Danmarks forhistoriske bebyggelse

Den forhistoriske bebyggelse omfatter al bebyggelse fra den første indvandring under sidste istid til overgangen mellem vikingetid og middelalder.

Hovedkilden til forhistorisk bebyggelse er arkæologiske udgravninger af bopladser. En boplads betegner inden for arkæologi og etnografi et opholdssted af kortere eller længere varighed for en person eller gruppe af personer. Da der er tale om et opholdssted af tidsbegrænset varighed, anvendes betegnelsen fortrinsvis i tilknytning til jæger-, fisker- og samlerkulturer, hvorimod landbrugskulturers opholdssteder som regel betegnes landsbyer. Frem til 1970 var antallet af sådanne kendte bopladser begrænset, og billedet blev derfor suppleret med forhistoriske gravsteder, der formodedes at afspejle i det mindste hovedfordelingen af bosættelse på et givet tidspunkt, samt vidnesbyrd om forhistorisk landbrug så som bevarede spor efter såkaldte keltiske agre (også kaldet digevoldingsagre), der ligeledes kan formodes at afspejle fordelingen af bosættelse i tiden for deres brug. Siden 1970 er antallet at fundne bopladser vokset betydeligt, og det største problem er nu snarere at få offentliggjort resultaterne af udgravninger. 50 år senere er det blevet muligt at give et nuanceret billede af bebyggelsens udvikling og tilpasning til de landskabelige og klimatiske vilkår.

En anden hovedkilde til bebyggelseshistorien er stednavneforskningen. Denne har bidraget til en relativ datering af navnestoffet i forbindelse med bebyggelser i tre hovedgrupper: dem der formodes at afspejle bebyggelse forud for vikingetiden, dem der formodes at afspejle vikingetidsbebyggelse, og dem der formodes at hidrøre fra en tid efter vikingetiden.

Frem til jernalderen falder bebyggelsen i to hovedtyper: jægerbopladser og bopladser i forbindelse med landbrug. Men henimod jernalderens afslutning og vikingetid indtræder der en mere eller mindre udtalt opdeling af bebyggelsen i undergrupper bestående af landsbyer, storgårde og handelspladser (hvoraf en del senere udviklede sig til købstæder).

Det var klimaet og landskabet (terræn såvel som jordbundsforhold og tilstedeværelse af mineraler), som betingede plantevæksten og disse forhold tilsammen, som betingede dyrelivet. Menneskenes levevis og levevilkår var betinget af disse ydre forhold. Denne levevis bestod af 4 dele: redskaber, boliger, sociale forhold og åndskultur. Åndskulturen, der kan siges at afspejle menneskers egen forståelse af deres levevilkår, havde en materiel side fx. kunst og en åndelig side i form af tro, overleveringer og lignende. De materielle dele af denne kultur beroede på råstoffer fra planteriget, dyreriget og mineralriget. Bebyggelsen er en side af menneskenes tilværelse og dermed et spejl af denne, overordnet i form af antal og fordeling, egnsmæssigt med hensyn til valg af beliggenhed i landskabet under hensyn til fødevareforsyningen og andre råstofressourcer samt indbyrdes, stedligt med hensyn til placering i terræn, grundplan og de enkelte bygningers indretning og anvendelse samt med hensyn til varighed (midlertidigt, sæsonmæssigt, over en årrække, vedvarende), idet der ydermere må skelnes mellem områdekontinuitet og stedkontinuitet.

For jægerfolkene var dyrelivet sammen med indsamlede vækster hovedgrundlaget for deres levevis. For bønderne var det hensynene til de dyrkede afgrøder og foderforsyningen til husdyrene, som betingede deres levevis og dermed deres valg af sted for bopladsen. Når vilkårene ændrede sig, måtte jægere og bønder tilpasse sig ændringerne. Det betød, at bopladserne havde en tidsbegrænset karakter.

Den forhistoriske bebyggelse var i hovedsagen opført af træ, som regel med nedgravede stolpekonstruktioner. Det gav den en holdbarhed på en menneskealder, det vil sige 30-40 år. Efter dette tidsrum ville der indtræde forrådnelse af træet på overgangen mellem luft og jord og dermed behov for fornyelse. Når dette indtraf, kunne der ske en af følgende muligheder:
- bebyggelsen blev fornyet på stedet, det vil sige med hel heller delvist overlapning af det bebyggede område fra en bebyggelsesfase til den næste (stedkontinuitet),
- eller bebyggelsen blev flyttet over en kortere afstand, som regel under 1,5 km fra sin tidligere beliggenhed, det vil sige beliggende inden for samme område, som tidligere havde været udnyttet (områdekontinuitet),
- eller bebyggelsen blev flyttet over en længere afstand til et sted uden for det område, som tidligere havde været udnyttet (opgivet eller nedlagt. Omvendt kan bebyggelse uden påviselig forgænger i nærheden betegnes som nyoprettet). Hvis bebyggelsen består af to eller flere faser, kan den anses for stedfast, ellers ikke.
Foruden råd kunne brand og i visse egne (især i Vadehavet) havstigning, storm og oversvømmelse være årsag til, at en bebyggelse måtte fornyes eller blev opgivet. Fornyelse af andre årsager så som driftsmæssige eller sociale beslutninger er sværere at påvise arkæologisk og lader sig kun sandsynliggøre fx i form af bygningers og bygningshelheders størrelse og indretning. Hvor muligt blev sådanne forandringer sikkert klaret med til- og ombygninger.

Udvides udsynet til et egnsmæssigt overblik kan der skelnes mellem:
- vandrelandsbyer, hvis bebyggelsen efter en enkelt fase eller to flyttes til et nyt sted i omegnen,
- sammenflytning, hvis nogle bebyggelser opgives mens andre fortsætter på samme egn,
- aflæggere, hvis der oprettes nye bebyggelser i omegnen af ældre uden, at disse sidst nævnte opgives.
I denne sammenhæng bliver det af interesse at konstatere, om sådanne forandringer sker inden for samme terræn og landskabsforhold, eller om andre dele af terrænet inddrages i forandringerne.

Endelig kan der være grund til at nævne, at man ikke kan tale om den forhistoriske bebyggelse men snarere må tale om de forhistoriske bebyggelser, idet bebyggelsen og den tilhørende livsform over alt har måttet tilpasses de stedlige forhold. På samme måde, som bebyggelse og tilværelse ændrer sig over tid, har der været uens levevilkår i forskellige egne, og disse forskelle har eksisteret på samme tid. Det betyder, at den enkelte bebyggelse kun afspejler de særlige vilkår, der gjorde sig gældende på dette sted og på daværende tidspunkt. Vil man forstå bebyggelsen og dens forudsætninger, må man således se den i dens samlede mangfoldighed.

Menneskehedens oprindelse

Menneskehedens oprindelse er fortsat uafklaret, men der kan være grund til at slå visse ting fast. Den formodede udvikling, som i løbet af det 20. århundrede og inspireret af darwinismens vranglære blev foreslået på grundlag af fund, lader sig ikke længere opretholde og af flere årsager. Studier af arternes fysiologi har vist, at ingen af de foreslåede kandidater til moderne menneskers stamfader kan have indtaget denne rolle. Dette gælder blandt andet Australopitchecus afarensis, Australopitchecanus africanus, Australopithecus garhi og alle senere afarter heraf, desuden Homo habilis, Homo erectus, Homo ergaster, Homo antecessor, Homo heidelbergensis og Homo neanderthalis, der alle nu bliver anset som sidegrene og blindgyder på det menneskelige stamtræ. Det må desuden bemærkes, at ingen af de nævnte arter udviser tegn på åndelig udvikling fx. i form af kunst. En sådan udvikling ses alene hos moderne mennesker. I stedet synes den bedste kandidat til en forgænger for moderne mennesker at være fundet i Jebel Irhoud i Marokko og skulle dateres til omkring 300.000 f.Kr. og herfra have bredt sig til Østafrika og videre syd over.

Studier af det menneskelige genom har endvidere vist, at alle moderne mennesker synes at have een stamfader, der formentlig har levet for omkring 208.300 år siden og een stammoder, der formentlig har levet for omkring 200.000 år siden. Deres hjemsted formodes at have været i det nordøstlige Afrika, hvor de fleste af de hidtil formodede stamfædre er fundet, men det er indtil videre kun en mulighed. Studier af sprogenes udviklingshistorie tyder ligeledes på en oprindelse for omkring 200.000 år siden. Moderne menneskers tilstedeværelse i Den persiske Bugt dateres til 120-90.000 f.Kr. og i Levanten til 130-80.000 f.Kr. og igen efter 38.000 f.Kr., hvorimod der i den mellemliggende kuldeperiode, 75-45.000 f.Kr., har levet Homo neanderthalis i området. Intet tyder på samkvem endsige samliv mellem de to grupper. Tankevækkende er, at følger man Bibelens oplysninger i moderne fortolkning, har "Adam" levet for op til 90.000 år siden, og "Edens have" har ligget, hvor Den persiske Bugt nu ligger, og hvor de fire floder Pishon, Gihon, Tigris og Eufrat løber sammen. Det er samme område, hvor Noas store vandflod angiveligt skal have oversvømmet hele den beboede del af verden, en begivenhed som ifølge den moderne fortolkning af Bibelen kan dateres tilbage til for omkring 55-25.000 år siden.

Moderne mennesker, Cro magnon eller Homo sapiens sapiens, optræder første gang i Europa for omkring 40.000-35.000 år siden og bredte sig hurtigt på bekostning af de tidligere indbyggere, Homo neanderthalensis. Den kultur, som disse mennesker bragte med sig, kaldes Aurignac-kulturen. Disse moderne mennesker synes at have samlet sig i to indbyrdes adskilte store isfrie områder, refugier, hvoraf det ene var beliggende i det sydlige Frankrig og det andet på steppen nord for Sortehavet, hvor de udviklede hver deres jægerkulturer.

Klima og levevilkår

Menneskelivet har været udsat for skiftende klima og levevilkår gennem tiderne. Jordens klima har skiftet over kortere og længere perioder. Med 200-500 millioner års mellemrum har jorden været udsat for perioder præget af serier af istider med ophobning af kontinental is især omkring polerne. Med omkring 100.000 års mellemrum har disse istider været afbrudt af varmeperioder af 10.000 års varighed. Den tidsperiode, som omfatter Danmarks forhistoriske bebyggelse, udgør en del af en omkring 26.000 år periodisk klimasvingning, hvis årsag er jordaksens præsession eller cirkelagtige forskydning i forhold til fiksstjernerne, hvilke ændrer det indbyrdes forhold mellem sommerhalvårets og vinterhalvårets længde. Den skyldes påvirkning fra de andre planeter. Følgen af dette er, at klimaet har forandret sig fra glacialt til senglacialt og postglacialt klima med et klimatisk optimum ca. 5.000 f.Kr. (det vil sige det tidspunkt, hvor temperaturen i juli nåede sit absolutte højdepunkt.

Denne klimatiske udvikling har sat sit præg på plantevæksten, som på modsvarende måde har gennemløbet en række faser: ældste tundratid, bøllingtid, ældre dryastid, allerødtid, yngre dryastid, birke-fyrretid, hassel-fyrretid, ældre lindetid, yngre lindetid og bøgetid. I hvert af disse tidsrum præges den naturlige bevoksning af bestemte sammensætninger, og disse har igen påvirket landets naturlige dyreliv men tillige de vilkår, som mennesker har måttet tilpasse sig.

Foruden klima, plantevækst og dyreliv har menneskelivet måttet tilpasse sig forandringer i forholdet mellem landmasse og havniveau. Under istiden var store mængder vand bundet i ismasser, der blandt andet dækkede størstedelen af Skandinavien. I forbindelse hermed lå vandspejlet betydeligt lavere end senere hen. Efterhånden, som isen afsmeltede på grund af temperaturstigningen, begyndte verdenshavets niveau at stige. Men samtidig betød afsmeltningen, at det pres, som ismasserne havde ydet på jordens overflade, og som havde presset jorden ned, lettedes og forsvandt. Derved indtraf en landstigning. Man taler om "eustatiske" og "isostatiske" forandringer. Det indbyrdes forhold mellem disse to, hinanden modsatte, bevægelser, har over tid flere gange ændret forholdet mellem land og hav, men forandringerne har tillige haft indflydelse på havområdernes saltholdighed og dermed den plantevækst og det dyreliv, som har kunnet trives, hvilket har indebåret en skelnen mellem ulige "have", der oftest betegnes ved en for de rådende tilstande karakteristisk musling.

Det er disse sammensatte forandringer i levevilkår, der har øvet indflydelse på den måde, menneskene tilpassede sig på, og som arkæologer kalder "kultur". Bebyggelsen er en side af disse kulturer, og bebyggelsen kan til enhver tid derfor kun forstås under hensyn til denne kulturs udformning og de naturgivne forudsætninger.

Jægerstenalder

Jægerkulturens livsform

En jæger er en person, der tilpasser tilværelsen til sit bytte. Det betyder, at han på dette grundlag skaffer sig al den føde og alle de materialer, som er nødvendige for at opretholde tilværelsen. Men det betyder også, at jægeren er meget afhængig af tilstedeværelsen af sit bytte. Forsvinder byttedyret må jægeren ændre sin tilværelse, fx tilpasse sig andre byttedyr, men denne tilpasning er forbundet med mange vanskeligheder: redskaberne skal ændres og måske tilpasses det nye bytte, og ændret bytte betyder tillige ændringer i det materiale, som byttet giver og som tilværelsen hviler på. Set i dette lys er det at foretrække at følge byttedyrene, når de flytter sig, frem for at ændre byttedyr. Sat på spidsen kan man sige, at jægerens hjem altid er der, hvor de normale byttedyr lever. Dette betyder på sin side, at jægerens boplads må være mobil, det vil sige let at flytte i takt med, at byttedyrene flytter sig.

Det ligger i jægerkulturens livsform, at jægere, fiskere og samlere helt er underlagt klimaets og naturens luner. Man må tilpasse sig vilkårene, som de er netop her og nu, og når de forandrer sig, må man tilpasse sig forandringerne. Det er derfor ikke overraskende, at der er en stor tidsmæssig overensstemmelse imellem klimaforhold, vegetationsforhold, dyreliv og kultur: når de ydre vilkår forandrer sig, følger kultur og levevis hurtigt efter. Det ligger også i jægerkulturens livsform, at den må hvile på en så bred fødesammensætning som muligt. Nok kan jægeren have et enkelt byttedyr som sit foretrukne, men ved at inddrage andre naturressourcer opnår man størst mulig sikkerhed for fødevareforsyningen.

Jægerkulturer lever i nuet. Der sker ikke en langtids opbevaring af føden. For at overleve trange tider må jægerne sprede deres jagt på flere byttedyr og supplere med indsamlede bær, frugter og lignende. En anden følge af jægerkulturen er ofte en udstrakt grad af samarbejde, hvor byttedyrene må drives frem mod steder, der er egnede til at få ram på dem. Deraf følger også en deling af byttet mellem alle medvirkende. Ganske vist kan enkelte personer opnå en ledende position i kraft af erfaringer og evner til at sikre et godt udfald af jagten, men denne position kan let fortabes, hvis udbyttet udebliver. Befolkningsudviklingen i jægersamfund bliver begrænset, når kvinderne kun kan bære og passe et barn ad gangen som følge af en omvandrende tilværelse, og ligeledes må hver jægergruppe, klan eller stamme, have et jagtrevir af en vis størrelse til rådighed for at sikre det nødvendige udbytte.

Man kan i hovedsagen skelne mellem tre faser i jægerkulturens udvikling i Nordeuropa: tundrajægere, skovjægere og kystjægere. Hver af disse faser modsvarer tilsvarende faser i den klimatiske udvikling og dermed i faser i vegetationsudviklingen og det tilknyttede dyreliv.

Tundrajægere

Europa 24.000-22.000 f.Kr.

Danmarks forhistorie for så vidt angår menneskets tilstedeværelse kan siges at tage sin begyndelse henimod afslutningen af sidste istid, Weichsel-istiden, der tog sin begyndelse omkring 116.000 f.Kr. og som endte omkring 13.000 f.Kr. Under denne istid var hele Skandinavien og Baltikum, de nordvestlige og nordligste dele af Rusland, områder syd for Østersøen samt de østlige og nordlige dele af Jylland omtrent indtil Viborg foruden hele Skotland og de nordlige dele af England og Irland dækket af et isskjold, der nåede sin største udstrækning omkring 24.000-22.000 f.Kr.; desuden fandtes vedvarende isdække over de højereliggende mellemeuropæiske bjergområder, først og fremmest Alperne. Som følge af de store mængder af vand bundet som is lå havniveauet omkring 100 m lavere end nu. Det betød blandt andet, at området mellem Danmark og England helt eller delvist var tørt lavland. De landområder, som lå nærmest isranden, var sikkert golde det vil sige uden plantevækst. Med mellemrum var der åbninger eller porte i isen, hvor smeltevandsfloder førte store mængder af opslemmet sand og ler ud over det isfrie Vestjylland. Disse floder skiftede til stadighed deres lejer og skabte omfattende sandsletter. Længere væk fra isranden, især mod syd, fik vegetationen mulighed for at brede sig, først som mindre grønne pletter, men efterhånden som sammenhængende tundra, omfattende Holland, det meste af Frankrig og Sydtyskland. Området mellem de britiske øers og det skandinaviske isdække udgjorde en polartundra påvirket af permafrost, kraftige vinde, løss. Syd herfor, tværs over det mellemeuropæiske område, fandtes en flere hundrede kilometer bred løss-steppe: over de omfattende sletter, der var udsatte for omfattende afstrømning fra isbræerne, tilføjedes hver vinter et lag af gletcherstøv, der med tiden visse steder nåede en tykkelse på 8 m. Dette landskab gav grundlag for en tundrabevoksning af timian, kæruld, siv og stargræs. I disse områder strejfede flokke af rensdyr, heste og bisoner om, foruden mammutter, moskusokser og seiga-antiloper. Syd for Pyrenæerne og Alperne samt på Balkan havde parktundra og skov mulighed for at brede sig på tundraens bekostning. Længere mod øst i et bælte, som strakte sig fra nordvest for Sortehavet til nord for Det Kaspiske Hav, havde steppe mulighed for at brede sig. Denne mellemeuropæiske løss-steppe husede et rigt dyreliv af mammuter, uldhåret næsehorn, moskusokser, rensdyr, vildheste, undertiden tillige elg og urokse samt huleløver, leoparder og ulve.

Periode	Ældre Hamburgkultur	Yngre Hamburgkultur	Federmesserkultur	Brommekultur	Ahrensburgkultur
Tidsrum	ca.12.800-ca.12.500 f.Kr.	ca.12.500-ca.12.000 f.Kr.	ca.12.000-ca.11.200 f.Kr.	ca.11.800-ca.10.500 f.Kr.	ca.10.500-ca.9.000 f.Kr.
Klimaperiode	Ældste Dryas, Bøllingtid	Bøllingtid	Ældre Dryas, Allerødtid	Allerødtid	Yngre Dryas
Plantevækst	tundra	parktundra	tundra	parktundra	tundra
Dyreliv (jagtvildt)	rensdyr	rensdyr	rensdyr	rensdyr, elg, irsk kæmpehjort	rensdyr
Typeredskab	kærvspids	Havelte skafttunge	rygspids, wehlen-skraber	store skafttungepile	zonhoven-pilespids
Typelokalitet	Meiendorf	Slotseng	Slotseng	Bromme	Sølbjerg

Madeleinekulturen

Udskåret hestehoved fra Madeleinekulturen.

Den kultur, som udviklede sig i det vestlige refugium, kaldes Madeleinekulturen. Den var en videreudvikling af Aurignackulturen, som de første moderne mennesker havde bragt med sig, og udviser flere træk fælles med denne.

Hvert år forekom omfattende vandringer af drøvtyggere mellem løss-steppen i nord og den tempererede steppe i syd.

Datidens mennesker holdt øjensynligt til i de sydlige områder og ikke mindst på de steder, som dyrene passerede på disse halvårlige vandringer. Disse områder, der lå i det sydvestlige Frankrig og på den iberiske halvø, kaldes refugier, idet det var i disse områder, at datidens mennesker "overlevede" istidens klima. Et sådant område var Périgord i det sydvestlige Frankrig. Dette område lå sydvest for Massif Central, et stort bjergområde, som øjensynligt har ydet en vis beskyttelse imod kulden fra nord, med velegnede naturlige steder som gav ly for vind og vejr og derfor egnede sig til mere eller mindre fast bosættelse, som husede et omfattende og varieret dyreliv med muligheder for fødeforsyning i rigt mål stort set året rundt, som havde rige flintlejer der egnede sig til fremstillingen af de redskaber, datidens mennesker havde brug for. Så længe dette område gav datidens mennesker så gode levevilkår, kunne de næppe føle trang til at opsøge nye jagtmarker.

Klima og levevilkår

Omkring 18.000 f.Kr. begyndte afsmeltningen af fastlandsisen i det skandinaviske område. Dermed skabtes mulighed for, at tundraen kunne brede sig nordover til disse nye, isfrie områder, men forløbet gik langsomt med varmefremstød afløst af nye kuldeperioder, og indtil 13.500 f.Kr. fik denne proces kun ringe betydning i det sydlige Europa. Lascaux interstatialet (omkring 17.000-16.000 f.Kr.) indebar således ikke nogen spredning uden for refugiet, og dette efterfulgtes af Ældste Dryas (omkring 16.000-13.500 f.Kr.), en kuldeperiode, hvor sommertemperaturen næppe oversteg 8-9 °C. I hele denne periode, Madeleinekulturens ældre fase, udgjorde det sydfranske og det iberiske refugium det faste og sikre levested.

Levevis og livsform

Spydspidser af rensdyrhorn fra mellemste Madeleinetid (12.000–15.000 år gamle), fundne i Saint-Antonin-Noble-Val i Frankrig.

Madeleinekulturens udøvere var fortrinsvis jægere. De synes at have tilpasset sig de stedlige forhold således, at de valgte det på hvert sted oftest eller mest forekommende vildt: De var især rensdyrjægere, om end på visse steder var vildhest andre steder andre dyrearter deres vigtigste bytte. Mammut, visent, urokse samt fugle er tidvis og stedvis nedlagt.

Bopladser

Madeleinefolket havde i denne fase deres bopladser under klippely og i bjerghuler, der kunne give beskyttelse mod vejr og vind, i de beskyttede dale i Périgord-området i det sydvestlige Frankrig omkring floderne Dordogne, Couze og Vézère. En del af disse huler og klippely var kun beboede en kort tid, mens andre synes beboede i længere tid og/eller ad flere gange. Om nogen organiseret indretning af disse bosteder kan man næppe tale, om end visse steder synes forbeholdt flinthåndværket.

Kunst og magi

Kort over hulemalerier fra Madeleinekulturen.

Hulemaleri af en hest fra Lascaux i Frankrig.

Madeleinekulturen er i denne fase sat i forbindelse med hulemalerier fundet fortrinsvis i Sydfrankring og Nordspanien, blandt andre Lascaux-hulen i Dordogne, Frankrig, og Altamira-hulen i Kantabrien, Spanien. Der kendes mere end 200 huler med hulemalerier. Disse hulemalerier falder i to grupper: den ene, tidlige, variant består af "indridsede eller tegnede konturer" af dyr men uden yderligere detaljer. Denne gruppe menes at stamme fra Aurignactiden. Den anden, yngre, variant består af "skyggelagte figurer, hvor konturerne var vist, og lys- og skyggevirkning var skabt ved farvepålæg, i de bedste tilfælde ved brug af tre eller fire farver." Disse figurer henregnes til Madeleinekulturen.

Det står fast, at disse hulemalerier næppe kan anses for kunst i moderne forstand. Tværtimod må de have haft en anden betydning som magi, der skulle sikre jagtlykke. Maleriernes motiv er næsten uden undtagelse dyr, der skal jages, ofte drægtige, og hulemalerierne må forstås som "sympatetisk magi", hvor det at male et jagtbytte i sig selv skulle fremme jagtlykken. På samme måde har billeder af en "jagtdans" sikkert haf en lignende magisk rolle: dansen har skullet gengive jagten og drabet på byttet for at give jagtlykke, men selve det at gengive jagtdansen på et hulemaleri kan opfattes som værende lige så virkningsfuldt som at udføre selve dansen.

Foruden hulemalerier findes også en "lille kunst" bestående af små genstande dekorerede med udskæringer af dyr eller enkle indridsninger af dyr eller dele heraf, der sikkert har haft samme magiske formål. En særlig gruppe af sådanne genstande udgøres af kvindefigurer, der sikkert har fungeret som frugtbarhedssymboler, og som formodes at vise en universal moderguddom. Disse dateres dog allerede til Aurignac.

Levevis og livsform

Harpunspidser fra Fontalès, Frankrig.

Spyd, hvis kastelængde og gennemslagskraft man har forøget ved brug af kastetræ samt harpuner synes at have udgjort de vigtigste jagtvåben (effektiv kastelængde kunne med de våben nå op i 140 m). Sådanne kendes især fra den senere del af Madeleinetiden.

Madeleinefolket har øjensynligt gjort brug af jagtmetoder, der muligggjorde nedlæggelse af et større antal rensdyr (rensdyr udgjorde mere end 90% af det nedlagte bytte) ad gangen og således at opbygge forråd til efterår og vinter. Eftersom rensdyr i almindelighed bevæger sig med forholdsvis stor hastighed og derfor er svære at komme på nært hold af, synes Madeleinefolket i det nordfranske lavland at have lagt deres bopladser ved flodbredder, hvor rensdyrflokkene erfaringsmæssigt svømmede over, og dermed måtte bevæge sig betydeligt langsommere end på land. De udgjorde derfor et lettere bytte.

På flere af de fundne bopladser er fundet vidnesbyrd om 50-100 nedlagte rensdyr, svarende til flere tusind kg rensdyrkød og mulighed for for kortere tid at opbygge forråd.

Undersøgelser peger på, at man først og fremmest har jaget yngre handyr, hvorved rensdyrbestanden uden vanskeligheder har kunne holde sig vedlige.

Det ser ud til, at man har haft en ubetydelig arbejdsdeling. Det er dog muligt, at der har udviklet sig særlige flintsmede med specielt gode evner til dette arbejde.

Desuden ser det ud til, at man har delt jagtbyttet. Samme dyr synes at have været fordelt til flere husstande. Det er muligt, at denne fordeling er sket ud fra familiemæssig samhørighed (først børn og forældre, dernæst søskende, så svogerforbindelser osv.).

Et andet påfaldende træk er forekomsten af sneglehuse og muslingeskaller med hul i, øjensynligt båret som smykker eller som et statussymbol eller i magisk øjemed fundet på bopladser i Jura-bjergene nord for Alperne. En betydelig del af dem stammer fra det europæiske fastlands kyster, dels den franske atlanterhavskyst, dels middelhavskysten, og vidner således om vidtstrakte kontakter mellem kyst og de mest kystfjerne indlandsområder.

Ændrede klima og levevilkår

Tundra i Rusland. Sådan kan det have set ud i Danmark i sidste del af Ældste dryas.

Omkring 13.500 f.Kr. var den isbræ eller indlandsis, der havde dækket hele det skandinaviske område bortset fra Vestjylland, afsmeltet fra hele den sydligste del af dette område således, at isranden nu lå i det nordlige Skåne. Den gennemsnitlige temperatur i juli nåede 8-9 °C. Tiden kaldes ældste Dryas. Det derved frilagte land blev hurtigt overtaget af tundraen, en bevoksning af græsser, urter, lyng og padderokker, dertil dværgbirk, polarpil og enebærbuske. Det dyreliv, der fulgte tundraen, omfattede de sidste mammutter, ulv og jærv. I denne tidligste tid, efter at bræens tryk var forsvundet, var der tale om et næsten sammenhængende fastland, der strakte sig fra England i vest til den Baltiske Issø mod øst.

I denne tidlige fase af isens afsmeltning bredte madeleine-jægerne sig nord over til det nordeuropæiske lavland, tilpassede deres jægerkultur til de nye vilkår og udviklede omkring 13.000 f.Kr. det, der siden er kaldt Hamburgkulturen. Et bevis for, at dette var den sandsynlige udvikling er en boplads med træk fra begge kulturer fra Schweskau, Lüchow-Dannenberg Landkreds i Nedresachsen, beliggende ved en datidig sø nær en biflod til Elben. Overhovedet er det påfaldende, at bopladserne fra den tidlige fase af Hamburgkulturen ligger i nærheden af vandløb med oprindelse i Magdaleinekulturens område: Oder, Elben, Weser, Ems, Rhinen og Maas. Dertil kommer, at den samtidige og tilsvarende Creswellkultur i England og Wales ligger i tilknytning til det flodsystem, som på daværende tidspunkt bandt Rhinen og Themsen sammen. Det er derfor sandsynligt, at Hamburgjægerne fulgte floddalene, da de spredte sig nord over, hvilket tillige ville passe med deres jagtteknik.

Levevis og livsform

Rensdyr på tundraen. Rensdyr er mobile med vandringer frem og tilbage i takt med årstidernes skiftelser, hvorfor rensdyrjægernes tilværelse måtte være tilsvarende mobil. Det betød, at deres boliger måtte være lette at opføre, nedtage og transportere.

Madeleinekulturens udøvere synes at have været udprægede rensdyrjægere. Deres tilværelse kredsede altovervejende omkring rensdyrene, deres livsvaner og de muligheder, som rensdyrene bød på. Rensdyret forsynede jægerne med kød og knoglemarv, desuden skind, sener, takker, knogler til redskaber, klæder, bindemiddel og liner. En fuldvoksen ren vejer 70-160 kg, nok til at føde en familie et godt stykke tid.

Rensdyrene var og er skabt til livet på tundraen, der leverede den lav, som sammen med græs og urter udgjorde rensdyrenes vigtigste føde. Deres pels er tyk og tæt og består af uldhår og dækhår, der beskytter mod både kulde, stormvejr, slud og regn. Om sommeren er pelsen mørk, men om efteråret vokser et nyt lag af dækhår frem, lyse på grund af en luftfyldt marv hvilket giver renen en vis camouflage. De luftfyldte dækhår udgør et opdriftsmiddel, når renen skal svømme over elve og søer. Renens klove er meget brede, hvorved den samlede trædeflade er stor i forhold til dyrets vægt. Dette gør det muligt for renen at færdes både på sne og i sumpet terræn. Imellem klovenes to halvdele findes et bagud vendt stoft hårlag, der mindsker faren for tilbageskridning. Klovenes skålformede underside er velegnede graveredskaber, når dyret skal grave sig ned til føde under ofte tykke snelag. Klovene fremmer tillige elgens svømmeevne. Renen er et udpræget normadedyr. De kan bevæge sig med op til 70 km i timen, og rensdyrflokke tilbagelægger let 25-30 km pr. dag. På årsbasis kan renernes vandringer nå op på indtil 2.400 km. Renerne bevæger sig på sæsonvandringer for at sikre, at deres fødesteder ikke bliver overudnyttet. Rener er flokdyr og færdes hele året i større eller mindre flokke, fra nogle få individer til flere hundrede. I kælvningstiden sker en kønsbestemt adskillelse således, at simlerne (hunrenerne) og deres unger (af begge køn) forekommer i bestemte kælvningsområder, mens bukkene holder til andre steder. Kort tid efter kælvningen samles simler, ungdyr og nye kalve i store flokke, der dog efter omkring en uges tid opsplittes i mindre flokke. Flokstrukturen gør renerne mindre sårbare over for rovdyr, og på tundræn er ulven den eneste naturlige fjende. Uden naturlige fjender vil rensdyrflokke vokse til en størrelse, der bevirker overgræsning, hvorved planteproduktionen bliver så kraftigt nedsat, at det bevirker sult og død. Det er således afgørende for rensdyrbestanden, at den reguleres og ikke bliver større end, at vegetationen har mulighed for at regenerere. Det betyder, at det jagttryk, som er blevet udøvet af rensdyrjægere, som regel ikke vil være større end, at det bidrager til at opretholde en nogenlunde fast rensdyrbestand af rimelig størrelse.

Frem for at følge rensdyrene på dyrenes vandringer synes Madeleine- og senere Hamburgkulturens udøvere til dels at have anvendt en anden fremgangsmåde, nemlig den at lægge deres jagtbopladser på steder, som rensdyrene passerede på disse vandringer, og som ydermere udmærkede sig ved at have indskrænkede bevægelsesmuligheder for dyrene såsom dalgange. Sådanne bopladser kendes blandt andet fra Ahrensburg-tunneldalen i Holsten.

Bopladser

Rekonstruktionsforsøg for bopladsen i Pincevent.

Bopladser fra Madeleinekulturen ligger under denne spredningsfase i overvejende grad i tilknytning til de nordeuropæiske floder: Seinen, Oise, Rhinen, Maas, Saale (Elben), Donau, Moldau, Weichsel.

Af bopladsen Gönnersdorf har man udledt, at Madeleinefolket boede i runde telthytter med en diameter på 6–10 m. Der er spor af to mindre og tre større telte. I alt kan der have boet 30-60 mennesker på bopladsen.

Magdaleinefolkene var øjensynligt i stand til at tilpasse sig det omgivende miljø, herunder med et stærkt rørligt indhold: Selv om bosættelsen året rundt holdt sig inden for et begrænset område, var bopladserne beboet sæsonmæssigt, og det formodes, at der var tale om sæsonmæssige skift mellem spredt bosættelse og samling på udvalgte steder og tillige om skift mellem bosættelse i bjergområder om foråret og sommeren og sletteområder om efteråret og vinteren. Det kan ikke udelukkes, at en del bopladser har været i brug året rundt.

Hamburgkulturen (12.800-12.000 f.Kr.)

I takt med, at Madeleinejægerne fulgte rensdyrene nordpå, tilpassede de deres levevis til de ændrede landskabsforhold.

Tundrajægerne var helt afhængige af deres jagtvildt, det vil sige rensdyrene, og deres bopladser lå derfor på steder velegnede for jagt, som regel i randen af en tunneldal eller lignende, som rensdyrene anvendte under deres vandringer og med gode udsigtsmuligheder og muligheder for at komme på skudhold af dyrene.

Der kendes mere end et halvt hundrede bopladser fra ældre Hamburgkultur, hvoraf den tætteste samling findes omkring Ahrensburg-tunneldalen i det sydlige Holsten, blandt andre Ahrensburg, Borneck, Hasewisch, Meiendorf, Poggenwisch, Stellmoor og Teltwisch. Der kendes ingen sikre vidnesbyrd om, at Hamburgkulturens udøvere i den ældre fase har opholdt sig i det sydskandinaviske område.

Klima og levevilkår

Kort over hamburgkulturens udbredelsesområde.

Tundra på Hardangervidda. Sådan kan det have set ud i Danmark i Bøllingtid.

Under Bølling varmetiden (omkring 12.800-12.000 f.Kr.), hvor temperaturen steg til omkring 15 °C men somrene var korte og vintrene modsvarende lange, spredte madeleinefolket sig fra de oprindelige bosættelsesområder i tre retninger: mod sydvest til Pyrenæerne og Kantabrien i den nordlige del af Spanien, mod øst ind i de lavere bjergegne nord for Alperne (Jura-bjergene), i første omgang til egnene omkring Rhinens og Donaus øvre løb, samt mod nord til lavlandet omkring Loire-floden og herfra videre til Seine- og Oise-flodernes bredder. Mens levevilkårene i de to første tilfælde havde ligheder med de gammelkendte i refugiet, var forholdene i det nordfranske lavland nye og krævede tilpasning.

Landskabet var en parktundra med spredte forekomster af dværgbirk, røn og polarpil. Klima og plantevækst synes at have tiltrukket et rigt fugleliv: trane, dalrype, plettet rørvagtel, almindelig ryle, svartbag eller gråmåge, svaner, ænder og gæs, og tillige lokket rensdyr, vildhest, hare, ræv, ulv og jærv op i det sydskandinaviske område – og rensdyrjægerne fulgte efter. At dømme efter fundfordelingen må rensdyrene have vandret nord- og sydpå ad mindst to ruter: dels op igennem Østjylland, dels over Lolland til Sjælland og muligvis videre til Skåne (i begge tilfælde var der tale om et mere eller mindre sammenhængende fastlandsområde, opsplittet af datidige elve).

Det sydskandinaviske lavland udgjorde fortsat et mere eller mindre sammenhængende fastlandsområde, afgrænset mod øst af den Baltiske Issø og mod nordvest og vest af det datidige ishav. Mod syd lå en stor sø ved Mecklenburg, afgrænset af fastland til alle sider og kun med afvanding ved en rende imellem Fyn/Langeland og Sjælland/Lolland/Falster.

Levevis og livsform

Kærvspids af flint fra Bjerlev Hede i Midtjylland. Med datering 12.500 f.Kr anses kærvspidsen for Danmarks ældste jagtredskab.

En såkaldt skraper fra Hamborgkulturen.

Hamburgkulturens udøvere var rensdyrjægere. Fra bopladsen Meiendorf kendes rester efter 72 rensdyr svarende til en formodet dagsration på et halvt rensdyr til fortæring i lejren.

Hamburgkulturens jagtvåben var kastespyd (med en karakteristisk spydspids, kærvspids, opkaldt efter tysk "Kerbspitz"). Kendetegnende for denne er, at spidsen har en ensidigt skrå od og en basisende, der er gjort smal med en langstrakt kærv (en ensidig skulder). Dette våbens effektivitet forbedredes sandsynligvis ved at bruge et kastetræ.

Af redskaber skrabere, stikler og det kulturbestemmende redskab zinken. Zinken var et skæreredskab af flint med en karakteristisk krummet og tilspidset ende, som jægerne brugte til dels at skære rensdyrtakkerne i stykker med, dels at bore huller med.

Flintbearbejdning er sket på stedet, og jægerne har øjensynligt parteret byttet på stedet og kasseret det, de ikke havde brug for – det blev smidt i en da tilgrænsende sø. For bopladsen Meiendorf formodes, at anvendelsen er sket om efteråret, i september og oktober, under rensdyrenes vandringer. Foruden rensdyr er fundet spor efter ryper, ænder og gæs, som jægerne har fanget under venten på renerne. Formodentlig har tillige indsamlede fugleæg, fisk og planteføde suppleret kosten. Løsfund af en pilespids fra Bjerlev Hede antyder muligheden for enkelte strejftog – eller at et anskudt dyr nåede hertil.

Befolkningsforhold

Man kan næppe tale om en egentlig fastboende befolkning i Danmark på denne tid. Snarere må man regne med, at mindre stammer hver bestående af 3-5 familier omfattende forældre og et eller nogle få børn med faste mellemrum har vandret nordpå ind i landet og sydpå tilbage til kendte egne i takt med årstidernes skiften og rensdyrenes vandringer. Den omstændighed, at de samme eller hinanden nærliggende steder har været anvendt til ophold tyder på, at man således har vendt tilbage til gammelkendte steder ved hver vandring.

Kunst og magi

Da Madeleinefolket forlod klippely og huler for at følge rensdyrene, mistede de også muligheden for at lave hulemalerier. Til erstatning herfor udviklede Hamburgkulturen øjensynligt en ny form for kunst og magi: amuletter af rav, hvorpå gentagne gange blev indridset omridset af det dyr, som man håbede på ville blive resultatet af den næste jagt. En sådan ravskive med hul i midten er fundet i Meiendorf og har antagelig været båret af jægernes leder som jagtamulet.

Et andet udtryk for denne jagtmagi er sikkert ofringen af det bedste dyr fra den første jagt til de højere magter ved at bringe det døde dyr ud over det lave vand og så kaste det så langt ud i vandet, som man kunne. Formodentlig er der tale om et takoffer for den vellykkede begyndelse på årets jagtsæson.

Bopladser

At dømme efter jagtbopladsernes beliggenhed har man udset sig steder, hvor man ved at lægge sig i baghold kunne komme tæt på jagtvildtet. Rensdyrene fulgte bestemte ruter på deres vandringer nord- og sydpå, og disse var blandt andet bestemt af terrænforhold som vadesteder i dalbunde. På disse steder kunne jægerne på de rette tider af året afvente rensdyrene, lægge sig i baghold, og – når dyrene kom tilpas tæt på – kaste deres spyd imod dem. Efterprøvelser har vist, at en kasteafstand på 15 m ville give det mest effektive angreb: et spyd med en kærvspids af flint kunne trænge 32 cm ind i dyret, uden denne 20 cm. Når det fornødne antal dyr var nedlagt, kunne de slagtes, en del af køddet tørres og gemmes til senere brug, og dyrenes øvrige dele – skind, sener, takker og så videre – udnyttes efter behov. Denne fremgangsmåde – at nedlægge byttet på strategiske steder – anvendte allerede mammutjægerne under selve istiden.

Det ændrede klima synes at have fremmet Hamburg-jægernes tilstedeværelse i det sydskandinaviske område: således kendes to jagtbopladser ved Jels Oversø, anvendt i en kortere tid, måske nogle uger, og yderligere to ved Slotseng, begge i Sønderjylland samt en ved Sølbjerg på Lolland. Fundaffald fra bopladsen ved Slotseng gør det muligt at fastslå anvendelsestidspunktet til sent efterår (fra begyndelsen af september til slutningen af december). Bopladserne lå på kanten af en tunneldal, som formodes at have udgjort en passage for rensdyrene på deres vandringer. De lå forholdsvis højt oppe på et på et bakkeplateau ca. 10 m højere end det nærmeste vådområde med vid udsigt, så at de bosiddende har kunnet se rensdyrflokken komme og kunnet forberede sig til jagten på dyrene. Beliggenheden var formodentlig et par hundrede meter fra en tvangspassage med høje dalbredder. Også ved Jels lå bopladserne på jævne sandterrasser over en tunneldal med bratte skråninger. Endelig ved Sølbjerg lå bopladserne på en mindre sandet høj med udsigt over landskabet samtidig med, at det skjulte det bagved liggende landskab for dyrene og dermed muliggjorde opstilling af varder og klappere, som kunne lede dyrene frem mod jægerne. Selve sporene efter bopladserne indskrænker sig til spor efter ildsteder og områder, hvor der er fundet flintkoncentrationer efter aktivitet. Det formodes, at selve boligerne har bestået i telte.

Federmesserkulturen (12.000-11.200 f.Kr.

Karakteristisk spydspids fra Federmesser-kulturen.

Federmesserkulturen har navn efter penneknive og er den tundrajægerlivsform, der under istidens afsluttende faser (ca. 12.000 f.Kr. – ca. 11.200 f.Kr.) blev udøvet i det nordeuropæiske lavland. Den skal sikkert ses som en tilpasning til de klima- og levevilkår, der fremkom ved overgangen til ældre Dryas. Feddermesserkulturen afløste Hamburgkulturen.

Klima og levevilkår

Omkring 12.000 f.Kr. blev frostperioderne længere og den gennemsnitlige temperatur om sommeren faldt lidt, til 8-9 °C. Sandsynligvis blev klimaet mere kontinentalt med mindre nedbør og større svingninger i temperaturen. Det fik indflydelse på plantevæksten, idet tundra atter blev fremherskende. Federmesserkulturen varede et par hundrede år og kaldes ældre Dryas. For dyrelivet fik det næppe stor betydning: rensdyr samt deres vigtigste fjender, ulv og jærv, forekom.

Omkring 11.800 f.Kr. skete et ny temperaturstigning til 13-14 °C, Allerød interstadial eller varmetid. Birken var fremherskende, men desuden forekom bævreasp, enebær og røn. Landskabet var en blanding af åbne områder og fremvoksende skove, hvilket påvirkede dyrelivet: Foruden rensdyr forekom vildhest, irsk kæmpehjort og elg.

Levevis og livsform

Feddermesserkulturens udøvere var rensdyrjægere som Hamburgkulturens udøvere og deres sande aftagere. De havde samme livsform og adskiller sig fra deres forgængere især ved deres markante, penneknivsformede pilespidser, der har givet livsformen dens navn (federmesser betyder pennekniv) samt andre redskabsforandringer.

Federmesserfolkets værktøjskasse var forholdsvis enkel og tilpasset deres behov: det langt mest udbredte og øjensynligt det vigtigste jagtvåben var rygspidserne (tysk rückenspitzen tidligere federmesser) givetvis spyd- eller pilespidser, enkelte skaftungespidser (af såkaldt Havelte-type), skrabere (af såkaldt Wehlen-type opkaldt efter en fundplads), med en karakteristisk smukt buet æg og en markant skafttunge, der antyder, at de har været indsat i et skaft og således mere bekvemmelige at bruge, anvendt til skindforarbejdning, stikler til arbejde i tak og ben samt enkelte zinken.

Bopladser

Federmesserfolket har øjensynligt haft bopladser, der har været i brug igennem et længere stykke tid men ikke langvarige ophold. Forholdene tyder på meget små gruppers kortvarige men gentagne ophold de samme steder. Fordelingen af flintafslag antyder en bolig (sandsynligvis et telt, muligvis en hytte) med soveplads til 4-6 personer og med ildsted uden for. Bopladsen fremstår kun indirekte, som et ovalt flintplettet område 4-10 m i diameter.

Geografisk ligger de sikre jagt- og bopladser overvejende i egnene omkring Rhinen. I det sydskandinaviske område kendes de dels i Sønderjylland, dels i et strøg fra Vestlolland over Smålandsfarvandet til Midtsjælland. Beliggenheden synes valgt under hensyn til, at rensdyrene har passeret disse steder på deres halvårlige vandringer mod nord og syd. Dyrene er nedlagt om efteråret, fra september til december. Endvidere kendes enkelte fugle- og fiskeknogler, så kosten har nok være sammensat. Både for de rhinske og de sønderjyske jagt- og bopladsers vedkommende er der et vist sammenfald med pladserne i den forudgående Hamburgkulturs tid. Det taler for en stor overensstemmelse i livsformen i de to kulturer og for, at befolkningen fortsat dårligt nok kan anses for fastboende i landet.

De danske opholdssteder for federmessefolket var på skrånende højdedrag med sandet og veldrænet jord, i nærheden af men ikke direkte ved vådområder. Beliggenheden var formodentlig betinget af ønske om at undgå myggeplage og risiko for en mulig oversvømmelse men tillige for at undgå at skræmme byttedyr væk fra vandhullet.

Brommekulturen (11.200-10.500 f.Kr.

Brommekulturen udviklede sig i perifere dele af Federmesserkulturens område som en redskabsteknisk videreudvikling baseret på at rygretoucherede spidser efterhånden forsvinder men til gengæld fremkommer store skafttugespidser og såkaldte wehlenskabere. Årsagen til denne udvikling var klimaændringer og i forlængelse heraf ændringer i jagtvildtet. Det er muligt, at udviklingen skal ses som en følge af Laacher See vulkanudbruddet år 10.996 f.Kr. Det har været foreslået, at dette vulkanudbrud, hvis aske mod nordøst nåede Bornholm og Skåne, også bevirkede, at de hidtidige vandre- og handelsruter mellem det nordlige mellemeuropæiske og det sydskandinaviske område for en tid blev afbrudte. Da tundralandskabet ikke rummede træsorter, der egnede sig til at lave buer af, har man måttet ændre jagtteknik og skal derfor være gået over til kastetræ med et spyd med skafttungespids blev slynget mod byttet. Denne jagtteknik har kunnet anvendes både mod rensdyr men også mod andre og nye byttedyr som elg, hjort og bæver, men da klimaet senere blev koldere, plantevæksten mere udpræget tundra og de andre byttedyr forsvandt, vendte man tilbage til en traditionel (men i mellemtiden fornyet) mere renlivet rensdyrjagt.

Klima og levevilkår

Brommekulturens udbredelsesområde.

Subalpin birkeskov i Norge. Sådan kan det have set ud i Danmark i Allerødtid.

Omkring 11.800-10.600 f.Kr. indtraf en varmeperiode, hvor temperaturen var ca. 13°-14 °C. Temperaturstigningen medførte, at birketræer nu for første gang fandt fodfæste i Danmark. Det betød, at også dyrelivet blev mere sammensat, idet blandt andet elg, kæmpehjort og bæver indvandrede. Temperaturstigningen fandt sted allerede, mens federmesserkulturen var den fremherskende kulturform, men efterhånden skete der en tilpasning af kulturen til de ændrede forhold; denne nye kultur kaldes Brommekultur. Igennem hele perioden var Østersø-bassinet opfyldt af den Baltiske issø.

Brommekulturen afspejler det forhold, at klimaet blev varmere og at Allerød varmetid trak ud. De oprindelige rensdyrjægere fra Federmesserkulturen blev nu i det sydskandinaviske område suppleret med – og med tiden erstattet af – Brommekulturen, der øjensynligt udmærkede sig ved at være mindre ensidigt afhængig af rensdyret. Brommekulturens udøvere levede i et miljø præget af hastig udvikling med forholdsvis hurtige forandringer. Intet fast sted i landet kunne sikre dem tilstrækkelig føde året rundt, og de måtte tilpasse deres levevis de nye, sæsonmæssige udsving i fødemængderne.

Levevis og livsform

Brommekulturens udøvere var fortsat rensdyrjægere, omend især elg men tillige bæver, rådyr, ulv, svane samt irsk kæmpehjort også blev jaget. Det formodes, at brommekulturens udøvere fortsat opholdt sig på steder, der udgjorde vigtige passagesteder for rensdyrene på disses sæsonmæssige vandringer mod nord og syd. Levn fra brommejægerne er imidlertid fundet over det meste af det sydskandinaviske område fra Elben mod sydvest over Rügen mod sydøst til Skåne mod nordøst. Påfaldende er det, at Brommekulturens udøvere også har været virksomme uden for rensdyrenes gamle vandringsveje som disse kendes fra den forudgående Federmesserkulturs tid.

Karakteristisk spydspids fra Brommekulturen.

Brommekulturen karakteriseres ved et ændret jagtvåben i forhold til tidligere: de såkaldte skafttungepile. Sådanne findes i en forholdsvis kraftig type (Lyngby-type) – op til 14 cm lang, en kortere og spinklere type samt en kort type. Selv de korteste er forholdsvis store, mere end 5 cm lange (modsat den efterfølgende Ahrensburgkulturs skafttungepile). Det er muligt, at udviklingen fra større til mindre skafttungepile afspejler en forskydning fra anvendelse af kastespyd henimod anvendelse af bue og pil; denne udvikling må i givet fald ses i lyset af forandringer i valg af jagtvildt. Skafttungepile kendetegnes ved en symmetrisk skafttunge.

Brommekulturens skrabere er kendetegnede ved at være uden behugning langs sidekanterne.

Det ser ud til, at den foretrukne jagtmåde var kastetræ og spyd med pil. Skafttungepile giver jagtbyttet en bred sårkanal, så dyret dør af forblødning. For at dette jagtvåben skulle være mest effektivt, har jægerne måttet søge at komme nogenlunde tæt på byttet (en skudafstand på omkring 20 meter er det optimale), og sigtet efter hjerte- eller lunge-området, hvor dyret forblødte hurtigt. For at komme tæt ind på byttet har man formodentlig drevet drivjagt, det vil sige anbragt sig på steder, hvor dyrene måtte igennem en forholdsvis smal passage, for eksempel en dalsænkning, og dernæst enten afventet eller virksomt drevet dyrene frem mod dette sted.

Befolkningsforhold

Det er muligt, at Brommekulturens udøvere må anses for Danmarks ældste fastboende indbyggere forstået således, at de ikke behøvede at følge rensdyrene på deres vandringer nord og syd. Det er også muligt, at de nye byttedyr muliggjorde en mindre befolkningsstigning sammenlignet med tidligere. Befolkningen har dog næppe været stor: i Vendsyssel kendes 15 bopladser, hvoraf de 13 ligger i samme område, Hollendskær, mens to bopladssteder indtil videre lå alene fjernt fra de andre. Forholdene er tolket således, at Hollendskær har været anvendt over en lang periode ved gentagne sommerophold over en lang årrække. Befolkningen har dog formodentlig haft forbindelser med andre jægergrupper i det sydlige Danmark og Nordtyskland.

Brommekulturens udøvere har som tidligere levet i familier eller familiegrupper, der har udnyttet bopladsen. Flere af de steder, der kaldes boplads, må snarere opfattes som jagtstationer eller opholdssteder, der indgik i et større netværk af sådanne steder.

Bopladser

Brommekulturens udøvere havde under indtryk af miljøet og deres livsform næppe faste bopladser, derimod sæsonbopladser. Der skelnes mellem faste sæsonbopladser (eller basisbopladser), der blev besøgt med jævne mellemrum, midlertidige jagtbopladser (eller slagtepladser) og værkstedspladser (eller huggepladser).

Omkring halvdelen af de kendte bopladser lå på lave næs ved søer eller åer, herunder ved åernes udløb i søer, mens et omtrent lige så stort antal havde en anden beliggenhed. Der kendes endnu ingen spor efter boliger.

Boligerne menes at have været lette teltkonstruktioner, som let lod sig transportere.

Bopladser kendes fra bl.a. Hollendsker, Bromme, Jels og Løvenholm.

Hollendskær

Bopladsen Hollendskær i Vendsyssel omfatter 13 opholdssteder (bopladser), der lå indenfor et område på omkring 200 x 700 m ved en større sø omgivet af høje sandede morænebakker. Søen havde via en kløft forbindelse med en større ådal, og opholdsstederne lå alle højt i morænebakkerne fordelt på syd- og vestbredden på begge sider af afvandingskløften.

På de enkelte bopladser eller opholdssteder er fundet en række redskaber, som indbyggerne har anvendt: skafttungespidser, skiveskrabere, flækkeknive, flækker og skiver samt flere slags stikler og bor.

Klima og levevilkår

Ahrensburgkulturens udbredelsesområde.

Karakteristisk Ahrensburg-pilespids.

Omkring 10.600 f.Kr. indtrådte der en ny kuldeperiode: gennemsnitstemperaturen i sommerperioden faldt til omkring 10°C, og vinteren prægedes af store snefald. Den åbne, lyse birkeskov bukkede under for det koldere klima, og tundraen blev atter fremherskende. Tiden kaldes yngre Dryas og varede indtil omkring 9.500 f.Kr.

Dette temperaturskift skete omtrent samtidig med, at den skandinaviske isbræs afsmeltning åbnede en passage fra den Baltiske issø ud til havet i vest. Derved faldt vandstanden i øst med henved 10 m samtidig med, at den steg mod vest, hvorved det landfaste område her blev mindre; kystlinjen for Doggerland, det lavtliggende landområde mellem Jylland og England, forflyttedes sydover.

Disse forandringer synes dog ikke at have påvirket dyrelivet så meget: rensdyrflokkene forblev i det sydskandinaviske område og synes fortsat at have udgjort hovednæringsgrundlaget. I de sydlige dele af det nordeuropæiske lavland indgik tillige blandt andet bæver, ulv, ræv og los i jagtbyttet.

Levevis og livsform

Ahrensburgkulturens udøvere var rensdyrjægere. De synes – efter Brommekulturens øjensynligt mere mangesidige levevis – at afspejle en tilbagevenden til rensdyrjagten som den vigtigste kilde til føde – under indtryk af de indtrufne klimatiske forandringer. De synes at have lagt deres jagtpladser i de passager, som rensdyrene måtte igennem på deres vandringer. Karakteristisk er i så henseende Stellmoor i Ahrensburg tunneldal, der udmærker sig ved stejle sider, en aflang sø igennem den centrale dalbund, hvorved den tørre del opsplittedes i to passager på hver side af søen, samt ved at have et "knæk" med et fremspringende bakkeparti, som dyrene måtte uden om, og hvor jægerne kunne ligge i baghold. Formentlig har bopladsen været i brug hele året rundt, men rensdyrsjagten synes at være sket om efteråret.

