Berengária af Portugal

Berengária af Portugal
Berengária af Portugal
Personlig information
Født	1198 ; Coimbra, Portugal
Død	27. marts 1221 ; Ringsted, Danmark
Dødsårsag	Død ved barselsseng
Gravsted	Sankt Bendts Kirke
Far	Sancho 1. af Portugal
Mor	Dulce af Aragonien
Søskende	Pedro Moniz,; Rodrigo Sanches,; Teresa Sanches,; Theresa af Portugal,; Sancha af Portugal,; Alfons 2. af Portugal,; Constance de Portugal,; Gil Sanchez,; Ferdinand af Portugal,; Branca af Portugal,; Constança Sanches,; Urraca Sanches,; Mafalda af Portugal,; Martim Sanches af Portugal,; Raimundo af Portugal,; Pedro af Portugal
Ægtefælle	Valdemar Sejr (1214/1213-1221)
Børn	Christoffer 1.,; Abel af Danmark,; Erik Plovpenning,; Sofia af Danmark
Uddannelse og virke
Beskæftigelse	Aristokrat
Arbejdssted	Danmark
	Information med symbolet hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.; [ redigér på Wikidata ]

Berengaria eller Bengerd (født ca. 1197 i Portugal, død 27. marts 1221 i Danmark) var dronning af Danmark fra 1214 og til sin død. Hendes navn er en latiniseret udgave af det portugisiske navn Berenguela. I Rydårbogen benævnes hun Bringenilæ; andre steder Bengierdt og beslægtede former.

Baggrund

Hun var det tiende barn af af den portugisiske konge Sancho 1. og Dulce af Aragonien. Hendes mor døde allerede i 1198, hendes far i 1212; men allerede i 1211 havde hendes bror Alfons 2. tilranet sig kongemagten, og forsøgte så at fratage sine søskende deres fædrene arv. Det er måske årsagen til, at Berengaria kom til Flandern, hvor en anden bror, Ferrando eller Ferdinand, var blevet greve takket være et ægteskab, arrangeret af kong Filip 2. af Frankrig. ^[1]

Dronning af Danmark

Berengaria blev præsenteret for kong Valdemar Sejr gennem hans søster, Ingeborg, der var blevet gift med kong Filip 2., før han nærmest omgående forstødte hende. Berengaria blev gift med Valdemar Sejr i maj 1214. Deres bryllup omtales i en nederlandsk kilde, Reineri Annales. ^[2] I Valdemarårbogen kaldes hun ved samme lejlighed "grev Ferrando af Flanderns søster". Ægteskabet blev nok arrangeret som et træk i grevens diplomatiske spil, da han allierede sig med kong Johan af England og kejser Otto 4. af Tyskland mod den franske konge (som ellers havde hjulpet ham til magten i Flandern) og ønskede støtte også fra Danmark. Omfanget af Berengarias morgengave er ukendt; men den blev stadfæstet af paverne Innocens 3. og Honorius 3., og det var usædvanligt. ^[1]

I et kongeligt diplom udstedt på kongsgården på Samsø i 1216 optræder Berengaria som brevvidne. Ved løskøbelsen af Valdemar og hans ældste søn, Valdemar den Unge, fra fangenskabet på Lyø i 1225 - altså efter hendes død - indgik i løsesummen "alt det guld, som havde hørt til dronningens pryd, med undtagelse af kronen, og det hun før sin død havde givet kirker og klostre". ^[3] Dermed er Berengaria den første danske dronning, hvis krone findes omtalt. ^[1]

Rimeligvis var det et ønske om at bevare tilknytningen til Portugal, der fik Valdemar Sejr som enkemand til at arrangere et ægteskab mellem Valdemar den Unge og Berengarias brordatter Eleonore af Portugal, Alfonso 2.s datter. Ligesom sin faster døde Eleonore i barsel og blev gravlagt under det samme kirkegulv i Ringsted. ^[4]

Efterkommere

Berengaria blev mor til tre sønner, der alle blev konger af Danmark, og en datter:

Erik (1216-50), konge 1241-50
Sofia (1217-47), gift med markgreven af Brandenburg, Johan 1. (1213-66)
Abel (1218-52), konge 1250-52
Christoffer (1219-59), konge 1252-59

Død og eftermæle

Berengaria døde angiveligt i barselsseng ligesom sin forgænger, Dagmar. Hun ligger begravet i Skt. Bendts Kirke i Ringsted.^[5] Hun havde ry for at være ualmindelig smuk. Da kong Frederik 7. i 1855 fik åbnet hendes grav, fandtes den forstyrret; i den lå skelettet af en omkring 160 cm høj kvinde; noget silketøj og hendes fletning. Anatomiprofessor Ib Pedersen, som var med til udgravningen, blev så begejstret over Berengarias hovedskal, med helt fejlfrie tandrækker, at han fik kongens tilladelse til at tage en gipsafstøbning af den. Afstøbningen kan ses i Skt. Bendts Kirke.

Sagnet om Bengerd

Berengaria blev i de senere folkeviser skildret som stolt, hård og ond; en sand modsætning til Valdemars første dronning, Dagmar, der på sit dødsleje med folkevisens ord frarådede sin mand at ægte Berengaria, for "hun er så besk en blomme".

Folkevisen beskriver Berengaria som smuk, modig og dristig, men også grisk, forfængelig og hård. Hun skulle i morgengave have krævet Samsø og en guldkrone af hver en adelsjomfru ved hoffet. "I må bede om lidt mindre," sagde kongen, "der er så mangen enlig mø, som haver neppe det tørre brød." Ifølge folkevisen forlangte Berengaria af de adelige fruer, at de ikke måtte bære skarlagen, og at bønder ikke måtte ride til hest.

Folkevisen lader hende dø i krigsfærd med kongen, hvor hun bliver krigens første offer – hvorefter kongen vinder en herlig sejr:

Og nu ligger Bengerd i evig Uro,

enden (endelig) haver Bonden Hest og Ko.

Men ilde er hørt fru Bengerds Navn,

for hun var ikke på Menigmands Gavn."

Folkevisernes kildeværdi er tvivlsom, da de først blev nedskrevet i 1500-tallet. De har alligevel medførte en vurdering af hende, som Arild Huitfeldt opsummerer: "Hun var ond og rådede til at skatte bønder og almue. Fik skyld for alt det, ilde var gjort. Så nu har vi det ordsprog, at vi kalder en ond kvinde Bengierdt." ^[6]