stripes, og i 1999 fik de deres første album på gaden. Jack White producerede selv albummet, og de optog det i Jacks eget hus, som han kaldte The Third Man studios, efter sin møbelpolstringsbutik, Third Man Upholstery. Samtidigt med dette var Jack White også medlem af to andre bands, The Goober og Peas.

The White Stripes fik det store gennembrud, og da de udgav deres tredje album Elephant, blev Jack White et kendt navn. Det skete ikke kun på grund af Jack Whites store musikalske talent, men også fordi han havde et sammenstød med Von Bondies forsanger Jason Stollsheimer, der endte med en retssag og mange ubehagelige spørgsmål til Jack fra pressen.

I 2003 spillede Jack White en birolle som Georgia i spillefilmen Cold Mountain og indspillede samme år gennembrudsalbummet Elephant, der fik stor succes.

Efter Cold Mountain, hvor Jack spillede sammen med skuespillerinden Renée Zellweger, datede Jack og Renée. De to gik fra hinanden i julen 2004 efter to år sammen.

I juni 2005 udkom The White Stripes femte album Get Behind Me Satan. I videoen til albummets første single Blue Orchid spillede supermodellen Karen Elson med. White og Elson blev gift d. 2. juni 2005.

Jack White spiller i dag trommer, guitar, klaver og marimba og er derudover en dygtig sanger. Han er blevet omtalt som sin generations bedste guitarist, men faktisk har han aldrig fået en lektion; han er selvlært. Hans første instrument var trommer, som han begyndte at spille på som 11-årig. Han begyndte at spille guitar for at have noget at øve sig på trommer til, det var som 16-årig. Men principielt er Jack trommeslager og ikke guitarist. Da han senere gav sig i kast med klaveret, var det naturligvis også uden hjælp. Marimbaen er det eneste instrument, han nogensinde har modtaget egentlig undervisning i at spille på.

Som musiker er Jack generelt meget intuitiv. På scenen er der for eksempel aldrig nogen setliste, og det er ikke usædvanligt, at han skifter imellem flere sange løbende.

Personlighed

Som barn var Jack meget indadvendt og sky. Men i dag er han veltalende og temperamentsfuld. Han beskrives af mennesker omkring ham, som "en rigtig god og elskværdig person, der dog altid vil have sin vilje"

Filosofi

Jack er dybt fascineret af tallet 3. Dette stammer helt tilbage fra dengang, hvor han havde sin møbelpolstrerforretning, Third Man Upholstery, hvor alt som nævnt var holdt i tre farver. Hans musik er bygget op på 3 komponenter, guitar, trommer og vokal. Sangene er bygget op om 3 komponenter, fortælling, rytme og melodi. Jacks egen underskrift er 3 lodrette streger, således: |||. På numerologisk vis giver navnet Jack White 9, hvilket er 3x3, selve bandnavnet The White Stripes giver også 9 3x3, dette kan dog være tilfældigheder.

Jacks egen forklaring på fascinationen er, at 3 er alt, du har brug for. Et bord skal bruge 3 ben for at stå, der skal bruge mindst 3 stempler for at polstre et møbel og sangskrivningen skulle jo bruge 3 komponenter for at virke. Det var Jacks idé at skære alting ned til dets minimalistiske grundlag.

En anden af Jacks idéer er, at det i kreativ udfoldelse er tilrådeligt at begrænse sig selv. At putte sig selv i en boks, så at sige. At gøre så meget man kan, med så lidt som muligt, helst 3 komponenter, igen, skær ting ned til minimum.

En af Jacks hjertesager er sandheden. Han mener, at den forsvinder med det moderne samfund, som han i øvrigt er imod: Han ville ønske, at han var født i fortiden. Han taler om tre forskellige sandheder: Den sandhed som individet ser, den sandhed som flertallet ser, og den sandhed som kun Gud kender til, og som er den virkelige sandhed, der varer ligeså lang tid som objektet eller følelsen varer, og som vi kun kan foregive at kende til. Det bør i denne forbindelse bemærkes, at Jack er stærkt religiøs katolik og endog med i en sekt/klub for mennesker, der er sikre på at komme i himlen. Hans fascination af sandheden fører også til hans kærlighed til børn, da han mener, at små børn ikke lyver, men senere begynder de at blive mere og mere fordærvede, og til sidst ender de som stakkels løgnagtige voksne.

Eksterne henvisninger