Befolkningsforhold

Kendetegnende for jægersamfund er, at de har en stærk modvilje imod incest og ægteskaber mellem slægtninge. De præges således af monogami og exogami. Dette havde stor betydning for de sociale forhold. Ud fra etnografiske analogier er beregnet, at Danmark med Skåne i senglacial tid næppe har haft en befolkning større end omkring 120 individer. Det formodes, at en stamme eller gruppe udgjordes af 3-5 kernefamilier med samlet 15-40 individer eller i gennemsnit omkring 25 personer. Hvis det forholder sig således, har der næppe været mere end 4-5 stammer eller klaner i hele Danmark. Disse stammer må have været i indbyrdes forbindelse med mellemrum, de kan formodes at have talt samme sprog, og de må formodes ved sådanne møder også at have arrangeret eventuelle ægteskaber.

Bopladser

Den mest kendte og oplysningsgivende boplads fra Ahrensburgkulturen er Stellmoor i Holsten, hvor der er fundet redskaber samt affaldsrester i søaflejringer op til det egentlige bopladsområde, der har ligget på en mindre bakke. Boligen har formodentlig bestået af et 3,5 x 3 m stort ovalt telt eller en hytte.

Bopladsen har været udnyttet fortrinsvis om efteråret, men tillige om foråret igennem flere år. Det ubetinget vigtigste jagtvildt har været rensdyr, af hvilke der fandtes spor af mindst 650. Desuden forekommer levn af elg, europæisk bison, vildhest, los, bæver, ulv og ræv. Ryper, gæs og ænder er også lejlighedsvis blevet nedlagt.

På Lolland blev den gamle Hamburgkulturs jagtboplads Sølbjerg atter taget i brug, hvilket afspejler en tilbagevenden til de gammelkendte livsmønstre fra de tidlige tundrajægeres tid.

Bornholm var gennem hele senglacial tid (med en kortere varende afbrydelse) forbundet via en landtange med kontinentet mod sydvest, og der har øjensynligt været ophold af tundrajægere i Allerødtid, men der har sandsynligvis været tale om et kortere varende besøg og næppe om en fast bosættelse.

Ændrede klima og levevilkår

Ahrensburgkulturen ophørte, da en ny varmeperiode, præboreal tid, satte ind omkring 9.500 f.Kr. Gennemsnitstemperaturen i juli steg nu til 16-18°C. Rensdyrene begyndte at søge nordpå op over den frilagte sydlige del af skandinaviske halvø; til gengæld synes urokse, bison og vildhest at have indvandret, mens den irske kæmpehjort øjensynligt ikke overlevede de forandrede levevilkår. For Ahrensburgfolket som renlivede rensdyrjægere betød det, at de atter forlod det sydskandinaviske område og fulgte rensdyrflokkene nordpå. Det er sandsynligt, at den såkaldte Fosna-Hensbackakulturs udøvere i Norge og Bohuslen fra omkring 7.000 f.Kr. er de direkte efterkommere af Ahrensburgjægerne.

Skovjægere

Kronhjorten var maglemosejægernes foretrukne byttedyr.

Skovjægerne er tilpassede et andet miljø end tundrajægerne: urskoven med dens særegne dyreliv. I takt med, at fyrreskoven fra syd bredte sig nord over, fulgte skovjægerne efter. De havde udviklet deres levevis i Mellemeuropa, hvor de havde haft tid til at tilpasse sig det ændrede miljø.

Skovjægerne lagde deres bopladser på beskyttede steder som sandede næs ud mod søer (således Bromme). Disse var sæsonbopladser beregnet for årstidens jagt og fiskeri, hvorefter man søgte andre steder hen. Nogle var værkstedsbopladser; her skete tilvirkningen af våben og redskaber. Andre var opholdsbopladser velbeliggende for jagtekspeditioner. Mange var bopladser i indlandet beliggende ved søer eller større vandløb. Bopladserne måtte ligge centralt for skovjægernes jagtdistrikter for bjørn, vildsvin, krondyr og andet jagtvildt og samtidig beskyttet mod angreb fra rovdyr. Fra en del skovjægerbopladser kendes fund af rektangulære hytter, 6-7 m lange og 4-5 m brede. Indgangen lå i gavlen ud mod søen. Inde i hytterne var et bålsted omkring 1 m i tværmål. Hytterne blev bygget af birk, fyr og hassel.

I Danmark indtræder skiftet fra trundra til skov og dermed fra tundrajægere til skovjægere ved overgangen fra senglacial til postglacial tid, hvilket markeres af en brat temperaturstigning, som på kort tid bevirker en omdannelse af det tidligere åbne landskab i Yngre Dryastid til sammenhængende skov. Isens afsmeltning, som var stoppet i Mellemsverige, begynder igen. Som følge af temperaturstigningen vokser fordampningen, hvilket bevirker, at mange flade småsøer gror til. Udviklingen gik så stærkt, at træerne ikke kunne følge med. Det betød, at vegetationen udviklede sig under hensyn til hvor, træerne befandt sig, da temperaturstigningen satte ind, samt træernes uens spredningshastigheder. Disse forhold kombineres stedligt med de enkelte træarters evne til at klare sig i den indbyrdes konkurrence.

Det ser ud til, at i en kort overgangsfase forud for skovens fremtrængen var landet domineret af en kraftig vækst i enebær og revling. Enebær forekom i landet allerede tidligere, men i forkuet form på grund af sne og temperaturforhold. Nu fik enebær kortvarigt en mulighed for at vokse til omfattende kratdannelser. I de nordvestjyske hedeegne var det i stedet revling, som nåede deres største udvikling. Dette skyldes, at revlingehede hører til på mager, humusholdig sandbund, og det var først nu, at udvaskning og humusdannelse havde skabt de bedst tænkelige betingelser, hvorimod hedelyng først senere fik bedre betingelser for at brede sig. Også mjødurt blomstrede og dannede i blomstringstiden omfattende partier i fugtige engområder, især ved søer.

Blandt skovtræerne var bævreasp og birk de første, som bredte sig. Begge fandtes allerede tidligere, tilbage i Allerødtid. De dannede hurtig en skov, der satte enebær i skyggen. Fyrretræer kom til fra sydvest og begyndte at trænge birken tilbage. Men på dette tidlige tidspunkt skete der tilsyneladende et tilbageslag i temperaturen, hvilket bevirkede, at udviklingen for en tid gik i stå. I Frisland skete en lignende udvikling som i Danmark, og her fremstår tilbagefaldet ved, at revling og urteagtige planter når et kortvarigt opsving, kaldet Friesland-udsvinget. Men der efter steg temperaturen igen til omkring 15 C.

I takt med ændringerne i vegetationen ændredes også dyrelivet: rensdyret forsvandt, og i stedet tilkom bjørn, elg, urokse og kronhjort, som nu blev de vigtigste byttedyr.

Samtidig indvandrede skovjægerne. De menes at være kommet til Nordeuropa sammen med fyrreskovene og at have tilpasset deres liv jagten på især kronhjort.

Periode	Tidlig Maglemosetid	Mellemste Maglemosetid	Sen Maglemosetid
Tidsrum	9.000-7.800 f.Kr.	7.800-7.000 f.Kr.	7.000-6.400 f.Kr.
Klimaperiode	Præboreal tid	Boreal tid	Atlantisk tid
Plantevækst	Birke-fyrretid	Hassel-fyrretid	Ældre lindetid
Dyreliv (jagtvildt)	urokse, bison, elg, vildhest	urokse, elg, kronhjort, rådyr, vildsvin, grævling, vildkat, los, ræv, ilder	urokse, elg, kronhjort, rådyr, vildsvin, grævling, vildkat, los, ræv, ilder
Fuglevildt	trane, vibe	skallesluger, lappedykker, blishøne, hejre, trane, vibe	skallesluger, lappedykker, blishøne, hejre, trane, vibe
Typelokalitet		Klosterlund

Klima og levevilkår

Åben fyrreskov. Sådan kan det have set ud i Danmark i boreal tid

Yoldiahavet.

Kølle dekoreret med en familie.

I præboreal tid indtrådte en markant temperaturstigning i sommermånederne. Temperaturstigningen indebar, at indlandsisen nu afsmeltede helt fra det sydskandinaviske område, hvilket afstedkom en lang række følgevirkninger for plantevækst, dyreliv og egnenes befolkning. Med indlandsisens afsmeltning forsvandt for det første også tundraen og sammen med den forlod rensdyrene det sydlige Skandinavien og søgte nordpå opover den skandinaviske halvø. Det formodes, at en overordentlig stor del af rensdyrjægerne ligeledes foretrak at flytte nordpå efter deres sædvanlige bytte frem for at tilpasse sig de forandrede levevilkår. De folk, hvis levevis har givet maglemosekulturen dens særpræg, var således sandsynligvis indvandrere, der sydfra fulgte birkeskovens fremtrængen og med den det tilhørende dyreliv i form af elg, urokse, kronhjort og rådyr ind i det nordeuropæiske lavland.

Dernæst indebar indlandsisens afsmeltning, at den belastning, isen havde forårsaget, forsvandt, hvorfor landområderne efterhånden hævede sig, omend denne landhævning skete langsommere end den havstigning, som isens afsmeltning samtidig bevirkede. Landskabeligt indebar det, at hele det nordeuropæiske område fra de britiske øer i vest til den sydlige del af den skandinaviske halvø i øst kom til at udgøre et sammenhængende fastland, blandt andet Doggerland, dog gennemskåret af talrige vandløb og præget af søer, åer og bække. Østersøen var forbundet med det frie hav i vest ved et havområde tværs over det sydlige Mellemsverige, og der derved fremkomne havområde benævnes yoldiahavet. Efterhånden bevirkede en landhævning i Mellemsverige imidlertid, at Østersøområdet atter blev afskåret, og derved blev der opdæmmet en stor ferskvandssø, Ancylussøen. Vandstanden vedblev at stige, indtil den nåede en tærskel syd for Møn og begyndte at strømme op gennem Storebælt til Kattegat omkring 8.500 f.Kr. Dette førte til en langsom stigning i Kattegats havniveau, og eftersom landområderne ikke hævede sig så hurtigt som tidligere, bevirkede havstigningen en grundvandsstigning, hvorved der blandt andet blev dannet søer i lavtliggende områder i Storebælt. Dette system af søer fik efterhånden forbindelse til havet, hvorved der udviklede sig et brakvandsmiljø. Storebælt må have haft præg af en havbugt omgivet af urskov bestående af hassel, elm, lind, eg og el. Først henved tusind år senere fik Storebælt omtrent sit nuværende udseende.

For det tredje forvandledes selve landskabet fra tundra til en åben og lys birkeskov iblandet træer som bævreasp, pil, røn og fyr. Alle disse træarter havde også tidligere groet i landet men fik nu bedre vækstbetingelser.

Dyrelivet forandredes: renen trak nordpå efter indlandsisen, bison og vildhest levede fortsat i landet omend fåtalligt. I stedet blev elg, urokse, kronhjort og rådyr fremherskende.

Levevis og livsform

Blandt maglemosefolkets redskaber er de mest markante tandede benspidser lavet af bearbejdede dyreknogler, der først er gjort glatte og smalle og dernæst har fået indskåret modhager. Det antages, at de har været monterede på et træskaft og kan have været fast monterede eller fungeret som harpuner, hvor kun spidsen blev siddende i byttedyret. De formodes at have været anvendt dels til at stange fisk, dels til at jage storvildt. De optræder i to hovedformere: fintandede benspidser med mange, små indhak eller modhager og stortandede benspidser med få store, modhager. Undersøgelser tyder på, at de efter type lader sig inddele tidsmæssigt, idet de fintandede bespidser dateres til tiden 9.200-8.100 f.Kr. og de stortandede til tiden 7.600-6.400 f.Kr. Mellem de to delperioder var således et tidsmæssigt tomrum på omkring 600 år. Endvidere er der forskelle i hvilke dyr og hvilke dele af dyr, der har været anvendt ved fremstillingen: de fintandede benspidser er overvejende lavet af lemmeknogler fra kronhjort og elg, mens de stortandede benspidser for omtrent halvdelens vedkommende er lavet af ribben fra urokse, lårben fra kronhjort og for en mindre dels vedkommende af knogler fra brun bjørn.

Forklaringen på disse forhold menes at være, at der omkring overgangen fra præborea til boreal tid 8.300 f.Kr. indtraf et mere tørt klima, hvilket kan have medført, at vandstanden i søer faldt så meget, at fiskeri ikke længere var muligt. Desuden tyder store mængder trækul i lag fra denne tid på, at der indtraf store skovbrande. Det har været foreslået, at disse forhold bevirkede en affolkning af Danmark i en periode. Der er peget på, at der på bopladsen Huseby Klev i Halland omkring 8.100 f.Kr. optræder en ny flintteknink kaldet trykteknik og gående ud på ved tryk og ikke direkte slag mod flintblokken at fremstille små 3-6 cm lange mikroflækker, der blev brugt som flintæg på spyd eller dolke. Denne teknik menes at stamme fra Mongoliet eller Kina og have været henved 9.000 år om at nå den nordøstlige del af Den skandinaviske Halvø (Finland), hvor den dukker op sammen med en ny folkegruppe kaldet "østlige jægere-samlere". Genetiske undersøgelser tyder på, at de østlige jægere-samlere blev blandet med den ældre befolkning kaldet "vestlige jægere-samlere" og at dette nye blandingsfolk også nåede til Huseby Klev. Herfra bredte den nye teknik sig til Danmark.

Maglemosefolket var i tidlig maglemosetid i udpræget grad et jæger- og samlerfolk, som i årets løb skiftede opholdssted alt efter, hvor levevilkårene var mest fordelagtige. Det er muligt, at der har været tale om et nogenlunde fast område, indenfor hvilket omflytningen skete, således at man med regelmæssige mellemrum er vendt tilbage til gammelkendte steder. Denne omflytning må ses i lyset af de ulige vilkår, som de ulige årstider bød på: vintermånederne egnede sig til jagt på de store kød- og pelsdyr samt sæler, der i januar-februar opholdt sig på stranden i forbindelse med deres ungers fødsel og som forholdsvis let kunne slås ihjel. Om foråret har trækfugle og træk af grønlandssæler kunnet byde på fødemuligheder. I sommermånederne har fiskeri og indsamling af bær og nødder givet fødemuligheder. Om efteråret gav de fornyede fugletræk og ungdyr jagtmuligheder.

Uroksen fra Vig med markeringer af, hvor dyret var blevet ramt af pilespidser.

Ældre Maglemosetid kaldes botanisk birke-fyrretid: skoven var forholdsvis åben, hvorfor jægere lettere kunne komme på skudhold af sit bytte. Med få men store pilespidser skød man efter brystregionen for at ramme hjertet, lunger eller de store blodkar for derved at dræbe byttet. Jagtvåbnene har derfor skullet være så kraftige, at de kunne trænge gennem ribben og skulderblade. Denne fremgangsmåde kræver kun få jægere, men til gengæld, at de kan komme på skudhold (den ideelle skudafstand er op til 20 m) og at de må ramme præcist for at nå deres formål. Det er bevidnet ved uroksen fra Vig. Det var en fuldvoksen tyr, der undslap jægerne, men undkom i en mose ved Vig i Nordvestsjælland.

I Yngre Maglemosetid var skoven forvandlet til hassel-fyrretid: birken var på retur, men hassel og lind var i fremgang. Dette betød, at underskoven i stigende grad blev præget af svært tilgængelige tykninger. Derved blev det tillige sværere for jægere at komme tæt på byttet. I stedet har man nu brugt hunde for at lave drivjagt, hvor nogle jægere er placeret ved lysninger i skoven med skudmulighed mens andre med hunde har drevet dyrene frem mod dette sted. Det er bevidnet ved uroksen fra Prejlerup. Det er en fuldvoksen tyr, der undslap jægerne, men undkom i en mose ved Prejlerup i Nordvestsjælland. Det ses af denne, at man nu sigtede mod dyrets baglår og med små pilespidser kaldet mikrolitter. Sandsynligvis har de været forsynet med gift, måske fra mistelten, der indeholder giften viscotin. Den ændrede jagtform var således til dels forårsaget af ændringerne i skovens ændrede sammensætning, og den kan være lært i Halland af derboende indvandrere med rødder i Asien efter, at jægerne en tid ved flytning først havde søgt at fastholde deres gamle levevis.

Befolkningsforhold

Skovjægersamfund må have haft samme modvilje imod incest og ægteskaber mellem slægtninge som tundrajægere. Dette havde stor betydning for de sociale forhold. Med udgangspunkt i forhold i det østlige Canada er beregnet en befolkningstæthed på omkring 1 pr. 100 km² i præboreal (tidlig maglemosetid) og 1 pr. 50 km² i boreal tid (mellemste maglemosetid). Forudsættes denne tæthed at have været gældende, har Danmark kunnet brødføde 700-1200 individer og Skåne 100-200 individer. Hvis en stamme eller gruppe fortsat udgjordes af 3-5 kernefamilier med samlet 15-40 individer eller i gennemsnit omkring 25 personer, har der næppe været mere end omkring 30 stammer eller klaner i hele Danmark med Skåne. Også disse stammer må have været i indbyrdes forbindelse med mellemrum, de kan formodes at have talt samme sprog og må formodes ved sådanne møder også at have arrangeret eventuelle ægteskaber på tværs af stammer eller grupper. I senboreal tid (sen maglemosetid) kan befolkningstætheden have været voksende fra 1 pr. 50 km² til 1 pr. 25 km² eller fra 1.400 til 2.400 individer i Danmark og 200 til 400 individer i Skåne. Det bemærkes, at selv ved en dobbelt så stor befolkning er de absolutte indbyggertal i samme størrelsesorden.

Bopladser

Der kendes et forholdsvis stort antal sommerbopladser fra mellemste maglemosetid. I Jylland ligger bopladserne ofte i tilknytning til store åer, især hvor disse løber sammen. På Sjælland ligger bopladserne ved søer, ofte tæt på den datidige vandkant i et sumpet terræn. Man har derfor betegnet dem sumpbopladser. Flere bopladser viser spor efter hytter, der opfattes som sommeropholdssteder, da beliggenheden næppe har tilladt brug i vintermånederne på grund af for høj vandstand. Hytterne er trapezformede eller rektangulære med et gulvareal på 6 m lang og 4,5 m bred. Gulvet var dækket af bark, antagelig fra bævreasp og midt i rummet fandtes et ildsted markeret ved et sandlag Disse hytter har kunnet rumme en familie, og tandaftryk af henholdsvis et 7-8 årigt og et 11-årigt barn i begklumper viser, at børn må have opholdt sig her. Indgangen synes at være i hyttens ene ende, vendt ud mod søen. Hytten var bygget af armtykke hasselstager, der formentlig blot bar væggen (af skind eller tagrør). Inde i hytten var et sanddækket bålsted. Hyttens indre kunne være dækket af flintafslag og nøddeskaller som vidnedsbyrd om den virksomhed, der her havde fundet sted.

Det forhold, at de fundne hytter øjensynligt har været bolig for små familier og at der langs samme vandhuls bredder har været mange sådanne boliger, peger imod, at man har levet i kernefamilier samtidig med, at man har måttet være fælles om jagten på de større køddyr.

En fast bosættelse på Bornholm kendes først fra Maglemosetid, hvorfra kendes over 50 bosættelser. Nogle af disse er i indlandet som revel ved en sø eller å, andre ved kysten. Forklaringen kan være sæsonmæssige ophold skiftevis det ene og andet sted, for indlandsopholdenes vedkommende måske i forbindelse med, at laks og ørred årligt vandrede op i de samme åer for at gyde. Ved Ålyst er fundet to hyttestrukturer med tilhørende ildsteder og gruber, ved Årup ligeledes to hyttestrukturer af oval form, 4,5 m lange og 2,5 m brede, mens en hytte ved Tingby havde rektangulær form og var 9 m lang og 3,5 m bred. Fra den senere del af Maglemosetid kendes kun opholdssteder ved kysten, hvilket måske skyldes tilgroning af indlandssøer og dermed tab af fiskemuligheder svarende til, hvad der kendes blandt andet på Sjælland.

Sikre vidnesbyrd om vinterbopladser kendes endnu ikke i Danmark.

Ændrede klima og levevilkår

Fra omkring 7.000 f.Kr. blev klimaet varmere og fugtigere. En følge heraf blev en forandring i urskoven: småbladet lind blev nu helt dominerende, og i botanisk henseende betegnes tiden Ældre Lindetid. Samtidig skete en kraftig havstigning, fra ca. 27 m til ca. 9 m under nuværende havoverflade. Det havde til følge, at havet trængte frem til Østersøen dels gennem Storebæltsrenden, dels gennem Øresund, hvorved Østersøen blev mere salt: Ancylussøen udvikledes til Littorinahavet, opkaldt efter strandsneglen Littorina littorea. På forholdsvis kort tid blev det sydskandinaviske område forvandlet til et ø- og fjordområde. En havstigning på 2-3 m på 100 år må have været mærkbar for samtidens befolkning med gentagne flytninger af bopladser inden for en levetid. Så mærkbar, at den førte til en ændring i levevis: det er næppe tilfældigt, at havstigningen især skete på overgangen mellem maglemose- og kongemosekultur. Efter 6000 f.Kr. var havstigningen aftagende, og efter omkring 5.200 f.Kr. dvs under tidlig ertebøllekultur var der endda tale om skiftende svingninger mellem voksende og faldende havniveau, omend tendensen fortsat var stigende. Havstigningerne medførte, at store mængder af træer druknede og døde. Toppunktet i denne udvikling synes at være nået omkring 3.900 f.Kr. En bivirkning af denne udvikling var, at i takt med udryddelse af uroksen på øerne forsvandt dyrene for stedse herfra, da deres mulighed for fornyet indvandring var afskåret; derimod overlevede uroksen indtil videre i Jylland.

For Maglemosefolket indebar de ændrede levevilkår, at de måtte omstille deres tilværelse: fra at kunne have levet af, hvad urskoven kunne skaffe dem, måtte de nu tage hensyn til havets nærværelse på godt og ondt. Havstigningen havde taget land og dermed tilknyttede jagtmuligheder fra dem, de store jagtdyr blev sjældnere. Men havet åbnede tillige nye muligheder: med havet kom muligheden for jagt på havpattedyr, havfugle og fisk – samt tillige muligheden for at samle muslinger. Disse nye muligheder synes Maglemosefolket at have fået øjnene op for. Ved Pilhagen ud for Landskrona lå en boplads dateret til ca. 7.000 f.Kr. hvor en større å løb ud i havet. Her er fundet skaller af blandt andet blåmusling foruden skaller af knækkede hasselnødder og en spaltet knogle af rådyr. En anden boplads, der med sikkerhed lå lige ud til havet, er Kalø Vig I nordøst for Aarhus, dateret til 6.400 f.Kr. og således til Maglemosetidens slutning. I de havaflejrede gytjelag ud for bopladsen er fundet rester af et fiskegærde, indtil videre det ældste af sin slags i Skandinavien.

Kystjægere

udsnit af køkkenmødding med østersskaller.

For kystjægere var det hensynet til havets ressourcer, der spillede den afgørende rolle for bopladsens beliggenhed. Kystjægerne lagde deres sæsonbopladser ved kysterne på steder, der gav de bedste muligheder for havjagt, indsamling af østers og blåmuslinger samt fiskeri på den ene side, skovjagt og indsamling af bær og nødder på den anden. Karakteristiske er de store skaldynger, køkkenmøddinger, som nogle af disse ophold efterlod.

Kyst- og havjagt samt fiskeri lader sig i nogen udstrækning videreudvikle fra jagt i skove og fiskeri i vandløb og søer. I vid udstrækning lader de samme redskaber sig anvende begge steder, selv om de måske skal tilpasses nye arter. Det gælder fx fiskespyd, harpuner og fiskekroge. Stammebåde har også kunnet anvendes begge steder. Så vidt er der blot tale om at tilpasse gammelkendte redskaber og teknikker til et nyt miljø. Men dertil kommer nye metoder som fiskegærder og -ruser, der sættes på relativt lavt vand. Det kræver indsigt i fiskenes vaner at vælge de bedst egnede steder og den rigtige årstid.

Men havet har også andet at byde på, fx muslinger og østers. Muslinge- og østersbanker er steder, hvor det er let at få adgang til megen føde, selvom der er megen skal og kun lidt kød på een østers, og selv om det var i en begrænset del af de danske farvande, at saltholdinghed mm skabte gunstige forhold for fremkomsten af østersbanker. Bopladserne har næsten alle ligget ved hav- og fjordvige som Limfjorden, Øresund, Køge Bugt, Mariager Fjord, Randers Fjord, Horsens Fjord, Stavns Fjord, Roskilde Fjord og Bøgestrømmen. Dertil kom muligheden for jagt på havfugle, og disse synes at have udgjort en betydelig del af kosten: pibesvane, sangsvane, knortegås, grågås, bjergand, pibeand, fløjlsand, sortand, toppet lappedykker, ederfugl, krøltoppet pelikan, lom, lomvie, alk, skarv, havørn, sølvmåge, svartbag og gejrfugl har alle indgået i den sammensatte kost.

Meget taler for, at skiftet fra skov- til kystjæger har været en glidende men langstrakt proces, hvor klima- og miljøforandringer var en drivende kraft, og hvor evnen til at lære nyt var den vigtigste motivator.

Periode	tidlig kongemosetid	mellemste kongemosetid	sen kongemosetid
Tidsrum	6.400-6.000 f.Kr.	6.000-5.700 f.Kr.	5.700-5.400 f.Kr.
Typelokalitet	Roskilde fjord	Villingebæk	Vedbæk
Typeredskab (-er)	trapezformede pile	rhombiske skævpile	smalle skævpile, store skæve tværpile
Jagtvildt	kronhjort, rådyr, vildsvin, bæver, sumpskildpadde	urokse, kronhjort, rådyr, vildsvin, ræv, gråsæl, marsvin	kronhjort, rådyr, vildsvin
Fuglevildt		sule, sort stork, and, knopsvane, rød glente, havørn, trane, sølvmåge, gejrfugl, krage	havørn, krøltoppet pelikan, tjur, lom, and, edderfugl, skallesluger
Fisk m.m.	fladfisk, ål, hornfisk, blåmusling	pighaj, torsk, gedde	torsk, sej, hornfisk, skrubbe, sild

Kongemosekulturen (6.400-5.400 f.Kr.)

Kongemosekultur er benævnelsen på den skov- og kystjægerkultur, der i mellemste del af jægerstenalderen, nærmere bestemt ca. 6.400 – ca. 5.400 f.Kr udøvedes i det sydlige Skandinavien. Kongemosekulturen underinddeles i tidlig kongemosekultur (ca. 6.400 – ca. 6.000 f.Kr.), mellemste kongemosekultur (ca. 6.000 f.Kr. – ca. 5.700 f.Kr.) og sen kongemosekultur (ca. 5.700 f.Kr. – ca. 5.400 f.Kr) efter formen på de tilvirkede pile.

Kongemosekulturens udvikling må ses som en følge af det stærkt stigende havniveau, som indtraf netop omkring overgangen fra Maglemose- til Kongemosekultur. Det stigende havniveau måtte uundgåeligt få to følger: urskoven blev mindre, og havet skabte nye næringsmuligheder. Det betød, at tidligere tiders jagt nu kunne og måtte tilpasses de ændrede vilkår og de nye muligheder. Gradvis blev jagten i stigende grad rettet imod havet, men jagten i urskoven spillede endnu en afgørende rolle for befolkningens levevis.

Klima og levevilkår

Skovsø med tæt skov i baggrunden. Sådan kan det have set ud i Danmark i Atlantisk tid.

Ancylussøen ca. 8.200 f. Kr. De sidste rester af indlandsisen ses med hvidt.

Kongemosekulturens livsform falder i klimatisk henseende sammen med atlantisk tid (ca. 7.000 f.Kr. – 3.500 f.Kr.), nærmere bestemt dennes mellemste del. Det var en i henseende til levevilkår en overgangstid mellem Maglemosekultur og Ertebøllekultur og kendetegnet ved voldsomme forandringer i både kystliniens forløb, bevoksningens sammensætning og det deraf følgende dyreliv. På samme tid ændredes forholdet mellem land og vand. Ancylussøen opstod, da der indtraf en landhævning, således at forbindelsen mellem Yoldiahavet og Skagerrak/Kattegat blev mere og mere grundt. De salte bundstrømme kunne ikke trænge ind i Østersø-bækkenet og der opstod en ferskvandssø, Ancylussøen, med navn efter en snegl, Ancylus fluviatilis, som lever i ferskvand. Det meste af den tid, kongemosekulturen var fremherskende, var således en tid med store landfaste arealer. Først henimod slutningen af det tidsrum, kongemosekulturen rådede, skete der en kraftig stigning i havets udbredelse således, at det sydskandinaviske område forvandledes fra et udpræget fastlandsområde til et udpræget kystområde med mange større og mindre øer adskilte af havområder. Det landfaste område var således ved overgangen til Ertebølletiden indskrænket til henved halvdelen af, hvad det havde været i Maglemosetiden. At datidens folk har kunnet mærke dette ses af, at mange bopladser nu ligger under havets overflade og må være forladte i takt med havstigningerne. Kongemosekulturen skal derfor givetvis ses som en tilpasning til disse forandringer i klimabetingelser og levevilkår. I takt med, at vandstanden i havet steg og tidligere landområder oversvømmedes, skete der en forskydning fra skovjagt imod udnyttelse af de muligheder, havet bød på: fiskeri og havjagt.

Levevis og livsform

Ruse fra yngre Kongemose, ca. 5500 f.Kr., Hørsholm egnsmuseum.

Kongemosekulturen var en jagt- og fiskerilivsform. Bopladserne lå ofte ved smalle strømsteder i fjordområder med gode muligheder for fiskeri, således efter fladfisk, ål, hornfisk, pighaj, torsk, gedde. Den overordnede fordeling kunne tyde på, at landet har været inddelt i territorier til tilknytning til fjorde og større vandløb. I indlandet har man blandt andet drevet jagt på kronhjort, rådyr, bæver og vildsvin i de omgivende skove. Dyrearter som urokse, bjørn, grævling, ilder og los forsvandt fra øerne i denne periode, dels som følge af jagt, dels fordi øernes isolerede beliggenhed ikke gav mulighed for nyindvandring til erstatning for de dræbte dyr. Af fugle drev man jagt på sule, sort stork, ænder, knopsvaner, rød glente, havørn, sølvmåge, gejrfugl og krage. Det er bemærkelsesværdigt, at skaldyr – i modsætning til i den efterfølgende Ertebøllekultur – synes at have spillet en ubetydelig rolle i kongemosefolkets fødeforsyning.

Jagten blev drevet med bue og pile, i tidlig kongemosetid fortrinsvis brede, trapezformede pile, i mellemste kongemosetid rhombiske skævpile, og i sen kongemosetid smalle skævpile og store skæve tværpile. Pileformen og den anvendte slagteknik er uens i Jylland og på Sjælland. Andre jagtvåben var flintægspyd og flintægdolke, desuden, med geometriske mønstre ofte smukt dekorerede, hjortetaksøkser. Flint var således den altdominerende stenart ved redskabsfremstillingen. Til fiskeriet anvendtes fiskekroge af ben, lystere af hassel og fiskeruser fremstillede af pilevidjer. Kongemosekulturen kendes i sin typiske form dels fra nu havdækkede steder, blandt andet i Smålandsfarvandet og ved Langeland, dels fra Midtjylland, fra det nordlige Sjælland og fra det sydvestlige Skåne. Der er ingen sikre fund af harpuner fra ældre Kongemosetid, men de dukker fåtalligt og i yngre Kongemosetid.

De ældste både var stammebåde og kan dateres til kongemosetid, men hovedparten af de fundne stammebåde hidrører fra ertebølletid, og de fortsætter gennem hele yngre stenalder og ind i ældre bronzealder. I nogle tilfælde er spor efter sejlads kun blevet påvist ved bevarede padleårer. Disse stammebåde udgjordes af udhulede stammer, hvilket var en hurtigere fremgangsmåde end fx. at bygge en skindbåd over et træskelet. Længden var ofte 6-7 m, bredden 1,1 m. Bådene synes fremstillet ved hugge- og kileteknik, derimod ikke ved brænding. Bådene har sikkert været anvendt i mere rolige farvande som fjorde og på søer, måske blandt andet til at udsætte og røgte fiskegårde og -gærder. Når bådene blev trukket på land, blev de tilsyneladende låst fast med hasselkæppe anvendt som fortøjningspæle.

Bopladser

Formodentlig var bopladsfordelingen ved kysterne i kongemose- og den efterfølgende ertebølletid forholdsvis fast og udpræget knyttet til de større åers udmunding i havet. Sådanne steder udgjorde centrale pladser på steder egnede for opsætning af fiskegærder og -ruser, ikke mindst ved smalle strømsteder og andre afgrænsede farvande og herfra kunne foretages udflugter til andre egnede fangststeder inden for det område, som de enkelte stammer eller grupper regnede for deres territorium. Disse steder har åbenbart været beboede året rundt, og de synes kun at været flyttede over kortere afstande til højere beliggende steder i takt med, at havniveauet steg. Hvis det har forholdt sig således, må også den samlede befolkning være forblevet af samme størrelsesorden måske fra sen maglemosetid gennem hele kongomosetid til ertebølletid.

En boplads fra det indre Jylland kendes ved Dalhus ved Halgård bæk lidt øst for Holstebro. Bopladsen lå i en tunneldal ved vandløbet og omgivet af både moræneland og hedeslette, hvilket har kunne sikre en alsidig fødeforsyning. Blandt byttedyrene kan nævnes kronhjort, rådyr, vildsvin, elg og urokse. På bopladsen er foregået flintforarbejdning. Flinten kan stamme fra et område omkring 13 km væk ved Limfjorden.

I løbet af Kongemosetid blev Bornholm endeligt adskilt fra fastlandet, men da var bosættelsen på øen allerede blevet fast fx ved Sandemandsgård.

Ertebøllekulturen (5.400-3.900 f.Kr.)

Kort over Europas stenalderkulturer fra omkring 4.500-4.000 f.Kr. Ertebøllekulturens udbredelsesområde angivet med rødt i Sydskandinavien.

Ertebøllekulturen var i mangt og meget en logisk følge af den kraftige havstigning, som var sat ind i Kongemosetid og som netop nåede sit højdepunkt frem til omkring 3.900 f.Kr. Havstigningen bevirkede ikke blot, at områder med urskov blev mindre men også, at der udviklede sig nye jagt- og fiskerimuligheder. De ældste fiskeanlæg dukker op allerede i Kongemosetid, men der synes at være sket en kraftig stigning i deres antal i Ertebølletid, hvor de kendes fra Saltmade, Halsskov Syd, Halsskov Øst, Fedkrog, Lindholm, Nekselø og Tybrind Vig. Fiskeanlæg fortsatte ind i den efterfølgende Tragtbægerkultur.

Klima og levevilkår

Rekonstrueret Vedbæk-boplads.

Spidsbundet lerkar.

Littorinahavet omkring 5.000 f. Kr.

Ancylussøen havde ingen forbindelse til verdenshavet og påvirkedes derfor ikke umiddelbart af havets stigning. Men efterhånden som klimaet blev varmere fortsatte den arktiske is med at smelte, og havets overfladeniveau steg. Efterhånden steg havoverfladen så meget, at det trængte ind over Øresundsområdet, og saltvand dermed kom ind i Østersø-bækkenet. Det nye saltvandshav som skabtes, kaldtes Littorinahavet efter saltvandssneglen Littorina littorea. I begyndelsen var saltindholdet ikke særligt højt, og dette overgangsstadium benævnes Mastogloiahavet. Det tog flere hundrede år inden saltindholdet nåede sit maksimum.

Ertebøllekulturen var en overvejende kystkultur, der afløste kongemosekulturen. Ertebøllekulturens livsform falder i klimatisk henseende sammen med atlantisk tid (ca. 7.000 f.Kr. – 3.500 f.Kr.), hvor isens afsmeltning i Skandinavien var afsluttet og vandstanden i havet ca. 3 m højere end nu, så en del af de i dag landfaste områder i landets nordlige del var overskyllet af havet (Littorinahavet). Temperaturen var om sommeren 20°C og om vinteren omkring frysepunktet. Derimod er en del af landets sydlige områder, der var landfaste, siden blevet dækket af havet ved den landsænkning, der her var en afledt virkning af, at isens pres forsvandt. Ertebøllekulturen træder i stedet for Kongemosekulturen og skal givetvis ses som en tilpasning til de ændrede klimabetingelser og levevilkår.

Levevis og livsform

Ertebøllekulturens udøvere var overvejende en kystkultur af jægere, fiskere og samlere, hvis mest udtalte efterladenskaber var store østersskaldynger, køkkenmøddinger, først og fremmest fundet i landets nordlige egne (Limfjorden, Jyllands østkyst, Stavns Fjord på Samsø, Fyns nordkyst, Sjællands vest- og nordkyst – herunder Isefjorden, Roskilde fjord og Øresund). Beliggenheden af disse skaldynger var til dels betinget af de naturgivne forhold, idet havet på de omtalte steder havde en saltholdighed, der gav østers levemulighed. Skaldyngerne kan være ganske store: Skaldyngen ved Ertebølle er ca. 140 m lang, ca. 20 m bred og ca. 1,9 m tyk, mens en skaldynge ved Bjørnsholm er ca. 325 m lang, 10–15 m bred og ca. 1,2 m tyk.

Foruden indsamling af østers og muslinger i sommermånederne drev ertebøllefolket jagt i indlandet på kronhjort, bæver, rådyr, vildsvin, vildkat, los, ræv, odder og ulv, ved havet drev de jagt på svaner og ænder, og i havet jog de øresvin og spækhugger, marsvin og gråsæler samt fiskede ål, hornfisk, torsk og lignende. Kosten var alsidig og kunne afveksle fra sted til sted beroende på de stedlige forhold. Foruden kød har dyrene leveret skind og ben til redskaber som til skafter. En betydelig del af jagten er sket med bue og pil. Buerne er lavet af elm, 160–170 cm lange og med håndgreb midtpå. Pilene forekom i to udformninger: en tværpil med spids af flint og en pil uden spids men med et afrundet hoved; sidstnævnte formodes anvendt til jagt på mindre pelsdyr, hvor man tilstræbte at undgå at skade skindet. Fiskeriet er sket med krog, lystre og ruser. Andre redskaber, pilespidser, bor, flækker og skrabere til bearbejdning af skind blev lavet af flint ved slagbearbejdning. I Skateholm er blandt gravgaver fundet en harpunspids. Blandt husgeråd af ler kan nævnes en spæklampe og spidsbundede lerkar, der må have hvilet på støttesten for at holde sig oprejst.

Hunden har været det eneste tamdyr.

Befolkningsforhold

Ertebøllekulturens udøvere har sandsynligvis levet i stamme- eller klanfællesskaber hver med sit jagtrevir. Størrelsen af dette er ukendt, men fra den såkaldte Ringkloster-boplads ved Skanderborg sø er der 16-18 km ud til den jyske østkyst, så man må regne med et revir på mindst 350-750 km². På bopladsen har samlet kunnet leve 50-75 mennesker, og dette repræsenterer nok overgrænsen for sådanne stammers eller klaners størrelse. Det er muligt, at tilværelsen har vekslet mellem samliv på bopladsen i indlandet og i mindre grupper ved kysten.

Både ved bopladsen Henriksholm ved Maglemosen ved Vedbæk i Nordøstsjælland og ved bopladsen Skateholm i Skåne er fundet gravpladser i baglandet og i tilknytning til en kystnær boplads, måske endda delvist på bopladsen under hyttegulvet. De gravlagte er enkeltpersoner eller forældre og børn, hvilket tyder på kernefamilier som stammens grundenhed. Også spædbørn er gravlagt. I et tilfælde var et barn gravlagt på en svanevinge med sin mor. Moderen var kun 18 år. Et par personer var gravlagte med gevirer. Trods forskelle er der ingen af gravene, der skiller sig ud med markant anden social status, så alle har sandsynlivis været ligestillede så langt, forholdene tillod det. De ældste gravlagte var blot 40-50 år. I de fleste grave fandtes okker omkring hoved, bækken og fødder. En af de døde mænd er dræbt af en benpil, måske et vidnesbyrd om ufred.

Bopladser

Der er ikke fundet spor af egentlige boliger på østersdyngerne, og det vides ikke, om bopladser i tilknytning til køkkenmøddingerne kun har været sommerbopladser eller var beboede hele året. Et fund af en østersskal ved Ringkloster i Østjylland henved 10 km fra kysten tyder imidlertid på, at kystjægerne også har opholdt sig i indlandet i perioder. Beliggenheden af bopladser omkring den daværende Vedbæk fjord tyder på en placering under hensyn til forskellige biotoper inden for formodede stammeområder på højst 10 kms afstand og med sæsonbetingede flytninger mellem indre og ydre dele af fjorden. For Karrebæk Fjords vedkommende tyder fund af økser på, at den foretrukne beliggenhed af opholdssteder har været i tilknytning til strømløb ved indsnævringer af farvandet, ofte på mindre øer med gode fiskemuligheder. Skønsmæssigt har fjorden kunnet føde omkring 250 mennesker. Også bopladserne ved Skateholm dateret til ca. 5.500 f.Kr. ligger ved en mere eller mindre afskærmet lagune: oprindelig lå bopladsen på en ø, senere blev den flyttet til en anden ø, og til sidst blev den flyttet til et landfast næs. Ved Skateholm i Skåne er fundet spor, der er tolket som rishytter, hvoraf de største er 11 x 6 meter. Hver af de tre bopladsfaser synes at have været anvendt gennem flere århundreder og sandsynligvis af flere familier samtidig. Flytningerne synes at være betinget af stigende vandstand. På bopladserne er fundet spor efter jagtbyttet: gedde, ål, skalle og aborre er blevet fisket, sæl og småhval er sandsynligvis blevet fanget i lagunen, gråand, skallesluger og havørn kan være jaget i lagunen mens lomvie og pelikan må være kommet fra fjernere steder, i skove på fastlandet har været jaget vildsvin, kronhjort samt pelsdyr som mår, odder og bæver. I tilknytning til bopladserne lå to større gravpladser med samlet mindst 22 grave. I Skateholm er tillige fundet ti hundegrave, hvilket viser, at hunden (svarende til nutidens grønlandshunde) har været holdt og værdsat som (eneste) tamdyr. Det har dog ikke forhindret, at man også har kunnet spise hundekød, når forholdene betingede det. I et par tilfælde formodes hunde at være blevet begravet sammen med deres ejer.

På Bornholm kendes en række kystnære bopladser fra Ertebølletid, således ved Troldskoven og Grisby. Sidstnævnte sted er fundet materiale med forbindelser til Skåne, så der må være foregået sejlads til den skandinaviske halvø.

Bondestenalder

Bondekulturens livsform

For en bonde er husdyrhold og afgrødeavl de afgørende forudsætninger for tilværelsen. De er begge disse sider af tilværelsen, der skaffer det grundlag, som betinger levevilkår. Det gælder naturligvis først og fremmest forsyningen med fødevarer i alle dens former, herunder behandlingen af råvaren forud for dens indtagelse som føde, men også andre sider af tilværelsen. Skind fra husdyr og uld fra får kan anvendes til klæder, tæpper, beholdere og meget andet. Ben kan forarbejdes til redskaber. Men bønder inddrager også andre råstoffer, som naturen kan tilbyde, som ler til keramik, træ til bygninger og meget andet. Ved sin tilpasning af tilværelsen til de naturgivne vilkår må bonden også tage hensyn til disse andre behov. Dette kan ske på ulige måder: tilværelsen kan, som for jægeren, tilpasses omflytning med mellemrum, når de stedlige ressourcer er udnyttede og udpinte, eller bonden må sikre sig, at det vil være muligt at genetablere de udnyttede ressourcer ved hvileperioder, skiftende afgrøder eller kompensation, fx i form af gødning. Valg mellem disse mulige tilpasninger har vekslet over tid, og dette afspejler sig også i bebyggelsesforholdene. Håndværk og handel afspejler en tilværelse med overskud i både tid og befolkning ud over, hvad selve eksistensen kræver. Jo mere udviklet, et samfund er, desto større vil også være tendensen til, at håndværk og handel udskilles som egne næringsveje i kraft af arbejdsdeling og mulighed for bytte af nødvendige og ønskelige goder.

Det ligger i bondekulturens livsform, at den så vidt muligt er frigjort fra de umiddelbart givne vilkår og kun beror på disse så vidt, at det har betydning for de afgrøder, der dyrkes, og de husdyr, der holdes. Bondekulturen er ikke uden risiko for misvækst eller sygdom i husdyrbesætningerne, men ved at satse på flere afgrøder og holde flere husdyr sideløbende har man sikret sig bedst muligt imod sådanne ulykker.

Agerbrug forudsætter en bofast befolkning. Bofasthed betyder, at området efterhånden jages tomt for vildt, hvorfor kødforsyning og det dermed forbundne proteintilskud må ske ved at tæmme udvalgte dyr. Bofasthed betyder også, at befolkningen kan vokse, så langt fødevarerne rækker, fordi kvinderne nu kan have flere børn samtidig (modsat en omvandrende befolkning, hvorkvinder kun kan bære og passe et barn ad gangen). Men agerbrugets betydning rækker videre: befolkningsvæksten betyder, at agerbrug har en indbygget tendens til ekspansion og til en større koncentration. Både korn og husdyr kan opbevares som forråd. Der kan (og vil) indtræde et personligt ejendomsforhold til begge. Når overskuddet bliver stort nok, kan det bruges til andre formål end opretholdelsen af eget liv. Fødevarer kan byttes mod andre ønskede goder, der med indtræder muligheden for en fast arbejdsdeling, en erhvervsmæssig specialisering og en social lagdeling, hvor nogle grupper kan frigøres fra den egentlige produktion og i stedet stå for dennes forvaltning.

Periode	Tidlig Tragtbægerkultur	Mellemste Tragtbægerkultur	Sen Tragtbægerkultur	Enkeltgravskultur
Gravskik	Dødehuse	Runddysser, langdysser	Jættestuer	Jættestuer/enkeltgrave
Tidsrum	ca. 3.900 - ca. 3.500 f.Kr.	ca. 3.500 - ca. 3.200 f.Kr.	ca. 3.200 - ca. 2.800 f.Kr.	ca. 2.800 - ca. 2.400 f.Kr.
Typelokalitet	Barkær	Volling, Sarup	Sarup	Vroue
Typeredskab (-er)	spidsnakket økse	tyknakket økse	tyknakket økse	stridsøkse
Husdyr	hund, får, ged, kvæg, svin	hund, får, ged, kvæg, svin	hund, får, ged, kvæg, svin	hund, får, ged, kvæg, svin

Landbrugets oprindelse

Landbruget har sin oprindelse i den nære Orient. Formodentlig har der været tale om en langstrakt udvikling, der indledtes med, at jægere er begyndt at indsamle og høste frø af vilde kornsorter med segl og der efter knuste dem i mortere omkring 11.000-9.000 f.Kr. Formodentlig har de vidst, at tabte eller såede frø førte til genopvækst og har gemt nogle af disse som udsæd og fundet ud af, hvor disse gav det bedste udbytte. Fra omkring 9.000 f.Kr. kan man tale om egentlig korndyrkning, og frem til omkring 7.000 f.Kr. er der øjensynlig sket en forædling af kornsorterne. Fra omtrent samme tid må man have kendt til at tæmme får og ged, have holdt dem i folde og/eller drevet dem fra sted til sted. Også tamsvin optræder på denne tid omend i begrænset omfang. Tæmning af kvæg kendes først fra omkring år 6.000 f.Kr.

Fra det oprindelige område synes korndyrkning og husdyrhold at have spredt sig dels vest over langs Middelhavets kyster, dels til Balkan omkring 6.000 f.Kr. og herfra videre mod nordvest til løssbæltet i Mellemeuropa, hvor det nåede egnene syd for Østersøen omkring 5.000 f.Kr.

Landbrugets udbredelse til Danmark og Sydskandinavien

Landbruget kom til Danmark omkring 4.000 f.Kr. i form af indvandring. På grundlag af kulturtræk skelner man mellem to indvandrede grupper: Vollinggruppen fortrinsvis i Jylland og Oxiegruppen fortrinsvis på øerne og i Skåne. Oxiegruppen er antagelig den ældste. Den havde flintredskaber og keramikformer, der udviser ligheder med Ertebøllekulturen. Den synes at være indvandret over Femarn til Lolland og herfra bredt sig til Sjælland og Skåne, hvorfra den har bredt sig til Bornholm. De bornholmske fund tyder på, at agerbruget nåede denne ø samtidigt som det nåede Sjælland og Skåne. Intet tyder på afhængighed af fiskeri. Vollinggruppen udviser træk, der tyder på en indvandring fra det nordvestlige Europa. Den er formentlig indvandret over hertugdømmerne til Jylland, men har senere også bredt sig til øerne. Indvandringen fra Holsten og udbredelsen til Danmark samt Oslofjorden og Mälarområdet på den Skandinaviske halvø er sket i løbet af en omkring 200-årig periode. Passagen af de åbne farvande kan være sket om vinteren, når disse var frosset til. Dateringer fra et stort antal lokaliteter taler for, at indvandringen kan være sket ret hurtigt og måske i form af et større antal mindre grupper.

Derimod er bondebruget ikke indført blot ved kulturspredning. Derimod taler både det altomfattende kulturskift, fraværet af fartøjer til transport af kvæg over lange afstande samt formodentlig sprogforskelle mellem befolkningerne nord og syd for Østersøen. Dette afspejles også ved, at da ertebøllefolkene i Holsten fik kontakt til bønderne og deres særlige keramikkultur, tog det 400 år for denne at brede sig til Danmark. I dette som i andre tilfælde holdt man fast ved gamle og velprøvede traditioner. Samme stagnation havde gjort sig gældende tidligere i udbredelsen: da bondekulturen under sin spredning nordpå nåede 100-200 km syd for Østersøen ca. 5.200 f.Kr., standsede udbredelsen, idet den daværende dyrkningsform var uegnet på de skovbevoksede moræneområder. Det krævede lang tids udvikling af en ny teknik med svedjebrug, førend den videre ekspansion frem til Østersøen og udbredelsen til Danmark og Skandinavien kunne finde sted. Ertebøllekulturen hvilede på jagt og fiskeri, og kun langsomt kunne synes man at have antaget en kulturform, som var tilpasset et andet miljø. Der har sikkert været kontakter mellem de to kulturer, men de har i nogen udstrækning kunnet eksistere på samme tid, måske med ertebøllekulturen som vigende og tragtbægerkulturen som ekspanderende. Et pres i en voksende bondebefolkning syd for Østersøen og et fald i marine ressourcer kan have fremmet denne udvikling. I hvert fald skete der et drastisk skifte fra overvejende marin føde til landbrugsføde i løbet af en meget kort periode.

En skik med at opføre gravhuse med trapezform pegede på, at indvandrerne stammede fra Kujavien i Polen. Da bønderne kom til landet, medbragte de de både korn er dyrkningskultur, husdyr, ny keramik, slibning af økser, grav- og byggeskik samt skikken at nedlægge offergaver i vådområder.

Tragtbægerkulturen (3.900-2.800 f.Kr.)

Båndkeramiske stenalder-kulturer ca. 3500 f.Kr. TRB (lysegrøn farve) angiver Tragtbægerkultur.

Den ældste bondekultur i Danmark kaldes tragtbægerkulturen efter et karakteristisk lerkar. Tragtbægerkulturen lader sig inddele i tre faser: en ældre fase 3.900-3.500 f.Kr., en mellemfase 3.500-3.200 f.Kr. og en yngre fase 3.200-2.400 f.Kr. kendetegnede ved blandt andet uens gravskik. Under den yngre fase fik tragtbægerkulturen følgeskab af to nye kulturer: dels Grubekeramisk kultur (3.100-2.900 f.Kr.) dels Enkeltgravskultur (2.850-2.400 f.Kr.). Begge disse kulturer fik dog kun begrænset udbredelse i Danmark og påvirkede ikke Tragtbægerkulturens kerneområder: det indre af landet, især på øerne. Omkring 2.400 f.Kr. udvikledes imidlertid en ny kultur, Dolktid eller Hellekistekultur (2.400-1.800 f.Kr.), antagelig som en blanding af Tragtbægerkultur og Enkeltgravskultur.

Klima og levevilkår

Blandet løvskov i Tyskland. Sådan kan det have set ud i Danmark i Subboreal tid.

Endnu omkring 4000 f.Kr. befandt Europa sig klimatisk i atlantisk tid, men omkring 3.800 f.Kr. skete der et klimaskifte, og i forbindelse hermed en forandring i plantevækst og dyreliv. En havstigning satte ind.

Skovens sammensætning var uens i forskellige dele af landet. Lind var fremherskende på højere, gode jorder; el, elm og vintereg på lavere. Fra omkring 3.900 f.Kr. går elm tilbage i Nordeuropa til dels fulgt af lind, mens eg forbliver med forholdsvis stor andel; birk og hassel gik frem. Samtidig forekommer nu stor vejbred og rødknæ, et vidnesbyrd om agerbrug, og desuden forskellige kornarter.

Klimaet udviste kun små forandringer: temperaturen steg med 3 °C, men sammen med en stigende havoverflade og dermed en vigende kystlinje var det nok til at forværre levevilkårene for skaldyr.

Tragtbæger fra Skåne.

Den dyrkningsform, som de første bønder anvendte, var svedjebrug: man ryddede et stykke skov (måske ved fældning, måske ved ringbarkning) og afbrændte de fældede eller døde træer. Derved skabtes en aske, som sammen med skovmulden kunne give ret høje afgrødemængder de første år. Senere kunne rydninger også anvendes ved kvæggræsning i nogle år, men derefter fik skoven lov til at vokse op igen. Kvæget har enten været indhegnet eller tøjret, og løvfodring med friske kviste kan have været en del af fodringsmåden. Elm og ask gav det bedste foderløv, men også lind kan anvendes idet dets bark anvendes til bast. Man stynede hvert andet, tredje eller fjerde år og tørrede løvet til vinterfoder.

De afgrøder, som disse tidlige bønder har dyrket, omfatter emmer, enkorn, nøgen byg, brødhvede og formodentlig spelt. Agerdyrkning er en lang og krævende proces, der kræver rydning af dyrkningsland, såning, sikring af afgrødens vækst, høst samt opbevaring af sæd. Husdyrhold kræver på sin side sikring af foder året rundt, herunder om vinteren.

Som husdyr holdt man især kvæg og svin, mens får og ged i begyndelsen ikke var så mange. Svinene havde gode betingelser i skove, ikke mindst egeskove, hvor produktionen af olden kunne være høj. Kvæget har været indført tamkvæg, der klart adskilte sig fra urokser.

