Synkopetiden
Synkopetiden – yngre urnordisk – sproghistorisk betegnelse for perioden 500-700 i slutningen af urnordisk hvor det norrøne sprog undergik en udtaleforvandling: synkopen.[1]
Mange tryksvage mellem- og slutvokaler forsvandt – urnordiske trestavelsesord blev på norrønt til tostavelsesord. (Der findes mere radikale eksempler, som f.eks. *haraƀanaz → hrafn (ravn)).
Mange af de forsvundne vokaler havde, før de forsvandt, forårsaget en omlyd i den foregående vokal, der var forskellig alt efter den forsvundne vokal. Disse forskelle blev nu betydningsbærende. Det førte til at sproget fik flere forskellige vokaler (æ og ø er vistnok opstået på den måde) og nogle bøjningsmønstre, der måske forekommer en nutidsdansker besynderlige, hvoraf enkelte stadig findes i nudansk: et barn – flere børn. På moderne islandsk og færøsk er disse bøjninger stadig almindelige og benyttes, i hvert fald på islandsk til at danne nye ord per analogi.
F.eks.: Land, flertal lönd (sådan bøjes alle intetkønsnavneord med a som stammevokal[2]), hjörtur (hjort, u-brydning), ejefald hjartar (a-brydning), dativ hirti (i-omlyd). Stammevokalen i hjörtur var faktisk e, skønt dette e ikke ses nogetsteds i bøjningen i dag.
Islændingene og færingene har i øvrigt delvist "fortrudt" synkopen og har puttet en indskudsvokal u ind, for at gøre udtalen nemmere[3]. F.eks. er det oldislandske Baldr (guden Balder) på moderne islandsk og færøsk blevet til Baldur. På islandsk udtales disse u-er som en ret neutral, y- eller ø-agtig lyd[4]. Disse svarer ikke til de urnordiske mellemvokaler som forsvandt i synkopetiden. Urnordisk: *sunuR[5], *fiskaR, *gastiR[6]. Oldnordisk: sonr, fiskr, gestr. Nyislandsk: sonur, fiskur, gestur.
Noter
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Nokon/noen Kristin Bec på hf.uio.no hentet 1. marts 2024
- ^ På urnordisk var entallet *landa, og den endelse kunne ikke forårsage ændringer, men flertallet var *landu og her havde u-et en omlyd til følge før det forsvandt.
- ^ Dette u har til følge, at endelsen -ur er den hyppigste på islandsk overhovedet, og hvis man nu til dags vil karikere islandsk sker det gerne ved at man tilføjer et -ur på alle mulige og især umulige steder.
- ^ U-et udtales præcis som öh-et i tysk Föhn
- ^ Den oprindelige første vokal var u. At vi i moderne islandsk har o beror på analogi med fald, som undergik a-omlyden u>o.
- ^ Det for urnordiske studier klassiske tegn R for endelsen er nu ved at blive erstattet med -z.
| Foregående: | Det danske sprogs udvikling | Efterfølgende: |
| Urnordisk 200-500 |
Norrønt 700-1350 |