Et stykke ind i ældre bondestenalder optræder en ændring i driftsmåden. I tiden fra 3.700 f.Kr. til 3.400 f.Kr. sker der en markant reduktion af højskov og en ændring til et åbent skovlandskab med store græsningsområder. Skoven var fortsat dominerende, men landet blev nu åbnet i bygder med store åbne græsningsarealer omkring bopladserne. De tidlige bopladser lå nær åer og søer, men begyndte efterhånden at brede sig længere væk og dannede derved nogenlunde faste bosættelsesområder inden for vel afgrænsede territorier. Det er muligt, at datidens gravhøje, dysser og jættestuer, har tjent som markeringer af disse nye bygder. Især i Vestjylland synes tilbagegang i skovområder til fordel for et åbent landskab at have været omfattende. Samtidig er imidlertid lyngheden gået kraftigt frem, og denne fremgang holdt sig ind i bronzealderen. Fremgangen for lyngen skal ses i lyset af, at både kvæg, får og geder gerne æder friske, næringsrige årsskud af lyng, ligesom lyng kan anvendes til vinterfoder. For at kunne vedligeholde denne tilstand har man imidlertid sandsynligvis afbrændt hederne med jævne mellemrum for at få lyngen til at spire og derved skaffe ung og frisk lyng. I de østlige dele af landet havde befolkningen dels faste bopladser i indlandet, dels sæsonbopladser for havjagt og fiskeri ved kysterne, men efterhånden ophørte brugen af sæsonbopladserne og fiskeri blev drevet fra hovedbopladserne. Som noget nyt optræder nu indhegnede centralpladser formodentlig fælles for de omkring liggende bopladser. Disse, der blandt andet kendes fra Sarup på Fyn, formodes at have været mødepladser og fælles festpladser med gaveudveksling, måske fælles religiøse ceremonier men også mulighed for at løse indbyrdes stridigheder om rettigheder til jord og ressourcer.

Befolkningsforhold

Landbrugets indførelse fik betydning for befolkningens størrelse og sammensætning på flere måder. Undersøgelser af den europæiske befolknings genetiske forhold viser, at en mindre, men markant komponent har oprindelse i mellemøsten og formentlig skal ses som et udtryk for de vandringer, der ledsagede landbruget i dets spredning herfra op over det europæiske kontinent.

Legemshøjden for tragtbægerkulturens mennesker var angiveligt kun lidt mindre end i jægerstenalderen, 165 cm for mænd og 153 cm for kvinder.

Skiftet fra jagt til landbrug har bevirket en kraftig befolkningsvækst. Mens vildt kan yde omkring 600 kg kød pr. km², kan husdyr give 500 kg pr. hektar. Det betyder, at en jægerfamilie kræver et område på omkring 50 km² for at kunne brødføde sig, mens samme område kan brødføde 200-250 agerbrugsfamilier. Beregninger over befolkningens størrelse viser, at der kan have boet mellem 100.000 og 200.000 mennesker i Danmark svarende til 10-20 indbyggere pr. km². Sandsynligvis har befolkningens størrelse været i den lave ende efter den første pionertid og først nået den højere størrelse hen imod bondestenalderens slutning.

Tragtbægerkulturens bondesamfund synes at være kendetegnet ved et stammesystem bestående af ensartede og nogenlunde lige store bopladser og bygder og derfor med nogenlunde lige store indbyggertal. Intet taler for nogen mærkbar social lagdeling, tværtimod tyder gravformer og andre anlæg på, at sådanne anlæg var en fælles opgave for de enkelte stammer, bopladser og bygder, og indretningen af de såkaldte Sarupanlæg med mange mindre indhegninger og et system af grave kan måske opfattes som en afspejling af egnens bosættelsesforhold. Først i Tragtbægerkulturens sidste del (3.200-2.800 f.Kr.) synes at være sket et opbrud i de tidligere forhold med dyrkningen samlet på færre og mindre arealer, sammenflytning i få men store bopladser og nye ritualer, der måske afspejler fremkomsten af et mere rangordnet samfund.

Levevis og livsform

Tragtbægerfolket var landbrugere med blandet agerbrug og husdyrhold. Agerbruget blev i begyndelsen drevet som svedjebrug, idet der hvert år blev fældet og beplantet et vist skovareal. Dyrkningsmåden med svedjebrug indebar, at der stort set kunne høstes en afgrøde fri for ukrudt. Desuden fås størst muligt udbytte af den næring, som skoven har opsparet i jordbunden, og næringsværdien af asken efter afbrændingen. Denne driftsform kræver store skove, idet skovens gendannelse tager op imod 80 år. Man har således kun kunnet udnytte små arealer ad gangen. Svedjebruget har formentlig kun været anvendt i de første henved 300 år, det vil sige indtil omkring 3.600 f.Kr.

tyknakket økse fra Närke, kendetegnende for tragtbægerkulturen.

tyndnakket økse, fra Skåne.

Tragtbægerkulturens økser blev lavet af flint og for en kortere tid tillige af grønsten, der dog hurtigt synes at være opgivet. Flinten til økserne stammer i vid udstrækning fra egentlige flintminer i Danmark blandt andet i skrivekridtet på Stevns og Møn, hvor flint forekommer indlejret i lag som knolde.

Økserne var slebne. Der skelnes mellem tre hovedformer: spidsnakkede, tyndnakkede og tyknakkede økser.

Spidsnakkede økser var de ældste. Øksebladet var spidsnakket: snævrede markant indad bagud og havde et ovalt tværsnit. De underinddeles i tre grupper: en tosidet med spidsovalt tværsnit, en med afrundet tre- eller firesidet tværsnit, og en med firesidet tværsnit (set fra nakken). De var skæftet ved et hul i økseskaftet.

Tyndnakkede økser var fremherskende i 4. årtusinde f.Kr. De synes at have været fremherskende i den tid, da det store landnam skete ved skovfældninger. Tyndnakkede økser afløstes omkring 3000 f.Kr. af tyknakkede økser, der havde en plan rektangulær eller kvadratisk nakkeflade, afgrænset af lige sider. De tyknakkede økser underopdeles i tre typer kaldet henholdsvis Bundsø-, Lindø- og (Store) Valby-variant efter bopladser der. De adskiller sig indbyrdes ved udformningen af øksens nakke, som med tiden blev mere kvadratisk.

Sideløbende med ovennævnte anvendtes økser med mindre økseblade, tyndbladede økser. Deres største længde var 16 cm og tykkelsen ikke over 2,4 cm.

Senere udvikledes nye redskabstyper: spidsnakkede huløkser og den firesidede flintmejsel.

Krig og kirurgi

Trepanation på kranium fra bondestenalder.

Der kendes flere kranier af døde mænd i alderen 25-50 år, der åbenbart har været udsatte for skader som følge af krigshandlinger (i et tilfælde således med en pilespids gennem næsen) og efterfølgende har været udsatte for trepanation, dvs. kirurgiske indgreb, fra jættestuer og dateret til omkring 3.300 f.Kr. Forholdene tyder på krig og kamp, formentlig om dyrknings- og græsningsområder. Hvis dette er tilfældet, er det muligt, at det afspejler, at landbrugssamfundene efterhånden var vokset til en størrelse, hvor bæreevnen havde nået sine grænser med den daværende driftsmåde. Gravanlæg og fællesanlæg skal - ud over deres særlige formål - muligvis også opfattes som en måde at markere de enkelte bygders territorium på.

Religion

Det er begrænset, hvad der kan siges om bondefolkets religion, men undersøgelser tyder på, at både forfædredyrkelse og en tro på "vandets ånder" har spillet en fremtrædende rolle i datidens åndsliv.

Vandets ånder

Troen på vandets ånder afspejler sig ved, at der i tilknytning til bopladser i sø- og moseområder men i nogen afstand fra disse (ofte under 500 m) har været særlige offersteder, der viser sig som grenplatforme bestående af kvas og grene og støttet af lodrette pæle, omkring 10 m brede og op til 50 m lange, ud i moser eller søer. I tilknytning til disse offersteder har været nedsat lerkar, som ofte bærer præg at have være anvendt som kogekar og har indeholdt ofret mad, træskeer, knive og flækker men også flintøkser, spydspidser og ravperler. I moserne er endvidere ofret mennesker, ofte unge piger. De til bebyggelserne knyttede stengrave, dysser og jættestuer, lå derimod på fastlandet, ofte 4-800 fra offerstederne og som regel 2-6 men undertiden flere. De ældste moseofringer optræder lige efter agerbrugets indførelse, endnu inden opførelsen af de første stendysser, det vil sige 3.900-3.500 f.Kr.

Om troen bag disse ofringer er det sværere at sige noget sikkert. Etnografiske beskrivelser af stammefolk på New Guinea oplyser, at hver klan havde sine egne små søer, damme, bakker og klippeknolde, der blev anset for tilholdssteder for forfædreånder, der udsendte en kraft, der holdt landet frugtbart, så at afgrøderne trivedes, husdyrene formerede sig, kvinder fik sunde børn, mændene var tapre i krig og alvorlige sygdomme og ulykker blev undgået. For at opnå disse ting måtte stammerne udføre ritualer, der havde til formål at få indsigt i åndernes vilje og eventuelt blidgøre dem, hvis tabuer var brudt. Endvidere at drive de onde ånder bort. I flere af disse ritualer indgik ofre. På New Guinea var de ofrede personer fra en nabostamme.

Fællesanlæg

Fra omkring 3.400 f.Kr. kendes en række større fælles samlingsanlæg, især kendt fra Sarup på det sydvestlige Fyn. Lignende anlæg kendes fra Blandebjerg ved Humble på Langeland, Fannerup ved Kolindsund på Djursland, Trelleborg på Sjælland men også fra blandt andet Lønt ved Haderslev Fjord. De er ikke alle helt ens hverken i størrelse eller udformning, omend de alle synes at være anlagt efter samme retningslinier: et næs, der er omgivet af vand og på den sidste af et palisadeværk, der afskærer næsset fra andre områder. Palisaderne er lavet af egetræ og med en mindste diameter på omkring 42 cm. Palisaden formodes at have været 2-3 m høj. På ydersiden i forhold til det indhegnede område har været en række mindre indhegnede områder af størrelsen 6x7 m og 8x22 m. Også disse indhegninger består af stolper. I indhegningerne findes afbrydelser, der må forstås som åbninger og adgange. I tilknytning til disse findes en række store gruber, trugformede udgravninger med en dybde af indtil omkring 2 m. I flere gruber er fundet spor efter ild. Gruberne synes hurtigt at være blevet tilkastet igen efter brug, og de synes at have været genbrugt gentagne gange. I tilknytning til palisaden er fundet talrige lerkar, der er tolket som ofringer. Det indhegnede areal har været praktisk talt tomt for anlæg: der er ingen fund af samtidige boliger eller andet, der tyder på nogen særlig anvendelse af arealet.

Fællesanlæggene vidner om en omfattende fælles indsats: til palisadehegnet i Sarup er anvendt mindst 1.800 egestammer af 3-4 meters længde og svarende til 800 m³ egetræ. Gruberne repræsenterer udgravninger omfattende omkring 5.000 m³ jord. Det er beregnet, at det har kostet omkring 9.950 manddage for at udføre arbejdet med det samlede anlæg svarende til omkring 130 mands arbejde i 3 måneder.

Sarupanlæg var åbenbart ikke forsvarsanlæg, selvom de stammer fra en tid med stærk befolkningsvækst og dermed større mulighed for kamp om jorden. Dette må sluttes af, at der åbenbart ikke er spor af egentlige kamphandlinger samt af de udad vendte sideanlæg, der ikke kan have tjent forsvarsformål, heller ikke som fremskudte forter eller voldgrave. En mulighed som indhegnede overdrev eller fælleder for græsning af dyr forekommer mere sandsynlig: ikke alene befolkningen men også kvægbruget synes at være vokset voldsomt i samtiden og dermed muligheden for konflikt med agerbruget. Dette har kunnet undgås ved at holde dyrene på græsning sommeren over i et afspærret område. De foran liggende mindre afspærringer kunne have tjent som familiefolde, når dyrene hen på efteråret skulle hjem fra sommerens græsning, og gruberne kunne være anlagt for familiernes ophold med bålstæder. De mange kar ved palisaden kunne måske simpelthen være gået tabt under de gentagne, formodentlig årlige ophold. Når forslaget om en rolle som hegnede fælleder alligevel ikke virker sandsynlig, skyldes det, at palisadeværkerne og hele anlægget virker overdrevet i forhold til en sådan funktion. Mindre gærdselshegn ville kunne opfylde samme opgave ved en langt mindre arbejdsindsats.

Fællesanlæggene er derfor blevet fortolkede som regionale pladser med rituelle formål i forbindelse med kulten (men derimod ikke brugt som bopladser). Det må formodes, at de har markeret et helligt område uden almindelig adgang for mennesker og dyr, måske hjemsted for jordens ånder på samme måde, som moser og søer formodes at være hjemsted for vandets ånder. Der er tale om bakker eller markante næs dækkende et område på omtrent 40.000 m². Kornfund kunne tyde på, at man måske har ofret for at opnå en god høst. Gruberne er hver gang blevet nyudgravet, offerhandlingerne er fundet sted, og der efter er gruberne blevet tilkastet igen.

Naturens og forfædrenes ånder

Hvis forståelsen af fællesanlæggene er korrekt, må Tragtbægerkulturens folk have haft en religion og åndsbevidsthed tæt tilknyttet naturen. De må have forstået, at deres liv var betinget af større kræfter end dem, de selv havde indflydelse på, og de må have ønsket at vise deres egne forhåbninger og taknemmelighed ved ofringer til højere magter således, som de så disse repræsenterede i det landskab, der sikrede dem deres levevej. Dermed har de lignet stammer med enkelt landbrug i Melanesien, Afrika og Sydamerika i hvis religion ånder, både naturånder og forfædreånder, spiller en hovedrolle, og hvor søer, bakker og klippeknolde er anset for tilholdssteder for forfædrenes ånder.

Gravskik

Respekten for de afdøde kom til udtryk gennem gravskikken. Tragtbægerkulturens begravelsesmåde udviser en påfaldende udvikling gennem tiden: fra dødehuse over stolpedysser, runddysser, langdysser til jættestuer.

Dødehuse

I begyndelsen begravedes de døde i dødehuse. De lignede de langhuse, man boede i, men var rejst over de begravede. Gravene lå i dødehusenes østende i husets øst-vestlige længderetning. En stor stenblok angav dødehusets sydvestlige hjørne. I dødehusets østlige ende fandtes en nord-sydgående offergrube med lerkar og stolper. Sådanne dødehuse kunne øjensynligt udvides i længden, hvis nye begravelser krævede det. Skikken med dødehusene kendes blandt andet fra Kujawien ved Weichsel-flodens vestre bred, hvorfra indvandring af landbrugere formentlig oprindelig er sket.

Stolpedysse

Stolpedysse betegner den gravform, som afløste eller snarere var en videreudvikling af dødehusene. Stolpedyssen var en aflang grav i øst-vestgående retning, hvor den døde blev lagt på en oval stenbelægning - lidt større end den gravlagte - lige over undergrunden og med fladsiden af stenene opad, så belægningen var underlag for den begravede. Ved en sådan begravelse fra Onsved mark i Horns herred ved Roskilde Fjord fik den gravlagte tre flækkeknive og ravperler med som gravgave. Øst for graven fandtes en stolpegrøft i nord-sydgående retning ligeledes med en stenbelægning, der synes at have været pakning omkring fire stolper. Disse er imidlertid trukket op, hvorefter jord og sten var skredet ned i stolpehullerne. I hver af gruberne var nedsat lerkar på den side, der vendte væk fra graven. I en anden stolpedysse fra Bygholm Nørremark ved Horsens forekom to gravlæggelser: ældst er en grav for en 13-15 årig med et ovalt dødehus over i den østlige del, noget senere en grav uden påviste gravgaver med en kiste af planker for 4 døde, lagt parvist ved siden af hinanden og fødderne mod midten i den vestlige ende; i formentlig tilknytning til denne grav har stået vestligt i stolpehøjens område et mindre hus. Længst mod øst et nord-sydvendt hus med 4 stolper og med åbning mod vest, det vil sige i retning mod gravene. Tre steder i stolpedyssen fandtes tværgående pælerækker. Disse kan antages at være hjælpemidler ved stolpedyssens opførelse. Der kendes i Danmark mindst 14 stolpedysser, dateret til omkring 3.800-3.600 f.Kr. og fordelt ret spredt over landet: på Sjælland 3, på Langeland 1, på Fyn 1 og i Jylland 9, heraf 1 i Sønderjylland.

Runddysser og langdysser

Stendysse nær Vinstrup, Nørhald.

Omkring 3.600 f.Kr. gik man over til begravelse i runddysser og langdysser. Runddyssen bestod af et enkelt stensat gravkammer på en rund høj og omgivet af randsten, langdyssen var en aflang øst-vestgående, nærmest rektangulær, form, ligeledes omgivet af randsten og som regel med flere dyssekamre ved siden af hinanden og med gravåbningen vendt mod syd; i visse tilfælde ses, at en (eller flere) oprindelig(e) runddysse(r) er blevet omdannet til en langdysse. Langdysserne kunne være ganske store: en dyssehøj på Bygholm Nørremark ved Horsens var 75 meter lang, 13 meter bred og 3 meter høj.

De ældste dyssekamre var firesidede og uden indgangsmarkering. Kammeret bestod af mindst 4 bæresten, der bar en eller flere dæksten og hvor imellem der var udfyldt med en tørmur af mindre stenflager. Næste skridt bestod i at forbinde kammeret med højfoden med en kort gang på sydsiden. Gravkammerets højde er ved Lønt ved Haderslev Fjord målt til 1,2 m. Det menes, at selve gangmundingen var afspærret af en sten og at adgang til gravkammeret skete ovenfra.

Et dyssekammer kunne have en gulvflade på 2 m × 3 m. De gravlagte lå udstrakte og med lerkar som gravgaver i fodenden. En grav kaldet Klokkehøj ved Bøjden på Fyn havde et gulvlag af sandstensfliser og spredte muslingeskaller, derover et lerlag, ildpåvirket og belagt med et tyndt lag af hvidbrændte flintskærver – træk, der kendes fra lignende begravelser i Mecklenburg og dermed et muligt vidnedsbyrd om hvorfra, inspirationen er kommet. I denne runddysse var begravet 3 mennesker, to voksne og et barn, hvilket kunne tale for en familiebegravelse. Graven indeholder imidlertid rester af hen imod en snes skeletter og antyder genbrug af dyssen.

Med tiden blev gravkammeret gjort større og rummeligere. Antallet af bæresten steg og tilsvarende antallet af dæksten. Det nye kammer fik nu en mangekantet form og gravgangen afsluttedes af en stor tærskelsten. Gravkammeret synes at have være opdelt i to. Denne kammerform synes at danne overgang til jættestuerne.

En afart af langdyssen med indadbuede gavle og hjørnesten, der stak ud som horn i vestenden, samt en indgang, der ikke var vinkelret på gravkammeret, men med en vinkel på 10-15° i forhold til vinkelret, kendes fra Kong Svends Høj i Vesterborg og Kong Grøns Høj i Frejlev Skov, begge på Lolland, og fra Capeshøj på Tåsinge, og atter ses ligheder med gravhøjene i Mecklenburg.

Jættestuer

Jættestue ved Tustrup, ca. 3200 f. Kr.

Fra omkring 3.300 f.Kr. begyndte man at begrave sine døde i jættestuer. De ældste jættestuer synes at stamme fra Bretagne i det nordvestlige Frankrig omkring 4.800 f.Kr. og herfra synes gravformen at have bredt sig til Spanien og Portugal, omkring 3.800 f.Kr. til Irland, Vestengland og de skotske øer, omkring 3.400 f.Kr. til Danmark og 2.600 f.Kr. til Nordtyskland.

Jættestuer adskiller sig kun fra dysserne derved, at de har eet stort gravkammer, der ligger vinkelret på indgangen og ved, at gravkammer og indgang var dækket af store sten samt jord således, at hele graven fraset indgangen er skjult i en jordhøj. Jættestuerne har været anvendt til begravelser gentagne gange. I forbindelse hermed synes at være foregået gravritualer, der blandt andet bevirkede ofring af gravkar foran indgangen til gavkammeret. Ved jættestuen Sarup Gamle Skole II fra omkring 3.200 f.Kr. er fundet rester efter mere end 350 ofrede lerkar.

Landbruget

Det er meget lidt, der kendes til datidens landbrug. Man har øjensynlig dyrket emmerhvede, enkorn og byg. De tidligste ryddede områder har formodentlig kun været bearbejdet med gravestok, træspade og hakke, men omkring 3.500 f.Kr. indførtes arden som pløjeredskab. Spor efter pløjede marker er fundet under jættestuer og må derfor være ældre end disse. Det formodes, at man har anvendt okser som trækdyr. Påfaldende er der ikke fundet spor efter fiskeri og havjagt, skønt flere bopladser lå ud mod havet.

Husdyrholdet var sammensat med kvæg, svin, geder og får samt hund. For bopladserne Troldebjerg og Spodsbjergs vedkommende konstateres, at de fleste tyre blev slagtede i deres tredje eller fjerde leveår. Køerne blev ældre på grund af deres mælkeproduktion. På bopladsen Troldebjerg blev 90% af svinene slagtede før de var 2 år gamle. Får og geder udgjorde kun mindre dele af husdyrbestanden. De har sikkert været holdt for uldens skyld. Men også jagtdyr forekommer og har formodentlig udgjort et supplement til landbrugskosten. På kystnære bopladser kunne de udgøre 10-15%, og på bopladsen Spodsbjerg 5%, overvejende kronhjort. Hjortenes gevirer har været anvendt til trykstokke, som blev brugt ved bearbejdning af flint og fremstilling af økser.

Et kornfund fra Sarup viser, at 94% var emmer (primitiv hvede), under 4% nøgen byg og under 1% enkorn og dværghvede (brødhvede). Det formodes, at dette afspejler nyanlagte marker med enårigt ukrudt og gode kornudbytter. Lignende kornsammensætninger kendes fra Troldebjerg og Blandebjerg, mens andelen af nøgen byg var omkring 20% ved Lindø og en boplads ved Bundsø på Als dateret til 3.000 f.Kr. viser spor efter seksradet byg. Bopladser fra sen bondestenalder viser derimod en dominans af nøgen by, mens emmer, spelt, dværghvede og enkorn kun udgjorde mindre andele.

Bebyggelsen

Med hensyn til bebyggelsen er det endnu begrænset, hvad der kendes af bopladser. Fordelingen af grave, såvel rund- og langdysser som jættestuer, viser, at befolkningen har boet over hele landet, dog er Vestjylland, det indre af Fyn, det sydlige Lolland samt det østlige Sjælland forholdsvis sparsomt forsynet med disse, mens kystområderne, både omkring Limfjorden, Djursland, Østjylland, Fyn, småøerne og Sjælland udviser større koncentrationer. Også gravkamre viser en lignende fordeling. Bygderne ligger langs kyster og større søer adskilte af større områder med få spor efter bosættelse. I flere tilfælde kan det påvises, at gravkamre blev placerede på steder, hvor der forinden havde være en bosættelse.

De ældste huse, der lignede de levendes boliger, var langhuse på 30 m eller mere inddelte i rum på tværs for de enkelte familier.

De tidligste besættelser synes anlagt relativt isoleret, som regel på øer eller halvøer ud i søer, mere eller mindre beskyttede mod eventuelle angreb fra fastlandet. Beliggenheden kan muligvis også have haft forbindelse med bondestenalderens religion. En boplads ved Barkær på Syddjursland blev anlagt på en holm i Korup sø med en lille landtange som eneste forbindelse til fastlandet omkring søen. Noget tilsvarende gælder bopladsen Stengade på Langeland, der lå på en lille sandet holm. Bebyggelsen på Stengade bestod af to langhuse, idet den ene har afløst den anden i to bebyggelsesfaser. Huset var 33 m langt, orienteret øst-vest og med en indvendig bredde på 3 m. Det har været foreslået, at langhuse for de døde efterhånden udviklede sig til langdysser.

Barkærhuset, der formodentlig var et gravanlæg opført på bopladsen, da denne blev forladt, var 85 m langt og 6-7 m bredt.

Også de tidlige bondebebyggelser havde midlertidighedens præg: landsbyerne blev anlagt som rydninger i skovene, jorden blev opdyrket i nogle få år ved svedjebrug og efter udpining atter opgivet.

Barkær

Blandt de ældste bopladser fra bondestenalderen regnes Barkær på det sydlige Djursland. Bopladsen har bestået af to langhuse placerede på en landtange i en sø. Det formodes, at den relativt beskyttede beliggenhed skyldes frygt for ufred med de omgivende jæger-, fisker- og samlersamfund. Husene havde en længde på omkring 90 meter, men husene er blevet udvidede (forlængede) en og to gange. Husene var inddelt i en række rum adskilte af vægge på tværs af længderetningen. Det formodes, at ruminddelingen afspejler et kollektivt landsbysamfund, hvor hver familie har haft deres eget rum. Bosættelsen har haft en varighed på formodet 30-40 år. De døde synes at være blevet begravede i boligerne, og det formodes, at der har været ritualer for at opretholde kontakten med de afdøde forfædre. Da bønderne forlod pladsen, opførte de en kopi af deres langhus som en slags dødehus over de efterladte døde.

Stengade

En anden tidlig boplads lå ved Stengade på Langeland. Også her fandtes to langhuse, hvoraf det sydlige er opførte i to omgange. Det nordlige hus er imidlertid så smalt, at det formodes ikke at have været anvendt til beboelse. Også disse huse er blevet opført på en lille holm. Stengadehuset var 33 meter langt og med en invendig rumbredde på 3 meter. I bygningens vestlige ende er påvist rumadskillelser på tværs. De fundne tragtbægre med rummål på 40-50 liter menes at være anvendt til opbevaring af korn og mel, og kraveflasker formodes anvendt til opbevaring af mælk og andre drikkevarer. Blandt redskaberne var mortere til maling af kornet, men desuden fandtes knive og skrabere til behandling af kød og skindforarbejdning.

Troldebjerg

Fra samme tid som Stengade kendes bopladsen Troldebjerg på Langeland. På denne fandtes 25 små huse, formodentlig stolpebyggede og med lerklinede vægge med en nærmest hesteskoformet grundplan. Det har været foreslået, at der er tale om familiehytter eller at de har været anvendt til korterevarende ophold fx. ved arbejde på fjernere marker eller ved bevogtning af husdyr. Sådanne hytter kendes fra nutidige svedjeagerbrugere.

Limensgård

Blandt de mest velbevarede huse hører et fra Limensgård på Bornholm dateret til omkring 3.500 f.Kr. Det er med midtsulekonstruktion og afrundede ender. Det formodes at have haft sadeltag. Intet tyder på en indre rumopdeling og der er ikke spor efter båse.

Grubekeramisk kultur (3.100-2.900 f.Kr.)

Den grubekeramiske kultur har sin oprindelse ved kattegatkysten på den skandinaviske halvø. I takt med, at temperaturen faldt og havniveauet steg, blev det traditionelle landbrug her vanskeligere at fastholde, og der skete derfor en ændring til en blanding af agerbrug samt jagt og fiskeri. Det var en livsform, som var yderst mobil. Fra sit oprindelsesområde bredte kulturen sig til den jyske kattegatkyst, hvor den længe holdt sig adskilt fra agerbrugerne, men med tiden etableredes forbindelser med disse, og grubekeramikerne blev derved integrerede i agerbrugssamfundene.

Klima og levevilkår

Tværøkse fra Västergötland, tilkommet i den Grubekeramiske tid, anvendtes ofte til træbehandling og bådebyggeri.

Da Littorinahavet var på sit højeste var forbindelserne med verdenshavet betydeligt bredere og dybere end nu, saltindholdet var også højere. Imidlertid aftog havets stigning medens landhævningen fortsatte. Dette førte til at forbindelserne blev grundere og smallere og at mindre saltvand kom ind i Østersø-bækkenet. En langsom mindskning af saltindholdet blev konsekvensen. Dette overgangsstadium mellem Littorinahavet og den nuværende Østersø plejer man at kalde Limneahavet efter ferskvandsneglen Limnea ovata. Mens både tragtbægerkulturen og stridsøksekulturen var tilpasset livet på landjorden, skete der midt i yngre stenalder indflytning af folk meden ny livsform tilpasset havet og kysterne. Denne kultur kaldes grubekeramisk kultur.

Befolkningsforhold

Genetiske undersøgelser tyder på, at de grubekeramiske folk overvejende stammer fra samme befolkningsgruppe som skovjægerne og sandsynligvis må forklares som en tilpasning af disses livsform til ændrede klimatiske og andre naturvilkår.

Svenske DNA-undersøgelser af et antal individer fra henholdsvis den grubekeramiske kultur og tragtbægerkulturen fra Köpingsvik og Resmo på Öland har antydet, at de to kulturer muligvis har uens genetiske befolkningsbaggrunde. De undersøgte individer fra den grubekeramiske kultur havde tillige en lavere frekvens af det gen, som gør det muligt for voksne at kunne drikke mælk sammenlignet med individer tilhørende tragtbægerkulturen. Det er dog endnu ikke klart, i hvilken udstrækning disse undersøgelsesresultater har gyldighed også uden for Öland.

Levevis og livsform

Grubekeramisk kultur betegner en levevis fortrinsvis ved havjagt og fiskeri i tiden omkring 3.100 – 2.900 f.Kr., det vil sige samtidig med, at landbruget var den fremherskende levevis i Danmark. Ved kysterne og de større søer nord for Mälaren i Østsverige opgives landbruget til fordel for en tilværelse hvilende på jagt og indsamling af næring fra havet, og herfra spredes denne mod vest og syd til Sydnorge og Danmark, rundt langs Kattegats kyster.

Det er uklart, hvad årsagen eller årsagerne til dette skifte i levevis er, men det formodes at skyldes dels usikkerhed i udbyttet fra landbruget i disse forholdsvis nordlige egne, dels befolkningsvækst, dels fremgang i de fødevaremuligheder, som Østersøen (eller Littorinahavet, som man betegner dette stade i Østersøens udvikling), alt i tilknytning til klimatiske forandringer. Baggrunden for spredningen må ses som udtryk for en bedre tilpasning til stedlige levevilkår i kystegne også under de sydligere himmelstrøg blandt andet i Vendsyssel, på Djursland, på Samsø og på Sjælland uanset, at vilkårene for agerbrug her var bedre end i de mellemsvenske egne, som den grubekeramiske kultur udvikledes i.

I Danmark synes indsamling af skaldyr at have spillet en betydelig rolle: skaller af blåmuslinger, hjertemuslinger, østers og ulige snegle er tilstede i stor mængde på bopladserne. Af knoglematerialet fra bopladser i Sverige fremgår, at fiskeri og sælfangst har spillet en hovedrolle. Den grubekeramiske kultur var dog ikke et entydigt jæger-samler-samfund, snarere var det tale om en blandet levevis med indslag af sælfangst, jagt, fiskeri og tamdyr, fortrinsvis svin. Det er muligt, at man dyrkede afgrøder ved siden af, men i så fald i markant mindre udstrækning end i tragtbægerkulturen. Genetiske analyser tyder på, at man heller ikke har kendt til brug af mælk eller mælkeprodukter.

Grubekeramik, bopladsfund fra Grammahagen i Mjällby sogn, Sölvesborgs kommun, Blekinge.

Den keramikform, som har givet navn til grubekeramik-kulturen, er i teknologisk henseeende en naturlig udvikling af tragtbægerbøndernes keramiktradition og implicerer på ingen måde et kulturbrud eller indflydelse udefra. Grubekeramik har fået sit navn på grund af de karakteristiske gruber, som lerkarrenes yderside er blevet dekoreret med, med en pind eller lignende. Disse grubers formål er formodenlig at forhindrede de ofte store og grove lerkar i at sprække ved brændingen.

Foruden disse gruber udviser keramikken et stort antal af andre dekorationstræk. Keramikken har ofte en spids eller tapformet bund. Ud over selve keramikken og de karakteristiske tungespidser af spån findes egentlig ingen andre genstandstræk som utvetydigt kan tjene som kendetegn for den grubekeramiske kultur, omend kvarts, skiferspidser og muligvis dobbeltæggede flintøkser kan associeres med kulturen. Den grubekeramiske kultur er overvejende et mellemneolitiskt fænomen, omend nogle mener at kulturen i en vis udstrækning kan påvises både i tidlig- og senneolitikum.

Smykker

Skaller af Østers med boret hul samt rørknogler har været anvendt som smykker.

Bebyggelsen

Egentlige bopladser kendes i Danmark dels fra Limfjordsegnene, dels fra Kainsbakke og Kirial ved det tidligere Kolindsund på Djursland.

Kainsbakke

Bopladsen ved Kainsbakke tyder på en levevis, hvor agerbrug på den ene side, jagt og fiskeri på den anden spillede en lige stor rolle.

Det vigtigste jagtvildt var kronhjorten, men endvidere har man jaget urokse, vildsvin og bjørn. Af havdyr har man jaget gråsæl. Endvidere har man fanget havfugle som pibesvane, sangsvane, måge og topskarv. Desuden har man praktiseret et kystnært fiskeri efter torsk, makrel, hornfisk og fjæsing. På bopladsen har været holdt kvæg, og kød fra jagtvildt og kvæg har formodentlig spillet jævnbyrdige roller i kostsammensætningen. Takket være den alsidige jagt og fiskeriet har befolkningen kunnet brødfødes året rundt. Det formodes, at næsten hele halvøen har dannet grundlag for jagtvirksomheden.

Stridsøksekulturen (2.850-2.400 f.Kr.)

Bådøkse fra Närke.

Enkeltgravskultur (eller stridsøksekultur efter den særegne redskabstype) betegner en levevis, der i Danmark udøvedes mellem 2.850 f.Kr. og 2.400 f.Kr. og fortrinsvis hvilede på husdyrhold og kornavl. Den er udbredt over store dele af Europa med forskellige egnslige særtræk, men tillige med forskellige udgaver af en særegen såkaldt "stridsøkse" som et fælles træk overalt. I Danmark er den nærmest enerådende i Vestjylland, mens vidnesbyrdene er mere spredte i andre dele af landet, hvor stridsøkser forekommer i jættestuer. I det øvrige Skandinavien kendes den fra Sydnorge og Sydsverige til og med Uppland. Den er en regional variant af den såkaldte Snorekeramiske kultur, som forekommer i Nord- og Centraleuropa i tredje årtusinde f.Kr. C14-dateringer af grave daterer fænomenet til ca 2.950-2.300 f.Kr., men i visse regioner på kontinentet forsvinder den tidligere. Det findes få dateringer fra Sverige; de ældste ligger omkring 2.900-2.800 f.Kr., omtrent samme tid som de danske.

Enkeltgravskulturen har utvivlsomt sin oprindelse i områderne nord for Sortehavet (Krim, Kuban). Herfra lader udbredelsen sig følge fra sted til sted. De ældste vidnedsbyrd om denne kultur stammer fra egnene nord for Sortehavet; herfra bredte den sig mod nord til Fatjanovo og derefter vestpå, dels over Østersøen fra Estland og Finland til den skandinaviske halvø, dels syd om Østersøen til egnene nord for Alperne i vest og med en gren nordpå op over Jyllands vestlige del. Det er bemærkelsesværdigt, at kulturen er væsensforskellig fra den i de berørte områder tidligere udøvede tragtbægerkultur. Såvel gravskik som våben og andre redskaber er så vidt forskellige, at en naturlig videreudvikling fra den ene til den anden ikke kan sandsynliggøres. Desuden er dele af stridsøksekulturens flintøkser grovere end tragtbægerkulturens, hvilket i givet fald ville angive et tilbageskridt i udvikling.

Ligeledes er det påfaldende, at enkeltgravskulturens udøvere også inden for de enkelte egne udviser andre beliggenhedsvalg end de tidligere bosatte udøvere af tragtbægerkulturen. Det er blandt andet godtgjort ved Vroue i Jylland, hvor tragtbægerkulturens udøvere boede ved Sejbæk bæk på Vroue hede og tæt på morænelandskabet, mens stridsøksekulturens udøvere foretak Karup å på heden 1–2 km længere sydpå.

Genetiske undersøgelser af danske skeletter fra Gjerrild har vist, at indvandrerne var mænd, som stammede fra den såkaldte yamnaya-kultur, der oprindelig fandtes på stepperne nord for Sortehavet, hvorfra udvandringen foregik. Man skelner mellem to varianter: den ene, R1b, forekommer både i yamnaya og i de danske skeletter, den anden, R1a, har en mere østlig udbredelse på steppen mellem Ural og Østersøen samt i dele af Sverige. Lignende resultater er fundet i Nordtyskland, hvor enkeltgravskulturen kendes som snorekeramisk kultur. Derimod synes kvinderne at tilhøre den stedlige befolkning og altså indgiftet frivilligt eller ej. Et fund fra Eulau er tolket som en hævnakt for kvinder, der endte hos indvandrerne. Som forklaring på denne særegne form for spredning har været foreslået, at kulturen var mandsdomineret. Derfor måtte ethvert overskud af sønner omsættes i fornyet ekspansion. Yngre mænd er derfor med mellemrum udvandrede til nye områder, hvor de har fundet sig en stedlig ægtefælle. På denne måde spredte kulturen, der måske bragte de indoeuropæiske sprog med sig, sig efterhånden til det meste af Europa.

Et vidnesbyrd om, at stridsøksefolket var fremmed, er, at det ikke udnyttede den gode flint, som tragtbægerkulturen havde udvundet, og omvendt ikke synes at have ladet tragtbægerkulturens udøvere få andel i deres rav, hvilket både taler imod, at de skulle have haft kendskab eller adgang til de gode flintminer, og at de to kulturer fra begyndelsen skulle have været i nær kontakt.

Det lader sig fastslå, at hvor enkeltgravskulturens fremtrængen i Vestjylland udgør et brud med fortiden, er dens videre spredning til de østlige dele af landet mindre udpræget. Det forklares bedst ved, at der i Vestjylland er tale om en egentlig indvandring (og formodet fordrivelse eller undertvingelse af den hidtidige befolkning), mens der i Østdanmark er tale om et formodentligt fredeligere samkvem mellem de to kulturer. På tilsvarende vis ses, at fremkomsten af enkeltgrave blandt andet i Skåne ikke udviser et forventet tidsmæssigt spredningsmønster fra syd til nord (eller omvendt) men pletvist over et meget stort område, hvorfor en indvandring her virker mindre sandsynlig; i stedet synes der være tale om spredt påvirkning.

Under sin fremtrængen udvikler enkeltgravskulturen egnslige særtræk: således kendes en type i sin ældste form fortrinsvis fra Nørrejylland, en anden med facetterede former derimod fra Mellemtyskland.

I forlængelse af enkeltgravskulturens fremtrængen skete der ny skovrydninger i tiden fra 2.800 til 2.300 f.Kr. De tidligste rydninger menes at være sket i Jylland, men efterhånden breder de sig til landets østlige egne. De afspejler, at landbruget var inden i en ekspansionsperiode. Særligt i Jylland bredte heder sig. I landets østlige egne spillede skoven imidlertid fortsat en så stor rolle, at man kan tale om et skovlandbrug med hovedvægten lagt på husdyrhold.

Befolkningsforhold

Skeletsporene i enkeltgravene viser, at mændene var omkring 172 cm høje og kvinderne omkring 157 cm høje. Den gennemsnitlige levealder er anslået til 30–40 år.

Levevis og livsform

Bådøkse fra Tutaryd sogn i Småland.

Enkeltgravskulturens livsform er svær at få fuld klarhed over, eftersom velbevarede bopladser ikke kendes i Danmark. Det skyldes nok, at stridsøksefolket var nomader og derfor havde boliger, som let lod sig opstille, nedtage og tage med på de stadige vandringer – og som derfor ikke satte sig dyberegående spor, hvor de var opstillet. Disse folk dyrkede formodentlig kun agerbrug i et beskedent omfang, hvilket såkornsaftryk i keramikken og pollenanalyser viser. Derimod synes det givet, at de havde et betydeligt husdyrhold og formentlig opdrættede heste. Muligvis var fåret nu vigtigere end kvæget, modsat forholdene i den tidligere tragtbægerkultur. Men de var tillige jægere af hjort, rådyr og fugle, hvad grave med velbevaret materiale viser.

I sit ældste stadium forekommer i alle snorekeramiske grupper i Europa en type stridsøkse, der ligner den svensk-norske undergruppes ældste øksetype. Senere findes få stridsøkser i de centraleuropæiske områder, men talrige i de nordlige og østlige områder.

Stridsøkserne er almindeligvis lavet af stedlige stenarter, oftest grønsten eller diabas. Øksen har et markant svaj i sin længderetning, har en fremtrædende æg og et skafthul på sit bredeste sted.

Mens selve stridøksen ved sin tilsynekomst er en nyhed i redskabsudformningen, viser den senere udvikling en afdæmpet forandring: stridsøkser fra undergravstid har træk fra en kano; stridsøkser fra bundgravstid er nærmest symmetriske i længderetning og bredderetning hver for sig og med hullet midt i øksehovedet, hvor det er bredest; stridsøkser fra overgravstid er derimod udtalt asymmetriske i længderetningen, idet skafthullet er flyttet til den ene ende af øksens hoved.

Stridsøkser er altid medgivet som gravgave i mandsgrave og må derfor anses for den dødes ejendom. De er formentlig ikke anvendt som våben, men har snarere haft symbolsk betydning, eksempelvis som et statussymbol for familieoverhovedet.

Ud over stridsøkserne forekommer andre økseformer af flint. Det er tyknakkede økser, kun delvist slebne og fremstillet af danien-flint og om såkaldte flintmejsler, ligeledes kun delvist slebne.

Stridsøksekeramik fra Skåne.

Det europæiske navn "snorekeramisk kultur" afspejler den centrale rolle, keramikken har spillet hos disse grupper også i Danmark. I flertallet af gravene, både for mænd og kvinder, forekommer et eller to små skålformede bægre. Skår fra dem genfindes på bopladserne. De repræsenterer en helt ny keramisk tradition med tynde karvægge formet af fingrene: tumning; leret er blandet med chamotte, dvs. knust, brændt ler/keramik. De tidlige kar er fortrinsvis snoreornamenterede, men senere i perioden bliver det almindeligst med et kamstempel, som trykkes ind for at skabe vinkellinjer og vinkelbånd.

Noget nyt, der lader til at være kommet med enkelgravskulturen, er de såkaldte mælkeskåle af ler: åbne, fladbundede med ulige høje sider og på ydersiden dekoreret med snore- og zigzag-mønstre.

Gravskik

Betegnelsen "enkeltgravskultur" henviser til, at gravformen i Danmark – modsat tidligere fællesgrave i jættestuer – var særskilte grave for enkeltindivider. Graven bestod af en aflang ca. 30 cm fordybning i øst-vestlig retning. Heri anbragtes den døde på siden, med knæene trukket op og ansigtet vendt mod syd. Kvinder lagdes på venstre side med hovedet mod øst og med ravsmykker og en eller flere lerkrukker som gravgods. Mænd lagdes på højre side med hovedet mod vest med krukker og bægre samt den ikoniske stridsøkse i øjenhøjde foran ansigtet som gravgave. Selve gravhøjen var lav, anlagt som en rund høj af en vis størrelse i omfang. Der skelnes mellem undergravstid, bundgravstid og overgravstid:

• Undergrave var gravet ned i jorden,
• Bundgrave havde bunden lige over jordoverfladen
• Overgrave havde bunden et stykke over jordoverfladen. Ofte er gravene lagt oven i hinanden, men altid således, at den senere gravlæggelse ikke har berørt en tidligere grav.

Andetsteds er gravene enmands- eller dobbeltgrave, i Sverige udelukkende under flad jord med eller uden stenpakning, men i det øvrige Europa er det almindeligt, at de dækkes af lave høje. Også her ligger den døde i sovestilling med bøjede knæ og på siden. I Sverige er de fleste grave orienteret omtrentligt NS. De døde ligger enten på venstre side med hovedet i nord, eller på højre side med hovedet i syd. På denne måde ligger alle døde med ansigtet mod øst/sydøst. Sandsynligvis var de fleste, som lå med hovedet mod nord, mænd, mens kvinderne havde hovedet mod syd. Afvigelser findes dog især i dobbeltgravene, hvor de to døde, hvad enten de er to mænd eller to kvinder, altid ligger fod mod fod med hovedet i hver sin retning. Gravgaverne er en økse i flint eller en anden bjergart, flintspånekniv, 1–2 keramikkar, en stridsøkse (kun mænd, men ikke alle mænd), ravperler og benperler. Med undtagelse af stridsøksen forekommer de fleste almindelige gravgaver hos både mænd og kvinder, om end i ulige omfang.

Bebyggelsen

Der findes ingen bopladser, som med sikkerhed kan knyttes til enkeltgravskulturen. Dette kan hænge samme med deres livsform: stridsøksefolket var nomader og havde derfor boliger, som let lod sig opstille, nedtage og tage med på de stadige vandringer – og som derfor ikke satte sig dyberegående spor, hvor de var opstillet. Disse folk dyrkede formodentlig kun agerbrug i et beskedent omfang, hvilket såkornsaftryk i keramikken og pollenanalyser tyder på. Derimod synes det givet, at de havde et betydeligt husdyrhold og formentlig opdrættede heste. Muligvis var fåret nu vigtigere end kvæget, modsat forholdene i den tidligere tragtbægerkultur. Men de var tillige jægere af hjort, rådyr og fugle, hvad grave med velbevaret materiale viser.

Kalvø

På Kalvø i Norsminde Fjord er fundet spor tolket som rester efter en boplads fra enkeltgravskulturen. Der var ingen spor efter afgrødedyrkning. Kvæget, både køer og tyre, er blevet slagtet i en alder af 2-3 år, så kødproduktionen må have været vigtig for livsførelsen. Endvidere har man drevet jagt på kronhjort, sæler og svaner, omend åbenbart kun i et beskedent omfang.

Dolktid (2.400-1.800 f.Kr.)

Fiskehaledolk fra Hindsgavl.

Dolktid er den sidste arkæologiske periode i bondestenalderen, strækkende sig fra ca. 2.400 f.Kr.-1.800 f.Kr. Dolktid er kendetegnet ved de karakteristiske stendolke, der findes i flere udgaver. Den mest kendte er den såkaldte "fiskehaledolk".

Klima og levevilkår

Dolktid falder klimatisk i subboreal tid. Tidligere havde skoven været dominerende, men efterhånden ser det ud til, at skoven blev ryddet over store strækninger. Højskoven blev fældet, og der etableredes store græsningsarealer. I Jylland begyndte heder at brede sig. Nedbøren i Midt- og Vestjylland bevirkede en delvis udvaskning af næringsstofferne i jorden (podsolering) således, at landbruget måtte tilpasses de nye vilkår med græsningsskov og marker på bakkeøerne.

Befolkningsforhold

Menneskene var store og høje. Gennemsnitshøjden var vokset med 6-7 cm i forhold til jættestuetid og var på omkring 176 cm for mænd og 163 cm for kvinder. Udviklingen må tilskrives bedre ernæring.

Levevis og livsform

Flinttilhugningsteknikken var meget veludviklet, hvilket afspejles både af stendolke, flintsegl og fladehuggede pilespidser - sidstnævnte med deres fine greb til placering og fastgøring på pilen. Den fine stenhugningsteknik tilskrives til dels konkurrence fra bronzen, som da var på vej fra sydligere himmelstrøg men endnu ikke havde slået igennem i Danmark. Andre redskaber var tynde, fladehuggede flintblade, kaldet madknive (anvendelsen er usikker). Flinten synes til dels at være skaffet fra regulære flintminer. Sådanne blev anlagte i flintrige kridtaflejringer fx på Stevns, Møn og ved Skovbakken nær Aalborg. Der synes at være foregået en regulær eksport af flintdolke, flintøkser, skrabere, segl mm. til nordligere egne: Västerbotten, Ångermanland og Jämtland i Sverige, Karmøen i Vestnorge, endog til Finland.

Der var en udbredt brug af keramik, som var dekoreret på forskellig måde: med 9-12 parallelle linjer eller med 2 x 2 vandrette bånd med krydsmønstre adskilte af tilsvarende zig-zag-mønstre eller krydsmønstrede ruder på spids. Keramikken bestod af små bægre med svajet profil eller større lerkar med buet form og udad buet ved randen.

Gravskik

Gravskikken kaldes hellekiste (fra "helle" = flad sten). Kisten bestod af sten, der skabte et begravelseskammer som på toppen var lukket med dæksten. En hellekiste kunne være ca. 3,5 m lang. Den kunne rumme flere begravede. Hellekisten synes at have været dækket af en lav rund jordhøj, der ved højfoden blev markeret med en kreds af randsten, stenkraver, der dækkede de lavere dele af jordhøjen, samt en slags stolpehegn udenom.

Landbruget

Landbrug var hovednæringsformen. Bønderne holdt hornkvæg, svin, får og ged samt hund (kat og fjerkræ kendes derimod først fra jernalderen eller senere).

Kornavl var udbredt. Kornet blev høstet med et lille fint fladetilhugget flintsegl. Disse segl kunne have varierende form: asymmetrisk halvmåneform, symmetrisk bred halvbueform eller symmetrisk smal halvbueform. Af afgrøder dyrkedes især hvede og i mindre udstrækning spelt og brødhvede, desuden emmer og enkorn.

Bebyggelsen

De boliger, der kendes, udviser et ret ensartet billede: husene var midtsulehuse, hvor taget blev båret af en række stolper på langs midt gennem husene. Langs ydervæggene var vægstolper med 1,5-2 meters mellemrum. Husene synes i almindelighed at være 5-7 m brede. Længden kunne variere meget, fra 20 m til op mod 45 m. Husene havde nedgravede stolper, ingen syldsten og kunne bestå i 20-30 år. I enkelte af husene ses tegn på rumopdeling, men der er ikke tegn på, at man holdt husdyr på stald. Flere af husene havde beviseligt afrundede endegavle. De fleste af husene var orienteret i øst-vestlig retning. Husene bestod af delvist nedgravede stolper og har formodentlig haft lerklinede vægge. Sådanne huse er i Danmark fundet fx i Hemmed plantage på Djursland, ved Øster Nibstrup i Vendsyssel, Nymarksgård ved Stege på Møn og fra Limensgård på Bornholm, desuden Fosie ved Malmø.

Limensgård

Et fund fra Limensgård på Bornholm har afdækket 11 langhuse fra dolktid. Nogle af husene har stået samtidig, men det er usikkert hvor mange. Bopladsen Limensgård bestod af huse, der var 16-22 m lange og 7 m brede. Husene var bygget med en række af midtstolper, der holdt taget oppe, såkaldte midtsulehuse. Vægstolper stod med 1,5 til 2 meters mellemrum. Der var ikke tegn på, at kvæget blev holdt på stald.

Bronzealder

Kort over udbredelsen af nordiske bronzealderkultur omkring år 1200 f.Kr.

Hen imod slutningen af stenalderen begyndte et nyt råstof at optræde i Danmark: metaller, i første omgang kobber, senere legeringen med tin som bronze. Denne udvikling skulle få en lang række følgevirkninger, først og fremmest overgangen fra et overvejende egalitært landbrugssamfund til et socialt differentieret håndværkssamfund med nye og/eller forbedrede samfærdselsmidler, samhandel over store afstande samt ny viden og nye teknikker til materialebehandling. Også kunsten udvikler sig med nye former, både materialemæssigt og dekorativt. Der synes at være indtrådt en åndelig udvikling, hvor tilbedelsen af vandets ånder suppleres med soldyrkelse.

Bronzealderen inddeles i to delperioder, ældre og yngre bronzealder, der hver for sig underinddeles i tre delperioder. Forud for bronzealderen gik en overgangstid, der undertiden kaldes "kobberalder", fordi de første metalgenstande var lavet af kobber. Både kobber- og bronzegenstande stammede oprindeligt fra Sydøsteuropa, og først efterhånden lærte man støbekunsten i Sydskandinavien. Men overhovedet synes Mellem- og Sydøsteuropa at have været en inspirationskilde for udviklingen i Sydskandinavien.

Bronzealderen var utvivlsomt en dynamisk tid, hvor nye skikke samt nye genstandstyper kom til, og hvor nye stilarter eller udformninger afløste hinanden.

På grundlag af beregninger over bebyggelsens omfang kan det skønnes, at Danmark i bronzealderen havde en befolkning på mellem 220.000 og 330.000 indbyggere. Befolkningen har dog nok været voksende gennem perioden modsvarende en udvidelse af landskab inddraget i omdrift.

Metalstøbning

Det vides ikke, hvornår kunsten at smelte og støbe metaller opstod. Allerede omkring 5000 f.Kr. begynder spor efter bearbejdning af "frit" det vil sige næsten rent kobber i Europa at fremkomme i Sydøsteuropa (nuværende Bulgarien, Rumænien, Makedonien og Serbien). Dette kobber lod sig bearbejde ved såkaldt koldhamring, det vil sige uden opvarmning, men man opdagede snart, at metallet lader sig hærde i åben ild. Omkring 4000 f.Kr. havde man udviklet teknikker til at udsmelte metal af kobbermalm, og der udviklede sig en egentlig kobberminedrift blandt andet i Rudna Glava ved Bor i det nordøstlige Serbien og Aibunar i Bulgarien. Denne udvikling må ses i lyset af, at der fandtes store forekomster af næsten rent kobber i et stort område strækkende sig fra Makedonien og Bulgarien til Slovakiet. I det 3. årtusinde f.Kr. indtraf tilsyneladende en vis knaphed at være indtruffet, og dette førte til søgning efter nye råstofområder i Europa, hvorved kendskabet til metalstøbning spredte sig mod vest og nord til Sydtyskland, Frankrig, England og Irland. Den malm, som forekommer i Bøhmen og Mellemtyskland, kaldes fahlerz, er svovlholdig og rummer arsenik, antimon, nikkel, bly og sølv i et omfang af op til 20%.

Metalsmeltningen og -støbningen krævede så høje temperaturer, at disse processer kun kunne finde sted ved anvendelse af kul: udvindingen af kobber kræver brænding ved op til 700 °C og for støbning 1083 °C (kobbers smeltepunkt). Det fornødne kul måtte fremstilles som trækul. Dette indebar, at store skovområder måtte bruges til brændsel ved behandlingsprocesserne.

De første genstande af metal, der nåede Danmark, var økser, spiralringe og andet af kobber, hvilket har givet anledning til udtrykket "kobberalder". Fundfordelingen tyder på, at de er fragtet ved sejlads fra fremstillingsområderne i Sydøsteuropa ad Oder over Østersøen. Hvad nordboerne har givet i bytte for metallerne er uklart. Rav er en mulighed og skal være begyndt omkring 1600 f.Kr. og kraftigt tiltaget efter 1200 f.Kr. men er næppe hele forklaringen. Også landbrugsprodukter har været foreslået som byttevare.

Bronzehandelen fik andre følger: nye genstandstyper som rageknive af bronze dukker op i Sydskandinavien som noget nyt omkring 1400 f.Kr., kort tid efter at lignende rageknive var blevet taget i brug ved Middelhavet. Kedelvogne, klapstole og tohjulede vogne synes også at være indførte sydfra.

Undersøgelser af bælteplader tyder på, at plader fra forskellige egne er blevet fremstillede ved brug af en og samme matrice. Det betyder et af to: enten må bronzesmedene være omrejsende og de har udført deres arbejde rundt om i landet, eller også må der have været en meget omfattende samhandel. Undersøgelser tyder på, at der har eksisteret omkring et dusin regionale værksteder i Danmark og Nordtyskland med hvert sit handelsopland.

Samfærdsel

Rekonstrueret model af Hjortspringsbådene.

Helleristninger med skibe fra den nordiske bronzealder.

Metaludnyttelse fører uundgåeligt til et samfund med mere alsidige samfærdselsforbindelser. Fremstillingen af bronze kræver en blanding af kobber og tin, men de to metaller findes ikke samlet, så der måtte finde transport og handel sted. Håndværket krævede særligt kyndige, hvilket førte til fremkomsten af smede. Transporten kunne finde sted ad sejlbare floder eller på dertil egnede veje i kærrer og vogne. Ikke meget vides om den nordiske søfart. Arkæologiske fund viser fartøjer lavet af store, udhulede stammer både fra ældre og yngre bronzealder, men i yngre bronzealder skete imidlertid en drastisk udvikling, idet en ny type plankebyggede men fortsat sejlløse skibe kendes fra helleristninger, og de minder i udseende med deres karakteristiske "snabler" i stævnene om de krigskanoer fra Hjortspring mose, der tillige kendes fra keltisk jernalder.

Den internationale handel fik andre følger. Først nu optræder kærrer og vogne, der afspejler lignende køretøjer og stridsvogne kendt fra Middelhavsområdet. Disse tidlige køretøjer har haft to hjul sat på hver side af en 3 m lang tveje af eg; det ældste sådanne køretøj i Danmark stammer fra Bølling sø og dateres til 1900 f.Kr. Helleristninger af sådanne hestetrukne vogne kendes blandt andet fra Kivik i Skåne. Spor under bronzealderhøje viser, at der allerede på daværende tidspunkt eksisterede veje, som regel blot hjulspor. I sumpede egne måtte anlægges veje af grene og ris, 3-4 m brede og med grene liggende på tværs af kørselsretningen for at forhindre, at hjulene sank ned. Grenbelægningen kunne være dækket med sand eller grus, som måske har været fastholdt med kantsten eller træ. Rester efter en plankevej af kløvede og tilhuggede egeplanker er fundet i Speghøje mose mellem Herning og Silkeborg, er 3 meter bred og dateret til 1450 f.Kr.

Beklædning og personlige ejendele

Trindhøjmandens kappe og kofte.

Skrydstruppigen.

Takket være gode bevaringsforhold i egekister i bronzealderens gravhøje kendes meget til befolkningens beklædning og deres personlige ejendele. For kvindernes vedkommende er det især grave ved Egtved, Skrydstrup og Borum Eshøj, der har givet oplysninger. For mændenes vedkommende er det især grave fra Muldbjerg og Trindhøj, der har givet oplysninger.

I Egtved er der tale om en 16-18 år gammel kvinde, omkring 160 cm høj. Hun var begravet i en kort bluse af vævet fåreuld i toskaftet vævning og med trekvart lange ærmer. Den var udskåret af et rektangulært klæde, omkring 60 x 100 cm stort. Blusen er blevet sammensyet på ærmernes underside og på ryggen med en T-formet søm. Halsåbningen var blevet forstærket ved en ombukning og knaphulssting. Blusen er så kort, at hendes mave har kunnet ses, når hun bevægede sig. På underkroppen bar hun et snoreskørt, der var 38 cm højt og nåede hende til knæene. Sådanne snoreskørter var undertiden forsynede med små cylindriske bronzerør, der kan have givet lyd fra sig, når kvinden bevægede sig. Snoreskørtet har formodentlig hvilet på hendes hofter. Midt på livet bar hun et løst bælte med en smykkeplade.

I Skrydstrup er der også tale om en 16-18 år gammel kvinde, omkring 170 cm høj. Også hun bar en bluse med trekvart lange ærmer, men på underkroppen bar hun et langt skørt, der kan have nået helt op til armhulerne. Hun har båret en omhyggelig sat frisure med hårnet.

Egtvedpigens dragt.

I Borup Eshøj er der tale om en ældre kvinde 50-60 år gammel. Også hun bærer en bluse og et langt skørt. Også hun har båret en omhyggelig sat frisure med hårnet.

Mændene bar nyreformede kapper vævet af stærkt valket fåreuld. Om livet bar de en kofte. Grundlaget for disse tøjstykker har været et firkantet tøjstykke, omkring 150 cm bredt. Heraf blev først udskåret kappen. De resterende stykker blev anvendt til at lave koften, der blev syet sammen af flere tøjstykker. De fleste af mændene bar runde huer på hovedet. Mændene er blevet begravede med et sværd.

Sværdene findes i tre udgaver: med fuldgreb, med grebtunge og med fæste af træ eller lignende. Inddelt efter tidsrum og brug viser svær med fuldgreb næsten ingen spor af brug gennem hele bronzealderen, sværd med grebtunge udviser moderat eller kraftig opskærpning både mellem 1500-1200 f.Kr. og 1200-1000 f.Kr. og sværd med træskæfte moderat skærpning mellem 1500-1200 f.Kr. og kraftig opskærpning 1200-1000 f.Kr. Dette tyder på, at fuldgrebssværdene fortrinsvis var statussymboler mens de to andre typer har været brug til kampe. Dette tyder også på, at bronzealderen var en relativt krigerisk tid. Det er sandsynligt, at det har krævet magt at sikre kontrol over handelen med bronze, råmaterialer og genstande, og at der har eksisteret en særlig gruppe af krigere.

Et markant træk i bronzealderen er fremkomsten af en række nye personlige ejendele lave af bronze: bælteplader, armringe, halskraver, bæltedåser, smykkeplader til kvinder, sværd med tilhørende sværskede, spyd, nåle og fibler (dragtspænder) til mænd. Men også nye tekstiler dukker op: hårnet, trøjer og skørter til kvinder, huer til mænd.

Social differentiering

Bronzealderen synes at have hvilet på et slægtskabsorganiseret samfund, hvor alle indgik i fællesskabet og enhver havde sin faste rolle. Skønt alle således formelt var ligestillede, er der næppe tvivl om, at nogle roller var mere prestigegivende end andre.

Der er næppe tvivl om, at bronzesmede udviklede sig som et ny specialiseret håndværk, men det er ikke nødvendigvis ene om at være nyt: uldproduktionen var øjensynligt voksende, og væveri kan have udviklet sig som et andet specialiseret håndværk. Også fremstillingen af vogne, hjul og fartøjer kan have udviklet sig til nye specialiserede håndværk, og måske andre.

Som følge af metallernes store værdi, måtte disse beskyttes mod frarøvelse, og der udviklede sig en krigerstand hertil. Karakteristisk nok optræder sværd og spyd af bronze. Sådanne styrker kunne, efter Hjortespringsbådens størrelse og en offernedlæggelse i Thorsbjerg mose at dømme, omfatte 30-40 krigere. Men handel og fragt har næppe kunnet ske uden en form for indbyrdes aftaler mellem de stedlige stormænd. Disse forandringer måtte således ske under en anerkendt leder, og der udviklede sig derfor et differentieret socialt samfund. At dette også skete, fremgår af at de første metalgenstande ikke var redskaber til daglig brug men snarere smykker, økser og dolke, der øjensynligt bidrog til at markere ejerens sociale status. Andre vidnesbyrd om de ændrede sociale forhold er blandt andet klapstole af asketræ, der er fundet i et mindre antal gravhøje, som nøje svarer til afbildninger i det østlige Middelhav: Grækenland, Kreta og Egypten, og som utvivlsomt var et værdighedssymbol. Selve gravformen med gravhøje for enkeltpersoner i særlige stammekister og med gravgaver til dels af bronze, der optræder fra omkring 1600 f.Kr., vidner ligeledes om særlig agtelse og adskiller sig derved både fra begravelser fra tragtbægerkulturen med dens fælles gravkamre i form af jættestuer og fra enkeltgravskulturens hellekister. Muligvis må også forekomsten af store langhuse, af arkæologer betegnede som "haller", ses at afspejle datidens sociale forhold. Man må regne med, at der i løbet af 2. århundrede sker en udskillelse af særligt fremstående slægter, der forestod de internationale handelsforbindelser. I sydligere egne ser det ud til, at kvinder har været en del af et system, som bragte nye kosmopolitiske stormandsslægter i indbyrdes slægtsforbindelser. Det er muligt, at Egtvedkvinden kan have indgået i en lignende slægtsforbindelse.

Endelig kan medicinere og præster have været nye specialiserede leveveje. Det er muligt, at de ledende slægter også indtog en særstilling i forbindelse med tidens åbenbart talrige religiøse ceremonier.

Gravskik

Borium Eshøj - en gravhøj fra ældre bronzealder.

En ændret gravskik i form af ubrændte lig begravede i store gravhøje med gravgaver af guld og bronze udviklede sig og bredte sig hen over hele det centraleuropæiske område mellem Karpaterne i øst og Rhinen i vest fordelt på to kulturkomplekser, det ene omfattende det sydlige Tyskland, det østlige Frankrig, det sydvestlige Bøhmen og de vestlige dele af Østrig, det andet ved Donausmellemste løb i Tjekkiet, Østrig, Ungarn og med udløbere i Rumænien og Jugoslavien i perioden 1800-1400 f.Kr. mens man efter omkring 1400 gik over til at brænde de døde og putte de brændte ben efter de afdøde i urner, som blev begravede på store fælles gravpladser kaldet urnemarker. En lignende udvikling skete i de sydlige dele af Skandinavien.

Dekorationsstilarter

Bælteplade fra Langstrup med spiralstil.

Dekorativt var bronzegenstande i ældste fase fra 1800-1500 f.Kr. præget af geometriske mønstre som linjer, trekanter, rhomber og buer, men omkring 1500 f.Kr. slår en ny stil kaldet spiralstilen igennem, og denne varer frem til 1200 f.Kr. hvor en ny plastisk dekorationskunst med vekselvirkning mellem positivt og negativt udviklede sig.

Den geometriske stil stammer fra Karpaterne og kom sammen med bronzen. Den kunne bestå i parallelle linjer, punktrækker, skraverede trekanter med markerede spidser, timeglasagtige figurer, rhomber, zigzagmønstre, krydsskraverede bånd eller rækker af halvbuer. Disse motivgrupper blev placerede i grupper således på den enkelte genstandes overflade, at der kunne opnås en kontrastvirkning mellem udekorerede og dekorerede flader.

Spiralstilen optræder første gang omkring 1600 f.Kr. Den stammer formodentlig fra et område omfattende Mähren, Slovakiet, Ungarn og Rumænien og genfindes omkring 1500 f.Kr. på tre gravsteler fra Mykene i Grækenland, der viser Faraos forfølgelse af Moses. Den genfindes nøje kopieret på nordiske bronzegenstande som pragtøkser fra Diverhøj på Djursland og Gunderupgård i Nordjylland samt kvindelige bælteplader, hvor spiraldekorationen er fremstillet ved hjælp af en form for stempler eller matricer.

Religion

Tegning fra 1779 af Grevensvængetfundet

Solvognen fra Trundholm. Kun denne side af solskiven er forgyldt, bagsiden er mat. Forklaringen på, at solen kun lyser på rejsen fra venstre mod højre er, at set fra Norden bevæger solen sig syd herfor og derfor i denne retning.

De to bevarede figurer på Nationalmuseet.

Det er begrænset, hvad der kendes til datidens religion, men dekorationer på rageknive samt andre billedmotiver tyder på, at det har været en solkult, hvor solens gang om dagen og natten spillede en stor rolle, og hvor fisk, slanger, heste samt om natten både, om dagen måske en vogn øjensynligt optræder som hjælpere for solen i dens daglige bevægelser. Denne solkult kendes ikke kun i Danmark men også fra Middelhavsområdet. Af andre træk må nævnes brugen af processionsøkser og lurer samt forekomsten af moseofringer.

Solkulten således som den kendes fra billeder på rageknive formodes at vise solens tur over himlen om dagen og hjemrejse med skib om natten. Solens rejse begynder om morgenen, når solen fra sin natlige rejse med skib af en fisk hjælpes fra natskibets stævn opad imod et morgenskib. Fisken følger med solen på første del af rejsen med morgenskibet men bliver snart spist af en rovfugl. Solen er endnu på skibet men bliver kort efter hjulpet af tre heste, som derefter trækker solen hen over himlen i dagtimerne. Solen kommer ombord på et nyt skib og får nu hjælp af en slange, som følger skibet om natten på hjemrejsen. Men om morgenen er slangen forsvundet, og en fisk har overtaget rollen som rejsekammerat og hjælper. Denne rejse formodes også vist i forenklet form som "hjulkors", det vil sige et rundt hjul med et kors i midten, på helleristninger. Personificerede guder findes ikke i denne mytologi. Skib, fisk, fugl og slange forekommer også i Ægyptens solkult.

Fund af små figurer fra Grevensvænge tyder på indviklede ceremonier i forbindelse med religionsudøvelsen. Endvidere er fundet processionsøkser, hornede hjelme, lurer og andet, der understøtter dette. Fra Grevensvænge kendes figurer af to mænd med hornede hjelme, der holder hver sin processionsøkse, tre kvinder i kort skørt, der udfører badutspring samt en stående kvinde med håret opsat i en hårdknude. Fra Fårdal kendes en række figurer: hestehoveder, en slange samt en kvinde, der tilbyder die. Det er muligt, at disse har indgået i et frugtbarheds- eller vielsesritual, hvor kvinden ofrede sit lange flettede opsatte hår i en mose. Afskårede hårfletninger kendes fra flere offerfund. At der har eksisteret en frugtbarhedskult understreges også af flere helleristninger. Formodede processionsøkser er fundet flere steder i det sydlige Norden, og flere helleristninger viser øksebærende mænd. Hornede hjelme kendes blandt andet fra Viksø Mose i Nordsjælland.

Der vides intet om udøvelsen af de religiøse ceremonier. Ved Sandagergård nær Venslev i Horns Herred i Nordsjælland er fundet spor efter en bygning, der er tolket som et kulthus. Påfaldende for bygningen var flere helleristningssten dekorerede med hænder med udspilede fingre, og visse hellerisninger andre steder viser personer med forstørrede hænder med og uden processionsøkse.

Luren optræder først i yngre bronzealder, tiden 1200-700 f.Kr. Lurer blev ikke fremstillet i et stykke men derimod i dele, som blev sammenføjede til en samlet lur. Sådanne lurer kendes fra Sydskandinavien og Nordtyskland.

Helleristninger

Helleristning fra Kivik, der blandt andet viser en stridsvogn, cirka 1000 f.Kr.

Et karakteristisk træk i nordisk bronzealder er forekomsten af helleristninger, billeder indskrabede i overfladen på sten og grundfjeld. De menes at afspejle religiøse forestillinger og dateres til tiden omkring 1600 f.Kr. De forekommer især på grundfjeldet på Madsebakke og ved Hammersholm på Bornholm samt i det nordlige Bohuslen, mens de i resten af Danmark er lavet på løse sten. På den skandinaviske halvø kendes de især fra det sydøstlige Skåne, det østlige Småland, det vestlige Uppland, det østlige Östergötland, det sydlige Østfold, i Jæren og på sydsiden af Trondhjem Fjord.

Motiverne varierer. I Danmark er den hyppigste forekomst små gruber kaldet skåltegn, der ofte forekommer talrige sammen. Desuden forekommer solkors (en cirkel med et kors i midten, der formodes at vise solens gang over himlen), skibe og fodaftryk. Andre motiver viser mænd og dyr, hvoraf nogle åbenbart er heste, desuden pløjescener med ard trukket af okser. I Kivik ved Simrishamn i det sydøstlige Skåne ses også blandt andet en mand stående på en stridsvogn trukket af heste. I nordligere egne af Skandinavien (Nordnorge) er fundet billeder, der viser jagt og fiskeri samt folk på ski.

Landbruget

Helleristning med pløjescene fra Tanum.

Frem til bronzealderen lå hovedvægten i landbruget på husdyrholdet, hvor især får og geder synes at spille en hovedrolle. Agerbruget skete ved opdyrkning af mindre markfelter dyrkede med en ard. De ældste kendte marksystemer er fundet i forbindelse med bopladser i Bjerre enge i Thy, omfattende 12 marker på 100-300 m² i størrelse, adskilte af våde lavninger af uens størrelse. De er daterede til 1. årtusinde f.Kr. Det er muligt, at agrene var indhegnede for at forhindre kvæg og får at skade dem. De var forløbere for de senere såkaldte keltiske agre. De blev pløjede med en ard på kryds og tværs, først med en krogard, senere en bueard. På helleristninger ses billeder af pløjning med ard, og ardfurer er fundet på steder, hvor bronzealderens bønder drev landbrug, blandt andet under gravhøje og bopladser.

Allerede i bronzealderen er man formodentlig begyndt at gøde agrene med husdyrgødning. I løbet af bronzealderen tiltog befolkningen og dermed også betydningen af kornavlen. I den forbindelse skete en begyndende opstaldning af kvæg for at samle gødning. Undersøgelser tyder på, at byg udgjorde tre fjerdedele af de dyrkede afgrøder, idet avnklædt byg efterhånden erstattede nøgen byg. Dyrkning af emmer gik tilbage, mens spelt, rug, havre og sæddodder tiltog. Muligvis har også hvede og hirse været dyrket i beskedent omfang. Fra slutningen af 3. årtusinde kendes krumsegl af flint til høstning, senere blev lignende segl lavet af bronze. Planter har også kunnet bruges til fremstilling af drikke: byg egner sig til øl og i Egtvedpigens grav er fundet en barkspand med rester af en drik brygget af trane- eller tyttebær, emmerhvede og lindehonning.

Husdyrholdet var varieret: heste, kvæg, får, geder og svin forekommer alle, omend af varierende betydning de enkelte steder. Kvæg udgjorde omkring halvdelen af husdyrholdet, svin omkring en fjerdedel og får og ged tilsammen omkring en fjerdedel, men der kunne være store udsving fra boplads til boplads, således spillede svin en beskeden rolle ved den jyske vestkyst og på vadehavsøerne, hvor får og ged kan have udgjort op til 30-40% af husdyrbestanden. Kvæg optræder på helleristninger ofte som trækdyr.

Det er ligeledes i bronzealderen, at hesten begynder at spille en stadig større rolle, i begyndelsen udgjorde den kun 3-5%, undtagelsesvis 10-15% af husdyrholdet. Hesten har været anvendt som spisedyr men også som trækdyr og måske ridedyr. I kystegne har man fanget fisk, således hornfisk, torsk, kuller og flynder, samt indsamlet hjertemusling, blåmusling, østers og strandsnegl og jaget delfin, nordhval og kaskelothval samt sæler.

Heden havde bredt sig gennem yngre stenalder, og under bronzealderen synes hedens opretholdelse at være fastholdt af nogenlunde uforandret størrelse. Dette er sket ved at afbrænde lyngen med jævne mellemrum og må være sket som en bevidst behandlingsmåde. Lyng er næringsrige for kvæg, får og geder, og lyng egner sig til vinterfoder til husdyrene. I løbet af bronzealderen var denne udvikling så fremskreden, at man kan tale om et vedvarende åbent hedelandskab i Jylland. I landets østlige dele bevirkede græsning dannelsen af store træfrie kratoverdrev, mens græsningsskovene blev mindre. Omkring år 1.000 f.Kr. var store dele af landskabet vedvarende træløst. Bebyggelsen holdt sig i det store og hele til de samme bygder, som havde eksisteret siden begyndelsen af enkeltgravstid med de udvidelser, som skete i dolktid. Disse bygder blev dannede ved, at en boplads harkrævet 1-2 km² pr. familie. Bopladserne lå i små grupper, mere eller mindre adskilte med dyrkede områder og med tilhørende gravpladser, kun adskilte af fugtige lavninger, søer og åer. Man har på Fyn ment at kunne udskille 80 sådanne bygder af noget uens størrelse.

Særlig bemærkelsesværdig er en stærk fremgang i fåreholdet, og fåreuld synes at have spillet en betydelig rolle i tekstilfremstilling. Hvis får har spillet en større rolle i forbindelse med uldproduktion, kan ændringer i tekstilfremstillingen være en medvirkende forklaring. At uld i bronzealderen har haft en voksende betydning afspejles i form af væve, hvorpå man vævede meterbrede og 4-5 meter lange klædestykker fremstllede af forskellige uldkvaliteter, spindings- og garntyper med brikvævning og broderier. Også selve forarbejdningsteknikken udvikledes i yngre bronzealder med skaftvævning og kipervævning, der muliggjorde at fremstille mønstre. Fårene blev større og har formodentlig været holdt i store flokke bevogtede af vogterdrenge og hyrdehunde.

Bebyggelsen

Bronzealderhus i Skrydstrup.

Rekonstrueret bronzealderhus fra Borum Eshøj.

Kendetegnende for tiden omkring 2000 f.Kr. var, at husene blev stadigt større og mere differentierede med hensyn til deres indretning. Det største kendte bronzealderhus i Skandinavien lå i Sverige og var 60 m langt og 10 m bredt. I ældre bronzealder var det fortsat store langhuse, oprindeligt midtsulehuse, der dominerede bebyggelsen. Nogle af disse synes at have være inddelt i to eller flere rum. I nogle tilfælde tyder det på, at der har været indrettet en lade i bygningernes østende.

Langhusene var oprindeligt toskibede, men i løbet af bronzealderen skete der en konstruktionsmæssig udvikling til treskibede huse. I stedet for en stolpe midt i huset blev der nu placeret to stolper omkring en tredjedel inde i rummet og formodentlig forankrede med en indbyrdes forbindende tværstolpe over midtergangen eller midterrummet. Forklaringen på den ændrede konstruktion skal søges i husenes større bredde, der gjorde denne konstruktionsmåde mere velegnet til at understøtte taget, hvis den forbindende tværstolpe tillige udgjorde understøttelse for en lodret stolpe op til tagryggen. I første omgang forsøgte man sig med bredere midtsulehuse, 8-9 meter brede, og bredden ændredes ikke senere nævneværdigt (huse kunne blive op til 10 meter brede), men ved at gå over til treskibede konstruktioner kunne tillige opnås en mere hensigtsmæssig arealudnyttelse for en stald med båseskillerum langs siderne. Samtidig blev bygningerne opdelte i rum i længderetningen og øjensynligt med uens anvendelsesformål: bolig (spise- og opholdsrum), værksted, stald med plads til et varierende antal af dyr og lade, men der kunne være stor variation fra bygning til bygning. Endvidere blev husene stadig længere, og flere af husene er blevet karakteriseret som "regulære haller" på 25-50 meters længde. Det er formodet, at de største af disse huse var beboede af særligt fornemme familier, stormænd eller endda høvdinge, men husene havde varierende størrelse fra 50-70 m² under tag for de mindre til en standardstørrelse på 85-130 m² til store haller på 200-300 m² eller mere. Det er sandsynligt, at tagmaterialet var planten tagrør, som blev skåret med flintflækkeknive.

I tilknytning til nogle huse er fundet cirkulære eller halvcirkulære indelukker, der er blevet tolkede som opbevaringspladser for korn eller hø, eller for gødning. Andre steder er fundet spor efter kvæg- og fårefolde.

I flere tilfælde kan der konstateres bopladser beboede over en periode på flere hundrede år men med flytninger af bopladsen over større eller mindre afstande eller med fornyelser med en eller flere generationers mellemrum. Ved Bjerre i Nordjylland er påvist formodet 19 bopladser inden for et område på 100 hektar, men her som i andre tilfælde hersker der stor usikkerhed om antallet af gårdenheder, der eksisterede på samme tidspunkt. I mange tilfælde bestod bopladserne af en enkelt eller nogle få gårde, som lå mere eller mindre samlet inden for velafgrænsede ressourceområder, som også formodes at have været bestemmende for de tidvise flytninger. Den indbyrdes afstand mellem bopladser kunne variere men lå i visse tilfælde på omkring 2,5 km, hvilket modsvarer, hvad der også kendes fra middelalderens landsbyer. Den indbyrdes afstand mellem stormandshuse kunne være omkring 12 km. Det er muligt, at disse fordelingsmønstre har afspejlet en opdeling i indbyrdes adskilte bygder. I Mellemeuropa (Mähren, Slovakiet, Ungarn og Rumænien) forekom højtliggende, befæstede bopladser med omfattende håndværksvirksomhed omgivne af åbne bopladser og beliggende således, at der var udblik over forbindelsesvejene i det omgående landskab. Det er muligvis en lignende ordning uden egentlige befæstninger, der har gjort sig gældende i Sydskandinavien.

Limensgård

Omkring år 2000 blev Limensgård på Bornholm atter beboet af bønder. På dette tidspunkt, ved overgangen til bronzealderen, blev der fortsat opført midtsulehuse, men disse var nu betydeligt større end 5-600 år tidligere: 25-44 m lange og 8-9 m brede. Tre rækker af stolper understøttede nu taget: en i midten og på hver side en række af støttestolper. Der kendes i alt 16 huse fra denne bopladsfase, men de har ikke alle stået på samme tid. Det formodes, at nogle af dem har været indrettet med en lade eller stald i østenden, men der er ikke fundet spor efter båseskillerum. Husenes formodes at være indrettede med skillevægge i husets længderetning og med afrundet vestende. Bebyggelsen dateres til tiden 2100-1700 f.Kr.

Hemmed og Egehøj

En noget yngre boplads kendes fra Hemmed på Djursland. Også denne bestod af et midtsulehus, 43 m langt og ligeledes med afrundet endegavl i vestenden. I begge ender af huset fandtes ildsteder i husets midtakse. Bopladsen dateres til tiden 1700-1500 f.Kr. En nærliggende boplads fra samme tid kendes fra Egehøj ca. 1 km borte. Husene, tre ialt, var her mindre: 21 m lange og 6 m brede. Disse huse synes a have været delte omtrent midt i længderetningen. I nogle af dem er fundet spor efter vævning. Ved Egehøj dominerede byg som afgrøde men, som noget nyt, optræder spor af brødhvede.

Resengård

Fra Resengård i Salling kendes en boplads ligeledes dateret til tiden 1700-1500 f.Kr. Også her er husene 19-20 m lange og 6 m brede. Af interesse er, at man fandt sport i husets østende efter nøgen byg, brødhvede eller emmer, som formodes at være dyrket på omkringliggende marker.

Bjerre

Ved Bjerre ved Hanstholm i Thy har man kunnet påvise 19 bopladser, som har eksisteret i en periode på op mod tusind år og hvor de enkelte bopladser formodentlig har afløst hinanden indenfor et område på 100 hektar. En af disse bopladser, dateret til 1.400 f.Kr., bestod af tre langhuse eller gårde af treskibet konstruktion og 18-19 m lange og 6-7 m brede. Husene havde indgang omtrent midt på langsiden. I den vestlige ende af et af husene fandtes et ildsted, og denne er tolket som beboelsesende. I et andet af husene synes at have været båseskillerum midt i bygningen. Dette er blevet tolket således, at der var en stald midt i huset og beboelse i begge ender. Husene var af varierende størrelse: nogle dækkede et areal på 2-300 m², andre 85-130 m² og endelig nogle 50-70 m². Uden for husene er fundet spor efter indhegninger, der tolkes som dyrefolde. Af husdyr er fundet spor efter kvæg, geder og får. Lignende bopladser kendes fra vestfrisiske områder. Nogle indhegninger havde en halvcirkulær eller cirkulær form. De tolkes som opbevaringssteder for hø eller gødning. Af afgrøder dyrkede man emmerhvede og nøgen byg men også avklædt byg, spelt, enkorn og muligvis dværghvede.

Højgård

Ved Højgård ved Gram i Sønderjylland har man fundet en boplads bestående af et større antal langhuse, der dog ikke alle var samtidige. Det største hus var 51 m langt og 8,5 m bredt. Det var inddelt i 4 indvendige rum med skillevægge. Spor efter ildsteder i den vestlige ende tyder på beboelse. Det østligste rum kan have været anvendt som stald. Opstaldningen er formodentlig sket for at kunne indsamle gødning fra husdyrene til brug på markerne, men samtidig opnåede man andre fordele: dyr på stald har mindre foderbehov og er bedre beskyttede mod ran og rovdyr. Også indhegninger har kunnet fremme både gødningssamling og beskyttelse.

Jernalder

Jernalderen tager sin begyndelse samtidig med bøgetid, 500 f.Kr. På dette tidspunkt skete der en klimatisk forværring, hvilken markerede overgangen fra subboreal til subatlantisk tid, idet vejret angiveligt blev fugtigere uden, at det med sikkerhed kan siges, om temperaturen faldt, eller om nedbøren voksede, men større luftfugtighed har gavnet bøgen på lindens bekostning. Moseundersøgelser i Skotland, Nederlandene og Sverige tyder på, at klima med forøget nedbør var begyndt omkring 800 f.Kr. og kulminerede omkring 500 f.Kr. Den forøgede nedbør betød alt andet lige en større udvaskning af først kalk og senere også andre næringsstoffer med en mere udtalt podsolering til følge. Sandsynligvis skete dette ved, at vejret prægedes af flere lavtryk, og samtidig indtraf forøget blæst, hvilket forøgede risikoen for muldflugt. Hvor lindeurskoven havde beriget muldjorden med næring, bevirkede bøgen med dens mordannelse, at vilkårene for plantevækst forringes, og samtidig svækkes mulighederne for skovens fornyelse. På lignende måde er hedelyng mordannende, og befordrende for dannelse af al, et vandstandsende udfældningslag. Alt sammen bevirker det, at vilkårene for agerdyrkning forringes.

Samtidig er forøget kvæghold med deraf følgende forøget græsningstryk ikke en udvej. Når græsningstrykket overskrider en vis grænse, sker der forringelse af græsproduktionen. Og en formindsket vegetationstæthed fremmer ligeledes jordens udvaskning og forringer dermed dens egnethed til agerdyrkning. En mulighed for at lette dette pres er at sætte husdyrene på stald og inddrage nye foderressourcer.

Som medvirkende årsag til vegetationens forandring må peges på datidens landbrug. Under de ændrede vilkår voksede behovet for at lade større områder indgå i omdriftsarealet. Skoven trængtes tilbage, agerjord og græsningsoverdrev voksede i omfang, og høslet-enge opstop. Også lynghede tiltog i omfang, sikkert som led i en ændret landbrugsdrift. Men selv et forøget omdriftsareal er ikke nødvendigvis nok. Presset kan blive så hårdt, og flytningerne af agrene så omfattende, at selve landsbyen må flytte. Samtidig er udviklingen befordrende for flere men mindre bebyggelser, landsbyer bestående af kun nogle få familiegårde.

Ændringerne i forholdet mellem land og hav var af mindre betydning. I landets nordøstlige dele skete en fortsat, omend beskeden landhævning, og samtidig skete en formindskelse af Østersøens saltholdighed, hvorved arter som Limnæa, der trives i brakvand, kunne trænge ind.

Jernalderen synes, både i Danmark, i resten af Norden og i Mellemeuropa at have været en tid med voldsom befolkningsvækst og muligvis ud over, hvad den daværende samfundsindretning kunne bære. Når en sådan befolkningsvækst indtræffer, kan der ske en af fire ting:
- nye områder bliver inddraget til landbrugsmæssig opdyrkning. Sker dette, er der en potentiel mulighed for grænsekonflikter med nabosamfund, det være sig lokalt eller regionalt (på stammeniveau). Dette kan føre til indførelse af grænsemarkering, der kan tage form af folkevolde og oprettelse af et mere eller mindre fast grænseværn, en hird.
- fødevareproduktionen omlægges til at give et større udbytte, måske et større fødevareoverskud. Dette overskud kan enten sælges eller byttes mod varer, eller det kan anvendes til at brødføde specialiserede håndværkere, hvis varer kan sælges. Udfaldet er under alle omstændigheder mere samhandel med omverdenen (hvilket afspejler sig i forekomsten af fremmede genstande), mulighed for dannelse af politiske alliancer og for ægteskaber over folkelige grænser. En sådan udvikling kan/vil også føre til dannelse af et hierarki, hvor lederen af disse forbindelser opnår en højere status.
- en del af befolkningen udvandrer og danner nye kolonier i folketomme egne (fx Færøerne, Island, Grønland) eller i områder med bedre plads. Sker dette, kan koloniseringen afspejle sig i stednavne. I nogle tilfælde kan udvandringen ende i konflikt med den stedlige befolkning, men sådanne mulige konflikter vil i reglen have ingen eller ringe betydning for hjemegnen. Hvis koloniseringen er fredelig, kan den imidlertid bevirke dannelsen af kontakter mellem udvandrernes hjemegne og koloniseringsområdet.
- befolkningsoverskuddet kan blive omsat i erobringskrig med henblik på at underlægge sig andre områder, tvinge dem til at betale tribut (skatter, afgifter) og/eller for at skaffe slaver. Dette forudsætter dannelsen af en fast organiseret hær (hird) med hierarki og finansiering af dens våben og opretholdelse. En sådan militær organisering kan ske både i de områder, hvor angriberne er hjemmehørende, og i de(t) område(r) der angribes som en reaktion på angreb. Sidstnævnte steder kan forsvaret afspejle sig i dannelsen af folkeborge og folkevolde med vagtborge samt, da en del af denne virksomhed kan ske ad søvejen, føre til bygning af krigsfartøjer, oprettelse af snekkehavne og etablering af pælespærringer. Organisering af angreb og forsvar kan også finde udtryk i politiske alliancer med andre stammer (stammeforbund) for derved at styrke den samlede militære evne. Derved forøges tendensen til rangordning. Sådanne krigshandlinger kan afspejle sig i slagmarker og i krigsbytteofringer udført af de vindende styrker, det være sig angribere eller forsvarere, enten nær stedet hvor slaget fandt sted eller efter deres hjemkomst. Det må formodes, at konflikterne kan have en tendens til eskalering over tid således, at midlertidige tiltag efterhånden også får et mere permanent præg.
Samtidige forskelle i forekomsten af sådanne forhold afspejler med andre ord samtidige forskelle i levevilkårene de enkelte steder, fx forskelle mellem Jylland og øerne. Stort set gennem hele jernalderen kan forskellige af disse træk konstateres i Danmark og omgivende områder, og de afspejler således de foranderlige politiske og sociale vilkår for bebyggelsen.

Overgangen fra bronze til jern synes at være sket hurtigt, omend spredning af jernets anvendelse øjensynligt tog tid. Denne overgang skete i hele Europa på samme tid, og dette kan være medvirkende til at forklare, hvorfor brugen af bronze faldt så hurtigt i Norden: forsyningerne med bronze måtte ske sydfra, og hvis denne ophørte med at være i brug i Mellemeuropa, kunne den heller ikke længere indføres til Sydskandinavien. Jerngenstande begyndte at optræde almindeligt i grave allerede i ældste del af jernalderen, og ligeledes skete jernudvinding og forarbejdning lokalt allerede fra ældste jernalder. Det viste sig imidlertid, at den nordeuropæiske myremalm er meget fosforholdig, og fosforet går over i jernet og forhindrer at det kan optage det kulstof, der er nødvendigt for, at det kan hærdes til stål. Dette kan forklare, hvorfor jernet i begyndelsen kun opnåede begrænset brug, og hvorfor fx våben blev importerede sydfra.

Ældre Keltisk jernalder (500 f.Kr. - 200 f.Kr.)

Før-romersk jernalder i Nordeuropa (5. årh. – 1. årh f.Kr.); røde områder markerer den Nordiske gruppe, magenta markerer Jastorfkulturen

Keltisk jernalder har navn efter kelterne, en kultur udviklet i Mellemeuropa mellem 800-600 f.Kr. Den keltiske kultur har sit udspring i Hallstat-kulturen i Østrig. Her havde i bronzealderen udviklet sig et handelsknudepunkt for handel med kobber og tin samt salt udvundet på stedet. Frem til 8. århundrede f.Kr. skete ingen synlig social udvikling, men fra denne tid begyndte kelterne fra egnene nord for Alperne at opføre befæstede bebyggelser på bjergtoppe som Heuneburg, og på samme tid optræder en gravkultur for eliten, hvor de døde begraves med vogne, fx i Hochdorf. Omkring år 600 f.Kr. oprettede grækerne handelskolonien Massalia (Marseilles), og herfra udvikledes handelsforbindelser nord over via Rhõne til Mellemeuropa. Nye handelsforbindelser og social udvikling i Mellemeuropa er således samtidige. Fra et oprindeligt kerneområde spredte keltisk kultur sig, og folkevandringer skete blandt andet mod syd (Podalen) og sydøst (Grækenland og Lilleasien).

I det nordlige Niedersachsen og Slesvig-Holsten udviklede bronzealderens urnegravskultur sig efterhånden til den såkaldte Jasdorf-kultur under indflydelse fra den sydligere Hallstatt-kultur, og i denne form bredte den sig til Mecklenburg, Vorpommern og Brandenburg samt nordpå op i det sydlige Nørrejylland. Det er muligt, at den keltiske indflydelse til dels skyldtes indvandring fra syd.

Vor viden om ældre keltisk jernalder længere mod nord, i Skandinavien, er begrænset. Det ser ud til, at landbruget her var dominerende og at forbindelser udad til i begyndelsen har været begrænsede. I Vendsyssel kan der have udviklet sig handelsforbindelser og alliancer med det vestlige Mellemsverige. De få spor i resten af Jylland tyder snarest på ufredelige forbindelser: et krigsoffer og forsvarsanlæg. Det forhold, at landsbyen Borremose fra 4. århundrede f.Kr. til 2. århundrede f.Kr. lå som en befæstet boplads omgivet af mose og med en enkelt adgangsvej fra sydøst taler for, at der allerede på dette tidspunkt har været uroligt nok til at søge en sådan beskyttelse.

Angreb udefra

Allerede i keltisk jernalder har vi vidnesbyrd om uroligheder. Midt i keltisk jernalder, i 4. århundrede f.Kr., indtraf et slag ved Hjortspring på Als i Sønderjylland. 3-4 krigskanoer, hver bemandet med nogle og tyve krigere, det vil sige samlet mindst 80 mand, nåede Als og gik i land. Disse krigere var udstyret med spyd eller lanse og et træskjold, nogle med sværd samt kastesten og formodentlig slynger. De ledende synes at have båret ringbrynjer. Invasionshæren blev imidlertid nedkæmpet og en del nåede formodentlig at flygte. Mindst en båd blev tilbage og sammen med erobrede våben, der blev ødelagte, blev den øjensynligt ofret i Hjortspring Mose, der lå ca. 2 km inde i land. Angriberne stammede formodentlig fra egnene ved nedre del af Elben.

Et andet vidnesbyrd om urolige tider er forekomsten af befæstede landsbyer som Borremose og Lyngsmose. Også ved Grøntoft findes spor efter et forsvarsanlæg i form af en "palisade" men ikke omkring den enkelte landsby. Også ved Sarup på Fyn findes en forsvarsvold. Endnu et bevis på de urolige tider findes i form af såkaldte "hulbælter", der var 3-4 meter brede områder med huller, hvori der var stukket små, spidse træpæle, som det gjorde ondt at træde på, og som derfor kan have tjent forsvarsformål. Lignende anlæg er kendt fra Gallien, hvor de er beskrevet af Cæsar i hans historie om Gallerkrigene. I Danmark findes de dels som langstrakte anlæg, dels som led i forsvaret omkring bopladser, blandt andet omkring bopladsen Lyngsmose. Flere af disse hulbælte-anlæg ligger påfaldende nærmest "på linje" tværs over Jylland dels fra nordsiden af Ringkøbing Fjord mod sydøst til Vejle Fjord, dels mod nordøst i retning mod Randers Fjord. Derved "opdeler" de halvøen i et østjysk, et sydvestjysk, et norvestjysk samt delvis et nordjysk delområde. Tætheden af sådanne anlæg synes størst i det vestlige Jylland (med Grøntoft, Skraldhede, Brændgaards Hede, Lystbækgård), så måske det var det mest udsatte område. Der gives ingen umiddelbar forklaring på behovet for sådanne forsvarsanlæg, men under hensyn til udviklingen i romersk jernalder kan det ikke udelukkes, at de skulle beskytte mod angreb fx for at skaffe slaver, der kunne sælges mod syd. En anden mulighed er, at de ganske enkelt har tjent som markeringer af landsbyers og bygders grænser omtrent på samme måde, som man i nyere tid har anvendt "rulleriste" for at holde dyr inde bag indhegninger på steder, hvor der var åbninger. Måske man har tilpasset et anlæg, der oprindeligt blev udviklet til et formål, til også at kunne bruges til et andet formål.

Det er værd at tilføje, at den mulige inddeling af Jylland i delområder har mange ligheder med den, som senere, i romersk jernalder, findes beskrevet som en inddeling af Jylland i stammeområder i de romerske beskrivelser af halvøen. Skønt det ikke er noget endeligt bevis, må det være rimeligt at stille spørgsmålet, om denne inddeling af halvøen i stammeområder har sin oprindelse allerede i keltisk jernalder. Fraset et enkelt anlæg på Lolland synes hulbælter fraværende både på Fyn og på Sjælland. Det må rejse spørgsmålet om årsagen til denne forskel på den jyske halvø og de østlige øer. Hvis Jyllands inddeling i stammeområder har sin oprindelse i keltisk jernalder, så er det en mulig forklaring. Udviklingen kan være fremmet af, at Jylland har fungeret som et sted, hvorfra man sydpå hentede slaver, måske netop fordi halvøens befolkning var splittet i stammer og fordi den var svækket ved udvandring. Modsat synes befolkningen på øerne, der i Tacitus' fremstilling fremstår som beskyttede af havet og uden indre splittelse, at have haft mindre behov for forsvarsanlæg på denne tid. Skønt skildringen er senere og kan afspejle romerske fordomme, forhindrer dette ikke, at der kan ligge faktiske forhold bag, som også havde gyldighed i keltisk jernalder.

Sjælland udviser et ganske andet billede: her er ingen spor af krig eller befæstning, i keltisk jernalder er ingen tegn på udvandring, dårligt nok spor efter forbindelser med udlandet, sådanne dukker først op i romersk jernalder. Da dyrkningsmåde (og jernudvinding) foregik begge steder på samme måde, må forklaringen ligge i landskabets evne til at brødføde en voksende befolkning. For Jyllands vedkommende må de magre sandjorder have nået en sådan grænse tidligt, hvilket har udløst behov for territoriemarkering, forsvarsanlæg og social lagdeling. Omvendt på Sjælland nåede man aldrig grænsen i keltisk jernalder, så befolkningen voksede, og selv om der måske har været en svag social lagdeling, nåede den aldrig særlig vidt på denne tid, lige som udvandring og udenlandske forbindelser synes at have holdt sig på et minimum. Det har over tid skabt en større og mere homogen befolkning end i Jylland. Helt udelukke, at også beliggenheden i forhold til romerrigets fremstød i Gallien og Germanien har spillet ind, kan man vel ikke, og sigende nok er det først i begyndelsen af romersk jernalder, at en romersk ekspedition nåede de danske egne, men kun Jylland, Fyn og Lolland-Falster, derimod tilsyneladende ikke Sjælland.

Under alle omstændigheder fortsatte forskellen mellem Jylland og Østdanmark ind i romersk jernalder, dog med den klare forskel, at der i romersk jernalder tegner sig et billede af et østdansk magtcentrum på Stevns omgivet af "udposter" af stærkt bevæbnet militær. Hvis Tacitus' skildring ikke havde gyldighed for keltisk jernalder, så havde den det tydeligt i romersk jernalder, og forudsætningerne herfor må være skabt allerede i keltisk jernalder.

Jernudvinding

Fra Mellemeuropa, hvor kelterne bredte sig, kendes vogngrave for en elite, og fra samme område skete i 4. og 3. århundrede f.Kr. angreb mod middelhavsegnene. Og i samme områder udviklede sig flere jernudvindingssteder. Måske har der været en lignende udvikling mod nord hvor især Vestjylland bød på udvindingsmuligheder for jern. Men også på Sjælland fandtes gode muligheder for jernudvinding, og her kan den påvises allerede i keltisk jernalder, mens den først er påvist i Vestjylland i yngre romersk jernalder og ældre germansk jernalder.

Jern kunne udvindes af myremalm fra moser. Udvindingsprocessen forudsatte brændingsovne og trækul, og den skabte store mængder af slagger, men da først befolkningen i Danmark havde lært sig metoden og fundet ud af hvor, de kunne få råstof til produktionen, synes denne at have bredt sig til hele landet men være samlet i bestemte områder, hvor vilkårene for udvinding af myremalm var særligt fordelagtige. Det er uklart, i hvilket omfang råstofudvinding kun skete til eget brug, og i hvilken udstrækning jernet blev forhandlet med andre. Men det er konstateret, at fx. en kniv fundet på Langeland sandsynligvis er fremstillet af jern fra Sjælland, så om ikke andet må færdigvarer af jern være formidlet mellem forskellige egne af landet.

Befolkningsforhold

Omlægningen fra et samfund baseret på indført bronze til et samfund baseret på jern, der kunne udvindes lokalt eller regionalt, må også have medført sociale forandringer: de, som tidligere havde kontrolleret bronzehandelen, må have fået svækket deres position, mens andre med erfaring i jernudvinding og -forarbejdning omvendt må have fået en større betydning. Også krigerstandens stilling må være forandret, måske midlertidigt svækket da behovet for deres beskyttelse af den hidtil så dyrbare bronze ikke længere var tilstede. Det er muligt, at nogle krigere forandrede deres levevej i mere fredelig retning som bønder (der dog kunne forsvare sig selv ved behov), mens andre slog sig på røveri og slavehandel (hvilket offerfundet i Hjortspring måske afspejler). For andre samfundsgrupper var forandringen af mindre betydning: vævere, pottemagere og andre kunne fortsætte deres levevej uden nævneværdige forandringer. Det er muligt, at det - i hvert fald midlertidigt - kan have bevirket en vis social udjævning. Måske er det dette, der blandt andet afspejles i den drastiske forandring i bebyggelsen: bronzealderens store haller forsvandt og blev afløst af mindre langhuse, tydeligvis kun beregnede for en familie og med bosættelse i den ene ende og stald for husdyr i den anden. Der synes at være sket en overgang fra fælleseje til familiebaseret eje, hvor ejendomsretten til jorden blev fikseret. Også husdyrholdet blev privat og kom til udtryk i antallet af dyr, der var plads til i stalden. Dermed åbnedes vejen til en samfund med uens formue- og ejerforhold. Også gravskikken tyder på en umiddelbar egalisering af samfundet: alle blev nu begravede i samme slags tuegrave, og gravgaverne var ensartede og ret beskedne.

Det er sandsynligt, at befolkningen var i vækst, og at det er dette, der afspejler sig i en omlægning af landbruget fra spredte marker til de indhegnede såkaldte "keltiske agre": den dyrkbare jord var nu blevet så betydningsfuld, at en indhegning og dermed markering af ejerskab til jorden og beskyttelse af afgrøderne mod ødelæggelse blev af betydning.

Gravpladser

Kendetegnende for keltisk jernalder er i Jylland forekomsten af store, samlede tuegravpladser. De tæller flere hundrede grave, og deres brugstid har strakt sig over flere hundrede år; først i sidste århundrede f.Kr. sker der et opbrud. Dette tyder på stor stabilitet i datidens samfund. Tuegravene består af urner til opbevaring af den dødes brændte ben, og hver urne har været omgivet af en ringgrøft med to eller flere afbrydelser samt en krans af enten sten eller træpæle. Hvad formålet med disse har været, vides ikke, men det formodes, at de kan have at gøre med gravritualet. Sådanne tuegravpladser kendes fra Grøntoft, Årupgård, Årre og Uldal, alle i Jylland.

Landbruget

Et rekonstrueret jernalderhus i Jernalderlandsbyen i Odense.

Hus fra overgangen mellem bronzealderen og ældre førromersk jernalder. Bemærk bolig med ildsted i vestenden, stald med båse i østenden.

Ved overgangen til keltisk jernalder skete en kraftig omlægning af agerbruget: jorden inddeles nu i keltiske agre, der kan være dyrkede ved en form for græsmarksbrug med 4-5 års afgrøder efterfulgt af tilsvarende lange hvileperioder. På samme tid og i samme forbindelse afløses de tidligere store haller af små langhuse med bolig i den ene ende og stald i den anden. Der er øjensynligt tale om et skifte i retning af et individuelt agerbrug, hvor de enkelte bønder i højere grad bliver ansvarlige for egne dyrkningsområder. Over tid skete der en social inddeling, hvor især en høvdinggård begynder at udskille sig i størrelse fra andre gårde.

Fremkomsten af disse digevoldingsagre tilskrives en befolkningsforøgelse, hvorved presset på jorden forøges. Det betyder, at agerdyrkningen intensiveres ved en oftere og fastere rotation mellem afgrøde og brak. Digevoldingsagrene formodes således dyrkede efter en mere eller mindre fast rotation. Af afgrøder spillede byg og hvede en hovedrolle.

I Jylland kan de keltiske agre dække arealer på op til 100 hektar. Disse store agerfelter hører op ud mod ådale, hvor omfattende enge har givet adgang til velegnede græsningsområder. Dette gælder blandt andet Skørbæk Hede i Vesthimmerland, hvor landsbyen har ligget midt mellem disse agre, og at hvor agrene ophører ud mod engene ved Uldrup Å. De keltiske agre ligger på Sjælland som dyrkningsområder på omkring 10 hektar, nogle dog mindre. Uden for disse lå øjensynligt store åbne græsningsområder.

Bebyggelsen

Ved overgangen til keltisk jernalder indtræder også en drastisk ændring af bebyggelsen: tidligere tiders haller afløses nu af små huse, 3,5-4 m brede og 7-11 m lange, indrettede med bolig i den vestlige ende og stald i den østlige. Stalden afspejler formentlig udnyttelse af staldgødning som en fast del af landbrugets driftsform. Husenes størrelse og indretning tyder på at de har været huse for de enkelte familier. Husene ligger som regel i grupper og med nogenlunde ens orientering, øst-vest, det vil sige som mere eller mindre udprægede landsbyer. Inden for et begrænset område på ca. 16 ha er der på Grøntoft hede i Vestjylland fundet ialt ca. 250 hustomter. Dette er tolket således, at husene ikke alle har stået samtidig men har været fordelt på en eller to samtidige landsbyer, som er blevet omflyttede i gennemsnit hvert 30. år, det vil sige omtrent hver menneskealder. Man taler i denne forbindelse om "vandrende landsbyer". Flytningerne synes godtgjort ikke blot ved genstandsmateriale og træk ved de enkelte hustomter men tillige ved omlægninger af det tilhørende agersystem, digevoldingsagrene.

Sejlflod

Bopladsen Sejlflod 15 km øst for Aalborg er dateret til omkring 500 f.Kr. Den bestod af 5-6 gårde. I de følgende århundreder blev landsbyen flere gange omflyttet men til stadighed indenfor samme begrænsede område.

Borremose

Bopladsen Borremose i det vestlige Himmerland er dateret til omkring år 300 f.Kr. Den ligger på en holm i mosen og var omgivet af en vold og en grav. Bebyggelsen omfattede 18 langhuse og 3 mindre bygninger uden ildsted. Landsbyen bestod øjensynligt af 14-15 samtidige gårde. Gårdene synes med en enkelt undtagelse kun at have bestået af et langhus. Den gennemsnitlige længde var 13-14 m, det største langhus var 23 m, det mindste 10 m langt. Der er ikke fundet båseskillerum, men sier og mælkekar vidner om, at man har holdt kvæg. Husene er opførte i øst-vestlig retning og er fortrinsvis beliggende langs voldens ene side. Adgang til byen er sket ad en ca. 70 m lang stenbygget vej.

Borremosebopladsen har bestået af to faser. I den ældre fase har bebyggelsen ligget delt i henholdsvis den nordlige og den sydlige del af området. I den yngre fase er den nordlige bebyggelse nedlagt og øjensynligt flyttet sydligere, mens det tidligere frie område i den mellemste del er blevet inddraget til bebyggelse. Den nordlige bebyggelse er blevet opfattet som en stormandsgård med en særlig stilling.

Lyngsmose

Bopladsen Lyngsmose nordøst for Ringkøbing fjord i Vestjylland har samme karakter som Borremose. Også her er der tale om en bebyggelse bestående af øst-vestvendte langhuse omgivet af en palisade og en voldgrav, 3 m bred og 1,3 m dyb. Langs voldgravens inderside har stået stolper med 2-3 meters mellemrum for at understøtte voldfronten og forhindre jordens udskriden. Ude i voldgraven har stået skråt stillede stolper med 4 meters mellemrum, der kan have tjent forsvarsformål. At voldgraven tjente forsvarsformål bevidnes af, at der i bunden af graven var placeret træspidser, som kunne skadegøre enhver, som trådte på dem. Bopladsen dækkede et areal på omkring 90 meters længe og 60 meters bredde. Bebyggelsen talte 15 langhuse og to små huse. Bebyggelsen har eksisteret i to faser. I den ældre fase bestod bebyggelsen af seks langhuse, der betinget lå i tre grupper: en nordlig, en vestlig og en sydøstlig. Det største langhus var 13 m men ellers omkring 10 m. De to gårde mod sydøst har været særskilt indhegnede, idet hegnet omslutter den største af bygningerne. I den yngre fase blev bebyggelsen omlagt en smule og udvidet betydeligt til 15 langhuse og to små huse. Samtidig blev den omgivet af sit forsvarsværk, der har haft 4 porte. Husene var 8-13 m lange og lå i øst-vestlig retning. Det er skønnet, at bebyggelsen talte omkring 120-150 indbyggere. Af gårdene må den mod sydøst omfattes som en stormandsgård, dels på grund af hegnet i ældste fase, dels fordi den sydlige adgang måske har været forbeholdt denne sydlige gård.

Grøntoft

I begyndelsen af 5. århundrede bestod bosættelsen ved Grøntoft i Vestjylland af to bopladser, den ene bestående af spredte gårde beliggende på en bakketop. Husene var indrettede med bolig og ildsted i vestenden og stald i østenden. I begyndelsen af 4. århundrede lå bopladsen i samme område men var flyttet nogle hundrede m mod vest. På samme tid udviklede sig en anden bebyggelse i nordvest, adskilt ved en bæk, som løb gennem en slugt. Denne talte kun nogle få huse, men et af disse var efter datidens forhold meget stort, 22,5 m langt og med plads til 22 dyr i stalden. I slutningen af 4. århundrede blev de to bebyggelser samlet i en boplads bestående af formentlig 7 gårde, hvoraf flere foruden et langhus også havde et udhus. I løbet af 3. århundrede f.Kr. blev bebyggelsen flyttet flere gange, hver gang omkring 100 m. Disse flytninger er formodentlig sket for at udnytte den gødning, som husdyr og mennesker producerede. Selv om denne blev samlet og spredt på markerne, var mulighederne for at pløje den ned i datiden begrænsede og værdien derfor forringet. I dette lys var der god mening i at flytte landsbyen hver gang, husene var blevet så udtjente, at de skulle fornys. Til disse faser i bopladsens udvikling hører bopladsen Grøntoft B.

Grøntoft B

Bopladsen Grøntoft B, dateret til 500-300 f.Kr., bestod af 9 langhuse samt et antal mindre bygninger. Langhusene er omkring 4 m brede og 7-11 m lange, alle indrettede med bolig og stald. I de mindste stalde var plads til 6-8 dyr, i de største 14-16 dyr.

Grøntoft A

Bopladsen Grøntoft A, dateret til 300-200 f.Kr., var omgivet af et fælles hegn. Landsbyen bestod af 5 større gårde med staldplads til 8-18 dyr og 2 mindre langhuse med stald med plads til 3-4 dyr, 3 langhuse uden stald samt et par mindre bygninger, formodentlig forrådshuse. Langhusene var 5 m brede og ca. 12 m lange; den største langhus var 16 m langt. De største gårde havde staldplads til 18 dyr, de mindre 3-4 dyr, ialt har landsbyen haft staldplads til ca. 70 kreaturer. Bebyggelsen er blevet fornyet på stedet og bebyggelsen havde således to faser. I den ældre fase lå et huse uden for et fælles hegn men med adgang gennem hegnet, men i den yngre fase er hegnet lagt uden om og huset således kommet inden for hegnet. I nærheden af landsbyen er fundet to langhuse, 12-13 m lange, samt et mindre hus omgivet af et fælles hegn. Det ene langhus var indrettet med stald med plads til 10-12 dyr, mens den mindre bygning har været anvendt til smedje. Måske er smedjen forklaringen på den særskilte beliggenhed.

Drengsted

En lignende bebyggelse fra 3. århundrede f.Kr. kendes fra Drengsted syd for Ribe.

Sarup

Bopladsen Sarup på Sydvestfyn er dateret til omkring 300 f.Kr. Landsbyen bestod af syv gårdanlæg omkring en åben plads. Langhusene var mellem 13 og 22 m lange. Nogle af langhusene havde båseskillerum i staldenden. En anden bebyggelse i området er dateret til 5. århundrede f.Kr., så også her er det formodentlig tale om en vandrelandsby. At bebyggelsen forblev inden for et område på 3,5 ha må skyldes ønsket om at udnytte de omgivende engarealer til kvæggræsning. Der er fundet spor af en voldgrav, så det er muligt at bopladsen tidvis har været befæstet.

Yngre Keltisk jernalder (200 f.Kr. - Kr.f.)

Dejbjergvognen i Nationalmuseet - 1978-udstillingen.

Yngre keltisk jernalder adskiller sig fra tiden forud ved, at omfanget af keltiske genstande og keltisk inspirerede genstande vokser kraftigt. Dette må sikkert ses i lyset af, at der fra dansk område skete to store folkevandringer, som må have skaffet befolkningen i nord tættere kontakter med befolkningen mod syd, omend karakteren af disse ikke kendes nærmere. De kan både have været af handelsmæssig karakter og/eller som alliancer.

Folkevandringer

Omlægningen af landbruget til keltiske agre havde bevirket en kraftig stigning i det intensive agerbrug, måske mere omfattende end på noget andet tidspunkt i forhistorisk og historisk tid indtil landboreformerne: store dele af det, der i historisk tid var hede og skov, blev inddraget til kornavl under dette system. Det indebar, at landbruget kunne brødføde en større befolkning, men det indebar også, at når grænsen for denne evne blev nået ved en yderligere befolkningsvækst, gjorde systemet ikke yderligere forøgelse mulig. Når dette indtraf, måtte man enten udtænke et nyt driftssystem eller gennemføre en åreladning af samfundet i form af udvandring. Denne situation indtraf tilsyneladende to gange i yngre keltisk jernalder.

I årene omkring 207-204 f.Kr. indtraf formodentlig et stort vulkanudbrud, som efterfølgende bevirkede misvækst. Som følge af denne misvækst skete der et opbrud i bebyggelsen, og en del af befolkningen synes at være udvandret, i første omgang til områderne syd for Østersøen, senere mod sydøst til Sortehavet. Disse udvandrere kaldes i klassiske kilder for bastarnae og skirie, men det er sandsynligvis ikke deres rette navn. Deres vandringer er sandsynliggjort ved udbredelsen af visse genstandstyper som kronehalsringe, ildbukke og keramik. De optræder i de klassiske områder som lejetropper men forsvinder som befolkningsgruppe omkring 29-28 f.Kr.

I 115 og 101 f.Kr. indtraf den næste store folkevandring, da kimbrere fra Himmerland, teutoner fra Thy og ambronere fra Sønderjylland vandrede sydpå gennem Europa. Antikke kilder angiver, at folketoget omfattede 300.000 mennesker, men dels er der usikkerhed om denne angivelses rigtighed, dels er det ikke sikkert, at deltagernes antal var så stort, da folkevandringen begyndte. Det er muligt, at andre har sluttet sig til undervejs. Begivenheden falder sammen med en fornyet forbindelse mellem Sydskandinavien og keltiske områder. Det har været foreslået at Gundestrupkedlen, der formodentlig er fremstillet af thrakiske triballere i grænseområdet mellem Nordvestbulgarien og Sydvestrumænien men er endt i en mose i Himmerland, kunne være bragt hertil af deltagere i denne folkevandring. Andre kedler stammer fra andre, vestligere dele af Mellemeuropa og fra Sydeuropa og vidner også om kulturelle forbindelser til Danmark.

Det er vanskeligt at sige med sikkerhed hvor meget disse folkevandringer nedskar befolkningen med, men det samlede antal kan have været 50-150.000 mennesker svarende til en befolkning på omkring 150.000 indbyggere omkring Kristi fødsel.

Befolkningsforhold

I yngre keltisk jernalder var det danske område formodentlig præget af stammesamfund, hver med sine skikke. Udtryk for dette var blandt andet forskelle i dekoration af keramik og forskelle i gravskikke men tillige fx fordelingen af såkaldte Dejbjerg-vogne. Disse, der menes knyttede til Nerthus-kulten, er fundet med omtrent indbyrdes lige store afstande i Kraghede i Vendsyssel, Fredbjerg i det vestlige Himmerland, Dejbjerg i Vestjylland, Dankirke i Sydvestjylland, Husby i Angel samt Langå på Fyn. Forudsat fordelingen, som (endnu) kun kan bestemmes for den yngre del af keltisk jernalder, ikke er tilfældig, kan det afspejle hvert af de større områder, hvor man samledes om at dyrke frugtbarhedsgudinden Nerthus. Det har været foreslået, at hvert område afspejler en bygd, og at disse historiske bygder senere kan være delvist afspejlet i landets inddeling i sysler og/eller herreder.

Nerthus-kulturen

En beskrivelse af Nerthus-kulturen kendes først hos Tacitus, der beskrev den ca. 98 e.Kr.: "..de i fællesskab dyrker Nerthus, det vil sige Moder Jord, som de tror griber ind i menneskenes anliggender og i en vogn kører rundt til dem, der dyrker hende. På en ø i Oceanet er der en hellig lund. I den står en indviet vogn, som er dækket af et klæde. Kun én præst må berøre denne. Han kan fornemme, hvornår guddommen er tilstede i vognens indre, og han ledsager hende da fuld af ærefrygt, når hun kører afsted i vognen, som trækkes af køer. Da er der glade dage, og alle steder, gudinden værdiger et gæstebesøg, er festsmykkede. Alle våben er da under lås og slå. Da kender de, og da elsker de kun fred og ro, indtil førnævnte præst fører gudinden, mæt og træt af samværet med dødelige, tilbage til hendes gelligdom. Derpå vaskes vognen og klædet og, om man vil tro det, guddommen selv i en afsidesliggende sø. Slaver, som straks efter opsluges af søen, udfører renselsen. Dette har skabt en hemmelighedsfuld gysen og from uvidenhed om, hvad det mon er for et væsen, som kun de til døden dømte får at se." I Rappendam mose ved Jørlunde i Nordøstsjælland har man fundet vogndele og menneskeknogler, der leder tanken hen på Tacitus' skildring.

Fra keltisk jernalder kendes endvidere en lang række tilfælde, hvor enkeltpersoner tilsyneladende er blevet ofret i moser. Et par stykker, fra Borremose, er tidsfæstet til slutningen af bronzealderen og en enkelt, fra Huldremose, til ældre romersk jernalder, mens 6 tidsfæstes til keltisk jernalder. Blandt disse er Tollundmanden, Gravballemanden og Ellingpigen særlig kendte. Alle har været slået ihjel inden ofringen. Nogle har været nøgne andre påklædte. Ofringen eller begravelsen synes udført med en omhu, der udelukker, at de pågældende skulle være forbrydere. Fordelingen af moselig og moseskeletter samt mosepotter (ofrede lerkar) viser en koncentration til øerne og det østlige Jylland, mens Vestjylland kun udviser enkelte tilfælde. Det formodes, at der er tale om ofringer til mosens gud for de ydelser i form af tørveskæringer og myremalm, som blev hentet i moserne. Ofringerne skulle således afspejle mosernes voksende betydning i datiden.

Gravpladser

Tuegravpladserne holdt sig et langt stykke ind i yngre keltisk jernalder.

I første århundrede f.Kr. optræder et større antal krigergrave, overvejende beliggende i Jylland, nogle på Fyn og Langeland, enkelte på Sjælland, Lolland og Falster. Karakteristisk for krigergravene var, at de døde fik deres sværd og andet udstyr som skjold, spyd og lanse og i enkelte tilfælde en ringbrynje med sig i graven, dog først efter at sværdet var blevet bukket sammen og gjort ubrugeligt. En række af disse grave indeholdt også kedler, det vil sige store metalkar fremstillede i keltisk område i Mellemeuropa. Kun en begrænset del af gravene var krigergrave: på gravpladsen Vogn således 7% af gravene, på en gravplads ved Tarm indeholdt 20 af 150 grave våben. Dette må betyde, at markeringen af krigerstatus var vigtigt på dette tidspunkt og fulgte keltisk skik.

Nogle af de nordiske sværd har keltisk oprindelse.

Indførte kedler

Gundestrupkarret.

Blandt tidens markante genstande er en række store kedler, der i flere tilfælde har været ofret i moser uden, at de nærmere omstændigheder kendes. Blandt disse kedler må nævnes en kedel fundet i Mosbæk og en i Gundestrup, begge i Himmerland, en i Brå ved Horsens, en i Illemose ved Rynkeby på Fyn, formodede rester efter en i Lundeborg på Fyn og en i Ringsebølle og måske i Rå, begge på Lolland. Kedlerne fra Ringsebølle og Rynkeby har så store ligheder, at de kan være udgåede fra samme værksted. Flere af kedlerne var ødelagte inden, at de blev ofrede. De stammer fra ulige steder i keltiske og romerske områder og dateres alle til tiden før Kristi fødsel. De formodes at have været anvendte til religiøse formål. Flere at kedlerne havde begrænset dekoration med ansigter og tyrehoveder, men en af kedlerne, fra Gundestrup, har været rigt dekoreret.

Gundestrupkedlen er opbygget af dekorerede plader, der har siddet både udvendigt og invendigt. Motiverne menes at have keltiske og thrakiske træk. Hvordan den er endt i Danmark står uklart: det har været foreslået, at den er bragt i sikkerhed af flygtninge under uroligheder, da kong Burebista samlede trakiske stammer med magt omkring år 60 f.Kr., at den er krigsbytte og at den kan være hjembragt af nogle kimbrere, som deltog i Kimbrertoget.

For sig selv står den såkaldte Keldby-spand fra Møn, der dateres til 4. eller 3. århundrede f.Kr. og som stammer fra Grækenland. Det er uklart hvornår og hvordan, den er kommet til Danmark. Sammen med flere af kedlerne tyder den på forbindelser mellem Skandinavien og Sydøsteuropa: Karpaterne og Sortehavsområdet.

Landbruget

Landbruget var tilsyneladende ret stabilt gennem keltisk jernalder, idet digevoldingsagre var i brug gennem hele perioden.

En undersøgelse af driftsforholdene i forbindelse med bopladserne Overbygård og Nørre Fjand tyder på, at af et samlet driftsområde på omkring 679 hektar blev kun 11-12% opdyrket som agerland, mens græsningsarealer og engarealer til høslet udgjorde resten, omkring 600 hektar eller ca. 60 hektar pr. brug. En lille del udgjordes af mose. Disse græsnings- og engarealer modsvarer lignende behov beregnede for samtidig bebyggelse i Östergötland i Sverige. For bopladsen Nørre Fjand var græslandet mindre, og den manglende produktionsevne for landbruget formodes erstattet af fiskeri i Limfjorden. Også for bopladsen Vendehøj har beregninger vist, at den med hensyn til afgrødeudbytte og husdyrhold har været i stand til at sikre et overskud af både korn og af mælk, der har kunnet anvendes til fremstilling af ost.

Bebyggelsen

En undersøgelse af bebyggelsesforholdene i Himmerland, Vendsyssel og Thy tyder på, at trods andre forandringer, der indtraf omkring år 200 f.Kr., skete der øjensynligt ikke en omflytning af bebyggelserne, og i de følgende århundreder ligger bebyggelsen fast på samme sted frem til ældre romersk jernalder. Derimod indtrådte der øjensynligt en social deling mellem en høvding og de øvrige familier, idet der i yngre keltisk jernalder ofte udskiller sig en enkelt større gård i landsbyerne, formodentlig tilhørende en høvding. De faste bosættelsesområder bevirkede til trods for mindre flytninger af bebyggelsen, at det nu var blevet lettere at gøre jord og ejendom arvelig, og der er grund til at formode, at en sådan udvikling indtrådte. Dermed blev en social opdeling ved siden af en arbejdsmæssig også mere udtalt.

Vendehøj

Bopladsen Vendehøj blev oprettet i 2. århundrede f.Kr. Den eksisterede i flere faser. Den ældste bebyggelse bestod af blot to gårde opført på den nordlige del af et plateau. De var omgivne af et hegn og omfattede hver et langhus og et mindre udhus. Efter ret kort tid blev bopladsen udvidet til syv gårde, indbyrdes forbundne med hegn. Også i dette tilfælde bestod hver gård af et langhus og som regel et mindre udhus. Langhusene var 12-17 m lange, gårdtofterne mellem 300 m² og 600 m². Bebyggelsen fortsatte ind i ældre romersk jernalder. I en tredie fase skete der en gradvis udvidelse af bebyggelsen til 12-13 gårde.

Hodde

Bopladsen Hodde nordøst for Varde, dateret til 150 f.Kr. - Kr.f., lå centralt på en mindre bakkeø omgivet af Kybæk Å mod nord og vest og Varde Å mod syd og mod øst delvist afskærmet af eng og lavning mod øst. Bebyggelsen eksisterede i tre faser, som har afløst hinanden på samme sted. I første fase bestod bebyggelsen af en enkelt storgård omgivet af et hegn. Efter kort tid er bygget 7-8 langhuse, og hele landsbyen er blevet omsluttet af et fælles hegn. Det samlede areal udgjorde ca. 16.000 m². Den største landsby bestod af 53 bygninger fordelt på formodet 27 gårde, der hver bestod af et langhus og en eller to mindre bygninger, formodentlig lader og forrådshuse. To huse var indrettede til smedjer. Hver gård synes at have sin egen passage gennem hegnet ud til de omgivende marker. Midt i landsbyen lå en åben plads, en forte. Langhusene var 5-5,5 m brede og i gennemsnit 12-14 m lange, men længden varierer mellem 10 og 23 m. 22 af de 27 langhuse var indrettede med stalde i østenden. Langhusene uden stald var 10-18 m lange, de små bygninger 4-7 m. I staldene har der i gennemsnit været plads til 14-16 dyr varierende fra 10 til omkring 20, storgården dog op til 30 dyr, ialt staldplads til omkring 460 kreaturer.

Nørre Holsted

Bopladsen Nørre Holsted vest for Vejen i Jylland er dateret til den senere del af keltisk jernalder. Den er blevet fornyet på stedet og har således eksiseret i to faser. I begge faser har den været omgivet af et hegn. Det samlede areal udgjorde 45 x 200 m. I yngste fase bestod landsbyen af 20 gårde.

Omgård-Sig

Bopladsen Omgård-sig i Vestjylland bestod af et større langhus, to mellemstorehuse og et mindre hus, som var omgivet af et fælles hegn omfattende et areal på 15 x 51 m.

Egebjerg

Bopladsen Egebjerg ved Horsens omfattede mindst fire langhuse, der lå spredt over en ca. 80 m lang strækning. Ved det østligste af husene lå en støbegrube, og fund af stykker af støbeforme tyder på, at der her er fremstillet kronehalsringe.

Ældre romersk jernalder (1-150/160 e.Kr.)

Romersk jernalder angiver den store indflydelse som Romerriget udøvede i det sydlige Skandinavien. I slutningen af keltisk jernalder var Romerriget blevet udvidet mod nordvest frem til Rhinen og efterhånden også til Britannien. Forsøgene på yderligere udvidelse mod nord mislykkedes imidlertid, og i stedet indtrådte en ustabil fred, hvor Romerriget forsøgte at opnå tryggere tilstande i sine grænseområder ved diplomati i form af gaver og venskabsalliancer med germanske stormænd. Dette fredsfremstød gav efterhånden også germanske stormandssønner mulighed for at tjene i den romerske hær og opnå romersk borgerskab. Skønt disse vilkår først og fremmest var rettede mod de grænsenære områder, bredte deres virkninger sig efterhånden også til fjernere dele af Germanien, herunder Sydskandinavien. Foruden materialle goder afspejledes disse forbindelser sig efterhånden på anden måde, således ved udviklingen af et særligt germansk skriftsprog, futharken eller runealfabetet.

Befolkningsforhold

I ældre romersk jernalder var Jylland tydeligvis fortsat opdelt i stammeområder, der manifesterede sig i den materielle kultur. Således havde de enkelte stammer deres egen keramik og dekorationer: jyderne lod deres lerkar dekorere med mæandermønstre, varinerne med flere vandrette furer på overdelen og kamornamentik på underdelen og anglerne med udfyldte trekander. Overlapninger i udbredelsen kan skyldes folkeforskydninger, ægteskabsforbindelser eller at pottemagerne var mobile. Også husene udviste forskelle. Anglerne udviklede en særlig hustype kaldet Osterrönfeld-huse bestående af tre rum. I den vestlige ende med beboelse var de tagbærende stolper sat i to rektangulære moduler. I den østlige ende med stald blev de tagbærende stolper sat tættere, så at de kunne indgå i konstruktionen af båseskillerum. Længst mod øst lå laden. Nogle huse udviser modsat rækkefølge. Bebyggelsen forekom både som landsbyer og enkeltgårde. Socialt synes varinerne, bedømt på udbredelsen af grave med romerske metalkar, at have været opdelt i syv nogenlunde lige store områder med hver sin stormand. Med hensyn til grave synes store gravpladser medomkring 100 grave at have været sjældne, det almindeligste synes at være gravpladser med 10-30 grave. Mange af gravene rummer våben, formentlig krigeres personlige ejendom som fulgte dem i graven. Der forekom både brandgrave og jordfæstegrave. Nord for Slien var gravpladserne i brug til omkring år 400 e.Kr., hvorefter de brat ophører. Syd for Slien fortsætter gravpladserne med at være i brug indtil midten af 500-tallet. Allerede i løbet af første århundrede falder antallet af våbengrave markant. I de formodede angliske grave findes romerske importvarer fortrinsvis i kvindegrave, sammen med guldberlokker og filigranperler. Derved adskiller disse grave sig fra varinernes i nord. Omtrent på samme tid synes Thorsberg Mose ved Husby at udvikle sig til et vigtigt offersted. Udviklingen er tolket således, at der i Angel er udviklet et centralt styret rige. På grundlag af gravskik og lerkardekoration har man kunnet inddele Jylland i fem større områder, der opfattes som stammeområder. En inddeling i stammer i Jylland findes også i samtidige romerske kilder som Tacitus og Ptolemaius.

Et andet billede tegner sig for de danske øer: her findes kun et enkelt rigdomscenter, Hoby på Lolland, ingen spor efter forsvarsanlæg men spor efter et par våbenofringer, i Vimose på Fyn. På Fyn er de fleste grave i ældre romersk jernalder brandgrave, dog med undtagelser: et par rige kvindegrave samt krigergave med våben på Langeland, dateret til tiden mellem Kristi fødsel og 100 e.Kr. På Sjælland mangler krigergrave men til gengæld er kvindegravene rige på gravgods. På Bornholm dominerer brandgrave men endvidere findes på Slusegård ca. 45 bådgrave. Forholdene peger imod en klar forskel mellem Jylland på den ene side, øerne på den anden og endelig Bornholm.

Tidens dynamiske økonomiske og politiske udvikling har sikkert også sat sit præg på de germanske samfund. Det er sandsynligt, at sociale forhold med dertil hørende næringsmæssig specialisering er blevet mere udpræget. Samfundet har været socialt lagdelt med høvdinge og handlende, krigere, særlige håndværkere som smede, pottemagere, vævere, måske tømrere og snedkere samt naturligvis bønder, desuden søfolk og andre. Eksempelvis har pottemagere udviklet deres kunst ved brug af stempeldekorationer med fodaftryk, cirkler, hjulkors, rosetter og andre figurer. Endvidere har de fremstillet ildbukke, der har stået som støtter ved ildsteder og store lerkar, der kan have være brugt enten som kornbeholdere eller som ovne. Høvdinge og krigere samt ryttere afspejles i gravene, hvor de er begravede med dertil passende udstyr. Også tekstilkunsten afspejles i gravene. Dragterne var sammensatte med halstørklæder, skørter med mere med indvævede dekorative mønstre.

Stormanden i Hoby

Kopi af Hoby-bægrerne på Museum Lolland-Falster.

En tidlig høvding med internationale forbindelser afspejles i et gravfund i Hoby på Lolland. Den gravlagte var en midaldrende mand, formentlig en stedlig stormand, og i graven fandtes et omfattende rigt romersk drikkeudstyr bestående af drækkebægre af sølv og an bakke, et fad, en kande, en kaserolle og en spand alle af bronze. I bunden på det ene sølvbæger er indridset navnet "Silisius". Dette var navnet på militærkommandanten i Øvre-Germanien med sæde i Mainz i årene 14-21 e.Kr. Forudsat at dette er rigtigt, har udstyret været tolket som udtryk for en ændret romersk politik efter Varus-slaget år 9 e.Kr. hvor romerne led en alvorligt nederlag ved slaget i Teutoburgerskoven og mistede 25-30.000 mand: i stedet for at forsøge at underlægge sig germanerne har man valgt at købe deres venskab og støtte ved at give dem gaver. Foruden Hoby-graven kendes en række fund af romerske genstande "af usædvanlig høj kvalitet", der alle dateres til tiden mellem Kr.f. og 40 e.Kr. og som er beliggende ved Ringkøbing Fjord, i Limfjorden, langs den østjyske kyst, det vestlige Fyn og Lolland-Falster. Blandt disse er en officersdolk fra Hedegård ved Horsens. Beliggenheden af disse fund antyder en mulig romersk ekspedition med diplomatisk formål. Hvis dette er tilfældet, kan det være en lejlighed, hvor stedlige herskere har kunnet forøge deres status og autoritet ved at etablere og sikre sig kontrollen over forbindelser til Romerriget, der senere afspejles i indførsel af romerske genstande.

Hoby-graven må ses i forbindelse med en grav i Bendstrup i Nordøstjylland, hvor man har to fibler som ligner tilsvarende fibler i Hoby-graven. Hoby-fiblerne er formentlig kopier af Bendstrup-fiblerne. Ydermere findes i Bendstrup et vinkar, som supplerer gravfundet i Hoby. Det er nærliggende at fortolke dette således, at en datter af stormanden fra Hoby måske er blevet gift med en lignende standsperson i Bendstrup og som personlig medgift har bragt fiblerne og et vinkar fra sin faders samling af romerske genstande foruden andre ting. I så fald er det et af de tidligste eksempler på overregionale ægteskabsforbindelser og måske alliancer.

Befolkningen har antagelig været voksende i romersk jernalder efter den foregående tids store udvandringer og den har måske nået 200-300.000 indbyggere i yngre romersk jernalder.

Samhandel med og tjeneste i Romerriget

Perioden har navn efter den voldsomme indflydelse fra Romerriget. Denne viser sig ikke mindst i form af indførte romerske genstande. Handel med romerne var ikke fri men et privilegium, som blev styret af imperiet for at favorisere venligt sindede fyrster nærmest grænsen. Romerne søgte at opbygge en stødpudezone af allierede germanske fyrster nær grænsen via rigets handelspolitik, gavegivning, betaling for fred og sikring imod angreb samt muligheden for at komme i romersk tjeneste. I det første 3-4 årtier af det 1. århundrede e.Kr. var det især i de områder, der lå nærmest Romerrigets grænser, at romerske varer optræder mens forekomsten i fjernere egne som Sydskandinavien er mere sparsom, og billedet har ikke ændret sig meget omkring 40-70 e.Kr, men for tidsrummet fra slutningen af 1. århundrede e.Kr. til omkring 200 e.Kr. er der sket en stor stigning i det danske område ligesom varerne nu har nået den skandinaviske halvø (det sydlige Norge og Sverige) omend mere sporadisk. Fordelingen er tolket således, at de grænsenære fyrster efterhånden opbyggede alliancer med germanere, der boede i baglandet fjernere fra den romerske grænse, måske i en form for vasal-system. I tiden omkring Kr.f. optræder rigt udstyrede grave især i Böhmen og mindre udtalt i Pommern og det centrale Polen, men et par generationer senere er tyngdepunktet forskudt til det sydvestlige Slovakiet, Mähren, Schlesien, Mecklenburg og Polen. I Danmark er det først Lolland-Falster, der blev et knudepunkt for sådanne forbindelser, men et par generationer senere forskydes tyngdepunktet til Fyn. Senere er romerske importvarer udbredt til alle dele af Danmark: Jylland, Fyn, Sjælland, Smålandsøerne og Bornholm med flere knudepunkter, og udvekslingssystemet blev udvidet til at omfatte den skandinaviske halvø.

lanseskaft fra Kragehul med runeinskription.

Mens det er let at påvise romerske varer i Germanien, er det vanskeligere at påvise germanske varer i Romerriget. Rav er en mulighed,, jern er en anden mulighed, huder og læder en tredie mulighed, også kvæg, heste, korn og andre fødemidler har været foreslået. Mere sandsynligt er det imidlertid, at germanerne har eksporteret to andre "varer": slaver og soldater. Begge er bevidnet på Markussøjlen. I kraft af et hjemligt befolkningsoverskud har unge germanske mænd kunnet tjene i den romerske hær og de har her kunnet lære romersk levevis og krigsteknik. Netop i 1. og 2. århundrede e.Kr. optræder soldater- og ryttergrave med våben ret talrigt i germansk, herunder dansk, område. Dette kan bidrage til at forklare udbredelsen af romerske genstande, romerske mønter, organiserede hærafdelinger, folkevolde der afspejler det romerske Limes samt skabelsen af et germansk skriftsprog, runealfabetet, der i begyndelsen især forekommer på udstyr ofret i moser, samt brugen af Charonsmønter (Obulus). Slavehandel kan være et af motiverne til de gentagne angreb, som moseofringerne afspejler. Det forhold, at de tidligste angreb mod dansk område skete sydfra, kunne tyde på, at der er tale om germanere fra Romerrigets grænsenære egne, som rettede slavehandelsvirksomhed mod fjernere, nordligere liggende områder. Aftakkede romerske soldater kan have udnyttet deres militære kundskaber og kundskaber om Romerrigets behov for slaver til at skabe sig en egen forretning. Og nogle har kunnet skabe sig en levevej ved at forsvare bygder mod sådanne angreb. Den germanske inddeling i stammesamfund kan have fremmet en sådan virksomhed. At også folk fra dansk område tjente i den romerske hær sandsynliggøres af fundet i Brokjær i det sydvestlige Jylland af to krigergrave daterede til tiden 150-210 e.Kr. med et ringgrebssværd, som oprindeligt blev anvendt af lejesoldater fra Sydøsteuropa i den romerske hær. Også andet udstyr fra den romerske hær fundet i Danmark tyder i samme retning.

Runeskriften

Et vidnesbyrd om den tætte kontakt til Romerriget er tillige udviklingen af runeskriften, som formodentlig skete på denne tid. Vi kender ikke det nøjagtige sted eller den nøjagtige tid, men det står fast, at af de 24 tegn i den ældre futhark er 8 identiske i lyd og form med den latinske (romerske) kapitælskrift, 6 udviser slægtsskab, 3 har lighed i form men forskel i lyd og 7 afspejler selvstændigt udviklede tegn. Futharken udviser imidlertid en egen rækkefølge af tegnene, tekster forekommer både med højre og venstre skriftretning, bustrofedon, med usikker brug af skilletegn og hvor hver rune har sit eget navn og undertiden kan udtrykket et helt begreb. Disse forhold taler for, at runerne er inspirerede af romerske indskrifter men udviklet selvstændigt. I deres tidligste fase bliver de især brugt på genstande, ikke mindst dem der indgår våbenofringer, blandt andet for at angive ejernavne og magi.

Forsvarsanlæg og krigsbytteofringer

Nydambåden indgik i tidens krigsbytteofringer.

Der kendes en række langvolde og andre forsvarsanlæg daterede til denne tid.

I henhold til undersøgelser skal Olgerdiget have gennemgået tre hovedfaser, henholdsvis 31 e.Kr., 51 e.Kr. og 89/90 e.Kr. og har været vedligeholdt frem til omkring 120 e.Kr. hvor det forfalder og mister sin betydning. Olgerdiget bestod i sin yngste fase af en jordvold, en voldgrav og to palisaderækker. Olgerdiget var formentlig nordvendt, det vil sige beregnet til at forsvare befolkningen syd for det. Olgerdiget var over 11 km langt og udgjorde sammen med Vidåen en markeret grænse. Ved Vidåens udløb i Vadehavet fandtes to små ringborge: Trælbanke ved Højer og Archsumburg på Sild, der begge dateres til 1. århundrede e.Kr. og således er samtidige med Olgerdiget. En mulighed er at anglerne efterhånden bredte sig nordover og bragte Als under deres kontrol og at i forbindelse hermed blev Olgerdiget overflødiggjort og grænsen flyttet nordpå, hvor Æ Vold, der er dateret til 150 e.Kr. og Genner Bugt sammen med vandløb mod vest kom til at udgøre en ny grænse. Æ Vold er imidlertid sydvendt. Disse anlæg skal antagelig opfattes som grænsemarkeringer og forsvarsværker for stammeområder i forhold til deres naboer. En anden mulighed er, at der på dette tidspunkt har været et fremstød fra øst, som begge voldanlæg skulle beskytte imod. Under alle omstændigheder viser de, at forsvaret nu var fælles for større områder: stammen, folket eller bygden, i modsætning til keltisk jernalder, hvor forsvaret gjaldt den enkelte landsby (Borremose, Lyngsmose).

Ældre romersk jernalder synes at have indledt en urolig tid. Fra denne tid kendes de tidligste våbenofringer, fra Vimose på Fyn, er daterede til henholdsvis omkring år 70 og 160. Foruden Vimose er ofringer sket to andre steder på Fyn, på Lolland og i Thorsbjerg Mose i Angel i Sønderjylland. Angriberne er øjensynligt kommet sydfra. Karakteren af disse angreb er ikke nærmere bestemt; de kan have været angreb for at skaffe slaver til Romerriget. Måske var det derfor, at man ofrede deres våben men ikke de overvundne selv.

Befolkningsforhold

Ptolemæus' "Magna Germania". Bjergkæder, større floder samt Jylland omgivet af 3 x 3 øer ses tydeligt. Stammenavne er angivet.

Vi kender en smule til befolkningsforholdene omkring år 98 e.Kr. fra skriftlige kilder. Dette år skrev Tacitus sit værk Germania, som blandt andet omtaler stammer i Germanien. Blandt andet siges: "dernæst følger reudigner, avioner, anglier, variner, eudoser, suariner og nuitroner ..." Rækkefølgen er ikke alfabetisk men kan være geografisk. Der er blandt sprogfolk almindelig enighed om, at anglier er anglere og eudoser er jyder. I så fald må varinerne have boet mellem disse to folk. Arkæologisk er disse varinere tolket som den såkaldte Over Jersdal-kultur, der forekommer i området mellem Kongeåen i nord og Vidåen i syd. To langvolde ligger i den østlige del af dette område: Æ Vold nord for Åbenrå Fjord og Olgerdiget syd for Åbenrå Fjord. Ptolemaius skriver: "Halvøen selv er, oven over saxerne, beboet af sigulonerne i vest, herefter sabalingerne, så kobanderne, oven over disse chalerne, yderligere over dem og mere vestligt funisierne, øst for charuderne og nordligst af alle kimbrerne." Af de nævnte folkegrupper tolkes kimbrerne som indbyggere i Himmersyssel, charuder som indbyggere i Hardsyssel, sabalingier som sallingboere i Salling syssel mens siguloner kan være "Stammen Segger eller Sygger, som optræder i oldengelsk Heltedigtning og i Kvadet Vidsid nævnes ved Siden af Saxerne". På det ptolemaiske danmarkskort optræder også "viruner" (rettelig: variner hos Tacitus og Plinius).

Om forholdene på de danske øer er vi ringere oplyst. Hos Tacitus findes følgende: "Dernæst følger - ude i Oceanet - svionernes stammeforbund, der foruden mandskab og våben også er stærkt til søs. Skibenes konstruktion afviger fra den gængse derved, at der er stavn i begge ender således, at de altid har en landingsklar ende. Skibene betjenes ikke med sejl, og årerne lægges ikke fast i en række langs siderne men er løse - ligesom det bruges på visse floder - så at de kan vendes i den ene eller anden retning, som forholdene kræver det. Hos svionerne sættes endog velstand højt, så derfor har de en enehersker, der er helt uden indskrænkninger i sine beføjelser og har et absolut krav på lydighed. Våben er ikke her som hos de øvrige germanere almindeligt udbredte men låst inde og uder bevogtning - af en slave! For Oceanet hindrer fjender i overraskelsesangreb, og ledige krigerskarers hænder har nu engang let til våben. Og det er bestemt ikke i en eneherskers interesse at lade nogen adelig eller fribåren, for slet ikke at tale om en frigiven slave, føre opsynet med våbnene." Vanskeligheden består i, at vi ikke ved hvor omfattende dette svionernes område har været: har det kun omfattet den skandinaviske halvø, eller har det også omfattet danske øer? Dette er muligt og ret sandsynligt.

Landbruget

Ældre romersk jernalder repræsenterer i det store og hele en fortsættelse af landbrugsdriften fra yngre keltisk jernalder, det vil sige et landbrug baseret på digevoldingsagre og formodentlig med samme driftsform som i keltisk jernalder. I anden halvdel af ældre romersk jernalder (omkring 100 e.Kr.) skete der tilsyneladende en begyndende opgivelse af ordningen med digevoldingsagre og en overgang til et indmark-udmarks system, hvor indmarken nærmest landsbyen har været drevet intensivt som agerjord med gødskning af jorden, mens udmarken udgjordes af overdrev og skov, der kunne give græsning til kvæg, olden til svin, hø til vinterfoder, brændsel og byggematerialer.

Afvejningen af kornavlens og husdyrholdets rolle har formodentlig været uens i landets østlige og vestlige dele: i Jylland er arealerne omfattede af digevoldingsagre fortsat omfattende mens de på Øerne synes at have været mindre og adskilte af noget større overdrevsområder. Forskellen kan til dels tilskrives jordbundsforholdene, idet jordene i Jylland var sandede og derfor mere magre, mens de på Øerne var mere lerede og derfor mere frugtbare.

Bebyggelsen

Også selve landsbybebyggelsen udviser kontinuitet. Adskillige bebyggelser udviser en fortsættelse på tværs af andre skel i tiden. Forklaringen på dette er sikkert, at landbrugsdriften har sikret en god og stabil overskudsproduktion, der blandt andet bevidnes af kældre til opbevaring af korn på bopladsen Overbygård samt fund af ostekar, der vidner om overskud af mælk til dette formål. Sådanne forrådskældre er imidlertid undtagelsen fra reglen.

I ældre romersk jernalder begynder gårdtoften for første gang at optræde som en markeret enhed i form af et omgivende hegn, som omkranser hovedhuset og ofte er forbundet med gårdens sidebygninger. Dette er blandt andet konstateret i Vendehøj.

Et udtryk for en stor overproduktion og heraf følgende befolkningsfremgang er, at gårdene i fx Vendehøj i periodens løb blev stadigt større, især ved tilkomst og udvidelse af udhuse. Der sker tilsyneladende en stadig mere udtalt rangordning af de enkelte gårde; især et par gårde skiller sig ud.

Thy

Fra Thy kendes et stort antal byhøje, herunder i Tåbel, Mariesminde, Vestervig og Hurup. De lå med en indbyrdes afstand på mellem 1 og 2,3 km. 30-40 af dem har eksisteret fra kort før Kr.f. og 2-3 århundreder, mens omkring en halv snes stykker har været af kortere varighed. I Heltborg har det været muligt at udskille såvel selvstændige gårdanlæg som mindre huse med beboelse og stald. I begyndelsen af 1. århundrede f.Kr. forekommer en gård med et 14 m langt langhus med beboelse og stald samt to små udhuse med lergulv. Nogle af landsbyerne, således Vestervig og Mariesminde, der begge ligger nær Agger Tange, har formodentlig drevet fiskeri.

Nørre Fjand

Bopladsen Nørre Fjand ved Nissum Fjord i Vestjylland, dateret til 2. århundrede f.Kr. - 2. århundrede e.Kr., bestod af mindst 55 huse, formodentlig i flere faser. Husene lå i øst-vestlig retning. Den gennemsnitlige længde var blot 10 m og kun tre af husene har haft stald. Det ældste af disse fra 1. århundrede f.Kr. var 18 m langt og havde plads til 17 dyr. Et yngre hus var 12 m langt og havde plads til 16 dyr. Det yngste hus var 18 m langt men havde kun staldplads til 6 dyr. Bebyggelsens beliggenhed og fund af sænkesten antyder, at indbyggernetil dels har ernæret sig ved fiskeri, men endvidere har man ernæret sig ved jagt på fugle og rådyr.

Hvesager

Hvesager vest for Jelling er en af flere bebyggelser fra ældre romersk jernalder beliggende på et moræneplateau, der hælder mod syd ned mod Farup sø. Landskabet gennemskæres af Fårup Mose, der ligger i øst-vestlig retning omkring 600 m syd for bopladsområdet, og af mindre vandløb, der forløber i henholdsvis nord-sydlig retning og øst-vestlig retning. Jordbunden består overvejende af sandblandet ler. Foruden Hvesager ligger flere andre små bebyggelser på plateauet med en indbyrdes afstand på 400-600 m: Fårupvej, Plantagevej og Fårup (de to sidstnævnte ligger umiddelbart ved Fårup mose). I flere tilfælde er der øjensynligt tale om en fortsættelse af bebyggelse fra keltisk jernalder.

Bebyggelsen i Hvesager omfatter to sammenbyggede gårde, der tilsyneladende kun har eksisteret i en kortere tid, idet der kun er foretaget få ombygninger af hovedhusene men åbenbart ikke er sket fornyelser af bygningerne. Begge gårde har bestået af en indhegnet tofte. Den største gårdtofte målte 40 x 53 m svarende til et areal på omkring 2.120 m². Den omfattede et langhus, to-tre større udhuse, et-to mellemstore udhuse og to-tre små udhuse med et samlet bebygget grundareal på 400-600 m². Den lille gårdtofte målte 23 x 44 m svarende til et areal på 1.012 m². Den store gård har en struktur, der gør det sandsynligt, at der var tale om to gårde uden (spor af) adskillende hegn imellem; i så fald ville der være tale om tre gårde af omtrent samme størrelse. Fælles for gårdene er, at deres hovedhus ligger ca. 10 m fra det omgivende gårdtoftehegns sydside med en sydlig indgang i hegnet og at der til hver gård hørte et udhus beliggende nord for hovedhuset bestående af fire sæt tagbærende stolper.

Omkring 50 m fra bebyggelsen var en kammergrav med krigerudstyr. Både boplads og grav dateres til første halvdel af 100-tallet e.Kr., det vil sige anden halvdel af ældre romersk jernalder.

Haughus

Haughus sydøst for Jelling beliggende omtrent 2 km øst for Hvesager er en isoleret bebyggelse fra ældre romest jernalder og ligger på samme moræneplateau som denne, men er adskilt ved flere mindre vandløb i nord-sydlig retning. Bebyggelsen Haughus 1 bestod af en gårdtofte på ca. 35 x 40 m svarende til et areal på 1.400 m². Den omfattede et langhus, et mellemstort udhus og et lille udhus svarende til et samlet bebygget grundareal på 172-190 m². Der er foretaget flere fornyelser af udhusene. Bebyggelsen Haughus 2 bestod af et langhus med tilhørende udhus og muligvis endnu et langhus med udhus. Langhuset har været 22-24 m langt og med seks sæt tagbærende stolpepar, der var placerede nær væggene og dermed skabte et bredere midterrum. I tilknytning til langhuset lå et ca. 120 m² stort indhegnet areal, hvorpå lå et ca. 8 m langt udhus med tre sæt tagbærende stolper og indgang i retning mod langhuset. Der kan være tale enten om to samtidige gårde eller om en gård i to faser.

Langhuset var omkring 20 m langt og 5 m bredt med 6 sæt tagbærende stolpepar. Huset har kun eksisteret i en fase. Det ene udhus ligger ca. 10 m nord for langhuset og er ca. 9 m langt og 4,5 m bredt med 3 sæt tagbærende stolpepar. Andre udhuse lå syd for langhusets østende og er blevet fornyet med en mindre forskydning. Udhusene var henholdsvis ca. 6 x 4 m og 5 x 4 m.

Fårupvej

Fårupvej syd for Jelling ligger på samme moræneplateau som Hvesager og Haughus og dateres ligeledes til ældre romersk jernalder. Bebyggelsen har omfattet to faser. I den en fase omfattede bebyggelsen fire eller fem gårde, der lå side om side på række dog med en gård let forskudt mod nord og den sidste gård noget isoleret mod sydøst. Hovedbygningerne har i hvert tilfælde været 16-18 m lang og hver med et eller to tilhørende udhuse 6-9 m lange. Der er ikke påvist spor efter indhegning. I den anden fase, hvor bebyggelsen lå noget sydligere, omfattede bebyggelsen fem gårde, og også i dette tilfælde lå de side om side på række. I alle tilfælde lå hovedhuset mod syd og udhuse nord for hovedhuset. Hovedhusene var 18-20 m lange og udhusene 5-7 m lange. Heller ikke her er påvist spor efter indhegning. Der er ikke sikre beviser for, at der er tale om to faser af samme bebyggelse.

Plantagevej

Plantagevej ligger sydvest for Jelling på samme moræneplateau som Hvesager, Haughus og Fårupvej og dateres ligeledes til ældre romersk jernalder. Bebyggelsen menes at have omfattet to faser. I den ældre fase omfattede bebyggelsen 6 gårde, der afspejles ved langhuse med en længde på 10-12 m. I den yngre fase omfattede bebyggelsen 5 gårde, der afspejles ved langhuse med en længde på 17-18 m (en gård dog ca. 20 m) og to-tre udhuse. I et tilfælde er fundet spor efter et omsluttende fælles hegn for to af gårdene. Mod syd afsluttes hegnet ved langhusenes hjørner. Det indhegnede areal udgjorde ca. 750 m². Mindst et par af gårdene kan påvises at have eksisteret i to faser. Endvidere er fundet spor efter tre langhuse, der ikke kan indpasses i de to landsbyfaser.

Fårup

Fårup ligger ca. 1 km sydvest for Jelling syd for Fårup Mose. Der er fundet spor efter flere langhuse, der dateres til ældre romersk jernalder, men der foreligger endnu ingen nærmere afklarende udgravninger. Forholdene er fortolkede således, at der i keltisk jernalder fandtes en spredt bebyggelse af enkeltgårde, som i århundredet før Kristi Fødsel er efterhånden blevet samlet til en landsby på fem gårde, der senere kan være omflyttet med ujævne mellemrum mellem forskellige steder på samme moræneplateau. I ældre romersk jernalder omfattede den samlede bebyggelse i området en mulig stormand ved Hvesager, der ifølge gravudstyr kan have udført krigstjeneste og måske udført lederfunktioner, en landsby på 5-6 gårde samt en enkeltgårdsbebyggelse.

Gårdslev

Gårdslev ved Vejle består af en enkelt gård. Gårdtoften var omtrent 540 m². Gården bestod af et langhus, to mellemstore udhuse og et lille udhus med et samlet bebygget grundareal på 174 m².

Hammelev Nørremark

Hammelev Nørremark ved Haderslev består af tre parallelle, øst-vest rettede treskibede langhuse, der mod vest suppleres med en nord-syd rettet bygning således, at den samlede bebyggelse omtrent fremtræder som et E. Det midterste langhuse har eksisteret i to faser og har været henholdsvis 15 og 22 m langt og 5,5 m bredt. Det sydlige langhus har kun eksisteret i en fase og været 21 m langt og 4,5 m bredt. Det nordlige langhus havde buede vægge og været ca. 26,5 m langt og 3,5-4,5 m bredt.

Vendehøj

Bopladsen Vendehøj, der eksisterede allerede i keltisk jernalder og fortsatte i ældre romersk jernalder, eksisterede i fire faser, som har afløst hinanden på samme sted, et plateau. Første fase bestod af 7 gårde beliggende øst-vest på plateauets nordside. Seks af de syv gårde var forbundne ved et fælles hegn, hvorimod den sidste gård lå adskilt fra de øvrige. I en kortvarig anden fase bliver gårdene opdelt i separate gårdanlæg, ialt 17 langhuse. I tredje fase består landsbyen af 12 gårde og 16 langhuse. I fjerde faste består landsbyen af 22 langhuse. Fire langhuse og tre udhuse har ikke kunnet dateres med sikkerhed. I første og anden fase er der relativt lille forskel på gårdenes størrelse, men i fase tre bliver forskellene større, og i fase fire udskiller visse gårde sig med flere og større udhuse. Ydermere kan konstateres, at gårdene på skift udmærker sig ved at være den største og at der ikke kan udskilles nogen "høvdingegård".

Overbygård

Rekonstrueret gård fra Overbygård.

Bopladsen Overbygård i Vendsyssel, dateret til 1. århundrede f.Kr. - 2. århundrede e.Kr., bestod af et antal huse og eksisterede i fire faser. Husene er 5 m brede og 16-18 m lange, og som noget særligt er de forsynede med kældre og sidebygninger. Sidebygningerne var 4,5 m brede og op til 9 m lange og flere af dem med ildsteder. Kældrene har været anvendt til forråd. I tredje fase blev langhusene forlænget så meget, at der blev plads til 12-14 dyr, ialt staldplads til 120-140 kreaturer. I fjerde fase er sidehusene nedlagt men hovedhusene gjort længere: den gennemsnitlige længde er nu 20-21 m og landsbyen har bestået af 14-15 gårde. Der er ikke fundet nogen storgård og heller ikke nogen smedje, men fund af jern og slagger antyder, at smedjen har eksisteret.

Priorsløkke

Bopladsen Priorsløkke vest for Horsens er dateret til 1.-2. århundrede e.Kr. Bebyggelsen har eksisteret i mindst to faser. I den første fase bestod landsbyen af 14 huse, alle 10-11 m lange. I den senere fase var langhusenes længde vokset til 15-16 m, og landsbyen, som lå på en nordvendt halvø i Hansted ådal, var nu beskyttet af et palisadehegn og en voldgrav vendt mod syd. I hegnet fandtes en 3,5 m bred port, og graven, der var omkring 130 m lang, var afbrudt ved porten.

Galsted

Bopladsen Galsted beliggende på et plateau på østsiden af Toftlund Bakkeø i Sønderjylland er dateret til 1. århundrede e.Kr. Landsbyen bestod af 13 gårde, de fleste bestående af et enkelt langhus. De fleste af husene var omkring 5 m brede og 18 m lange. Landsbyen var omgivet med et hegn, og det indhegnede areal med en længde på 100 m og bredde på 70 m havde nærmest pæreform på grund af en gravhøj fra bronzealder, som lå midt i landsbyen.

Fyn

På Fyn er det påvist, at en række landsbyer med oprindelse tilbage i keltisk jernalder ophører omkring 100 e.Kr., således Marslev (dateret 300 f.Kr.-100 e.Kr.), Radstrup, Kertinge og Hundslev (alle 150 f.Kr.-100 e.Kr.) hvortil kommer Kølstrup (Kr.f.-200 e.Kr. Disse lå alle indenfor et begrænset område på Nordøstfyn, hvor de synes langt på moræneøer (en eller flere) omgivet af engdrag og åløb. Det formodes, at deres forsvinden hænger sammen med en udvikling, hvor bebyggelsen samles i færre, men større bebyggelser. Ophøret er tidsmæssigt sammenfaldende med det, der kan konstateres for flere jyske bopladser.

Yngre romersk jernalder (150/160-375 e.Kr.)

I mangt og meget synes yngre romersk jernalder at udgøre en fortsættelse af ældre romersk jernalder: indførelsen af romerske genstande fortsatte, ældre traditioner med Charonsmønter fortsatte også (nu dog undertiden med glas i stedet), meget tyder på at Mithras-kulten har bredt sig blandt germanere i den romerske hær.

Yngre romersk jernalder synes at have været en tidvis urolig tid. I Mellemeuropa udkæmpes i tiden 166-180 e.Kr. de markomanniske krige, der indebar et mere eller mindre sammenbrud for det romerske forsøg på at sikre sig venligt sindede allierede blandt germanerne nær den romerske grænse. Senere fulgte de alemanniske krige.

Men samtidig fortsatte handelen med Romerriget øjensynligt. Hovedruterne synes at have været to: fra Limes via øvre Elben og dens bifloder nordpå til Mecklenburg og herfra ud til Øresundskysten og de danske øer samt ravruten i Østeuropa, der forbandt Sortehavsområdet med Østersøområdet. Disse handelsruter synes at have været konsoliderede med ægteskabelige forbindelser mellem regionale stormænd, hvilket menes godtgjort ved fællestræk i gravudstyr.

Yngre romersk jernalder synes at have udvist en fortsat, og nu mere udtalt, forskel mellem Jylland på den ene side og øerne på den anden. I Jylland fremstår fortsat et præg af stammeområder omtrent af samme størrelse som de senere sysler og med talrige våbenofringer, der tolkes som spor efter angreb af fremmede, mens øerne fremtræder som et mere homogent område med et enkelt rigt stormandscenter, men hvor dette i ældre romersk jernalder lå i Hoby, ligger den fra 150/160 e.Kr. på Stevns, især Himlingøje og Varpelev, hvor det afspejles i rige gravhøje. Dette center synes at have opbygget forbindelser, formodede alliancer, til forskellige steder i Jylland og Skandinavien. Lidt senere optræder der aflæggere på Sydsjælland og på Fyn, hvor Gudme-området efterhånden udvikler sig til det største rige handels- og håndværkscenter med formodede religiøse funktioner og internationale forbindelser, ægteskabsalliancer til Mellemeuropa og handelsforbindelser til flere steder i Romerriget.

Befolkningsforhold

Mens sporene efter en social lagdeling på Sjælland tidligere havde været meget svage, bliver de i yngre romersk jernalder meget tydelige, omkring et magtcenter, som har været beliggende på Stevns. Den nye sociale lagdeling med en småkonge, en hærfører, stedlige fyrster med tilhørende følgeskab, friborne og frigivne samt slaver bliver tydelig og modsvarer til fulde den skildring, som Tacitus giver i sit værk Germania fra 98 e.Kr. Om denne udvikling skyldes indre forhold som driftsomlægning af landbruget eller ydre forhold som fx. en erobring fra et fremmed dynastis side eller en kombination af indre og ydre forhold, er uklart. Den tydelige manifestation i form af smykker og til dels romerske varer må anses som en afspejling af udviklingen snarere end af dens årsag, omend rigdommen naturligvis også kan fungere som drivkraft for udviklingen. Klart er det, at forbindelser til andre fjernere egne af landet og til udlandet udgør et nyt træk i det sjællandske samfund.

På grundlag af smykker i gravfund har man ment det muligt dels at udskille forskellige social lag, dels at påvise internationale ægteskabelige forbindelser. Med hensyn til de sociale lag menes kolbearmringe at repræsentere et øverste lag efterfulgt af ormehovedarmringe og derunder ormehovedfingerringe af forskellig type. Den regionale fordeling af disse statussymboler tyder på, at der på Stevns fandtes et "ormehoved"-dynasti med forbindelser til Østjylland (jydernes område) og Sønderjylland (anglernes område), under dette med forbindelser markeret ved ormehovedarmringe til henholdsvis Vendsyssel, Østfyn (Gudme-området) samt Bornholm. Fordelinge tyder på forekomst af egentlige alliancer. Ormehovedfingerringe kan have markeret loyale høvdinge; deres forekomst er overvejende på Sjælland men også på Bornholm og i Vendsyssel. Indtrykket understreges af nogle sølvpokaler med en karakteristisk figurfrise med mennesker og dyr fra Himlingøje og Valløby på Stevns, fra Nordrup ved Ringsted og fra Sverige. Det forhold, at der i samme område forekommer mange våbengrave gør det rimeligt at antage, at disse stedlige høvdinge har udgjort en hird for det ledende dynasti. De sjællandske høvdinge må have stået i et afhængighedsforhold til elitens center. Den førende stilling for dynastiet på Stevns understreges ved, at de døde blev kremerede men gravlagt i storhøje. Senere gik man over til jordfæstegrave, og storhøjene ophørte. Først nu begynder romerske genstande at optræde i Skåne, omend fortsat kun i begrænsede mængder. Forbindelsen til Romerriget understreges også ved fund af romerske mønter. Disse kan have to årsager: dels som led i handel, dels som betaling for romersk militærtjeneste (sold). Belæg for, at germanere tog romersk krigstjeneste, kendes fra det Galliske Særrige (259-173/4 e.Kr.). Militærtjeneste kan have bidraget til at sikre handelsforbindelserne.

Med hensyn til internationale ægteskabelige forbindelser kendes fra grave i Himlingøje fra omkring år 200 e.Kr. på Stevns ormehovedarmringe, der ellers kun kendes fra Varpelev samt på Øland, på Gotland og i Mälarområdet. Som helhed tyder disse sammenfald i pragtgenstande på overregionale personlige forbindelser mellem de nævnte områder. Et andet eksempel er kvindegrave fra henholdsvis Varpelev på Stevns og Årslev på Fyn, der begge indeholdt en hårnål af guld og med indlagt karneol, en halvædelsten, samt tre halvmåneformede guldstykker, der hænger ned i fine kæder og som viser forbindelser til Ungarn i anden halvdel af 300-tallet. Et tredje eksempel er sølvskeer, der er medgivet som gravgaver, og som kendes fra Årslev og Hågerup i Danmark og fra Leuna, Hassleben og Sakrau i Mellemeuropa. Et fjerde eksempel er en grav fra Hågerup og fra Leuna ved Leipzig, der begge var skeletgrave med "charonsmønt" samt i fodenden af kisten et drikkeservice med sølvskål, glasskål, øse, si, benkam og andet udstyr. Det er muligt, at disse sammenfald i smykker og genstande afspejler slægtsforbindelser mellem Østsjælland, Østfyn og Thüringen-Sachsen. Det bør tilføjes, at netop Thüringen er det område, hvor stednavne på -leben forekommer, en formodet parallel til stednavne på -lev kendt i det sydlige Norden. Forbindelsen mellem de to områder har formodentlig sin oprindelse allerede i yngre romersk jernalder. Endelig har været peget på fordelingen af rosetfibulaer, i Sydvestjylland, Limfjordsegnene, Vendsyssel, Østfyn, Vestsjælland, Sydsjælland, Østsjælland, ved Roskilde Fjord, på Bornholm og Gotland samt enkelte langs den sydnorske kyst, ved Vänern og ved Mälaren i Sverige som muligt udtryk for overregionale forbindelser og måske allierede.

Viden om dynastiet på Stevns svækkes af, at der endnu ikke er fundet en boplads, som kan forklare det dynasti, som afspejler sig i gravfund i området. Imidlertid viser forekomsten af flere brolagte veje og vejovergange over Tryggevælde Å forbindelse mellem Varpelev og Himlingøje. Fundfordelingen tyder på, at ormehoved-dynastiet på Stevns har eksisteret i en generation eller to i første halvdel af 200-tallet og har haft faste forbindelser over Østersøen til Mecklenburg og det nordlige Polen herfra sydover med områder ved det mellemste Donau samt til egnene ved Rhinen. Fra disse områder stammer indførte romerske varer. Men efter ret kort tid synes handelscenteret på Stevns i stigende grad at være blevet afløst af et nyt handelscenter på Østfyn: Gudme-centeret.

Gudme-centeret havde ligeledes forbindelser til Rhin-området men desuden til egne nær den kontinentale romerske grænse, hvilket afspejles i grave fra Årslev og Hågerup.

Som helhed tegner yngre romersk jernalder et billede, hvor de østlige dele af landet (først Stevns, senere Østfyn) udgjorde et overregionalt småkonge- eller høvdingesæde og et handelsmæssigt center måske i forbindelse med kultfunktioner og øjensynligt beskyttet af en ydre kreds af militære forposter i hvert fald på Sjælland. De vestlige dele var derimod opdelte i mindre stammeområder og synes at være udsatte for gentagne angreb først fra syd og senere fra øst og nordøst, hvilke man forsøgte at beskytte sig imod med folkevolde og pælespærringer og - efter våbenofringer at dømme - med et vist held. Disse angreb kan have forbindelse med slavejagter fra folkegrupper med forbindelser til Romerriget (især mod vest) og ved allierede til de østdanske handelscentre, der øjensynligt etablerede og opretholdt internationale alliancer langs handelsruterne (især mod øst). Det er muligt, at angrebene mod Østjylland fra nordøst skal ses som en reaktion på angreb fra syd og havde til formål at skaffe "erstatningsslaver" for de befolkninger, der boede i Halland, Bohuslen og måske Vestgøtaland, og som ellers truedes af en skæbne som slaver. Det forhold, at de ofrede militære genstande havde runer og/eller var af romersk oprindelse, kunne tyde på, at (i hvert fald nogle af) deltagerne forinden havde fået militær træning i Romerriget, som de senere udnyttede til at drive slavejagt. Hvis der er grundlag for at antage, at rigdommen på romerske varer i Thüringen til dels hænger sammen med romersk militærtjeneste, og hvis der har været overregionale alliancer mellem dette område og områder på Sjælland og Fyn, så er det nærliggende, at også folk fra disse områder har kunnet deltage i den romerske militærtjeneste.

Våbenofringer og forsvarsanlæg

I Skandinavien kendes fra denne tid våbenofringer i moser på Lolland, Fyn og Østjylland. Interessant er, at mens de ældste ofringer i Thorsbjerg fra periodens begyndelse udviser en markant sydlig oprindelse, så er materialet fra to senere ofringer, henholdsvis første halvdel af 3. århundrede og begyndelsen af 4. århundrede dels af blandet dansk-tysk, dels sydsvensk-ødansk oprindelse. Dette kunne tyde på, at hvis forekomsten af rigdomscentre på Sjælland og Østfyn må tilskrives en central rolle i slavehandel i bytte for romerske varer, så kan disse handlede slaver stamme fra Angel-området. Bedømt på grundlag af de ofrede genstande afspejler disse ofringer angreb fra Mellemtyskland mod Thorsbjerg og de syddanske øer. Senere, i tidsrummet år 210/220-250/260 (C1b) kendes således samtidige våbenofringer fra Trinnemose i Vendsyssel, Illerup i Østjylland og Illemose (Østfyn), kort efter fra Porskjær og Vimose, begge i Østjylland og Thorsbjerg i Sønderjylland og yderligere en fra Illerup, der er samtidig med Søborg Sø i Nordøstsjælland, ialt mindst 8 våbenofringer. Disse formodes at afspejle angreb fra nordøst, det vil sige Sydnorge. Samtidig skete et nyt angreb mod Angel, der afspejles i moseofringen i Thorsbjerg. Det meste af Sjælland udviser derimod på samme tid stor rigdom og rundt om på øen findes spor af våbenføre krigere, der måske har udgjort en hird med tilknytning til Himlingøje, Valløby og Nordrup. Fra tiden 250/260-310/320 e.Kr. kendes samtidige våbenofringer fra Dallerup i Østjylland, Ballerup sømose på Sjælland, Thorsbjerg, Balsmyr på Bornholm, Hassle-Bösarp i Skåne og Skedemose på Øland, en særskilt våbenofring skete i Hedelisker ved Randers og endelig skete samtidige våbenofringer fra Thorsbjerg og Nydam i Sønderjylland, Ejsbøl i Østjylland, Kragehul på Fyn og atter Hassle-Bösarp og Skedemose. Fra denne tid kendes tillige flere langvolde i Jylland, således Æ Vold (dateret til ca. 278 e.Kr.), Olgerdiget (dateret til 7-130 e.Kr.) og Trældiget (løst dateret til romersk jernalder), pælespærringer i Gundsø Vig i Kolding Fjord (daterede til 236 e.Kr. og 256-317 e.Kr.), Jungshoved Nor på Sjælland (ca. 340 e.Kr.), Nakkebølle Fjord på Sydfyn (ca. 370 e.Kr.) samt Margrethes Bro i Haderslev Fjord (ca. 370-418 e.Kr.). og store våbenofringer i moser: Viemose, Vingsted, Porskjær, Illemose, Dollerup, Thorsbjerg, Illerup, Fuglsang. Bedømt på grundlag af de ofrede genstande afspejler disse ofringer angreb fra Mellemtyskland mod Thorsbjerg samt fra Norge mod Østjylland, Nordfyn og Nordsjælland. Omkring år 300 sker nye våbenofringer i moser: Ejsbøl og Nydam. Bedømt på grundlag af de ofrede genstande afspejler disse ofringer angreb fra Mälarområdet mod Gotland, Øland, Skåne, Fyn og Sønderjylland. De angribende hære bestod af folk fra forskellige egne, vel organiserede i hærenheder på op til omkring 150 mand med nogle få hærførere i spidsen. De angribende var måske marodører, tidligere professionelle soldater som efter udstået tjeneste have slået sig sammen fx for at bedrive slavehandel med Romerriget. Når de især valgte at angribe Sydøstjylland, kan det blandt andet have sin årsag i, at disse områder bestod af mindre folkeslag, som - alt andet lige - måtte være lettere at overvinde. Våbenofringerne afspejler, at disse angreb alligevel ikke altid lykkedes. Tværtimod lykkedes det de lokale at organisere et forsvar med held. Alternativt kunne angrebene være udgået fra Østjylland og ofringerne være sket efter vellykkede slavetogter. Uanset, man har ofret fangernes våben og udstyr og solgt fangerne selv som slaver.

Nævnes må også Vendeldiget i Nordvestjylland, dateret til 210-380 ±70 e.Kr. Der er tale om en såkaldt folkevold bestående af en voldgrav, en vold og en palisade, omend sidstnævnte (endnu) ikke er påvist ved Vendeldiget. Diget er 3,75 km langt og strækker sig i let buet sydøstlig-nordvestlig retning i Vejrum og Asp sogne. Det har formodentlig fungeret som territorialgrænse mellem to stammesamfund. Formodentlig fra samme tid stammer det såkaldte Rammedige sydvest for Lemvig, omkring 20 km vest for Vendeldiget, omtrent 2 km langt og med forløb i nord-sydgående retning.

Folkeforskydninger i Jylland

Yngre romersk jernalder var øjensynligt en dynamisk tid. På grundlag af forskelle i den materielle kultur mener arkæologer at kunne fastslå forskydninger i forskellige folkegruppers udbredelse: omkring år 200 nåede anglernes ekspansion op til omkring Kolding, og varinerne blev tvunget mod vest. Men fra midten af 3. århundrede kom anglerne åbenbart under pres fra jyderne i nord, og der må have stået et slag, hvor anglerne led nederlag. I hvert fald er der i Ejsbøl Mose fundet et sværdbælte, hvis parallel kendes fra en gravplads ved Egernførde. Omkring år 300 var anglerne blevet presset tilbage til områderne ved Vidåen og Flensborg Fjord, hvor de endnu havde kontrollen over Sundeved, men i 300-tallet bliver de presset yderligere mod syd og i 400-tallet endda syd for Slien. Hvor langt mod syd Anglernes udbredelse har strakt sig, vides ikke. Det ældste Dannevirke dateres nu til 400-tallet, en lidt yngre fase til 500-tallet.

Landbruget

Det må formodes, at befolkningen var voksende og at dette har udløst et behov for forøget landbrugsproduktion. Senest omkring år 200 e.Kr. synes digevoldingsagrene at ophøre, og samtidig synes der at være sket en omlægning af bebyggelsen, idet de tidligere ret små landsbyer nu nedlægges og øjensynligt afløses af færre men større landsbyer. Denne omlægning formodes at hænge sammen med en omlægning af driften til et indmark-udmarksbrug med fast dyrket indmark og omgivende overdrev eller områder, der endda springer i skov. Et bevis på dette er forekomsten af en 80 m lang fægyde ved Vallensbæk på Sjælland; denne har været brugt til at lede kvæget ud til græsningsområderne uden at betræde de dyrkede marker. Det formodes, at den fornødne gødning til sikring af den intensiverede dyrkning er skaffet ved, at kvæget holdes græssende på mindre områder i længere tid eller med staldgødning.

Denne driftsomlægning afspejler en mere økologisk tilpasset landbrugsdrift med høj stabilitet, hvor den udvidede udmark, overdrev og skov, giver mulighed for flere græssende dyr, især kvæg, som udnytter plantematerialet herfra og omdanner det til gødning, som kan anvendes til at forøge udbyttet på indmarken, der til gengæld må dyrkes mere intensivt. En del af udmarken sprang i skov, hvor oldenproduktionen kunne udnyttet til et stærkt forøget svinehold, idet svin udgør den mest effektive produktion af kød og flæsk. Dette betød, at den samlede fødemængde efter omlægningen kunne forøges betydeligt til gavn for en voksende befolkning, hvoraf en del har kunnet rette sin virksomhed imod specialiserede hverv som fx. håndværk, handel, forsvar og ledelse. Overskudsproduktionen har tillige forstærket muligheden for et socialt mere differentieret samfund, hvori nogle har udgjort en priviligeret overklasse af krigere og høvdinge, nogle har udgjort en underklasse af trælle, men det store flertal af befolkningen sikkert har været selvstændige bønder, der dog har måttet indpasse sig i et landsbyfællesskab. Den voksende velstand for bønderne afspejler sig i bebyggelsen som stadigt voksende gårde.

Bebyggelsen

I yngre romersk jernalder optræder for første gang en egentlig nuancering af bebyggelsen: tidligere fandt denne sted inden for rammerne af det enkelte landsbysamfund fx ved en markering af høvdingens gård med en særlig afhegning. Men nu indtræffer en forskel i beliggenhed for bopladser med uens formål: foruden traditionelle bopladser optræder nu udskillelse af en stormandsgård fysisk adskilt fra landsbybebyggelsen og ligeledes bliver værksteder nu mere udpræget udskilt som en særlig bebyggelse i tilknytning til en stormandsgård. Men samtidig indtræder forandringer i de enkelte landsbyers fremtræden.

Denne udvikling må ses på baggrund af den sociale samfundsudvikling i samtiden. I yngre romersk jernalder skete en ny markant omlægning af agerbruget til en form for indmarks-udmarks-brug. Indmarken har været en form for alsædebrug. Landsbyerne er omgivne af intensivt dyrkede og gødede marker (indmark), mens overdrev til græsning og skov lå længere væk (udmark). Rug vandt øjensynligt frem på bekostning af hvede. Rug tåler bedre vinterkulde, fugtighed og tørke og lod sig dyrke både på sandede og mindre frugtbare jorder. Også toftesystemet, der fysisk markerer udstrækningen af den enkelte ejendom i form af et hegn, kan gå tilbage til denne tid. Tidligere små gårdgrupper og landsbyer blev nu sammenflyttede i færrre og større landsbyenheder, hvor hver gård har sin egen toft, der angiver dens betydning i det samlede landsbyfællesskab.

Centralpladser

I yngre romersk jernalder optræder for første gang et stormandssæde eller en centralplads, hvor landbrugsdrift spiller en mindre rolle mens håndværk, handel med Romerriget og skibsfart samt religion tilsyneladende spiller en større rolle. Det formodes, at et sådant stormandssæde eller en sådan centralplads først er fremvokset på Stevns på Sjælland, idet grave vidner om en særlig stor velstand, som herfra aftager ud over resten af øen, men en lignende centralplads er for første gang påvist på Fyn. Det er muligt, at der har været tilløb til flere sådanne pladser, men sporene er indtil videre svage og usikre.

Bemærkelsesværdigt er fremkomsten af et stormandssæde i Gudme og i tilknytning hertil handelspladsen ved Lundeborg på Fyn i slutningen af 2. århundrede og med eksistens frem til begyndelsen af 700-tallet. I Vester Egesborg på Sydsjælland fandtes en lignende plads, der begyndte lidt tidligere og atter forsvandt omkring år 400 e.Kr., mens en lignende plads i Vedbæk havde samme begyndelsestidspunkt som Vester Egesborg men forsvandt igen allerede i slutningen af 2. århundrede. I samme lange tidsrum som Lundeborg-handelspladsen var Helgö ved Mälaren den eneste tilsvarende handelsplads på den Skandinaviske halvø, mens Borg i Norge først optræder noget senere (fra 500-tallet). Handelspladsen ved Lundeborg hører sammen med en boplads i Gudme, der blandt andet omfatter en hal, 10 m bred og 47 m lang, opført i midten af 200-tallet og nedrevet i midten af 300-årene men et sidehus blev fornyet seks gange. Bopladsen synes at have nået sit højdepunkt på denne tid og synes ikke påvirket af de urolige forhold, der optræder andre steder.

Himlingøje

Et vigtigt handelscenter må have ligget på Stevns, selvom levn efter det endnu ikke er fundet. Derimod kendes en række gravhøje ved Himlingøje og Varpelev, der med al ønskelig tydelighed vidner om gode handelsforbindelser med Romerriget i form af indførte romerske genstande, glas, sølvbægre og andet. Andre rige gravpladser kendes fra det sydligste Sjælland samt mere spredt over øen omend med et tyngdepunkt på øen centrale og sydvestlige dele samt de sydlige dele af Nordøstsjælland. Gravfundene viser, at der i områderne omkring Stevns er adskillige grave med våben, hvilket nærmest ligner en beskyttende "sikkerhedszone" omkring dette handelscenter. Samtidig tyder genstandssammenligninger på, at dette center havde forbindelser til Østfyn og Nordjylland men ikke Øst- og Sydøstjylland, hvor fraværet af sådanne genstande er markant. Dette kunne tyde på mangel på fredelige kontakter mellem Stevns og disse områder. Det formodede handelscenter synes at forsvinde omkring år 300, da handelstyngdepunkter øjensynligt forskubbes til Østfyn. Fra Brokjær i Jylland kendes udstyr med mindelser om det, der kendes fra Stevns. Det er muligt, at det afspejler stedet som et stop på ruten fra Rhinegnene via Vesterhavet til Stevns.

Gudme

Guldgubbe fra Gudme.

I Gudme på Fyn udviklede der sig på denne tid hvad der bedst kan betegnes som et stormandssæde, der varede i flere hundrede år. En bebyggelse på stedet kendes allerede omkring Kr.f. men den havde været yderst beskeden. Gudmekomplekset bestod af tre dele: en stormandsgård mod nordøst, en bebyggelse af gårde med håndværk mod vest samt en isoleret bebyggelse mod sydøst. Både stormandsgården og en ladeplads ved Lundeborg ved kysten blev etableret i begyndelsen af yngre romersk jernalder. I 3. århundrede blev opført to huse, der siden blev fornyet i flere omgange. Disse var i den ældste fase 5,5 m brede og godt 12 m lange. I den følgende fase på overgangen mellem 3. og 4. århundrede blev den ene af bygningerne afløst af en hal, 10 m bred og 47 m lang. Hallen stod fra slutningen af 200-tallet til begyndelsen af 400-tallet. Også den anden bygning blev ombygget og var nu 10 m bred og 25 m lang og havde således også præg af en hal. Overhovedet voksede Gudmebebyggelsen i 3. og 4. århundrede og omfattede mod slutningen af romersk jernalder omkring 50 gårde bestående af langhuse på 6-7 m i bredden og op til 35 m længden. Det forhold, at stormandsgården savnede driftsbygninger for landbrug, taler for, at stormanden har kunnet afkræve tribut af beboerne i den øvrige bebyggelse og måske også af bebyggelser i omegnen.

Foruden bopladsen i Gudme lå ved Lundeborg, hvor Tange Å udmunder i Storebælt en sæsonbetonet handelsplads, mellem 30 og 75 m bred men omfattende omkring 900 m kyststrækning. Området rummede spor efter værksteder med ildsteder, værktøj og en brønd. Det samlede antal gårde i komplekset talte 40-50 ejendomme svarende til 300-500 indbyggere. Flere gårde er blevet fornyede på samme sted i op til ti faser, det vil sige gennem omkring 500 år. I tilknytning til gårdene foregik håndværk, især metalsmedning. Værkstederne syslede med jern, bronze, guld, sølv, hjortetak, glas og træ. Desuden må have eksisteret et tømmerværksted. Der er fundet spor efter våben: spyd, lansespidser, pilespidser, skjoldbuler og beslag til sværd og skeder. Der er talrige vidnesbyrd om handel med genstande fra romerriget, således glasperler og glaskar, formpresset keramik (Terra sigilata) og anden keramik., mønter, fragmenter af romerske bronzestatuer. og andet. Gudmes storhedstid synes først at ophøre fra omkring 550 e.Kr., men bebyggelsen fortsatte med at eksistere i mere end hundrede år. I tilknytning til bosættelsen lå en omfattende gravplads, Møllegårdsmarken.

Landsbyer

Landsbyerne fremstår mere nuancerede, tilpassede de stedlige landsskabelige vilkår.

Vorbasse

Bopladsen Vorbasse i Jylland blev i løbet af romersk og germansk jernalder samt vikingetid omflyttet flere gange, ialt kendes 7 faser, hvor landsbyen blev flyttet indenfor et begrænset område på 700 x 1000 m. Bopladsen voksede undervejs kraftigt i omfang: i 2. århundrede e.Kr. omfattede landsbyen et areal på omkring 22.500 m², i 3. århundrede var dette område vokset til 75.000 m². Landsbyen bestod på dette tidspunkt af en halv snes gårde, hvoraf en del lå i en nord-sydgående række og andre i en kreds, alle omgivet af et hegn og med en gårdtofte på 50x50 m. Hver gård bestod af et langhus placeret midt på toften samt et eller to mindre sidebygninger. Gennemsnitslængden på langhusene var 30-34 m, det korteste 20 m og det længste 48 m; sidehusene var 10-16 m lange. Langhuset kunne være opdelt i op til 5 rum, idet de vestlige to eller tre blev anvendt til beboelse, de østlige til stald, det østligste formentlig med åben gavl og anvendt som lade. Bevarede båseskillerum viser plads til 15-30 dyr i stalden. Ved en af gårdene fandtes uden for indhegningerne jernudvindingsovne og trækulsmiler, og et af de østlige rum synes at have været indrettet til smedje. Landsbyen rummede tillige et antal grubehuse, små nedgravede hytter, omkring 2,5 m brede og 3,5 m lange.

Efter nogle generationer blev gårdene enkeltvis flyttet ca 200 m mod vest. I 4. århundrede bestod bopladsen af 20 gårde, overvejende beliggende i en nord-sydgående række og resten beliggende omkring en åben plads, en forte. To af gårdene var dobbeltgårde, markeret med et delvist adskillende hegn. To af gårdene havde tilknyttet smedeværksteder med jernudvindingsovne beliggende lige uden for det omgivende hegn. Længst mod øst i landsbyen lå den største gård med et 45 m langt langhus og en indhegnet gårdtoft på 72 x 53 m, et areal på næsten 4000 m². Uden for landsbyen lå tre adskilte enkeltgårde. Landsbyen omfattede et areal på omkring 10.000 m², men tallet lyver: bebyggelsen dækkede det samme areal omend der øjensynligt sker en udtynding. Gårde og bygninger mindede om de tidligere, men gårdene var blevet lidt kortere og staldene lidt mindre. En enkelt gård var større end de øvrige, langhuset 43 m langt og med 4 tilhørende mindre bygninger samt et indhegnet areal på 74 x 54 m. Til denne boplads hørte to smedjer med tilhørende jernudvindingsovne og beliggende ved hver sin større gård.

Nørre Snede

En boplads i Nørre Snede dateret til perioden fra 3. til 7. århundrede, beliggende langs skrænten ned mod et engområde. Bebyggelsen var 100-200 m bred og omkring 550 m lang. I den ældste fase, fra 3. århundrede e.Kr., bestod landsbyen af 10 gårde. I det 4. århundrede flyttede gårdene lidt mod vest, og antallet faldt til 7-8 beliggende omkring en åben plads. I 5. århundrede flyttede landsbyen lidt mod nord men bibeholdt sin grundplan og antallet af gårde forblev uforandret. Flere af gårdene synes at være blevet fornyede på samme sted. Den største af langhusene var 36 m lang. Husene var indrettede med bolig og stald. Hver gård var omgivet af en firkantet indhegning.

Søndergård 1-Skindbjerg

Ved Jelling skete der tilsyneladende en omlægning af bebyggelsen omkring overgangen fra ældre romersk jernalder til yngre romersk jernalder: de tidligere bebyggelser Haughus 2, Fårupvej, Hvesager, Plantagevej og Fårup ophører og i stedet opstår to nye bebyggelser, Søndergård 1 og Skindbjerg ca 500-1000 m mod øst. De to nye bebyggelser ligger tæt op ad hinanden og har udgjort en samlet bebyggelse. Det er nærliggende at se den samlede bebyggelse som afløser for de tidligere spredte gårdgrupperinger og gårde. Bebyggelsen lå på en moræneflade, der mod vest afgrænses af en lav sænkning strækkende sig fra syd til lidt mod nordvest. Bebyggelsen omfatter mindst fire langhuse, der formodes at afspejle hver sin gård. Hus A var 29 m langt og 5,8 m bredt med rette langsider og let afrundede gavle. Huset havde to modstillede indgange midt i bygningen, der har været delt i en beboelsesdel mod vest på omkring 12 m og en stalddel mod øst på omkring 14 m. Beboelsen har været opdelt i sektioner. Fra den østlige gavl udgår et hegn mod nord ca. 20 m, hvor det knækker mod vest. Hus B var ca. 25 m langt og 5,8 m bredt. Hus D var 29,5 m langt og 6,5 m bredt og med afrundede gavle. Også dette hus var inddelt i en vestlig beboelsesdel og en østlig stalddel, men beboelsen var her 15 m lang, stalddelen kun 11 m lang. Sydvest for bygningen lå et mindre udhus, ca. 10 m langt. Også fra denne hovedbygning har været et hegn mod nord omkransende et areal på 850-900 m². Endnu en hovedbygning, Hus M, har været mindst 34 m lang og 6,5 m bred med rette langvægge men uden bevarede gavle. Bygningen har været tredelt med en afdeling med to sæt tagbærende stolpepar mod øst, en formodet staldafdeling med tætte par af tagbærende stolper midt i huset og en beboelsesdel mod vest. Bygningerne er ikke samtidige: Hus A dateres til 3. århundrede, Hus D til 4.-5. århundrede og Hus M ligeledes til 4.-5. århundrede. Skindbjerg omfattede et langhus 25 m langt og 5,5 m bredt med afrundede gavle. Det har bestået af en 8 m lang østende og en 13 m lang sektionsopdelt vestende. I tilknytning til hovedhuset er fundet to småhuse.

Bellingegård

Bopladsen Bellingegård nord for Køge på Sjælland eksisterede fra 3. til 6. århundrede og kendes i tre faser. Landsbyen lå på en mindre bakke omgivet af sumpet terræn. Bebyggelsen bestod af 5-7 gårde, der alle lå i øst-vestlig retning. Hver gård har været indhegnet. Husene var i gennemsnit omkring 20 m lange. Der er ikke bevaret spor efter båseskillerum.

Andre landsbyer

Der kendes en række andre bopladser daterede til yngre romersk jernalder, således Mølleparken ved Løgumkloster, ved Hjemsted og Skonager i Sydvestjylland, ved Højris nær Grønbjerg i Vestjylland og ved Foulum ved Viborg, men ingen af disse har kunnet dateres nærmere end til 4.-5. århundrede.

Ældre germansk jernalder (375-520 e.Kr.)

I 4. og 5. århundrede aftog de importerede varer fra Romerriget og i stedet tiltog varer fremstillede internt i sydskandinavisk område. Dette har givet anledning til betegnelsen "ældre germansk jernalder". Den aftagende indførsel af romerske varer må ses i lyset af Romerrigets delvise sammenbrud, der til dels har svækket samhandelen. Udviklingen kan imidlertid også ses som udtryk for, at der nu indtraf en stedlig teknisk og kunstnerisk udvikling i Norden og Danmark, til dels fortsat inspireret udefra. Blandt de nye kunstneriske produkter, som nu blev udviklede, var brakteater og guldgubber.

Påfaldende for denne tid er tillige, at germansk gudetro og mytologi nu manifesterer sig i kunsten: på brakteater findes motiver, der formodes at vise Odin på Sleipner, Balders død og at Fenrisulven bindes. På en lanse i et af de seneste våbenofferfund fra Nydam Mose ses et dyr, der er tolket som Fenrisulven.

Som helhed udgør ældre germansk jernalder en overgangsperiode; ved periodens begyndelse er det endnu træk fra romersk jeralder, der dominerer: handelen med Romerriget, våbenofringer, stammesamfund og i bebyggelsesmæssig henseende. Men i 400-tallet indtræder et markant opbrud, tydeligst i bebyggelsen. Samtidig indtræffer udvandringerne af jyder, anglere og saksere til England og på omtrent samme tid udvandring til Thüringen. Dette opbrud samt manglen på samtidige, skriftlige kilder om Norden giver usikkerhed om enkeltheder i udviklingen, og først i yngre germansk jernalder tegner sig hovedtrækkene af en ny stabilitet men nu på et helt andet grundlag end tidligere.

Romerrigets sammenbrud

I løbet af ældre germansk jernalder indtrådte Romerrigets faktiske sammenbrud: år 395 blev riget delt i to, i 407 brød grænsen ved Rhinen sammen, og i 476 brød Det vestromerske Rige helt sammen. Disse politiske begivenheder afspejler sig i Lundeborg-Gudme, hvor virksomheden er næsten halveret ved periodens afslutning. Det er sandsynligt, at tidens politiske begivenheder har gjort det stadigt sværere at opretholde de gamle alliancer og handelsforbindelser. Gudme, som også have udviklet forbindelser i sydøstlig retning, kunne fortsat opretholde en stilling som centralsted for produktion og handel men synes at være stadig mere rettet mod andre nordiske end mod sydlige forbindelser. Det bemærkes, at den dertil hørende gravplads, Møllegårdsmarken, udviser stor stabilitet gennem en mindst 400-årig periode med såkaldte urnegrave. Dette viser, at der næppe kan være sket folkelige forandringer på Østfyn gennem hele denne periode. Først i 400-tallet ophører gravpladsen. Denne kontinuitet og præg af samlet gravplads for et større område står i modsætning til andre grave på Fyn fra samme tidsrum, således en jordfæstegrav fra Årslev ved Odense fra anden halvdel af 300-tallet med udstyr, der peger mod Ungarn og længere mod sydøst og en lignende grav fra Hågerup ved Fåborg med "charonsmønt" og gravudstyr med forbindelser til en grav i Leuna ved Leipzig.

Våbenofringer og forsvarsanlæg

Også første del af ældre germansk jernalder var åbenbart tidvis en urolig tid. De sidste våbenofringer, i Illerup, Dallerup, Ejsbøl og Nydam, det vil sige mellemste Østjylland, skete omkring år 375-380 e.Kr. Fra denne tid kendes af pælespærringer Æ Lei (dateret til ca. 370-418 e.Kr.) og Margrethes bro-spærringerne fra begyndelsen af 400-tallet, men ikke fra senere tid. På samme tid optræder på Øland en række (8-10, et par stykker er usikre) befæstede ringborge. Således bestod Eketorp I af en ringborg med en diameter på 57 m og med 20 huse, der fra ringmuren strækker sig radialt ind mod midten med den ene ende mod ringmuren og den anden åben og uden gavl mod en rund åben plads midt i bebyggelsen. Ringborgen har haft en 2,5 m bred flisebelagt portgade. Anlægget opfattes som en tilflugtsborg. Anlægget er senere blevet fornyet og udvidet. Selv om antallet af egentlige krige måske var ret begrænset, kan de være holdt i erindring gennem hundreder af år. Når tiden for disse sidste krigsbegivenheder falder sammen med Romerrigets sammenbrud, er det et indicium for, at der var tale om angreb for at skaffe slaver, hvilket efter Romerrigets sammenbrud imidlertid for en tid mistede deres formål.

Udvandringer

Omtrent på denne tid skal der være sket en udvandring af varinere og anglere til Saale-området. Denne udvandring menes godtgjort dels ved, at området mellem Elben og Harzen formodes at have været tyndt befolket på Ptolemæus' tid og formodes at have fået en tættere befolkning efter år 400, hvilken kunne skyldes indvandring, dels ved den såkaldte Thyringerlov (Lex Angliorum et Werinorum hoc est Thuringorum, oversat: "Anglernes og Varnernes det vil sige Thyringernes lov"), der dog først kendes fra 8. århundrede, som indikerer, at disse to folkegrupper har udgjort "et konstituerende element hos Thyringerne og dermed i det stærke rige, som denne stamme etablerede i 5. og 6. århundrede." Endvidere har været peget på et område navngivet "Engilin" ved Unstrut, som formodes at været et område med angelsk bosættelse. Det må stå åbent om en sådan udvandring i givet fald skyldes, at begge folkegrupper var kommet under pres fra jyderne mod nord i deres hjemstavn.

Blandt tidens begivenheder var også udvandringen af jyder, anglere og saksere til England omkring 450. Udvandringen må være indledt mellem 410 og 450 e.Kr. og det er skønnet, at den samlede udvandring op imod 800.000 mennesker. Et stort antal bebyggelser i Sydvestjylland udviser et kontinuitetsbrud i 5. århundrede, men om dette afspejler et reelt ophør eller blot en omflytning af bebyggelsen er indtil videre uafklaret.

Samtidig indtrådte der politiske begivenheder i form af krige med efterfølgende våbenofringer, etablering af bygdebetingede langvolde og vagtborge, udvandringen af angler og jyder til England samt danernes mulige indvandring og magtovertagelse. Det er sandsynligt, at disse begivenheder indbyrdes hænger sammen. Kort efter folkeforskydningerne indtræffer også Fimbulvinteren i 536, der bevirkede et nyt midlertidigt tilbageslag. Først omkring midten af 500-tallet indtræder en ny stabilitet, og i de følgende århundreder indtræffer en fornyet befolkningsvækst. Det er muligt, at befolkningen under Fimbulvinteren og dertil knyttede klimaændringer, epidemier med mere faldt med op til omkring en trediedel, måske fra 200-300.000 til 150-200.000 indbyggere, og at den først nåede sit tidligere niveau efter 3-5 generationer dvs. omkring år 700.

Befolkningsforhold

Det er begrænset, hvad der kan siges om samfundet i ældre germansk jernalder. Formodentlig var Jylland i lighed med romersk jernalder inddelt i mindre stammer hver med deres egne ledere. Også de østlige dele af landet må have haft en egen høvding. Et sådant høvdingesæde og centralplads må have eksisteret ved Gudme og den tilhørende ladeplads Lundeborg på Fyn, ved Sorte Muld på Bornholm og ved Uppåkra i Skåne. Fælles for dem er forekomst af vidnesbyrd om metalforarbejdning (metalskrot, støbeforme, smeltedigler, jernbarrer, jernslagger og statuettedele), romerske solidi og denarer, rågranat, glas, brudguld samt våben, importfund, genstande af høj kunstnerisk kvalitet, spor efter håndværk samt tegn på udøvelse af kult. Endvidere forekommer brakteater og guldgubber. Af lignende karakter er blandt andet Helgö ved Mälaren. Den ældste bebyggelse går her tilbage til 300-tallet og bebyggelsen eksisterer frem til vikingetid, men den synes at have været tættest i tiden 400-800, det vil sige germansk jernalder. Allerede tidligt i germansk jernalder var Helgö et vigtigt sted for varefremstilling, især af metal.

Brakteater

Brakteat fra Fyn. Motivet kan tolkes som Odin ridende på Slepner og med en af sine to ravne, Hugin eller Munin, der kommer med oplysning til ham.

Fenrisulven bider Tyrs hånd af, da den bindes ved list. Motiv fra brakteat fra Trollhättan.

I 4. og 5. århundrede fremkom en ny smykketype, brakteater, som opfattes som tilpassede kopier af romerske solidus. De er formentlig skab ved hjælp af matricer føst af ler og efterfølgende overført til bronze, hvor motivet var indridset og ved slag imprentet i den dertil forberedte guldskive. De kendes fra Skandinavisk og østengelsk område, sidstnævnte formentlig som følge af udvandringen af jyder og anglere. De tilpassede motiver er interessante: nogle viser en person på en hest undertiden med en fugl. Dette motiv kan vise Odin ridende på Sleipner og med en af sine ravne, Hugin og Munin. På en af disse brakteater, fra Vindeslev i Østjylland nord for Vejle, forekommer en runeindskrift, der ender med ordene "iR wod(n)as weraR", der menes at betyde "han er Odins mand" eller "som er Odins mand", hvilket er den hidtil ældste skriftlige kilde med Odins navn, dateret til anden halvdel af 400-tallet. Et andet motiv formodes at vise Tyr, der ofrer hånden, da Fenrisulven bindes. Et tredje motiv formodes at vise Balders død. Disse motiver tyder på, at den senere kendte mytologi allerede var udbredt i Skandinavien på dette tidspunkt. Historien om Fimbulvinteren afspejler muligvis en begivenhed i 536 e.Kr., da solen var sløret, der indtrådte misvækst og hungersnød og der øjensynligt skete store guldofre for at formidle guderne. Hvis det forholder sig således, er det yderligere et vidnedsbyrd om alderen på den førkristne nordiske mytologi, skønt intet forhindrer at den er endnu ældre.

Brakteaterne findes udbredt i hele Skandinavien, det østlige England og spredt på germansk område i Mellemeuropa. I Skandinavien ligger tyngdepunktet i de sydvestlige dele: Jylland, de danske øer, Øland, Gotland, Blekinge, Skåne, Halland (hvor forekomsten dog er ret sporadisk), Bohuslen, Vestgøtaland og Sydnorge. Uanset, om brakteaterne har været gaver eller har været handlede smykker, tyder de på, at der tidvis i perioden kan have været fredelige forbindelser mellem disse områder. Det er værd at bemærke, at stempelanalyser viser forbindelser internt dels på den skandinaviske halvø, dels mellem jyske områder indbyrdes og dels mellem Djursland og Nordsjælland.

Guldhornene fra Gallenus

Rekonstruktioner af guldhornene fra Gallehus.

Udtegninger af det store guldhorn.

Udtegninger af det lille guldhorn.

Nævnes må også guldhornene fra Gallehus. De to guldhorn, der kun ufuldstændigt er bevarede, menes at være fremstillet i tidsrummet 400-450. Motiverne menes at henvise til nordisk mytologi, især Den Ældre Edda. Dette gælder blandt andet på det lange horn de to solulve, Skoll og Hati. Ifølge Eddæn fulgte Skoll altid efter Solen, mens Hati var søn af Fenrisulven, forsøgte at afskære den fra horisontens ly. Når det lykkedes, opstod en solformørkelse. På det korte horn ses i første ring to ulve, der fra hver sin side angriber solhjorten, og på det lange horn i fjerde ring ses de to ulve blive jaget af en bevæbnet mand, muligvis Thor, og i sjette ring ses de to solulve vendt mod hinanden, dog uden en solhjort imellem dem. I samme ring ses et tyrehoved med skæg, formodentlig Taurus, og over dette en stor stjerne med mange stråler.

Guldhornene menes at være fremstillede efter en solformørkelse, som indtraf den 16. april 413, og en måneformørkelse, som indtraf den 4. november 412. Om solformørkelsen, den eneste som fandt sted mellem årene 339 og 639, vides, at det var den eneste, som var synlig i Danmark. Solen blev formørket kl. 2 om eftermiddagen, og på stjernehimlen sås fem planeter på række. Solen stod da i Tyrens tegn, under Tyrens hoved, mens Venus strålede i Tyrens tegn men over Tyrens hoved. Det formodes, at motivet i det lange horns sjette ring er de to solulve omkring det sted, hvor den formørkede sol fandtes under tyrehovedet.

Guldhornene menes at hvile på en tradition af billedlige fremstillinger fra oldtiden, der viser dyrekredsen og andre stjernebilleder, og som henviser til disses opgang og nedgang, hvilke var af betydning for fastsættelsen af tidspunktet for pløjning, såning og høst.

Ydermere har været påpeget, at det lange horn har en række figurer, der udgør et kryptogram.

Det korte horn har øverst en indskrift med runer fra den ældre Futhark: ek hlewagastiR holtija hornaR tawido, der oversættes ved: "Jeg Lægæst, Holt's søn (eller: fra Holt) har lavet hornet", mens det lange horns kryptogram tolkes således: lupa horns ens hélpa hjoho, oversat: "Dette horns trylledrik skal hjælpe folket". Det er sandsynliggjort, at de to indskrifter rummer en talmagi med udgangspunkt i tallene 24 og 8 (den ældre Futhark bestod af 24 tegn delt i 3 "ættir" på hver 8 runer. Det korte horns runeindskrift består af 32 tegn omfattende 16 forskellige runer; tværsummen er 408 = 17 x 24, idet tværsummen findes ved runernes placering i runealfabetet, idet disse tal adderes. Det korte horns runeindskrift består af 22 runetegn + 2 (en bold og en kølle) = 24 tegn omfattende 12 forskellige runer; tværsummen er 288 = 12 x 24. De to tal, 17 og 12, forholder sig som diagonalen og siderne i et kvadrat. Lignende talmagi kendes fra 6 runesten og 9 brakteater fra tiden 400-600.

Landbruget

Indførelsen af indmark-udmarksbrug i yngre romersk jernalder havde åbnet muligheden for en voldsom stigning i udbyttet både af afgrøder og i form af flere husdyr, og denne udvikling synes at forsætte ind i ældre germansk jernalder. Denne udvikling bevirkede en dramatisk velstandsstigning, og det voksende fødevareoverskud tillod at brødføde en del af befolkningen, som ikke selv bedrev landbrug: håndværkere, handlende, krigere, høvdinge. Samtidig kunne landbruget levere råvarer til anden brug, fx. skind, ben, horn, uld, som kunne anvendes til fremstilling af klæder og af ulige genstande.

I denne periode synes det tidligere fælles hegn omkring landsbyerne at være opgivet og afløst af selvstændige indhegninger af de enkelte gårde. Det indhegnede areal udgør 2-4.000 m². Det er nærliggende at opfatte disse gårdindhegninger som udtryk for indførelsen af et toftesystem. Det må betyde, at også ejendomsretten blev stadig mere vigtig i takt med den stigende velstand. Gårdene bestod fortsat af langhuse, men disse voksede markant i størrelse. Langhusene var fortsat 5-5,5 m brede men nu mellem 20 og 48 m lange, i gennemsnit 30-35 m. Samtidig er billedet mere nuanceret for de enkelte bebyggelser. Tiden kendetegnes ved nye landsbyanlæg, og i den følgende tid synes disse ofte at være blevet fornyede omtrent på samme sted.

Nørre Snede

Bopladsen Nørre Snede lå ca. 40 km nordøst for Vorbasse. Også denne landsby blev omflyttet flere gange: mellem omkring år 400 e.Kr. og frem til 7. århundrede kendes 6 faser. Bebyggelsen ligger ved randen af en tunneldal således, at områderne nord for landsbyen var relativt flade, mens der mod syd var en ret stejl skråning ned mod engområder i tunneldalens bund. Gårdene udgjordes af lukkede enheder bestående af et langhus med bolig og ildsted i vestenden og stald i østenden, et mindre sidehus samt et skur, der fulgte tofteindhegningen. Endvidere forekommer staklader. Ialt er fundet 120 bygninger, der formodes at modsvare omkring 15 samtidige gårde. Arealet for de enkelte gårde var indtil 2000 m². Staldene i langhusene tyder på, at man har holdt omkring 20-30 kreaturer pr. gård. Endvidere er fundet spor efter vævning, forarbejning af jern samt fremstilling af lerkar til eget brug.

Drengsted

Bopladsen Drengsted mellem Ribe og Tønder blev anlagt omkring år 400 og varede til midten af det 6. århundrede. I en tidlig fase bestod landsbyen af 11 gårde i to rækker og med gårdtofter på omkring 33 x 45 m. I midten af 400-tallet flyttede landsbyen lidt mod vest men bibeholdt sin struktur. Onkring år 500 blev den stramme organisering af gårdene i to rækker opgivet men bygningstyperne forblev uændrede. Foruden boliger forekom halvtagsbygninger, udhuse med afrundede ender, grubehuse og staklader. Endvidere er konstateret en omfattende jernudvinding; ialt 224 jernvindingsovne er konstateret, og skønsmæssigt er fremstillet 4.500 kg jern i løbet af de 150 år, produktionen fandt sted. Gårdene i Drengsted var ikke omgivet med hegn.

Hjemsted

Bopladsen Hjemsted i Sydjylland udviklede sig fra en enkeltgård anlagt i slutningen af 2. århundrede til en landsby omkring år 300 e.Kr. og fortsatte som sådan frem til 5. århundrede, da den bestod af 6 store indhegnede gårde.

Mørup

Bopladsen Mørup var en enkeltgård beliggende midt mellem Vorbasse og Nørre Snede. Gården bestod i 5. århundrede af et 44 m langt hus med beboetse i østenden, stald i midten og yderligere et rum i vestenden. Den indhegnede gårdtoft var 44 x 59 m. Syd for langhuset lå en vinkelbygning, der fungerede som hegn udad til men med sadeltag. Nord for langhuset fandtes en lignende sadeltagsbygning, en 13 m lang bygning og rn 8 m lang bygning med åben gavl.

Dankirke

Bebyggelsen ved Dankirke i sydvestjylland går tilbage til keltisk jernalder. Fra omkring 400 e.Kr. udviklede en af gårdene stor velstand og omfattede en hallignende bygning, som nedbrændte omkring 500 e.Kr. Bygningen omfatter flere byggefaser: i sin ældste fase var det ca. 15 m langt, i den yngste ca. 22 m lang og 7 m bred. I bygningen er fundet 1.000 glasperler og 1.300 skår af glas, der stammer fra et stort antal glasbægre af frankisk oprindelse. Bosættelsen fortsatte frem til 700-tallet, idet der kendes et stort antal sceattae (frisiske mønter) men synes fra da af at aftage i betydning, måske på grund af oprettelse af handelspladsen i Ribe.

Store Darum

Fra yngre jernalder kendes fire landsbyer ved Store Darum. Den nordligste af disse er dateret til 350-550 e.Kr. og har øjensynligt kun været i brug i højst et par generationer det vil sige mellem 50 og 100 år. Der er ikke påvist sikre spor efter forgængere eller efterfølgere. Bebyggelsen har eksisteret i to faser: i ældre fase bestod den af 2 gårde, i yngre fase af 6 gårde. Bebyggelsen har været kontinuerlig mellem de to faser. Bebyggelsen lå på en bakkeø, der hæver sig omkrin 15 m over havets overflade og ligger som en halvø omgivet af omfattende engområder i tilknytning til Sneum Å mod nord, Darum Bæk mod syd og Vesterhavet mod vest. Engområderne må have givet gode muligheder for græsning og høslet.

I ældre fase bestod gård 1 af et 25 m langt hovedhus beliggende i sydranden af en tofte, der mod øst var indhegnet af et faskinehegn (doppelt stolpehegn), der i den sydlige del var udvidet med tagdækning til et såkaldt sadeltagshegn. Toften var 41 m fra nord til syd of antagelig det samme fra øst til vest således, at det samlede areal var omkring 1.600 m². Inde på gårdtoften lå et mindre hus med svagt buede langvægge og ligeledes svagt buede endevægge. Gård 2 bestod af en 18,7 m langt hovedhus, der har bestået af en beboelsesdel med fire tagbærende stolpepar og en stalddel med tre tagbærende stolpepar, ligeledes beliggende i sydranden af en tofte og også her udgjordes østhegnet til dels af et sadeltagshegn. Til gården hørte sandsynligvis et mindre grubehus. De to gårde lå side om side således, at østhegnet for gård 1 udgjorde den vestlige afgrænsning for toften tilhørende gård 2.

Den yngre fase bygges samme sted som den ældre fase. Også i denne fase ligger gårdene side om side, sammenbyggede uden mellemrum. De to østlige gårde har oprindelig haft en mindre tofte end de vestlige gårde, men disse gårdtofter er senere blevet udvidet mod nord således, at alle gårdtofterne fik samme omtrentlige størrelse. Gård 3 er kun delvist afdækket med hovedhuset langs toftens sydlige rand, mod øst et sadeltagshegn og mod nord en grøft. Senere er sadeltagshegnet mod øst afløst af et lignende mod nord. Der har været en adgang gennem hegnet til nabogården mod øst. Gård 4 bestod af en toft på 36,5 m fra nord til syd og 32,5 fra øst til vest svarende til et areal på omkring 1.100 m². Hovedhuset langs toftens sydrand var delt i tre afsnit; mod vest en beboelsesdel med fire tagbærende stolpepar, i midten en stald ligeledes med fire tagbærende stolpepar og båseskillerum og mod øst en mindre del med to tagbærende stolpepar og øst herfor en portåbning, der gav adgang til gårdtoften. Til gården har hørt 4 grubehuse, der har afløst hinanden. Gård 5 bestod af en parallellogram-formet gårdtoft, der i ældste fase var ca. 21 m fra nord til syd og 32,5 m fra øst til vest svarende til et areal på 700 m². Senere udvidedes toften mod nord til en længde på 35 m og i den forbindelse opføres et sadeltagshegn og en grøft. Hovedhuset lå også her langs gårdtoftens sydside, det var 23,7 m langt og bestod af en beboelsesdel og en stalddel hver med fire tagbærende stolpepar (dog manglede den nordøstligste af de tagbærende stolper). I indgangspartiet mellem beboelsesdel og stalddel fandtes et forrådskar. Fra stolpehullerne er fundet spor efter hvede og byg. Også til denne gård hørte fire grubehuse, som har afløst hinanden. Gård 6 er kun delvist afdækket men gårdtoften var oprindelig kun 20,7 m fra nord til syd og blev senere udvidet til 35 m. I begge disse hegnsfaser lå et sadeltagshegn mod nord. Hovedhuset adskilte sig fra de øvrige ved, at stalden lå mod vest og var på fem tagbærende stolpepar samt med båseskillerum. Også her er fundet spor efter korn: rug og byg. Syd for gården lå tre grubehuse, som nok har afløst hinanden.

Foruden denne nordlige gårdrække er mod sydøst fundet yderligere to gårde, som kan have tilhørt en sydlig gårdgruppe. Gård 7 er kun delvist afdækket, men hovedhuset lå her langs gårdtoftens nordlige rand. Det har været genopført i tre faser og har i alle faser bestået af en vestlig beboelsesdel med fire tagbærende stolpepar og en østlig stald med fire eller fem tagbærende stolpepar. Mod øst har været en portåbning. Til denne gård har også hørt et grubehus. Fund efter endnu et grubehus antyder, at der kan have hørt endnu en gård til landsbykomplekset, men denne er ikke udgravet. I alt er afdækket 15 grubehuse nedgravede mellem 30 og 80 cm under jordoverfladen, typisk omkring en halv meter.

Omkring 500 meter vest for bopladsen ligger gravpladsen Bavnehøj, der var i brug i både jernalder og vikingetid. I engområdet mod syd er fundet en ofret skat af brakteater dateret til omkring 550 e.Kr., formentlig fra landsbyens sidste funktionstid.

Dejbjerg

Bosættelsen ved Dejbjerg ved Ringkøbing fjord i Vestjylland har ligeledes rod tilbage til keltisk jernalder, tiden omkring Kr.f. En nyere bygning stammer fra germansk jernalder og var 15,5 m lang og 6 m bred med let buede langvægge og rette gavle. Bebyggelsen har eksisteret i 5.-6. århundrede men synes at ophøre ved en brand. Også her er fundet frankisk glas.

Yngre germansk jernalder (520-800 e.Kr.)

Begyndelsen af 500-tallet er øjensynligt en tid med dramatiske omvæltninger i Sydskandinavien. Det er værd at bemærke, at danerne nu for første gang nævnes i de skriftlige frankiske kilder, således af Gregor af Tours, der omtaler en dansk konge, Chochilaicus (Hugleik), som under frankerkongen Theodorik (511-533) foretog et krigstogt til "Gallien", formodentlig omkring 516. I 565 omtales danerne også i et hyldestdigt for biskoppen af Poitiers, Venantius Fortunatus, idet Frankerrigets herskere roses for deres kampe mod danerne, og endnu inden udgangen af århundredet nævnes endnu et dansk-sachsisk fælles angreb på Vestfrisland. Disse omtaler taler for, at der allerede på dette tidspunkt må have eksisteret et dansk rige, hvis nøjere udstrækning og organisering dog er ukendt. Yderligere et par kilder er goternes historieskriver Jordanes, der i værket Getica skrevet i Byzans omkring 550 omtaler danerne, idet han hævder, at danerne (dani) skulle hidrøre fra Scandza (formodentlig Skåne, der fejlagtigt angives som en ø) og være indvandret til Danmark fra sveernes område og den byzantiske historieskriver Prokopius, der i et værk om Justinians goterkrige oplyser, at en del af herulerne, et omvandrende folkeslag, efter at longobarderne i begyndelsen af 6. århundrede havde erobret deres bosættelsesområde, i stedet for som flertallet at søge beskyttelse hos den byzantinske kejser valgte at drage nordpå, angiveligt til deres oprindelige hjemstavn på øen Thule (formodentlig den skandinaviske halvø), idet de rejste gennem slaviske områder, dernæst gennem øde områder til varnerne, derefter hastigt passerede danerne for at nå frem til Oceanet, og at de efter overfarten bosatte de sig i nærheden af goterne. Hvis beskrivelsen er rigtig, må danerne på dette tidspunkt have været bosatte i Skåne, som således har udgjort en del af danernes område, hvilket er mere sandsynligt end, at danerne boede i Angel. Ud over, at disse kilder stadfæster kendskabet til danerne på denne tid, har nogle historikere og arkæologer villet udlægge disse oplysninger således, at danerne skulle have fordrevet herulerne fra deres hjemegn og sendt dem på den folkevandring, der i 267, hvor de første gang omtales, havde bragt dem til de områder i Sydrusland, hvor de da var bosatte. Teorien er dog yderst omstridt og næppe holdbar. Mere sandsynligt er det, at herulerne har været knyttede til goterne, som var udvandret til Sortehavsegnene, men havde udskilt sig fra disse. Ingen ældre kilder omtaler herulere i Skandinavien. At danerne skulle hidrøre fra sveerne bekræftes af en anden kilde, Lejrekrøniken. Heri oplyses at den svenske konge Ypper i Uppsala havde tre sønner: Nori, Østen og Dan. Dan blev sendt til et område kaldet Videslev omfattende Sjælland, Møn, Lolland og Falster for at herske. Han oprettede sit kongesæde i Lejre og regerede som småkonge. Imidlertid blev jyderne udsat for trusler fra syd, og de sendte bud til Dan om hjælp. Den fik de, faren blev afværget og jyderne lod der efter Dan hylde som deres konge. Efter dette blev også Fyn med tilliggende øer og Skåne underlagt Dans rige. Krøniken rummer således en hjemlig tradition om rigets samling. Samme tradition findes i Ryd Klosters Krønike og må således stamme fra en ældre, nu forsvundet (måske mundtlig) tradition. Arkæologisk kan en kongsgård ved Lejre påvises fra begyndelsen af 500-tallet.

En række arkæologiske forhold må nævnes, som kan belyse tidens magtpolitiske historie. Blandt våbenofferfundene henlægges de yngste til 400-tallet. Disse er fordelt således: et i Vendsyssel, to i Østjylland, et i Angel, tre på Nordfyn, et på Lolland, et i Nordøstsjælland og et på Bornholm. Netop 400-tallet repræsenterer kulminationen af våbenofferfund, mens disse glimrer ved deres fravær efter år 500. Det er muligt, at de afspejler, at rigets samling under Dan ikke var helt så fredelig som krøniken fremstiller det. En række steder i Jylland kendes små forhistoriske ringborge, alle med en indre diameter på omkring 50 m eller mindre, som har været tolket som vagtborge. Flere af dem har båret havnet "Trælborg", således Trælborg ved Verst og Troldborg Ring i Nørup sogn. Disse vagtborge synes alle at have været beliggende ved overgangssteder over åer. De er dårligt daterede, men Trælborg i Verst sogn vides at være yngre end en hustomt fra ældre germansk jernalder, som den blev lagt over og ved Troldborg Ring er fundet skår fra 3-400-årene. Deres anlæggelse tyder på en mere omfattende og central organisering. Forudsat at dateringerne er rigtig, kan de altså høre hjemme i denne periode og i lyset af tiden begivenheder rejser det spørgsmålet, om disse vagtborge har været led i folkeforsvaret eller i en ny folkegruppe, danernes, etablering af kontrol over områder, som de havde taget i besiddelse. Navnet Trælborg kan henvise til, at disse borge skulle holde befolkningen i ave, eller det kan henvise til den skæbne som overgik (i hvert fald en del af) de overvundne. Mere sandsynligt er, at "trel" her bruges om materialet "træ", og at navnet henviser til dette byggemateriale. Det forhold, at beliggenheden af disse småborge nærmest falder sammen med den vestligste forekomst af stednavne på -lev, er næppe uden interesse. Spørgsmålet er, om der er en sammenhæng og i givet fald hvilken, sammenhængen er. Det har været foreslået, at bebyggelser med navne på -lev har været forbundet med udbredelsen af danerne, men spørgsmålet er endnu ikke endelig afklaret. Men hvis stednavne på -leben i Thüringen afspejler en udvandring af fx. varinere og anglere, så ville dette yderligere styrke sammenhængen, ikke mindst da der så også er en mulig tidssammenhæng mellem udvandring af jyder og angler til England, af anglere og varinere til Thüringen samt etableringen af et dansk rige, der har strakt sig fra Jylland i vest til Skåne i øst. Foruden de små ringborge må også nævnes de langt større tilflugtsborge, der kendes fra Bornholm (Gamleborg), Falster (Virket), Lolland (Søholm, Vesterborg), ved Viborg (Margrethevolden) og ved Hellested i Vendsyssel (Voldene). De sættes for de sydlige borges vedkommende i forbindelse med trusler og angreb fra vendernes side og har sikkert også tjent dette formål i nyere tid. Når Søholm-fæstningen dateres til omkring 550, Voldene i Vendsyssel løseligt er dateret til germanertid og Virket på Falster til samme tid, bliver det et spørgsmål, om disses anlæggelse også skal ses i tidsmæssig forbindelse med, at danerne overtog magten.

Våbenfund tyder på, at der fra 500-tallet og frem har eksisteret en kongelig hird i Sydskandinavien. Som vidnesbyrd herom ses forekomsten af sværd med ringknop. I første halvdel af 500-tallet forekommer de på Fyn, i det sydlige Halland og ved Oslofjorden mens våbengrave ellers forekommer på Møn, Bornholm, Gotland og ved Mälaren. Omkring år 600 kendes de fra Blekinge, Gotland, Mälaren, Vestgøtaland og det sydlige Norge, mens andre våbengrave ellers kendes fra Bornholm, Gotland, det sydøstligste Finland, Oslområdet, Bergenområdet og Tromsøområdet. Fra senere i 600-tallet kendes de fra Sjælland, Vestgøtaland, Mälaren og Østfinland mens våbengrave ellers forekommer på Bornholm, Gotland, i Sydøstfinland og i Norge. Endelig i 700-tallet kendes pragtsværd fra Gotland og Mälaren og våbengrave ellers forekommer på Bornholm, Gotland, Sydøstfinland, Mälaren og især i Norge. Hvor ringknopsværdenes udbredelse antyder forbindelser mellem det fremvoksende Frankerrige og Skandinavien udviser de i 600-tallet en lokal nordisk udvikling.

Det er værd at bemærke, at hvor den første kendte danske konge, Chochilaicus (Hugleik), angiveligt havde optrådt som hærfører, er der mod slutningen af perioden øjensynligt etableret et fast kongesæde i Lejre. Danevirke anlægges formodentlig i anden halvdel af 400-tallet og forstærkes omkring 500 e.Kr. En ny forstærkning med en kampestensmur skete i 700-tallet. Det har været foreslået, at det ældste Dannevirke blev bygget af jyder, der havde fortrængt anglerne i 400-tallet fra deres nordlige egne, og ifølge Lejrekrøniken kom danerne jyderne til hjælp ved dette virke. I 700-tallet omtales en dansk konge, Ongendus (Angantyr), i forbindelse med et missionsforsøg hos danerne. I 726 anlægges Kanhave-kanalen på Samsø, der menes at have haft sømilitære formål og søforsvarsværker i Gundsø Vig i Kolding Fjord dateres til 690-780. Omtrent på samme tid, i 737, befæstes Danevirke i Sønderjylland igen, men efter Ongendus er der tavshed om indre danske forhold indtil 782. Samlet giver de anførte forhold indtryk af, at et dansk kongerige var blevet etableret i begyndelsen af 500-tallet. Hvis Jordanes beskrivelse af den skandinaviske halvø i midten af 500-tallet står til troende, har dette rige i første omgang ikke omfattet det nordlige Skåne, Halland og Bohuslen, som har været opdelt i mindre stammeområder.

Om forholdene på Bornholm er vi oplyst dels gennem gravpladsen Nørre Sandegård, som var i brug i tiden fra omkring 550 til 720, dels gennem bopladsen Sorte Muld. Gravene viser for kvindernes vedkommende stor rigdom og med talrige smykkesæt i form af perlekæder og brocher. For mændenes vedkommende er der tale om plankegrave med våbenudstyr i form af skjolde, sværd, knive, lanser men tillige med begravede heste, det vil sige, at der er tale om ryttergrave. Tilsvarende grave kendes fra det nordøstlige område af det daværende Frankerrige. Sammen med bopladsen Sorte Muld, der viser romerske mønter, frankisk glas, guldbrakteater og guldgubber, hvilket tyder på både en udstrakt handel og et magt- og rigdomscenter, og under hensyn til, at Bornholm i 800-årene angives at have en egen konge, må det antages, at dette kongerige kan være flere hundrede år ældre, og at kongen har været omgivet af en hird af krigere.

Befolkningsforhold

Det kan beregnes, at Danmark ved år 600 havde en befolkning på omkring 250.000 indbyggere, men man må regne med kraftige udsving som følge af skiftende klimatiske og andre vilkår. Efter, at landbruget var blevet omlagt til indmark-udmarksbrug synes grundlaget at have været tilstede for en kraftig befolkningsvækst, men Fimbulvinteren og den justinianske pest, der hærgede Europa i det 6. århunderede, kan også have nået til Danmark og bevirket en befolkningsnedgang. Meget tyder på en drastisk omlægning af bebyggelsen netop omkring dette tidspunkt, og enkeltgårdsbebyggelsen synes næsten at forsvinde. Men i løbet af de følgende århundrede voksede befolkningen atter og kan have genvundet det tabte.

Yngre germansk jernalder var øjensynligt en samfund bestående af flere sociale lag og med håndværkere og handlende som egne næringsveje. Øverst må have stået en konge støttet af en hird af krigere. Forekomst af såkaldte stormandssæder tyder på en klasse af jarler, men deres forhold til kongemagten er usikkert; i nogle tilfælde kan der være tale om kongsgårde med kongeligt betroede administratorer, i andre om folk der forstod at udnytte situationen til egen fordel. Under disse fandtes handlende og søfarende, særskilte håndværk (smede, kammagere, skomagere og andre), derunder en bred klasse af bønder, hvoraf nogle mere velstillede end andre, og nederst formentlig en klasse af ufrie trælle.

Landbruget

I germansk jernalder og vikingetid er der øjensynligt sket en ny omlægning af landbrugsdriften. Undersøgelser af bebyggelsen på Fyn tyder på, at denne fik en mere central beliggenhed i forbindelse med en mulig omlægning af driften til en form for tovangsbrug baseret på dyrkning af rug og byg (og måske andre afgrøder i mindre omfang). Dette beliggenhedsvalg kan sandsynliggøres i en række tilfælde. Fra denne beliggenhed blev undertiden udskilt enkeltgårde, som i nogle tilfælde blev lagt umiddelbart ved et engområde, således ved Sønderby, Killerup og Røjerup, i andre således at der har været plads til dyrkede agre mellem bebyggelse og engområder, således ved Skrillinge. Denne beliggenhed tyder på, at nærheden til engområder må have været af større betydning end tidligere. Dette antyder, at kvæghold må have indtaget en større rolle på denne tid end tidligere (og senere). Forklaringen på dette kan have været, at efter "fimbulvinteren" i 536-537 svigtede dyrkningen af afgrøder i nogen grad, og dette kan have bevirket en omlægning af landbrugsdriften i retning af kvægbrug. Et større kvægbrug har muliggjort en mere intensiv dyrkning baseret på gødning, sikkert fortsat som en form for indmark-udmarksbrug. Et vidnesbyrd om det øgede kvægbrug er også, at staldkapaciteten udvides kraftigt til op imod 100 stykker kvæg fordelt på flere bygninger blot på en enkelt gård i Vorbasse. At den engnære beliggenhed blev fastholdt i to faser af bebyggelsen i Røjerup tyder på, at den har været bevidst, og den adskiller sig markant fra den senere middelalderlige beliggenhed midt i det dyrkbare terræn.

Forudsat, at dette er korrekt, må driftsmåden have haft store ligheder med den, der senere blev udøvet i ådalsbrug: store engarealer skaffede græsning og høslet til et stort husdyrhold, og dette har på sin side kunnet levere staldgødning til intensivt dyrkede marker i et indmark-udmarksbrug. Selv om agerbruget i nogle år har givet et ringere udbytte, har netop tilførsel af husdyrgødning sikret det størst mulige afgrødeudbytte under tidens givne forhold, og da de klimatiske vilkår atter blev bedre, har afgrødeudbyttet været stærkt voksende og kunnet levere et overskud. Dette afspejles også ved fremkomsten omkring år 700 af storgårde, hvis egen landbrugsdrift øjensynlig var begrænset men som har kunnet modtage en del af bøndernes driftsoverskud som tribut eller betaling for de tjenester, som storbonden har ydet, samt den dertil hørende stigende betydning af håndværksvirksomhed.

Bebyggelsen

Den sociale udvikling i samfundet afspejlede sig også i bebyggelsen. Frem til romersk jernalder havde landsbyer og enkeltgårde været ret ene om at repræsentere bebyggelsen i Danmark og i nogenlunde lige forhold, men i germansk jernalder forsvinder enkeltgårdene i en længere periode helt, hvilket taler for en samling af bebyggelsen i landsbyer. Efterhånden begyndte nye bebyggelsesformer at dukke op: centralpladser, havnepladser, handelspladser og stormandsgårde. Allerede i 600-tallet forekommer Hegnæsvang og Søndersø. Særlig markant er imidlertid fremkomsten af nye sådanne pladser i starten og midten af 700-tallet: Aggersborg, Bistrup, Dalgård, Dragør, Hedeby, Karby, Lynæs, Ribe, Sebbersund, Selsø-Vestby, Vedbæk og Vester Egesborg.

Et nyt træk ved bebyggelsen, som begynder at optræde omkring år 700 e.Kr., er, at væggene, der hidtil havde været lige, nu bliver buede. Dette fik også andre følger for konstruktionen, idet de bjælker, som bar taget, fra nu af ikke længere løber på langs men derimod på tværs af husets længdeakse. Derved kunne husene også blive op til et par meter bredere.

Gårdene bliver stadig større: i Vorbasse er de største gårde omkring 32 meter lange og med plads til 22 dyr i staldenden men samtidig optræder særskilte staldbygninger, mindre beboelseshuse (måske for trælle) samt forskellige bygninger for værkstedsvirksomhed. I et tilfælde er beregnet samlet staldplads til omkring 100 dyr.

Kongsgården i Lejre

I yngre germansk jernalder optræder for første gang en kongsgård, i Lejre på Sjælland. Ret beset er der tale om en bebyggelse, som har bestået i flere faser. Den ældste fase, der dateres til omkring 520 e.Kr., lå ved Fredshøj omkring 500 m nord for den senere bebyggelse. Bebyggelsen her bestod først af et hus, 6 m bredt og ca. 14,5 m langt med krummede langvægge. 30 m syd for denne lå en anden bygning 7 m bred og mindst 45 m lang. Endvidere er fundet skår fra lerkar, som sandsynligvis stammer fra Frankerriget. Bebyggelsen er samtidig med den nærliggende gravhøj Grydehøj, som er dateret til 500-tallet. Bebyggelsen på stedet synes ophørt i 600-årene og er formentlig der efter flyttet sydpå, til Lejre. I selve Lejre, ved Mysselhøjgård, bestod bebyggelsen af fire haller fra ca. år 700 til anden halvdel af 900-tallet. Hallen var 6-7 m bred og omkring 42 m lang. Hallen har været krumvægget og med skråstivere langs ydersiden. Foruden selve hallen optræder flere andre bygninger som led i det samlede kompleks. En bygning er udnævnt til "hirdens hus", en anden til magasinbygning og der forekommer flere grubehuse. Endvidere har man fundet rester af et palisadehegn, ca. 170 x 200 m. En anden hal har været 11 m bred midtpå og 48 m lang og er dateret til 900-tallet. Lejre er især kendt fra overleveringen i Lejrekrøniken.

Centralpladser

I yngre germansk jernalder optræder en række steder, der betegnes centralpladser for håndværk og handel. Det gælder Stentinget og Bejsebakken i Jylland, Boeslunde-Neble, Selsø, Vester Egesborg og Stubberup på Sjælland samt Uppåkra, Væ og Åhus i Skåne. Antallet af sådanne steder har sikkert været begrænset og betinget af, hvad samfundet har kunnet brødføde af sådan virksomhed. I mange tilfælde har handel og håndværk sikkert været samordnet med landbrug for at sikre eksistensgrundlaget, og landbruget kan have leveret varer til handelen.

Stentinget

Stentinget har eksisteret i tiden fra ca. 600 til 1100. Dens udvikling til handelsplads skyldes formodentlig beliggenheden nær Limfjorden, hvor sejladsen mellem Østersøen og Vesterhavet foregik, men samtidig et godt stykke fra kysten nær et vandskel og dermed et sted, hvor datidens veje formodentlig har mødtes. Ry å har måske givet sejlbar adgang til stedet. På stedet fandtes 13 grubehuse fra vikingetid, hvoraf de to har fungeret som smedjer, hvor der både er smedet jern og bronze, samt mindst et langhus dateret til yngre germansk jernalder. Genstandsmaterialet, der omfatter flere former for fibulaer: korsformede, ligearmede, skålformede, cirkulære, trefligede, næbformede, fugleformede og andre, tyder på, at stedet har haft sin storhedstid i yngre jernalder. Det samme gør en fundet guldgubbe. Foruden jern og bronze er fundet metalaffald i form af bly, tin og sølv. Andre materialer og genstande er glas, glasperler, ten- og vævevægte, en drejekværn samt vægtlodder, hvoraf et antagelig stammer fra Irland. Blandt materiale af udenlandsk oprindelse er en del af et maskelignende smykke fra Lombardiet, også fra germansk jernalder, og et frankisk rembeslag fra vikingetid. Ved pladsen er fundet mindst 5 jordfæstegrave fra tidlig vikingetid.

Bejsebakken

På Bejsebakken ved Ålborg er fundet spor efter en centralplads, blandt andet flere vægtlodder, mønter, brudsølv samt fibler: en næbfibel og en skålfibel, begge fra germansk jernalder.

Sebbersund

Ved Sebbersund nær Limfjorden er fundet spor efter en centralplads, blandt andet flere vægtlodder, brudsølv, en fibel med halvoval fodplade og en korsemaljefibel. De ældste spor af virksomhed stammer fra omkring år 400, men først omkring år 700 tager udviklingen for alvor fart, og den når sit egentlige højdepunkt i sen vikingetid fra 1000-tallet til ind i 1100-tallet. Der har været omkring 150 grubehuse på stedet og et stort hus med buede vægge, omkring 50 meter langt og 10 meter bredt. Der har foregået omfattende håndværkervirksomhed på stedet, især smedevirksomhed, og handel bevidnes af klæbersten fra Norge, skifer samt en sammenklappelig vægt. Fra vikingetiden kendes en kirke med tilhørende kirkegård med over 250 grave.

Nørholm og Humlebakken

Ved Nørholm og Humlebakken, begge ved Limfjorden, er der ligeledes fundet spor efter formodede handelspladser. Sammen med Sebbersund, Bejsebakken og måske flere andre steder ved den østlige del af Limfjorden afspejler disse steder den rolle, som Limfjorden må have spillet i sejlanden i yngre germansk jernalder frem for andre mulige ruter nord om Skagen eller tvært over Jylland, og hvor handelpladser udviklede sig for at udnytte de muligheder, der bød sig., og Stentinget viser, at en afsmittende virkning har kunnet brede sig til baglandet.

Boeslunde-Neble

Ved Boeslunde-Neble er fundet en boplads dateret til tiden fra ca. 500 til 1100 e.Kr. Indenfor bopladsområdet er fundet en guldarmring og to sølvskatte fra vikingetid men tillige spor efter håndværk af noget ældre dato. Blandt de fundne genstande er frem fibler (brocher) fra germansk jernalder, heraf tre næbfibler.

Stormandsgårde

Af omtrent samme karakter som centralpladserne men med mere udpræget præg af enkeltgårde er de såkaldte stormandsgårde, hvoraf Tissø endnu er den mest udprægede. Til trods for, at disse gårdkomplekser har været meget omfattende, spiller landbrug en påfaldende svag rolle. Til gengæld er der knyttet et stort antal værksteder (grubehuse) til disse gårdkomplekser. Forklaringen kan kun være at ejerne af disse storgårde har kontrolleret en omfattende håndværksproduktion, utvivlsomt med henblik på afsætning. Denne handel afspejles i form af indførte varer og udenlandske mønter, vægtlodder og lignende. Når landbrug alligevel spiller en så ringe rolle, må forklaringen være, at ejerne af storgårdene må have modtaget tribut fra almindelige gårde i form af fødevarer, både korn og husdyr, og anvendt denne ydelse til at brødføde den håndværksydende del af folkeholdet.

Disse stormandsgårde må opfattes som et nyt træk i samfundet: hidtil havde lignende gårde eksisteret men alle beliggende i tilknytning til eksisterende landsbysamfund. Nu udskilles de som særskilte bebyggelser, og de synes også i henseende til deres funktion og økonomi at have markant anderledes forudsætninger. Det kan næppe bevises, men det er nærliggende at se dem som udtryk for en ny magtorganisation i landet, og danerne kan her komme på tale som en nærliggende mulighed: det er den nye overklasses bebyggelsesmæssige manifestationer, som her fremstår. Deres (endnu sparsomme) fordeling kunne tale for, at de repræsenterer den nye kongemagts stedlige repræsentanter, hvilket naturligvis ikke forhindrede stormændene i at opbygge deres egen økonomiske magtbase. At de senere i nogen grad forsvinder igen kunne tyde på, at de ikke længere var nødvendige for kongemagten men måske snarere nu blev opfattet som en trussel og et problem.

Aggersborg

Ved Aggersborg, på samme sted hvor der senere anlagdes en vikingeborg, lå i germansk jernalder (9. og 10. århundrede) en stormandsgård med et hus, 40,9 m langt og genopbygget mindst tre gange. I huset er blandt andet fundet en guldarmring, skår fra drikkeglas, en bjergkrystalperle, skår fra klæberstenskar og andet. Der er spor efter specialiseret håndværk.

Stavnsager

Ved Stavnsager syd for Randers Fjord lå en bebyggelse omfattende mindst 70 grubehuse daterede til yngre germansk jernalder og vikingetid. Vægtlodder og arabiske mønter tyder på, at der har foregået handel. Fund efter støbeforme, metalaffald, ten- og vævevægte viser, at der er foregået håndværk på stedet.

Toftum Næs

Toftum Næs var sandsynligvis en stormandsgård. Her lå 100 grubehuse og mindst fire store haller, hvoraf en i mindst tre faser. Den ældste dateres til omkring 600 e.Kr. og den yngste til 900-tallet. Hallerne er omkring 28 m lange og 6-9 m brede, bredest midt på. Foruden haller kendes flere småhuse og rester af hegn i 2-3 faser. De fundne genstande er fortrinsvis fra 7. til 11. århundrede og omfatter korsformede fibler samt smykker med belægninger af guld eller hvidmetal samt stykker med indlagt emalje. Endvidere er fundet vægtlodder, sølvmønter og dele heraf: arabiske, engelske, frankiske og fra Hedeby.

Tissø

Fra Tissø på Vestsjælland kendes en stormandsgård, som har eksisteret i tidsrummet ca. 600-1000 e.Kr. Storgården har bestået af både en hal, smedjer, grubehuse og flere andre sidebygninger. Bebyggelsen har bestået i fire faser: første fase fra omkring 700 omfatter et indhegnet areal på ca. 10.000 m². Hallen var 11 m bred og 36 m lang. I tilknytning til denne fandtes en indhegning på 17 x 30 m og formentlig en smedje. I anden fase fra omkring år 800 er det indhegnede areal vokset til ca. 15.000 m². I tredje fase fra omkring år 900 er det indhegnede areal vokset til ca. 18.000 m².

Jørlunde

En stormandsgård har måske også ligget i Jørlunde. Lidt nordøst herfor er fundet en skat bestående af 4 guldbrakteater og en guldfingerring, der er daterede til omkring 500 e.Kr., en skat bestående af romerske denarer samt fragmenter af pragtfibler daterede til vikingetid. Dertil kommer et par rige gravfund fra 3. århundrede og et guldhænge fra 5. århundrede. Disse fund tyder på, at der kan have ligget en stormandsgård måske med rødder tilbage til 3. århundrede.

Andre

Foruden de nævnte steder er der flere andre, hvor fund tyder på, at der også kan have været tale om stormandsgårde eller eliteresidenser, således Thorsgaard, Øster Kølsen, Skjern, Lee, Viskum Hovedgård, Neder Hallum, Ormstrup Gods og Almind Nord. Fælles for disse steder er en beliggenhed, hvor veje samles for at krydse åer eller vådområder. Fælles er også spor efter grubehuse og dermed håndværksbygninger foruden langhuse. Øjensynligt har hele landet været dækket af et net af eliteresidenser i tilknytning til anløbs- og handelspladser, men hvor omfattende, dette net har været, er endnu usikkert.

Nogle af disse stormandsgårde fortsætter fra yngre germansk jernalder ind i vikingetid, hvor nye kommer til. Det kan endnu ikke siges med sikkerhed, om de har været private eliteresidenser eller en form for kongsgårde for kongelige repræsentanter, men det forhold, at de forsvinder i vikingetid til fordel for købstæder med kongelige privilegier taler måske for det første.

Landbruget

I første del af yngre germansk jernalder, frem til omkring år 700 e.Kr., er antallet af kendte bebyggelser markant mindre end både før og siden. Desuden skete der på dette tidspunkt øjensynligt et markant opbrud i bebyggelsen på dette tidspunkt: med få undtagelser lader det sig ikke gøre at påvise en kontinuer forbindelse mellem bebyggelse fra denne omkring 200-årige periode hverken frem eller tilbage i tid. Fra omkring år 700 og senere optræder en række nye bebyggelser, som for en stor dels vedkommende fortsætter i ældre vikingetid. De nærmere omstændigheder omkring dette brud i bebyggelsen er på indeværende tidspunkt ikke tilfredsstillende forklaret. Driftsomlægninger er en nærliggende forklaring.

I denne periode, især fra omkring 700 e.Kr., formodes landbruget at være blevet drevet mere effektivt som et indmarks-udmarksbrug. Den nye driftsmåde holdt sig gennem resten af germansk jernalder og vikingetid. Dette må ses i lyset af en formodet kraftig befolkningsvækst, idet gårdtofterne vokser kraftigt i størrelse: hvor gårdene i 5. århundrede typisk var omkring 2.500 m², er de i 600-tallet vokset til 7.800 m². Dette må betyde, at landbrugsdriften også må være vokset betydeligt. Eftersom dele af befolkningen snarere har været sysselsat ved håndværk og andet end ved landbrug, må det betyde, at landbruget har skullet sikre et større fødevareoverskud for at brødføde disse befolkningsgrupper. Det er sandsynligt, at en større kornproduktion har krævet mere gødning for at kunne give et større vedvarende overskud. Mere gødning har forudsat flere husdyr, flere husdyr har forudsat større græsning og høslet. Dette betyder at overdrev og især engarealer har spillet en større rolle i driften, og det er et spørgsmål, om bebyggelsen til dels er blevet omlagt for at tilgodese sådanne behov. I hvert fald ligger mange landsbyer i 700-tallet og senere fordelagtigt i forhold til enge.

Vorbasse

Bopladsen Vorbasse synes at have ligget på samme sted fra omkring 700 til 1000 e.Kr. Bebyggelsen lå nu som tidligere midt på et højt plateau. I forhold til tidligere var bebyggelsen flyttet ca. 400 m mod syd, og bebyggelsen var helt omstruktureret. Bebyggelsen lå nu i to rækker af indhegnede gårde beliggende nord og syd for en 8-10 m bred gade. Størrelsen af de enkelte gårdtofter var vokset betydeligt sammenlignet med tidligere, den største omfattede nu et areal på 5.500 m². De indhegnede gårdtofter var ellers 80 x 80 m. Midt på gårdtoften lå langhuset, omkring 30 m langt og opdelt i tre omtrent lige store rum, hvoraf de to har været anvendt til beboelse og det østlige til stald. Foruden langhuset fandtes mindre sidebygninger, der øjensynligt ikke har været anvendt til stalde men til lader, udhuse, forrådshuse og muligvis som bolig for trælle. Ved en af gårdene lå en smedje placeret så langt fra de øvrige bygninger som muligt. Gårdene synes at have været omtrent lige store, og intet tyder på at der har været nogen storgård. Bebyggelsen rummede flere indførte genstande: klæberstenskar og hvæssesten fra Norge, lerkar fra Østersøområdet, kander fra nedre Rhinen og drejekværne af basalt fra egne omkring Køln.

Nørre Snede

Bebyggelsen fortsatte også i Nørre Snede, hvor der kendes en bebyggelse fra 7. århundrede. Denne var nu flyttet lidt mod nord og bestod også her af langhuse med omgivende hegnet gårdtoft. I alt kunne udskilles 8 gårde.

Omgård

Bopladsen Omgård synes at have ligget på samme sted fra 7. århundrede til 1000-tallet, ialt kendes 3 byggefaser. I den ældste fase bestod bebyggelsen af langhuse på 8-21 meter. I den mellemste fase fra 800-900-tallet fremvoksede en storgård omfattende 15 bygninger og et indhegnet areal på 40.000 m².

Sindshvile

Bosættelsen Sindshvile ved Kvistgaard i Nordøstsjælland består af een gård, der synes at have være fornyet i 9 faser, dateret til romersk og ældre germansk jernalder, det vil sige 1. til 7. århundrede e.Kr. Særligt tydelige er langhusene fra tiden 600-700 e.Kr., men der er indtil videre ikke fundet spor efter bebyggelse fra vikingetiden. Gårdene har haft karakteristisk let buede langvægge, 28-33 m lange og 7 m brede. I tilknytning til gården er fundet spor efter jernudvinding og smedning, måske jern udvundet som myremalm i Rolighedsmoserne beliggende 300 m mod nordøst. Nogle hundrede meter øst herfor findes et område under Mørdrup landsby med marknavnet "Gammelby Agre" i matriklen af 1681, så det er muligt, at bebyggelsen er flyttet hertil inden, at den fandt sin endelige beliggenhed længere mod nord. Det kan måske også forklare navnet "mosebyen".

Vikingetid (800-1050 e.Kr.)

Vikingetiden var en periode, hvor kongemagten var etableret omend fortsat svag. Flere gange synes at have forekommet kampe om kongemagten, og i perioder synes landet de facto at være delt mellem flere rivaliserende grupper.

Det er yderst begrænset, hvad vi kender til Danmarks ældste politiske historie. Det må antages, at et kongerige med sæde i Lejre har eksisteret siden 500-tallet, mens der i Jylland måske har været stormænd med magt over større områder. Formentlig er det danske kongerige løbende blevet udvidet til at omfatte hele Jylland ned til Ejderen, måske ved alliancer således, som det er antydet i overleveringen om Dan og Angel, men overleveringen er fragmentarisk. Et nogenlunde sikkert billede tegner sig først fra slutningen af 700-tallet, da rigets samling var afsluttet.

Det første fragment af Danmarks ældste politiske historie skyldes Alkuin i Aachen, der skrev en helgenbiografi om missionæren Willibrord. Han missionerede blandt friserne men besøgte tillige det danske rige og mødte Angantyr, en dansk konge, der beskrives som "et vildt dyr, som var hårdere end nogen sten". De førte dog venskabelige samtaler, og Willibrord fik tilladelse til at tage 30 drenge med sig tilbage til Frisland, sikkert for at få en kristen opdragelse, men i øvrigt er deres senere skæbne ukendt. Nogle år senere anlagdes Kanhavekanalen på Samsø (omkring 726) og grænsefæstningen Danevirke (omkring 737), men hvad der ligger bag disse tiltage er ukendt. De viser imidlertid, at den danske kongemagt kunne mobilisere en stor styrke, hvis det var nødvendigt.

I løbet af de sidste 30 år af 700-tallet foretog Karl den Store flere angreb på sachserne for at kristne dem, og det vides, at sachsernes anfører Widuking flere gange søgte tilflugt hos den danske konge Sigfred, der tillige var hans svoger. Sachserne tabte og blev i tusindvis tvangsdøbte, og kristendommens nordgrænse blev nu flyttet frem til Ejderen. Omtrent på samme tid, i 780-erne og senere, optræder de første angreb på Vesteuropa, men det er uklart, om der er en forbindelse mellem disse to begivenheder og i givet fald hvilken. Det står dog fast, at efter at Karl den Store i 804 havde afsluttet underkuelsen af sachserne og deres allierede, nordliuderne og wigmodierne og ladet et stort antal sachsere tvangsforflytte til Franken, indbød han danerkongen, Godfred, til forhandlinger. Godfred mødte op med en stor ledingsflåde på 200 skibe, men Karl afløste i sidste øjeblik mødet. En dansk stormand, der tilhørte kongeslægten, Halfdan, forlod danerriget med hele sin husstand, han underkastede sig kejseren med troskabsed og slog sig ned i Frisland, hvor han blev vasal på øen Walcheren til sin død i 837. Det er første gang, at det antydes, at der kunne være rivalitet mellem forskellige grene af den danske kongeslægt.

Kong Godfred på sin side reagerede ved i 808 at agribe kejserens forbundsfæller abodritterne i Mecklenburg og vagrierne i Østholsten. Endvidere angreb og ødelagde han handelspladsen Reric og lod dens købmænd tvangsforflytte til Hedeby, en handelsplads ved Slien. Karl den Unge reagerede ved et angreb på limoner og smeldinger i Holsten. I 810 angreb så den danske ledingsflåde Frisland og udplyndrede det i tre omgange. Tydeligsvis var konflikten mellem Frankerriget og Danmark spidset til. Men Godfred blev myrdet, angiveligt af en livvagt. Det er et åbent spørgsmål, om mordet skyldes en intern magtkamp eller var et bestilt lejemord. Det er en kendsgerning, at Godfreds brodersøn Hemming efterfulgte ham på tronen og straks indgik våbenstilstand og fred med kejserriget. De mødtes ved Ejderen og indgik en aftale, der blandt andet indebar, at Godfreds sønner blev tvunget til at drage i landflygtighed i Sverige. Kong Hemming døde imidlertid allerede i 812, og der indtrådte interne magtkampe. Samme år, i 812, forsøgte to brødre, Harald Klak og Reginfred at indgå en ny aftale med kejser Karl, men danskerne anerkendte dem ikke som deres legitime repræsentanter, og det endte med at Reginfred døde og at Harald Klak måtte drage i landflygtighed til kejser Karl.

Nytårsdag 814 døde Karl den Store og afløses af Ludvig. Hans mål var at gøre Harald Klak til sin lydkonge i Danmark. Efter flere angreb frem og tilbage endte det i 819 med en aftale om, at Harald Klak kunne være medkonge, men efter yderligere uro blev han i 824 atter forjaget og måtte søge tilflugt hos kejseren. Han lod sig døbe og blev gjort til lensmand over grevskabet Rüstringen i Østfrisland ved Weserens udløb. Harald Klak forsøgte at generobre magten i Danmark, men dette mislykkedes, og 831 blev der langt om længe sluttet en fred mellem danskerne og kejseren. Hidtil havde det danske rige været styret af flere konger i fællesskab, men dette år døde den sidste medkonge, og nu blev Horik I enekonge i Danmark. Det danske rige omfattede i første del af 800-tallet tillige Vestfold ved Oslo-fjorden i Norge uden, at vi kender de nærmere omstændigheder omkring områdernes forening, og netop fra disse egne synes at være påbegyndt adskillige vikingetog, og fra omkring 845 tiltog disse vikingetog både i antal og omfang.

I virkeligheden var denne udvikling et held for den danske kongemagt. Vikingetogene afspejlede et samfund med en krigerisk overklasse. Parret med potentielle magtkampe inden for kongeslægten kunne dette have svækket den danske kongemagt, men nu omsattes magten i en ud ad vendt kraft, som lettede på det indre pres og samtidig svækkede rigets modstandere ved de gentagne angreb. Omkring midten af 800-tallet prægedes Vest- og Sydeuropa af omfattende vikingetog, især mod Frankerriget, England og Irland. Men selv vikingetogene kunne ikke forhindre også hjemlige magtkampe.

Horik I blev omkring 840 udsat for en ny trussel, Rorik, en nevø af Harald Klak, der etablerede sig som magthaver ved sydgrænsen. Desuden kom han i strid med to brodersønner omkring 850, og det kom til en kortvarig krig, der dog endte med aftale om en magtdeling. Den ene nevø, Harald, søgte siden tilflugt hos Ludvig den Tyske og lod sig døbe; han døde i 852. I 854 kom det til et opgør med den anden brodersøn, Gudurm, der hidtil mest havde levet af sørøveri, og skal man tro Fuldaanalerne var kampene så hårde "så utallige almindelige mennesker omkom, og hvoraf der af kongeslægten kun blev en dreng i live". Horik I blev afløst af Horik II som konge, hvilket førte til en hedensk reaktion mod kristendommen. Det varede dog ikke længe, idet Horik gav Ansgar samtykke til, at der måtte være en kirkeklokke i Hedeby og han gav et stykke jord til opførelse af en kirke i Ribe.

Horik II regerede nogle årtier, men i 873 ses han afløst af brødrene Halfdan og Sigfred, som regerede som samkonger. Sigfred havde en fortid som leder af vikingerne i Akvitanien, og han blev siden viking igen. 880 omtales danernes konge, Godfred, sammen med Sigfred som leder af et angreb ved Thiméon ved floden Dyle. Godfred er endnu et eksempel på, at kongesønner uden plads i regeringen hjemme kunne skabe sig en karriere som viking og eventuelt lensmand i Frankerriget. Udviklingen kulminerer for så vidt, da Rollo bliver herre over Normandiet i 911.

Hjemme i Danmark fortsatte kongemagten, men stadig svækket. Udviklingen synes gennem hele 800-tallet at have vekslet mellem samkonger og indbyrdes magtkampe. Nominelt kunne danske konger udvise en formidabel flådemagt, men det synes kun undtagelsesvis at være tilfældet. Økonomisk var kongen svækket dels ved interne slægtskampe, dels ved at stormænd kontrollerede væsentlige dele af håndværk, handel og skibsfart ved hjælp af stedlige handelspladser. Overhovedet er det usikkert hvilket økonomisk og politisk grundlag, de nominelle konger egentlig havde at regere på. Tør man tro den danske sagntradition var kongemagten i Danmark i de sidste årtier af 800-tallet øjensynligt delt mellem et jysk rige og et sjællandsk rige med hovedsæde i Lejre, men på grund af denne magtdeling var riget svagt over for angreb udefra. Netop omkring denne tid skal Ragnar Lodbrog have været konge, men traditionen om hans liv handler fortrinsvis om bedrifter i udlandet, blandt andet i England. Netop i årene 875-879 skal være sket en omfattende dansk kolonisation i England. Denne udvikling efterlod Danmark svagt, og den kan have været en medvirkende årsag til, at det blev muligt for Gorm den Gamle at etablere sit herredømme.

Et vidnesbyrd om forholdene er det værk, som Alfred af Wessex lod udarbejde kort før år 900. Heri findes to rejseberetninger, af Ottar og Wulfstan, der giver et billede af forholdene i Danmark på denne tid. Ottar rejste fra Skiringsal i Norge til Hedeby. I tre dage havde han "Denamearc" på bagbord side og åbent hav til styrbord. To dage før han nåede Hedeby havde han til styrbord "Gotland" og "Sillende" og til bagbord de øer, som hører til "Denemearce". Beskrivelsen må udlægges således, at Ottar først rejste langs Bohuslens og Hallands kyster, så nord om de danske øer og endelig ned gennem Lillebælt til indsejlingen til Hedeby. Efter hans oplysninger hørte Bohuslen, Halland og øerne til Danmark, mens Jylland var opdelt i to dele: den nordlige del under navnet "Gotland", den sydlige under navnet "Sillende"; disse områder blev åbenbart ikke regnede for en del af Danmark. Ottar oplyser også, at i Skåne og Halland boede norddaner men i Jylland syddaner og at Hedeby lå mellem Vendland, Sachsland og Angel og tilhørende danerne. Denne beskrivelse stemmer overens med fremstillingen i Beowulfkvadet, der mens at stamme fra 700-tallet men henvise til begivenheder i 600-tallet. Kvadet oplyser, at Beowulfs far i sine unge år måtte flygte fra "gauternes" land til syddanerne. At Beowulf rejser fra "Gotland" (Nørrejylland) mod vestdanerne og ender hos østdanerne stemmer med, at danernes vestgrænse lå mellem Jylland og Fyn og deres østgrænse i Skåne, hvilket Wulfstan oplyser. Wulfstan oplyser på sin side, at han rejste fra Hedeby til Truso med "Veonodland" (vendernes land) til styrbord og til bagbord "Langaland" (Langeland), Læland (Lolland), "Falster" (Falster) og "Scon eg" (Skåne), hvilke alle tilhører "Denemearchan", "Burgunda land) (Bornholm) med egen konge, "Blecinga eg" (Blekinge), "Meore" (Möre), "Eowland" (Øland) og "Gotland", der tilhører "Sweon" (svenskerne). At Skåne var en del af Danmark bekræftes i 811, da kong Hemming efter kong Godfreds død indgik en fredsaftale med den frankiske kejser og blandt sine garanter har en "Osfrid de Sconaowe", det vil sige "Asfred af Skåne".

Disse oplysninger kunne tyde på en splittelse mellem Nørrejylland på den ene side og Angel, øerne, Skåne og Halland på den anden. I begyndelsen af 900-tallet optræder et kortvarigt svensk herredømme i Hedeby. Det er måske dette kortvarige herredømme, der tænkes på, når Otto den Stores historieskriver Widukind oplyser, at den tyske konge Henrik I i 934 skulle have foretaget et hærtog til Danmark, besejret danskerne og gjort dem skatskyldige, samt at den danske konge hed Chnuba, en navn der genkendes på runesten ved Hedeby med svenske runer som Gnupa. Tidsmæssigt modsvarer denne erobring det tidspunkt, hvor Gorm den Gamle formodentlig sad som konge i Jelling, men i givet fald da reelt kun over jyderne. I både Kong Olaf Tryggvasons Saga og Skjoldungesaga findes en beretning om, at Gorm oprindeligt kun herskede over Jylland, men at han erobrede det rige i Danmark, som da kaldtes "Rejdgotaland" og var regeret af en kong "Gnupa" samt en del af "Vindland" og endvidere kæmpede mod "saxerne". Når denne oplysning sammenstilles med en oplysning hos Adam af Bremen om, at en svensk konge, Olof, erobrede "danernes rige" og havde to sønner, "Chnob" og "Gurd", så er der grundlag for at antage, at der må have eksisteret et kortvarigt svensk styre i Hedeby-området. Måske er det foreningen af de to danske områder, der hentydes til, når Harald Blåtands på den store Jelling-sten erklærer, at han samlede sig hele Danmark. Det har været foreslået, at trelleborgene blev opført som et led i denne (gen)forening af riget. Alternativt har været foreslået, borgene kunne have været militærlejre for vikingetog mod England og andre steder, men når både Fyrkat og en af Trelleborgs porte har været udsat for brand og dermed formodet angreb, er det rimeligt at sætte dette i forbindelse med den magtkamp, der indtraf mellem Harald Blåtand og hans søn Sven Tveskæg om magten i riget. For så vidt kunne borgene have tjent flere formål på samme tidspunkt: som militærlejre, til kontrol af vigtige færdselsforbindelser, til forsvar mod angreb udefra eller mod eventuelle oprør indefra.

Hos Adam af Bremen er forløbet af Danmarks kristning skildret således: "da den Guds bekender kom til danernes land, hvor, som sagt, den grusomme kong Worm dengang herskede, formåede han ikke at omstemme kongen på grund af dennes medfødte vildskab. Til gengæld skal han have vundet kongen søb Harald for sig ved sin prædiken. Og han opnåede, at denne blev så trofast over for Kristus, at han gav tilladelse til offentlig udøvelse af kristendommen, som hans fader altid havde hadet, selv om han endnu ikke havde modtaget dåbens sakramente." (Adam af Bremen, Bog 1 afsnit 59) ...

"Så snart kong Otto med Guds hjælp var blevet reddet fra sine brødres anslag, sørgede han for ret og retfærdighed for befolkningen. ..Han greb derefter til våben mod danerne, som hans fader ved en tidligere lejlighed havde bekæmpet. Det var danerne, der ønskede krig. ..Til sidst bøjede Harold sig for fredsvilkårene, og hans rige blev underlagt kong Otto, men han fik det tilbage på betingelse af, at han indførte kristendommen hos danerne. Harold selv modtog straks efter dåben sammen med sin hustru Gunild og deres lille søn, som vor konge stod fadder til og døbte Svein Otto. Ved samme lejlighed blev den del af danernes land, som ligger på denne side af havet og af den lokale befolkning selv kaldes Judland, opdelt i tre bispedømmer og lagt ind under bispesædet i Hammaburg." (Adam af Bremen, Bog 2 afsnit 3) .. "Vor højsagelige fader var således den første, der ordinerede biskopper i danernes land, nemlig Horit i Sliaswig, Liafdag i Ripa og Reginbrond i Harusan. Han overdrog dem også ansvaret for kirkerne på den anden side af havet, det vil sige på Fun, Seland og Scone samt i sveonernes land. Det skete i ærkebiskoppens tolvte embedsår."(Adam af Bremen, Bog 2 afsnit 4)

Efter dette må forløbet have været, at et dansk kongerige under Helge blev afløst af et kortvarigt svensk dynasti, der imidlertid blev undertvunget af den tyske kejser. Det svenske dynasti blev atter afløst af Gorm den Gamle, men også denne skal være undertvunget af den tyske kejser. Da kejserens søn som ny kejser kom i fangenskab, frigjorde danerne under Harald sig men blev hurtigt atter undertvunget. Først efter et fornyet oprør i 983 lykkedes det endeligt danerne at slippe fri for det tyske overherredømme. Vi kender ikke den fuldstændige politiske historie, men Sven Estridsen har til Adam af Bremen oplyst, at kongerækken var følgende: først herskede kong Helge, dernæst Olav, der kom fra Sverige og erobrede riget, så dennes sønner Chnob og Gurd. I en biografi af ærkebiskop Hoger gentages disse oplysninger med tilføjelsen, at efter Olavs sønner "indsattes Sigerich", men kort efter blev denne berøvet magten af Hardegon, Svens søn, der kom fra Northmannia (dette kan være enten Norge eller Normandiet). En bekræftelse af denne ufuldstændige kongerække findes på to runesten fra Haddeby, der oplyser nærmere om dette svenske dynasti:

Haddeby 2: Asfrid gjorde disse kumler efter Sigtryg, sin og Gnupas søn (ristet med svenske runer)

Haddeby 4: Asfrid Odinkars datter gjorde disse kumler efter kong Sigtryg, hendes og Gnupas søn. Gorm ristede runerne.

Historien bliver imidlertid lidt mere kompliceret, idet Widukind i Saxerkrøniken fra omkring 970 oplyser, at Henrik I af Tyskland i 934 drog med en hær mod danerne, gjorde dem skatskyldige og tvang deres konge Chnuba til at lade sig døbe.

I en biografi over ærkebiskop Unnu (919-936) oplyses, at den hedenske Hardeknud Vurm var danernes konge og forfulgte de kristne, men den tyske kejser angreb og sejrede over Vurm, der måtte lægge det sydlige område "ved Slesvig, der nu hedder Hedeby" ind under denne som markgrevskab og det befaledes, at det skulle bebygges med en "koloni af sachsere". Enten må der være tale om et nyt tysk angreb med efterfølgende ny erobring, eller kongenavnet er forkert. Det ligger imidlertid fast, at den tyske kejser Otto I i 965 udstedte et immunitetsbrev på ærkebiskop Adeldags opfordring, der tilstår de biskopper i Slesvig, Ribe og Århus og deres kirker fuld frihed for al deres ejendom "in marca vel regno Danorum". I 988 udstedes et stadfæstelsesbrev af kejser Otto III, hvori er tilføjet Odense, mens hjemstedet angives "in regno Danorum". Brevet indeholder den tilføjelse, at kejseren har begrundet dette med en ret for de danske biskopper til frit at måtte erhverve ejendom og nyde toldfrihed i kejserriget ("in omnibus regni nostri partibus"). Dette brev og de faktiske magtmæssige omstændigheder er omstridt, måske det afspejler en ændret realitet, hvor tyske bisper efter den danske sejr i 983 havde måttet forlade Danmark og vende tilbage til kejserriget.Gennem hele dette forløb var Hedeby øjensynlig midtpunkt i magtkampen.

Harald Blåtand erklærer på den store Jelling-sten, at han "vandt sig al Danmark". Ifølge Adam af Bremen skal Hedeby omkring 974 være blevet erobret af kejser Otto 2., men i 982 indtog danerne den borg, Otto havde ladet opføre i grænselandet, og senere – sammen med obotritternes fyste Mistivoj afbrændte de Hamborg. Tilsvarende oplyser tyske annaler, at Harald i 973 havde foretaget et angreb hinsides Elben, men blev tvunget til at slutte fred, yde en afgift og stille sin søn som gidsel, mens Thietmar af Merseburg for året 974 oplyser, at Otto 2. havde besejret "de oprørske danskere" ved at gennembryde den saksiske grænsevold og opføre en ny, fremskudt grænseborg (dette bekræftes af det norrøne skjaldekvad Vellekla), dog med tilføjelsen, at borgen blev generobret i 983 efter Ottos død.

To runesten bevidner den danske erobring:

Haddeby-sten 1: "Kong Sven satte sten efter sin hirdmand Skarde, som var draget vestpå, men nu fandt døden ved Hedeby" og

Haddeby-sten 3: "Thorulv, Svens hirdmand, rejste denne sten efter sin fælle Erik, som fandt døden, da "drenge" belejrede Hedeby; men han var styresmand, en såre god "dreng"."

At Sven i begge tilfælde er Sven Tveskæg virker plausibelt. At han har anført hirden tør udledes af teksterne, og når han på den ene sten omtales som konge, må han enten have været medkonge – eller stenen er rejst, efter han blev konge.

Haralds ord må henvise til begivenhederne i 983, og der er ikke overlevet oplysninger om andre steder inden for riget, der i Haralds tid har været adskilt fra dette. At Harald fortsat var konge sandsynliggøres af samarbejdet med svigerfaderen om afbrændingen af Hamborg. Men få år senere sættes han fra magten ved et oprør, flygter til Jumne og dør i 987. Sønnen Sven bliver ny dansk konge.

Mens Danmark i 900-tallet havde oplevet megen indre splittelse, tegner der sig omkring år 1000 en ganske anden udvikling: kongemagten havde nu ikke kun genvundet sin position som rigets samlende midtpunkt på stormændenes bekostning, den blev også den udfarende kraft i tidens politiske begivenheder, således erobringen af Danelagen i England. Kong Sven optræder her som leder af en hær stærk nok til at tage magten i landet. Dette lod sig kun gøre, fordi kongen forstod at samle de ellers splittede magtgrupper bag sig, både hedenske og kristne stormænd. Da den svenske konge, Erik Sejrsæl, under Svens fravær kortvarigt tog magten over Hedeby, varede det ikke længe, før Sven vendte hjem og straks genvandt magten efter en belejring og kortvarig kamp. Da Sven døde i 1014, indtraf en ny kortvarig svækkelse af kongemagten med en deling af riget i tre dele: England, Norge og Danmark, men da Harald få år efter døde som konge over Danmark, formåede Knud hurtigt at sikre sig stillingen som konge både over England og over Danmark, og han etablerede det samarbejde med kirken, som endegyldigt skulle befæste kongemagtens stilling.

Det er begrænset, hvad vi ved om den sene vikingetids samfund, men Erik Moltke, som har gennemgået samtlige rune- og billedsten på dansk-skånsk område med henblik på at belyse trosskiftet konstaterer, at "asatroen florerede blandt overklassen en god menneskealder efter Haralds »kristnede danerne«, og der findes andre gode eksempler på en sen og sej fastholden ved forfædrenes tro: de billedsmykkede sten." Måske rammer han do mere præcist ved sin beskrivelse af Hunnestad-monumentet, hvor det om sønnerne, der rejste stenen konstateres, at "de ville sikre mindesmærket med stærke tegn både fra den gamle og fra den nye religion." Måske at det er samme usikkerhed i valget mellem den gamle asatro og den nye kristendom, som afspejles i det forhold, at adskillige kors-symboler rummer et indre (hedensk) hagekors.

Det er muligt, at disse forhold afspejler en skjult modsætning i det sene vikingetidssamfund: på den ene side et mere eller mindre hedensk stormandssamfund, på den anden det nye stærkere kristne kongedømme. Dette har sin rod i en magtkamp mellem stormænd, hvis rigdom især må have hvilet på indtægter fra regionale handelspladser, og kongemagten, der med sine priviligerede købstæder måtte sikre sig både kontrol over handelen og indkomster i form af skatter og afgifter herfra. Dette førte til en udvikling, hvor de gamle handelspladser enten blev nedlagt til fordel for en nærliggende kongelig by eller de blev overtaget af kronen. Kongemagtens mål måtte være at frigøre sig mest muligt fra en afhængighed af stormændene, især i økonomisk henseende.

Kongen fik her en allieret i kirken. På samme måde, som kongen måtte ønske kontrol over handel og indtægtsmulighederne herfra, måtte han styrke sin indkomstmæssige position blandt bønderne. Kirken med dens krav om tiende kunne her tjene som en støtte for dette mål.

Bebyggelsesudviklingen må under alle omstændigheder ses i lyset af denne politiske udvikling. Dette gælder især kongsgårde, kongens administrative centre (husbyer, husebyer), handelspladser (wiker) samt trelleborge.

Befolkningsforhold

Den danske befolkning var utvivlsomt stærkt voksende gennem hele vikingetiden. Desværre er der kun få holdepunkter for en beregning af befolkningen, men tør man tage herredsinddelingen som udtryk for befolkningens størrelse, kan der ved overgangen til middelalderen have boet omkring 400.000 mennesker samlet i kongeriget, Sønderjylland og Skånelandene, heraf 250.000 i de kongerigske dele. Dette var måske op imod en fordobling af indbyggertallet i forhold til begyndelsen af vikingetiden. Dette afspejler sig dels i den udad vendte virksomhed i form af vikingetog og nykoloniseringer, dels i en udvidelse af den hjemlige bebyggelse både i form af nye landbrugsbebyggelser, torper, og i form af handelspladser, wiker, med en tættere og mere sammensat befolkning.

Samfundet var åbenlyst socialt opdelt i henholdsvis stormænd, frie bønder samt uselvstændige trælle. Således skildres det i digtet Rigs vandring, som handler om guden Heimdals besøg hos menneskene: trællene, bønderne og jarlene. På grundlag af indskrifter på vikingetidige runesten har Aksel E. Christensen opstillet en mere nuanceret samfundsinddeling baseret på 6 hovedgrupper:
1. Herskere og høvdinge: Kuningr (konge), Drottin (drot, herre), Drottning (dronning, frue), Þæng (thegn)
2. Religiøse betegnelser: Þulr (thul), GoÞi (gode)
3. Krigere: Þæng (thegn), Drengr (dreng), HæmÞægi (hirdmand, huskarl), Felagi (fælle, kammerat), Swen (svend), Wikingr (viking)
4. Søfarende: Styrimannr (styresmand), SkiÞari (skipper), Lagsmannr (kammerat), Felagi (fælle, kammerat), BroÞir (broder)
5. Handlende og håndværkere: Gildi (gildebroder), SmiÞr (smed)
6. Andre: Landmannr (landmand), Bomannr (bomand), Bondi (bonde), LandhirÞir (landhyrde), Bryti (bryde).

Runesten rejst over stormænd og deres hustruer viser, at disse har udgjort en særlig overklasse i samfundet. Hvor omfattende, deres ejendom og magt var, er usikkert, men deres antal må have været yderst begrænset. Det forhold, at nogle omtales med religiøse betegnelser tyder på, at asatroen fortsat spillede en stor og måske afgørende rolle i vikingetidens samfund.

Samtidig var det også en periode, hvor indbyggerne ofte fremstod som en udfarende kraft, til dels som vikinger, der drog ud og etablerede sig i det fremmede. Hjemligt viste denne kraft sig i tidlige nyanlæg af bebyggelser, torper, som blev anlagt på overdrev og i skovområder og øde strækninger, der tidligere omgav de gamle bygder, hvorved bebyggelsen efterhånden fik et sammenhængende præg.

Samfundsinstitutioner og administrative forhold

I forlængelse af spørgsmålet om samfundets sociale opdeling ligger spørgsmålet om de datidige samfundsinstitutioner og administrative forhold. Der findes næppe kilder, der direkte beskriver disse forhold i vikingetiden. Udgangspunktet for rekonstruktioner af forholdene i vikingetiden og tidligere er kendskabet til forholdene i ældre middelalder. På grundlag heraf rekonstrueres forholdene tidligere ved antagelser om dels en vis kontinuitet, dels en løbende udvikling fra en oprindelig ordning til den, der kendes fra de skriftlige kilder. De samfundsinstitutioner, som der her kan blive tale om, er fortrinsvis slægt, bylag, gilde, ting og kongelev.

Slægtens betydning kendes især fra sagaer og krøniker. Her optræder slægtsfortegnelser sammen med oplysninger om de enkelte vigtige personers gøren og laden.

Gildet er en sammenslutning, et edslag af sammensvorne brødre, gildebrødre, i byerne. Ser man til udenlandske kilder som den karolinske lovgivning, optræder gildebrødre som vandrekøbmænd, der havde forladt hjemegnen for at drive fjernhandel, og som i det fremmede søgte frænder i et fællesskab og som værn. Institutionen kan meget vel gå tilbage til den tidligste vikingetid.

Bylaget menes at være den grundlæggende institution i landsbyfællesskabet og har måske i en eller anden form eksisteret så længe som dette og landsbyer har. Landskabslovene antyder, at bylaget har været en institution med begrænset domsmyndighed i indre og mindre sager med ret til at ikende og opkræve bøder for overtrædelser af landsbyens uskrevne (men vedtagne) regler. Bylaget har måske også fungeret som institution, når der stedligt skulle træffes beslutninger om anliggender af betydning for fællesskabets daglige liv fx. om pløjning, såning, høst og lignende.

Tinget er en retsinstitution, som omfatter et større område, en bygd. Bygden synes at være afgrænset ved sin bebyggelse, idet denne tenderede mod at ligge i sammenklumpninger og adskilt af mere eller mindre bebyggelsestomme grænseområder. Disse bygder formodes efterhånden at have fået en institutionel administrativ form som sysler og herreder og en funktionel form som ting, mot (møder) der var mål (forsamlinger) for afgørelse af anliggender, sager, som angik flere bylag på samme tid. Disse afgørelser blev truffet på grundlag af fastlagte og alment godkendte vedtægter, love, ved dom. På tinget kunne også indgås fælles bindende aftaler ved ed, blive ydet erstatning, bod, og fastlagt straf, vide, samt erklæret fred.

Et spørgsmål, som må afklares, er forskellen på syssel og herred. Spørgsmålet er dels hvilken af dem, der er ældst, dels hvorfor der overhovedet har eksisteret to institutioner af let uens størrelse. Udgangspunktet for en afklaring tages i Kong Valdemars Jordebog, der nøje beskriver forholdene på dette sene tidspunkt.

Sysselinddelingen er kun kendt fra Jylland. I det østlige Danmark findes ingen spor efter en gammel sysselinddeling, kun sene og svage efterdannelser, der tilsyneladende aldrig fik varig betydning. Ser man nøjere efter, viser det sig, at der er en forskel på de nordlige og de sydlige sysler. De nordlige sysler har tilsyneladende navne efter folk eller tjod, det gælder Hardsyssel (efter charuder), Himmersyssel (efter kimbrer), Vendsyssel (efter vendler), Aabo syssel (aaboernes syssel), Ommer syssel (for omungernes syssel), Salling syssel (for sallingsboerne), mens Thy syssel simpelthen henviser til ordet "tjod". Omvendt har de sydlige sysler navne efter skove: Varde (af Warwith) og Barvid (Barwith), højdedrag: Løver (Lofræth, efter Lovredsbjerg) eller efter en ældre betydende landsby som Jelling, Almind, Isted og Ellum. Det har været foreslået, at forskellen tillige afspejler en tidsforskel, idet syslet oprindelig havde en nordlig oprindelse og senere er udvidet med sydlige efterligninger. Det har været foreslået, at "sysseltinget er en omstøbning eller videreførelse af et gammelt bygdeting", idet flere jyske sysselting i middelalderen mere eller mindre fast blev kaldt bygdeting.

Herredsiddelingen omfatter derimod hele landet. Herrederne var mindre end syslerne. Ser man nøjere efter, viser det sig, at der ikke er samme entydige sammenhæng mellem klart adskilte bygder og herredsinddelingen, som lod sig påvise for syslernes vedkommende. I flere tilfælde betegnes forholdene som "udviskede", og fx om "Heden" mellem København og Roskilde konstateres der "en række sammenhængende herreder, der snarest er udspaltet af en oprindelig storbygd". Det forstærker spørgsmålet om herredernes oprindelse. Det har været foreslået, at herredsinddelingen skyldes danerne og oprindeligt var både en rets- og en militærinddeling. Ordet "herred" kommer af ordene "hær" og "ridt" og skulle afspejle en rytterorganisation og have forbillede i det merovingiske frankerrige. Endvidere skulle herrederne have dannet grundlag for en søleding. Men hvis dette var tilfældet, må det undre, at forholdene ikke afspejles fx. på de danske runesten. Det er muligt, at benævnelsen først stammer fra 1000-tallet; tidligere måtte kongemagten støtte sig til en hird, der aflønnedes dels af afkast fra kongeslægtens egne jordbesiddelser, dels af udbyttet fra heldige krigstog. Så længe, kongemagten var svag på grund af indre modsætninger, må det have været svært for den at opbygge et større magtapparat.

Derimod var fordelene, da et nyt magtapparat blev opbygget, indlysende: en fast inddeling af hele landet i administrative enheder og måske med en kongelig repræsentant tilstede, en jarl eller hirdmand, kunne sikre freden, håndhæve retsvæsenet, styrke kirken og tjene til sikring af kongelige indkomster. Men ordningen kunne også anvendes ved opbygningen af en søleding, og det er sikkert forklaringen på, at herredernes grænsedragning som regel skete således, at de havde adgang enten til havet eller til sejlbare vandløb.

I virkeligheden var opbygningen af en landsdækkende administation en forudsætning for, at kongemagten kunne befæste sin stilling: kongen selv kunne kun være et sted ad gangen, så han måtte rejse rundt for at træffe beslutninger på stedet. Når han ikke selv var tilstede, måtte hans magtudøvelse ske ved en repræsentant. Herredsinddelingen fremstår således som et ret sent udviklet supplement til den ufuldstændige sysselsinddeling og som et spejl af en langstrakt samfundsudvikling, hvor kongemagten efterhånden optræder stærkere som garant for, at magtfulde stormænd ikke længere uindskrænket kunne opføre sig, som de ville. Måske er det netop den samme samfundsudvikling, der afspejler sig i vikingetogene: i 800- og 900-tallet var disse anførte af vikinger, dvs. af stormænd og jarler, men omkring år 1000 er det den danske konge Sven Tveskæg selv, der står som anfører for angrebene og nu som et led i opbygningen af et samlet imperium omfattende Danmark og Danelagen i England. Det er muligt, at nyordningen til dels var inspireret af forholdene i Danelagen. Det er også muligt, at betegnelserne thegn og dreng, der begge optræder på runeindskrifter fra 1000-tallet, afspejler stormænd, som anerkendte Sven Tveskægs (og/eller sønnen Knud den Stores) styre og måske tillige fungerede som kongens stedlige tillidsmænd.

Måske udviklingen af herredsinstitutionen skal opfattes således, at hvor Harald Blåtand havde lagt hovedvægten på at opbygge en professionel hær og at genforene den "tabte" del af riget, mens den administrative side bestod i en ufuldstændig sysselinddeling, der egentlig blot var en fortsættelse af den tilstand, der havde sine rødder i det bygdeopdelte samfund, så kunne Sven Tveskæg (eller måske Knud den Store), efter forinden at have nydt godt af Haralds store forarbejde, lægge vægten på at opbygge et ny administration, der tilgodeså både militære og civile formål, og som tjente til supplement af den administration, som han havde at råde over i forbindelse med kongelev og patrimonium, og som måske tillige afspejlede det forhold, at der i mellemtiden skete en voldsom bebyggelsesudvidelse, som helt undergravede bygdeopdelingens forudsætninger. Forstået således var herredet en nødvendig nyskabelse for at tilpasse sig de ændrede vilkår. Det nye herred står, især i Jylland men også i Skåne, i kontrast til en ældre bygdebaseret inddeling, måske baseret på et princip om at der i hvert herred skulle være en omtrent lige stor befolkning, fordi hensyn til mandskabsudskrivning og lignende nu vejede tungere end funktionel sammenhæng. Inddelingen af riget i sogne, der også kendes fra Danelagen og må formodes at være af samme alder, udgjorde nu den nye funktionelt sammenhængende enhed, idet befolkningen søgte til samme kirke. Herredet er første gang nævnt i Knud den Helliges gavebrev fra 1085 og må derfor være ældre end dette, men da de omtalte skånske landsbyer ikke henføres til et herred, må dette tolkes således, at der enten ikke har været en herredsinddeling på dette tidspunkt, eller at den ikke har haft den fornødne autoritet. Det tyder på, at herredet da endnu var en temmelig ny institution.

Kongelevet udgjordes af de landområder, som hørte under kongen i kraft af hans embede. Foruden dette kunne han disponere over sit slægtsgods, sit patrimonium (fædrenearv). Tilsammen udgjorde disse jorder grundlaget for de kongelige indtægter, der kunne suppleres med bøder og andre retsindtægter samt indkomster fra de af kongen kontrollerede handelspladser.

Bebyggelsen

Vikingetiden var en periode hvor både det danske samfund som helhed og bebyggelsen i særdeleshed gennemgår en voldsom udvikling. Ved siden af landsbyer optræder nu stormandsgårde, handelspladser (viker, emporier), trelleborge og vandmøller. Flere af disse stormandsgårde og handelspladser er fortsættelser af bebyggelser fra yngre germansk jernalder. Et påfaldende træk er, at gravpladser i flere tilfælde ligger på den anden side af bopladsen i forhold til et adskillende vandløb; sådanne træk er påvist ved Gammelby i Esbjerg, Hesselbjerg ved Odder, Voldstrup i Vendsyssel, og Lejre ved Roskilde. I alle de nævnte tilfælde ligger gravpladsen øst for bopladsen.

Kongsgården i Jelling

Jelling har traditionelt været regnet for et kongesæde på grund af de to runesten opsatte af henholdsvis Gorm den Gamle og Harald Blåtand. Udgravninger tyder på, at den kongsgård, som har ligget her, har været indhegnet og omfattet et areal, som omkransede hele den skibssætning, som Nordhøjen udgør den centrale del af. I tilknytning til storgården er fundet spor efter mindst 4 bygninger. I Jelling som i Lisbjerg er der fundet spor efter et byggeri forud for kirken. Der kan være tale om rester ef den oprindelige kongsgård. Palisaden har været nærmes rhombeformet. Det omkransede areal må have et omfang af omkring 15 hektar, over fem gange mere end indhegningerne i Tissø, Vorbasse og Lisbjerg.

Husebyer

Et påfaldende træk er forekomsten af bebyggelser med navnene "Husby" eller "Huseby". Disse bebyggelser opfattes af arkæologer som kongsgårde, der har haft til formål dels at modtage kongelige afgifter og ydelser, dels at forestå administrative opgaver, herunder opretholdelse af et retsvæsen.. Antallet af disse kongsgårde er ikke stort, blot 8 i hele Danmark, men deres beliggenhed tyder på, at de har udgjort et supplement til den administration, kongen kunne udøve fra handelspladser og/eller trelleborge. Husbyerne skal sandsynligvis dateres til tiden efter rigets gensamling, det vil sige anden halvdel af 900-tallet eller begyndelsen af 1000-tallet.

Det er betegnende, at der kun findes eet huseby i hvert syssel, og det formodes, at disse har været forvaltere af den jord, der regnedes som kongelev, det vil sige den til kongemagten hørende jord; dog hører de eneste husby på Sjælland under kongens patrimonium i 1216. Det er påfaldende, at omkring halvdelen af jorden i Jylland hører under et syssel med en husby, endvidere findes kun een husby på det vestlige Fyn og kun een husby i Nordøstsjælland. Karakteristisk nok synes den ældste inddeling på 8 bispedømmer i Danmark også at være sket under hensyntagen til beliggenheden af husebyer. Det har vist sig, at en række runesten, der kan forbindes med Jelling-dynastiet, er rejst i sysler med husbyer, mens en række yngre runesten sigende nok rejstes i områder uden husbyer.

Spørgsmålet om hvilken konge, der stod bag denne nyordning af landets administrative forhold, er åbent. Tidsmæssigt kan både Sven Tveskæg og Knud den Store komme på tale, og af disse er Knud antagelig den, der har haft de bedste forudsætninger herfor. Det kan ikke udelukkes, at nyordningen til dels er en følge af oprettelsen af et vikingerige på tværs af Vesterhavet, idet kongen må have haft brug for at være repræsenteret selv, når han ikke var tilstede. Muligvis er nyordningen inspireret af forholdene i England, hvor Knud lod indsætte tillidsfolk rundt om i landet, og Knud vides på anden måde at have taget skridt til at styrke sine kongelige rettigheder, fx. ved i Norge at indføre et reguleret møntvæsen, at oprette byer som centre for udøvelsen af kongelige myndigheder samt at udvide bispeembedet under kongelig myndighed. Hvordan det nu end forholder sig, har de næppe haft nogen lang funktionsperiode, de nævnes fx. ikke i Kong Valdemars Jordebog. Sandsynligvis har man hurtigt fundet ud af at "rationalisere" den kongelige administration til købstæderne, især bispesæderne.

Husebyer forekommer også i Sverige og Norge samt på Orkney-øerne og har her formodentlig haft en lignende funktion som i Danmark.

Wiker (handels- og centralpladser)

Rekonstruerede huse i Hedeby.

Rekonstrueret model af Árós (Århus) omkring år 950.

Udsnit af rekonstrueret model af Árós.

Handels- og centralpladser fra vikingetiden (kaldet wiker og emporier i faglitteraturen) kendes flere steder i Sydskandinavien, herunder Danmark. De mest fremtrædende er Hedeby i Sydøstjylland, Ribe i Sydvestjylland, Aros (Århus) i Østjylland, Bejsebakken og Sebbersund ved Limfjorden, Odense på Fyn, Uppåkra og Åhus i Skåne, Kaupang i Norge og Birka i Sverige. Nogle af disse steder har åbenbart tidligt udviklet sig til internationale handelscentre mens andre forblev af regional betydning. De synes fremkommet som led i den handelsskibsfart, som udviklede sig i Nordvesteuropa. Foruden den gode beliggenhed i forhold til sejlads skyldes deres opkomst formodentlig stedlige stormænd, der var i stand til at sikre dels handelsfreden, dels at indbyggerne i omgivende områder søgte til disse steder for at handle. Det var således kombinationen af en fordelagtig beliggenhed i forhold til handelsveje til søs og regional centralitet, der fremmede disse steders trivsel. Kun få af de ældste handelspladser lå i indlandet, det gælder Viborg i Jylland samt Ringsted og Slagelse på Sjælland. Senere, i middelalderen da kongen fik større magt, forsvandt mange af dem igen til fordel for nye købstæder anlagte og beskyttede af kongemagten. I de tilfælde, hvor kongemagten allerede havde fået kontrollen over disse steder, kunne de fortsætte uhindret fra vikingetid ind i middelalderen. Det er næppe urimeligt at antage, at der har været tale om en målbevidst centralisering af handelen på steder, der var under kongemagtens kontrol og som kunne beskattes af kongen.

Flere af disse tidlige handelspladser blev også religiøse centre, da kristendommen blev indført i landet. Viborg og Odense synes opståede omkring hedenske religiøse centre. Det var sådanne steder, at de første biskopper fik deres sæde og de første kirker blev oprettede. Dette gælder Ribe, hvor Ansgar allerede i 860 fik tilladelse til at opføre en kirke.

Ribe

Ribe er antagelig Danmarks ældste by, anlagt i 704-5. Det er muligt, at handelspladsen blev oprettet, ikke af friserne men som led i det større handelsnetværk, som de opbyggede i Vadehavsområdet og måske for at trække dem til. Initiativet må være stedligt, og måske er det ikke tilfældigt, at kilderne fra denne tid omtaler et besøg af ærkebiskop i Utrecht, Willibrord (695-739), på en missionsrejse til danerne netop kort efter handelspladsens oprettelse.

Det har været foreslået, at det ældste Ribe blev planlagt i form af parceller eller strimler af jord, indbyrdes adskilte ved skelgrøfter og med plads til hytter og boder for håndværkere og handlende, 6-8 m brede, langs med Ribe Å og vinkelret på denne og på en gade bagved, og at selve navnet "Ribe" er en henvisning hertil, idet ordet Ripa på nordisk betyder "strimler".

Den ældste markedsplads var omkring 200 m lang og omkring 65 m bred. Den har antagelig været opdelt i 40-50 parceller. Omkring 720 er pladsen blevet ændret noget: gaden kom nu til at ligge midt i bebyggelsen med parceller på begge sider; det er først fra denne tid, at man har oprettet egentlige værksteder for håndværkere. Fraværet af boliger tyder på, at handelspladsen oprindelig kun var i brug sæsonvis. Til gengæld lå en fast, helårsbebyggelse omkring 250 m sydøst for selve markedspladsen.

Flere håndværk har været udøvet på stedet, således læderhåndværk (sko, skeder, punge, bælter, remme, seletøj) men også kammageri (især af kronhjortetak), smedehåndværk, perlemageri (sikkert på grundlag af indført glasmateriale). Som indførte varer kan nævnes kværnsten af basaltlava, hvæssesten af skifer, drikkekar af glas (fra Frankerriget), smykkesten som karneol, bjergkrystal og granat (fra Sortehavsområdet) og keramik (fra Rhinområdet). Handelen er bevidnet ved fund af sceattas, hvoraf nogle måske er slået i Ribe, samt vægtlodder. Endvidere er spor efter får og kvæg, der meget vel kan være handlet på markedet.

Som handelsplads lå Ribe fordelagtigt, dels nær grænsen mellem frisere og danere, dels med adgang til omfattende græsningsområder i marsken, der kunne fremme husdyrhandelen. Den betydning, som Ribe efterhånden fik, afspejles ved, at Ansgar havde fået tilladelse til at bygge en kirke i byen. I 900-tallet synes byen at have været befæstet.

Hedeby

Hedeby var i vikingetiden øjensynligt en omstridt handelsplads. Den har ifølge kilderne på skift været under kontrol af den danske konge, et svensk dynasti og den tyske kejser inden, at den atter kom under de danske kongers kontrol. Byen havde international handelsmæssig betydning.

Hedeby havde sine rødder i stedligt håndværk og måske et mindre marked tilbage i 700-tallet. En egentlig handelsplads blev antagelig anlagt i 808 af den danske konge, Godfred, hvis man skal tro de frankiske rigsannaler. Byen synes at være omhyggeligt planlagt efter en regelmæssig plan med et gadenet af plankebelagte gader, der lå vinkelret på en bæk, der løb gennem området ud i Slien. Husene, som lå på hver sin indhegnede parcel, var temmelig små, byggede dels med risflettede og lerklinede vægge, dels med trævægge i bulkonstruktion.

Byen voksede sig efterhånden stor og kan i 900-tallet have haft omkring tusind indbyggere. Hedeby lå strategisk på et sted, hvor to vigtige fjernhandelsruter mødtes, den ene rettet imod friserne og Vadehavsområdet, Frankerriget og det angelsaksiske område, den anden rettet imod Østersøen. Byen havde en havn afgrænset af et forsvarsanlæg i form af en buet palisade til afgrænsning og beskyttelse af havnebassinet. I selve havnen stak skibsbroer ud, hvor skibene lå fortøjrede.

Varerne vidner om de omfattende handelsforbindelser. Fra Norge kom klæbersten, hvæssesten, skind og hvalrostand. Fra Sverige kom antagelig blandt andet jernmalm. Fra Frankerriget kom glasvarer, keramik, møllesten, klæde, råvarer til smykker, salt og vin. Fra angelsaksiske områder stammede smykker, og fra Orienten krydderrier og eksotisk klæde. Handel synes at have været byens vigtigste eksistensgrundlag, men endvidere fandtes omfattende håndværk. Byen stod under kongelig kontrol og var blandt andet møntsted, først i 800-tallet og senere, efter en pause, igen i 900-tallet. Allerede i 848 fik Ansgar tilladelse til at bygge en kirke i Hedeby, hvilket vidner om byens betydning, og der er blandt andet fundet en kirkeklokke i byen.

Byen havde også militær og strategisk betydning, hvilket de gentagende kampe om den vidner om. I 900-tallet blev den omgivet af en halvkredsformet vold til beskyttelse. Men noget senere blev hele byen flyttet til en ny beliggenhed nord for Slien, og den fik også et nyt navn: Slesvig.

Århus

Århus nævnes første gang i 948 som sæde for biskop Reginbrand. Byen må have været en handelsplads med håndværk af en vis betydning, og den blev i 900-tallet omgivet af en forsvarsvold, men ellers er dens betydning kun dårligt oplyst. Først omkring 1050 blev der slået mønt i byen, og den må da have spillet en vis rolle for kongens administrative og militære dispositioner.

Viborg

Viborg synes at gå tilbage til slutningen af 9. århundrede. Efter navnet at dømme kan byen være oprettet i tilknytning til et hedensk kultsted. Desuden var der her et tingsted. Byen blev dog først et bispesæde i 1065.

Ålborg

Omkring 800 lå der en landsby på det sted, hvor Ålborg siden udviklede sig. Omkring hundrede år senere udviklede der sig en omfattende håndværksvirksomhed og i tilknytning hertil handel. Byen lå egnet for sejlads ad Limfjorden og for overfart mellem Vendsyssel og den jyske halvø. Under kong Hardeknud (1935-42) var byen møntsted.

Odense

Odenses betydning som handelsplads og by er bevidnet af et dokument udstedt af biskoppen i Bremen i 988, der nævner den som bispesæde. Byen må have ligget nær vikingeborgen Nonnebakken, men dens nærmere forhold er endnu ret uoplyste.

Roskilde

Roskildes betydning som handelsplads bevidnes af, at Harald Blåtand i 980-erne byggede en kirke i byen ifølge Adam af Bremen. Byen lå vel beskyttet ved bunden af Roskilde Fjord, der var egnet for sejlads, og samtidig lå den med et stort opland i alle retninger. Roskilde opfattes som afløser for Lejre.

Lund

Lund i Skåne hører til de yngste handelspladser. Den menes anlagt kort før år 1000, muligvis af Knud den Store. Byen bestod af langhuse med krumme vægge anlagte på parceller. Byen blev senere møntsted.

Trelleborge

Trelleborg ved Slagelse.

Trelleborgen ved Aggersborg.

Trelleborgenes fordeling i vikingetidens Danmark.

Helt specielt for vikingetiden er forekomsten af et antal trelleborge, øjensynligt militære kaserner, opførte og fungerende i en relativt kort periode i anden halvdel af 900-tallet. Der har været foreslået flere mulige formål for disse anlæg: dels at de blev anlagte som forsvarsborge mod en mulig tysk invasion, dels at de har været tvangsborge, der skulle sikre Harald magten over de overvundne dele af landet, som lå fjernt fra hovedsædet i Jelling, dels at de var militærkaserner i forbindelse med erobringen af England og endelig at de har haft administrative formål som regionale magtcentre. Aggersborgs størrelse og beliggenhed har været tolket således, at denne også tjente formål i forhold til det danske styre i det sydlige Norge. De enkelte formål udelukker ikke automatisk hinanden, borgene kan have tjent to eller flere formål sideløbende eller efter hinanden. Mest sandsynligt er borgene opførte under indtryk af det få år før, i 974, indtrufne tyske angreb, der dog formentlig kun berørte grænseegnene og som havde resulteret i, at denne havde opført en fremskudt borg. På samme tid blev Danmark udsat for angreb fra norsk side. I denne situation kan trelleborgene være oprettede som regionalt strategisk beliggende forsvarsanlæg for en større omegn og samtidig ved vigtige forbindelsesveje, ikke langt fra Kattegat og dermed adgangen til det sydlige Norge. Borgene kan på samme tid have tjent administrative formål så som skatteopkrævning.

Navnet Trelleborg har tidligere givet anledning til en formodning om, at borgene skulle henvise til trælle, men trel på oldnordisk har betydningen tømmer, og det er derfor muligt, at navnet henviser til selve byggeriets konstruktion. Dette kan måske også forklare, hvorfor navnet forekommer i forbindelse med andre fæstningsanlæg fra tidligere perioder: navnet har været i brug gennem flere århundreder.

Der kendes nu 7 sikre trelleborge:
- Aggersborg på nordsiden af Limfjorden
- Borgeby ved Kävlinge i Skåne
- Borgring ved Køge på Sjælland
- Fyrkat ved Hobro i Nordøstjylland
- Nonnebakken i Odense på Fyn
- Trelleborg ved Slagelse på Sjælland
- Trelleborg ved byen Trelleborg i Skåne
men det er ikke udelukket, at der kan have været flere, således ved Helsingborg i Skåne. Alle borgene ligger i overskuelig afstand fra kysten, men det har ikke været muligt at sejle ind til dem. De fleste ligger på næs, delvist omgivet af vand. Man har ment, at de har ligget på steder med mulighed for delvist at kontrollere landfærdslen.

Dateringerne tyder på, at alle kan være opført af samme bygherre og omtrent på samme tidspunkt, omkring år 980 men sandsynligvis opførte over en meget kort årrække og begyndende med fæstningen ved Aggersborg, dernæst Fyrkat og så Trelleborg på Sjælland. Opførelsen er påbegyndt kort efter, at den tyske kejser Otto II i 974 havde gennemført en vellykket angreb på Danmark. Den mest sandsynlige bygherre er Harald Blåtand. Han havde åbenbart opnået overherredømme over Sydnorge ved, at den norske konge, Harald Gråfeld, der havde besejret Sigurd Ladejarl i Trøndelagen, mens dennes søn havde søgt tilflugt hos Harald Blåtand og antagelig anerkendt denne som sin overherre, således medvirkede han ved det mislykkede forsvar af Dannevirke i 974. Da Harald Gråfeld blev dræbt ved et slag omkring 970 i Limfjorden, kunne Håkon indsættes i Norge som Harald Blåtands betroede mand. Men alliancen var åbenbart ikke stærk nok til at modstå det tyske angreb.

Trelleborgene er yderst ensartede med hensyn til både mål og opbygning. De består alle af en præcist udformet cirkulær vold med en port i hvert af de fire verdenshjørner omkring en borgplads, som er opdelt i fire ens dele af to veje, der forløber vinkelrette gennem borgenes centrum, og som i flere tilfælde er bebyggede med bygninger, der er placeret som firelængede gårde.

Navn	Indre diameter	Voldbredde	Gravbredde	Antal huse	Husenes længde
Aggersborg	240 m	11 m	4 m	48	32,0 m
Borgeby	150 m	15 m
Borgring	123 m	10,6 m
Fyrkat	120 m	13 m	7 m	16	28,5 m
Helsingborg i Skåne	Ca 270 m
Nonnebakken i Odense	120 m	ca. 14 m	7 m
Trelleborg ved Slagelse	136 m	19 m	18 m	16	29,4 m
Trelleborg i Skåne	125 m

Fyrkat, Nonnebakken og Trelleborg ved Slagelse indeholder 16 langhuse, 4 i hver del af borgen. Aggersborg ved Limfjorden er bebygget med 48 langhuse, 12 i hver sektion. Alle langhusene var orienteret mod portene. Ved Trelleborg er der tillige spor af 15 langhuse, som er bygget uden for volden, og hvis længderetning var orienteret mod borgens center. Vejene er ført gennem volden, således at portene har været overdækkede. Alle langhusene har næsten samme størrelse og samme karakteristiske vægge, der buer udad mod midten af bygningen. Der er dog ikke fundet spor af huse ved Borgring eller Nonnebakken. Anlæggene er alle anlagte med stor geometrisk præcision, hvilket tyder på at de er blevet opført under militær medvirken.

Trelleborg er forsynet med en forborg, hvor der er fundet 135 gravpladser. Ingen af de øvrige borge har spor efter en forborg. Umiddelbart øst for Fyrkat er der 30 gravpladser, som bærer præg af hedensk begravelsesskik. Fund af norsk keramik og andre genstande af høj status tyder på, at der blandt borgenes beboere og brugere har været en relativ stor velstand.

Vikingeborgene synes daterede til omkring 980, samtidig med Ravning Enge-broen. Tidsmæssigt betyder det, at de er opført i Haralds tid som konge. Hvordan skal dette så forstås i en politisk sammenhæng? Borgene er oprettede efter, at danskerne i 973 havde lidt et nederlag ved Dannevirke og før, at Hedeby i 982 blev genvundet og genforenet med resten af riget. De må sikkert ses i denne sammenhæng: i den mellemliggende tid har man simpelthen forstærket rigets forsvar og militær ved at oprette regulære kaserner flere steder i riget. Man har så at sige opbygget en professionel hær. Og det var denne hær, som genvandt de tabte, sydlige egne omkring Hedeby. Trelleborgene har således hverken skullet undertrykke den stedlige befolkning, forsvare riget mod et udefra kommende angreb eller skullet kontrollere forbindelsesveje, selvom muligheden forelå i påkommende tilfælde. Og de var allerede historie, da de store vikingetogter til England under Sven Tveskæg begyndte. De kan have haft forbillede i slaviske områder, fx. i Jumne. Og netop fordi Harald var blevet en kristen konge, kunne Otto nu med god grund afstå fra at forsøge atter at vinde Hedeby-området tilbage. Hans mål havde været at gøre Danmark til et kristent rige, og dette mål var opnået. Få år senere fandt dette udtryk i diplomet af 988 (efter Haralds død i 987). Harald blev efter alt at dømme døbt mellem 961 og 965, og allerede i 965 havde Otto officielt afstået fra at modtage tribut fra de danske områder, hvilket indebar, at de danske kirker ikke længere nødvendigvis var tilknyttede den tyske rigskirke.

Til trods for det store arbejde, lagt i anlæggelsen af trelleborgene, blev deres eksistens kortvarig: de eksisterede kun en enkelt generation og blev der efter opgivet. Nogle af borgene viser brandspor, men de nærmere omstændigheder lader sig indtil videre ikke belyse.

Mindesten i Wolin (Jomsborg), Haralds dødssted

En sandsynlig forklaring er, at afbrænding eller afbrændingsforsøg skete i forbindelse med, at Harald blev i sin alderdom afsat som konge. Saxo fortæller om årsagen til det: "Siden udbød Harald hele rigets flåde for ikke at være dårligt rustet til et kæmpeværk, han havde for. Han befalede, at folk og fæ med forenede kræfter skulle slæbe en vældig stor sten fra stranden, hvor den lå ovre i Jylland, op til hans mors gravhøj, hvor han ville rejse den som mindesmærke". Denne opgave brød flådens høvedsmænd sig ikke om, og fik sønnen Sven – der var blandt dem – ophidset mod faderen. Kongen havde kun haft tanke for stenflytningen, men efter at være blevet underrettet af et medlem fra flådemandskabet "angrede kongen, at han havde spændt folk i åget som andet fæ, for i det samme, han opgav at slæbe stenen videre og bad mandskabet lade den ligge og i stedet gribe til våben, fik han folkenes stivsind og trods at føle. Hæren harmedes over den hån, han havde vist den ved at sætte den til sådan hæderløs syssel og vægrede sig nu ved at gribe til våben for ham, der havde lagt dem under åget."

Om Haralds sidste levetid beretter Adam af Bremen, at der opstod uro blandt de kristne danskere, da "Svein Otto, den store danerkonge Harolds søn, forsøgte først flere anslag mod sin fader og planlagde dernæst sammen med dem, som denne havde tvunget til at antage kristendommen, at afsætte den nu aldrende og svagelige konge. Pludselig indgår da danerne en sammensværgelse, afsværger deres kristne tro, indsætter Svein som konge og erklærer Harold krig.... I denne ulykkelige krig, der var værre end en borgerkrig, led Harold og hans folk nederlag. Han selv flygtede såret fra slagmarken, gik om bord i et skib, og undslag til slavernes by Jomsborg (Jumne). Her tog man mod forventning – befolkningen var jo hedninge – gæstfrit imod ham. Han var imidlertid svækket af sine sår, og få dage efter afgik han ved døden bekendende sig til Kristus. En senere beretning angiver, at hans lig af hæren blev transporteret til hans hjemstavn, hvor det blev begravet i Roscald by (Roskilde) i den kirke, som han selv havde ladet opføre til ære for den hellige Treenighed."

Sammenstillet giver de to beretninger en rimelig forklaring på oprøret mod Harald: flytningen af tunge sten (som den store Jellingsten) og misbrug af hæren til byggeopgaver – måske parret med, at sønnen Sven var leder af hirden – har skabt en situation, hvor et oprør mod kong Harald havde let ved at finde sin leder i kongesønnen. At tiden fra oprørets udbrud til kongens død var meget kort, lader Adam af Bremens fremstilling ikke tvivl om; sandsynligvis skete det i 985/986. Hvis det er rigtigt, at Haralds selvbesmykkelse på den store Jellingsten er en senere tilføjelse til den oprindelige, forældrehædrende, tekst, og hvis denne er sket efter 983, kunne begivenhedsforløbet i hovedtræk være dette: på sine ældre dage og efter genvindelsen af Hedeby-området har Harald gjort sine tilføjelser og besmykket den gamle mindesten med billeder. Det har været for meget for hirden, som i sin tid slæbte stenen til Jelling og havde dette i bitter erindring og måske også bevidstheden om, at det var Sven, der som hirdfører og medkonge på sin faders vegne havde genvundet Hedeby. Et oprør er brudt ud, man har valgt kongesønnen og hirdens fører Sven som sin leder, det er kommet til slag mellem fader og søn (måske har Harald i første omgang søgt tilflugt på sine trelleborge, hvilket kunne forklare brandspor ved Fyrkat og Trelleborg), Harald led nederlag, blev såret og flygtede til Jumne, hvor han døde af sine sår.

Borgene er aldrig blevet istandsatte eller fornyede. Få år efter opførelsen af borgene, i 983, indtraf et kombineret slavisk og dansk oprør mod det tyske overherredømme, og Danmark slap øjensynligt ud af sit afhængighedsforhold, hvorved borgene mistede deres egentlige formål, at være forsvarsanlæg mod et fornyet tysk (eller norsk) angreb., men det er muligt, at borgene også kortvarigt har været i brug under Sven Tveskæg. I så fald har det ikke været længe: Sven påbegyndte snart, i 990-erne, de angreb på England, der skulle føre til landets erobring og etablering af Danelagen i 1013.

Hvorom alting er, forblev trelleborge en kortvarig parentes i bebyggelseshistorien. De viser derved på deres egen måde, at den forhistoriske bebyggelse var et spejl af sin samtid og det samfund, de eksisterede i, økonomisk, socialt og politisk.

Stormandsgårde

Såkaldte stormandsgårde bliver et fremtrædende indslag i vikingetidens bebyggelse.

Stormandsgårdene adskiller sig kun fra gårde i landsbyer ved, at de ligger alene. Også de er omgivet af en indhegnet og også i dette tilfælde forekommer et større antal bygninger, herunder grubehuse formodentlig anvendt til håndværksformål. Blandt sådanne stormandsgårde kan nævnes Tissø på Vestsjælland, Lisbjerg ved Århus og Erritsø. Lignende store gårde kendes blandt andet fra Vorbasse, men der indgår de i en samlet landsbybebyggelse.

Omgård

Stormandsgården Omgård mellem Ringkøbing og Holstebro blev anlagt i 7. århundrede og fortsatte frem til 1000-tallet. Der er konstateret tre bebyggelsesfaser. Bebyggelsen bestod af to gårde, som dog formodes at have hørt sammen. Den nordlige gård omfattede et indhegnet areal på omkring 45.000 m². Bebyggelsen bestod af en hovedbygning, næsten 40 m lang og med buede vægge og et stort midterrum, måske en sal, desuden et langhus anvendt til stald og med plads til 70-80 dyr, endnu en stald, en bygning anvendt til værksted for en bronzestøber samt en bygning, der er tolket som køkkenbygning. Til dette ejendomskompleks hørte øjensynligt en vandmølle. Det mindre gårdkompleks omfattede ligeledes flere værkstedsbygninger. Omgård ligger på et lille næs syd for Pøl bæk med engområder mod nord og vest.

Lisbjerg

Stormandsgården i Lisbjerg er hjemmehørende i vikingetiden og omfatter et større område omgivet af et hegn. Dette hegn er blevet fornyet flere gange og omfatter i hvert fald tre faser, idet hegn 3 er let forskudt i forhold til de to foregående hegn. Langs hegnene lå flere bygninger, mindst 3 har været samtidige med og placerede under hensyn til hegn 2. Bebyggelsen er dateret til 1000-årene og måske op til omkring år 1100. Bemærkelsesværdigt er, at alle hegnene har omkranset et areal, hvorpå Lisbjerg kirke senere er opført. Hegnet har været let buet på den østlige og vestlige side: ved nordranden er det hegnede areal ca. 94 m, midt for ca. 119 m og i nord-sydgående retning omkring 170 m svarende til et areal på 1,9 hektar. Forholdene er tolkede således, at det er en stedlig stormand, der har ladet kirken opføre. Forekomsten af de to herreder, Øster Lisbjerg og Vester Lisbjerg herreder, antyder, at der kan være en sammenhæng mellem gårdens beliggenhed og herredsinddelingen.

At der har været en sammenhæng mellem kirkens beliggenhed og stormandsgården sandsynliggøres ved, at der i den nuværende Lisbjerg kirke er fundet rester efter en forgænger opført af træ. Også forud for trækirken har der været bygningsværker på stedet, men karakteren af dette byggeri er endnu uklar. Det kan være rester efter den oprindelige hovedbygning.

Affald viser en omfattende håndværksvirksomhed i tilknytning til gården, både jernforarbejdning, bronze- og sølvstøbning samt glasarbejde. Noget af jernet er af dansk oprindelse, andet er importeret fra Norge eller Sverige, fra Nordfrankrin samt fra Sydtyskland eller England.

Erritsø

Ved Erritsø i Jylland nær Lillebælt lå en stormandsgård omkranset af en voldgrav og et hegn. Bebyggelsen omfattede omkring 20 hustomter daterede til germansk jernalder, vikingetid og tidlig middelalder. Den vikingetidige hovedbygning har i ældste fase været 34 m lang og 13 m bred, men bygningen er senere blevet forlænget til 39 m. Bygningen var med buede vægge og fem gange to stolper til at bære taget. Uden for det beskyttede område fandtes mindst tre bygninger, ca. 14 m lange og 7 m brede og beliggende indbyrdes parallelle og vinkelret på voldgraven. Endvidere er fundet spor efter to grubehuse eller værkstedshytter. Erritsø skal være grundlagt omkring 770-780 og have eksisteret til op i 900-tallet. Beliggenheden synes at være strategisk, nær Lillebælt og med udsyn fra gården over helt bæltet. Samtidig kan gården have ligget nær grænsen mellem Nørrejylland og Sønderjylland, og hvis disse områder har været under hver sin konge, kan den befæstede gård tillige have været en slags grænsebefæstning. Tidsmæssigt eksisterede den i den periode, hvor Karl den Store gjorde fremstød mod dansk område og hvor Harald Klak og Reginfred blev væltet fra tronen af Godfreds sønner, Horik 1. og Rolf.

Tissø

Stormandsgården i Tissø har eksisteret fra 600-årene til 900-årene men synes ophørt omkring år 1000. Genstandsfund viser, at der i perioden har været omfattende handelskontakter til Irland, Norge, Sverige, Finland, Kalifatet (arabiske mønter), Norditalien og Mellemeuropa. Det er naturligvis uklart, om disse forbindelser har været direkte eller kun indirekte. Stormandsgården i Tissø har omfattet mindst fire byggefaser.

Vandmøller

Sporene efter vandmøller er (endnu) få. Ved Omgård nær Grønbjerg mellem Holstebro og Ringkøbing er fundet et padleblad dateret til 917 e.Kr. mens dets stang er dateret til 790 e.Kr., ved Ljørring nær Aulum mellem Holstebro og Herning er fundet træ fra mølletruget dateret til 920 e.Kr. og 960 e.Kr. og ved Munkehaver nær Nørre Vosborg er fundet en karakteristisk planke fra en formodet vandmølle dateret til 665 e.Kr. Selv om disse fund endnu er meget få, må det anses for givet, at det tidligste vandmøller i Danmark blev opført allerede i vikingetid i Danmark. Det er muligt, at det ikke er tilfældigt, at de fundne spor efter vandmøller alle stammer fra Vestjylland.

Landbruget

Befolkningsvæksten fortsatte i vikingetiden, hvor en del af befolkningsoverskuddet drog på vikingetogter og udvandrer, mens andre stod for en indre bebyggelsesekspansion. Denne bebyggelsesekspansion måtte foregå på bekostning af overdrevsområder og skov, hvilket efterhånden satte indmark-udmarksbruget under et vist pres: de stadigt mere begrænsede græsningsområder betød, at også husdyrholdet måtte begrænses, og dermed faldt den gødningsmængde, som kunne tilføjes den dyrkede jord. For at opveje dette tab måtte selve dyrkningen effektiviseres. Meget tyder på, at dette efterhånden skete ved at oppløje jorden i lave rygge, kaldet agerbeder, adskilte af render. Dette gav en mere effektiv dræning af den dyrkede jord, idet renderne kunne bortlede overskydende vand fra jorden. Den ændrede dyrkningsmåde gavnede især vinterrugen, hvis foldudbytte derved voksede, og netop rugdyrkningen synes at være tiltaget i omfang. I begyndelsen skete denne oppløjning af jorden i rygge med arden, som var et enkelt og rimeligt effektivt redskab også til dette formål, men efterhånden opdagede bønderne, at de kunne opnå et endnu bedre resultat ved at tage andre og bedre redskaber i brug. Hjulploven eller muldfjælsploven var allerede kendt, men den var tung at arbejde med, krævede større forspand og var besværlig at vende. Hen imod slutningen af vikingetiden synes det som om, at bønderne nåede til den erkendelse, at disse vanskeligheder mere end opvejedes af det forbedrede foldudbytte.

I løbet af vikingetiden blev hjulploven formodentlig taget i brug med et nyt plovskær: krogarden. Den havde et bredere plovskær end en almindelig ard men ikke muldfjæl. Brugen førte til flade blokagre, stadig beliggende lige omkring landsbyen. Det er muligt, at der er en sammenhæng mellem begreberne tofte-system og bylag på den ene side og stednavne med endelserne -tofte og -by på den anden, og at dette afspejler en ny regulering af landsbyerne.

Landsbyer

I vikingetiden bliver landsbyerne mere regulerede og gårdene større og med en mere sammensat bebyggelse. I flere tilfælde kan konstateres kontinuitet med hensyn til beliggenhed i forhold til germansk jernalder. For Vorbasse står denne kontinuitet i skarp modsætning til det brud i beliggenhed, som skete ved overgangen til middelalderen. Dette godtgør, at årsagen til dette bebyggelsesbrud må have haft en karakter, som ikke muliggjorde en kontinuitet. Samme billede tegner sig for Rønninge på Fyn, hvor omflytningen ligeledes er markant. Hvor man i jernalderen til dels kan forklare udviklingen som udtryk for en sammenflytning og ekspansion i bebyggelsen formodentlig til dels betinget af befolkningsudviklingen i kombination med driftstekniske omlægninger, må det markante brud ved overgangen til middelalderen skyldes driftstekniske omlægninger, formodentlig indførelsen af højryggede agre.

Bebyggelsen var områdefast men ikke altid stedfast: i nogle tilfælde indtraf mindre omflytninger, i andre fornyedes bebyggelsen på samme sted som tidligere. Man kan tale om områdekontinuitet og bebyggelseskontinuitet.Ved bebyggelseskontinuitet kan forstås, at bebyggelsen har ligget indenfor et område på ca. 1 km² (svarende til billedet i Vorbasse), mens områdekontinuitet betegner samme ejerlav eller omtrent 4 km² eller med andre ord: flytning op til 1-2 km fra den tidligere beliggenhed (svarede til billedet i Vorbasse og Rønninge). I begge tilfælde gælder det, at kontinuiteten kun kan siges at eksistere, hvis bebyggelsen kan påvises ubrudt fra den ene tidsperiode til den næste. Bopladssammenfald optræder, når bopladser af uens alder optræder samme sted uden kontinuerlig bebyggelse. Bopladssammenfald kan således optræde samtidig med områdekontinuitet, idet bebyggelsen i en mellemliggende periode har haft en anden, relativt nærliggende beliggenhed.

Kendetegnende for bopladser fra yngre germansk jernalders sene del og vikingetid er, at de som regel ligger nær engområder. Dette kan påvises fx for Gammelby i Esbjerg, Sædding ved Esbjerg, Omgård i Vestjylland, Hesselbjerg ved Odder, Volstrup og Stentinget i Vendsyssel, Lejre på Sjælland og Uppåkra i Skåne. Dette viser, at i perioden fra 700-tallet til ind i 1000-tallet har nærhed til engområder været tillagt stor betydning ved bebyggelsens beliggenhed. Dette må betyde, at høfoder og græsning til kvæget har været vægtet højt, at kvæget må have producderet store mængder af gødning og derved sikret en årlig gødskning af de landsbyen nærliggende agre. Men ved vikingetidens slutning synes man i mange tilfælde at have valgt at flytte til en ny beliggenhed med mulighed for anlæggelse af agre og marker omkring hele landsbyen.

I midten af 1000-tallet tages et nyt plovskær i brug, og jorden bliver nu oppløjet i højryggede agre af hensyn til vinterafgrøderne. I den forbindelse bliver en omlægning af bebyggelsen ønskelig for at opnå en optimal beliggenhed for blokagre. Dette betyder, at langt de fleste - men næppe alle - landsbyer nu omflyttes for at tilgodese den nye dyrkningsmåde. Det er i forbindelse hermed, at landsbyerne finder deres blivende beliggenhed. Samtidig fortsætter befolkningsvæksten fra vikingetiden ind i middelalderen, og der udflyttes nye torper af en eller flere gårde på tidligere overdrev uden for landsbyernes dyrkningsområder, men dette er allerede en ny fase i den bebyggelseshistoriske udvikling. Til støtte for en omflytning af bebyggelsen omkring overgangen mellem vikingetid og middelalder taler, at der mange steder rundt om i landet findes marknavne på "gammelby", "gammeltofte", "bytofte" og tilsvarende. Det er sandsynligt, at nogle af disse marknavne henviser til steder, hvor bebyggelsen lå inden, at den fik sin endelige beliggenhed.

Vorbasse

Bopladsen Vorbasse blev omlagt i slutningen af 900-tallet. Bebyggelsen lå fortsat på en lille bakkekam omgivet af lavtliggende enge mod nord og øst; mod syd var åbent ud mod agrene. Landsbyen havde omfattende græsningsarealer. I 700-tallet bestod den af 7 gårde, beliggende i to rækker af indhegnede gårde beliggende på begge sider af en 8-10 m bred landsbygade. Gårdtofterne er omkring 60 x 60-130 m, og de enkelte gårde består af en hovedbygning beliggende omtrent midt på gårdtoften på omkring 5.500 m² samt mindre bygninger, huse og staklader, beliggende langs hegnet. I flere tilfælde kan påvises grubehuse. Langhuset er omkring 30 m langt og indrettet med tre rum, hvoraf den østlige ende har været stald, mens de to andre rum har være anvendt til beboelse. Omkring år 800 blev gårdtofterne større til gennemsnitligt 7.000 m² og op til 9.000 m² for de største. Men i slutningen af 900-tallet nåede gårdtofterne op på en størrelse af 25.000 m².

Sædding

I Sædding nordøst for Esbjerg er udgravet en landsby omfattende 115 hustomter på 7-47 meters længde. Kun bygninger på over 20 meters længde har været indrettede til boliger og inddelt i fra 2 til 7 rum. 75 huse var grubehuse. Midt i landsbyen lå en stor åben plads, 25-30 m bred og 135-150 m lang i øst-vestlig retning. Landsbyen er anlagt omkring år 900. Sædding ligger umiddelbart syd for Sønderris bæk med tilhørende engområder.

Trabjerg

Landsbyen Trabjerg øst for Holstebro eksisterede fra omkring 700 til omkring 1100, hvorefter den blev omflyttet til den middelalderlige landsbys beliggenhed. Bebyggelsen bestod af mindst 3-4 gårde.

Sammenfattende oversigt

Taget som helhed er der nogle få træk ved den beskrevne udvikling, som må fremhæves.

Først og fremmest blev det danske område udsat for 7 indvandringsbølger, heraf 4 fra syd og 3 fra nordøst. Den første af disse var tundrajægerne. De kom fra syd. De var næppe bofaste bortset fra under Brommekulturen, og de forlod landet igen, da tundraen og rensdyret forsvandt. Den næste var skovjægerne. De kom fra syd, måske samme områder som tundrajægerne oprindeligt kom fra. De forlod sandsynligvis landet, da skoven ændrede sammensætning og flyttede til de sydvestlige dele af den skandinaviske halvø, hvor forholdene måske bedre mindede om dem, de var vante til. Men her lærte de nye redskaber og jagtformer at kende, og herfra genindvandrede de sandsynligvis. De tilpassede sig siden de skiftende klimavilkår og havstigningen. Dernæst fulgte bønderne. Disse havde deres oprindelse i Mellemøsten og Anatolien, var først kommet til Balkan og havde herfra spredt sig mod nordvest til Mellemeuropa inden, at de nåede Danmark. De medbragte den genetiske evne til at håndtere laktose, det vil sige mælk og mælkeprodukter. Senere fulgte en indvandring af grubekeramikere. De kom også fra de sydvestlige dele af den skandinaviske halvø, bredte sig til Kattegatkysterne og synes at have opretholdt forbindelsen med deres hjemegne. Så fulgte enkeltgravsfolket. De stammede fra steppeegnene nord for Sortehavet men havde rødder i Kaukasus. De synes altovervejende at have bosat sig i det da tyndt befolkede Vestjylland, der egnede sig for deres levevis som hyrder. Herfra bredte deres kultur sig efterhånden til det østlige Danmark. Sidst kom danerne, også fra den skandinaviske halvø. Om ikke før så nu skabte de den nationale identitet, som siden har præget landet. Ialt 7 indvandringsbølger lyder umiddelbart af meget, men taget over en 13.000 år lang periode er det meget få. Hovedindtrykket er således lange tidsrum med befolkningsmæssig og kulturel stabilitet.

Dernæst må fremhæves, at det danske område, lavlandet strækkende sig fra det nordligste Mellemeuropa til grundfjeldsområderne på den skandinaviske halvø, næsten fast har udskilt sig fra naboområderne med hensyn til kultur og livsform. Til enhver tid var vilkårene andre end længere mod syd og mod nord. Det er uden tvivl de særlige klimatiske, botaniske, zoologiske og landskabelige forhold, der har bevirket dette.

Ydermere må fremhæves, at der er en nøje sammenhæng mellem indbyggertallet og den fremherskende kultur og livsform: tundrajægerne udgjorde højst nogle få hundrede, skovjægere og kystjægere højst nogle få tusinde, men ved landbrugets komme voksede indbyggertallet dramatisk til 100-200.000 og holdt sig siden i denne størrelsesorden, dog med en voksende tendens. Når tiderne var gode og befolkningen fortsat voksede, udløste det bølger af udvandringer: teutoner og kimbrere syd over, jyder og angler (samt saksere) til England, vikinger både til Færøerne, Island, Grønland og Vinland, til Normandiet og Danelagen og andre områder mod vest og sydvest samt til Rusland og Sortehavsegnene mod øst. Også Hugleiks og senere vikingernes røvertogter til Vest- og Sydeuropa må ses i dette lys. Først med overgangen til et middelalderligt samfund blev Danmark i stand til at opsluge yderligere befolkningsudvikling.

Endelig må fremhæves bebyggelsen som en side og et spejl af samfundsudviklingen: i lange tidsrum kun med beskeden udvikling men fra jernalderen og ind i vikingetiden under betydelig udvikling: hver generation udskiftede den gamle bebyggelse med en ny, større, mere mangesidig og bedre. Bebyggelsen dannede ramme for tilværelsen og var udtryk for udviklingen i denne. Men hvert sted i landet var bebyggelsen tillige tilpasset de stedlige forhold, og til alle tider var der egne, som tillod en tættere befolkning end andre.

Et hovedspørgsmål må være, hvordan de mange kulturskifter egentlig fandt sted. Det er for enkelt blot at sige, at man "skiftede" kultur. Kulturskifte kan ske på en af to måder: ved handel og andet samkvem eller ved folkevandringer. Danmarks forhistorie rummer eksempler på begge dele. Bronzealderen, keltisk og romersk jernalder kan ses som et eksempler på handel som formidler af helt eller delvist kulturskifte.

Folkevandringer kan antage ulige former men fælles for dem synes at være, at selv en beskeden indvandring på nogle få procent af den hjemmehørende befolkning kan føre til en kulturel omvæltning. Når indvandringen sker, etableres først nogle mindre bosættelseskolonier, hvorfra samfundsændringerne udgår. I nogle tilfælde kan indvandrerne straks fra starten etablere sig som den herskende klasse, som koloniherrer. Men oftere synes udviklingen at være befordret af en alliancepolitik, der som udgangspunkt har, at to etablerede grupper i et område strides om magten over dette. Den ene gruppe er ved at få overtaget. For at styrke sin stilling indkalder den anden og svagere gruppe hjælp udefra. Denne hjælp ydes men på bekostning af gruppens egen styrke og kultur: man nødsages til at godtage og tilpasse sig den livsstil og levevis, som støttegruppen praktiserer, måske endda at denne opkaster sig til en ledende rolle, eventuelt ved at "optage" medlemmer fra det gamle samfunds ledende lag i en ny elite, som efterfølgende konsoliderer sin nye magtstilling. Der udvikles derved en ny "blandingskultur" med træk fra begge grupper. I takt med, at al indre opposition forsvinder, kan eliten nu "omforme" samfundet efter "den ny tids behov".

Det er sandsynligvis rester efter et sådant udviklingsforløb, der findes omtalt fx i Lejrekrøniken og andre kilder, og noget lignende kan være sket ved enkeltgravskulturens spredning til Østdanmark, hvis der her har været stridigheder om jord blandt trangtbægerkulturens klansamfund. Det er forøvrigt antagelig et lignende forløb, der sikrede vikingerne magten i Rusland. Dette i modsætning til Normandiet og Danelagen, hvor der var tale om en regulær erobring og kolonisering, og til Færøerne og Island, hvor der var tale om nykolonisering af øde og forladte egne.

Det er disse få forhold, som danner baggrunden for det, vi kalder dansk kultur (herunder også bebyggelsen): et begrænset antal indvandringer, lange tidsrum af stabilitet, en tilpasning til særlige og skiftende klimatiske og landskabelige forhold, en befolkningsudvikling i "spring" samt evnen til at tilpasse levevis og livsform de stedlige betingelser samtidig med, at levevis og kultur kunne optage og tilpasse nye træk udefra.

Litteratur

• M. Aaman Sørensen, J. Jeppesen og H. J. Madsen: "Lisbjergkirkens forgænger" (Skalk 1995 Nr. 3, s. 6-10)
• Kim Aaris-Sørensen: "Uroksejagt" (Skalk 1984 Nr. 6, s. 10-14)
• Christian Adamsen: "Tagdækning" (Skalk 2002 Nr. 6; s. 11-12)
• Christian Adamsen: "På den anden side" (Skalk 2004 Nr. 5; s. 20-28)
• Erling Albrechtsen: "Den ældre jernalders bebyggelse på Fyn" (Kuml 1970; s. 123-144)
• Harald Andersen: "Cirkelborg" (Skalk 1989 Nr. 6; s. 25-26)
• Harald Andersen: "De glemte borge" (Skalk 1992 Nr. 1; s. 19-30)
• Harald Andersen: "Krøniken om Lejrekongerne" (Skalk 1996 Nr. 5; s. 20-28)
• H. Helmuth Andersen: "Vandt sig hele Danmark" (Skalk 1985 Nr. 2; s. 18-27)
• Kasper H. Andersen: "Danerne og Ravenna" (Skalk 2018 Nr. 1; s. 11-16)
• Niels H. Andersen: "Sarup. Befæstede neolitiske anlæg og deres baggrund" (Kuml 1980; s. 63-103)
• Niels H. Andersen: "Bondefæstninger" (Skalk 1982 Nr. 2; s. 5-10)
• Niels H. Andersen: "Kult og ritualer i den ældre bondestenalder" (Kuml 2000; s. 13-57)
• Søren H. Andersen: "Aggersund. En Ertebølleboplads ved Limfjorden" (Kuml 1978; s. 7-56)
• Søren H. Andersen: "Ertebølleharpuner og spækhuggertænder. Aspekter af marin fangst i Ertebølletid" (Kuml 1995-96; s. 45-99)
• Søren H. Andersen: "En glittestok fra Dogger Banke i Nordsøen" (Kuml 2005; s. 9-15)
• Søren H. Andersen: "Rensdyrjægere på farten. Opholdssteder fra senistid i Østjylland" (Kuml 2016; s. 9-53)
• Steen Wulf Andersen: "Bautasten og kæmpehegn" (Skalk 2009 Nr. 1; s. 11-17)
• Steen Wulf Andersen, Mads D. Jessen, Mads K. Holst: "Jagten på kongens gård" (Skalk 2011 Nr. 1; s. 9-11)
• Morten Axboe: "Odin og den romerske kejser" (Skalk 1990 Nr. 4; s. 18-27)
• Morten Axboe: "Byens navn" (Skalk 1997 Nr. 4; s. 16-17)
• Morten Axboe: "Året 536" (Skalk 2001 Nr. 4; s. 28-32)
• Morten Axboe: "Brakteatstudier" (Nordiske Fortidsminder, Serie B, Bind 25; Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, København 2007; ISBN 978-87-87483-80-7)
• Vincenza Battaglia et al.: "Y-chromosomal evidence of the cultural diffusion of agriculture in southeast Europe" (European Journal of Human Genetics, 2008, 1-11)
• Viggo Bang: "Højryggede agre. Iagttagelser fra Dalene skov på Nordfyn" (Fynske Årbøger 1989; s. 97-105)
• Pia Bennike: "De døde i jægerstenalderen. To gamle mænd fra Korsør Nor" (i: Lisbeth Pedersen, Anders Fischer og Bent Aaby (red): Storebælt i 10.000 år. Mennesket, havet og skoven; København 1997, ISBN 87-89366-96-4, s. 99-105)
• Geoffrey Bibby: Spadens vidnedsbyrd; Wormanium 1980; ISBN 87-8516-071-7
• Peter Birkedahl, Erik Johansen: "Nikolajbjerget" (Skalk 1993 Nr. 1; s. 3-8)
• Sanne Boddum og Kamilla Fiedler Terkildsen: "Hvilmose" (i: Palle Eriksen og Per Ole Rindel (red.): "Lange linjer i landskabet: Hulbælter fra jernalderen" (Arkæologi Vestjylland nr. 104, Ringkøbing-Skjern Museum, Jysk Arkæologisk Selskab 2018; s. 220-231)
• Linda Boye: "Glas i mund" (Skalk 2002 Nr. 5; s. 5-9)
• Emiliano Bruner, Osbjorn Pearson: "Neucranial evolution in modern humans: the case of Jebel Irhoud I" (Anthropological Science vol. 121; 2013; s. 31-41)
• Bodil Bundgaard Rasmussen: "Romerrigets soldater og den romerske hær" (i: Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 148-164)
• G. Burenhult, (red.): Arkeologi i Norden: del 1. Natur & Kultur. Stockholm 1999, ISBN 91-27-07345-9
• Elisabeth Barfod Carlsen: "Fremgangsmåden" (Skalk 1998 Nr. 3; s. 8-10)
• Claudio Casati og Lasse Sørensen: "Bornholm i ældre stenalder. Status over kulturel udvikling og kontakter" (Kuml 2006; s. 9-58)
• Aksel E. Christensen: Vikingetidens Danmark paa oldhistorisk baggrund, København 1969 (2. udgave, 1977); ISBN 87-500-1732-2
• Charlie Christensen, Anders Fischer og Dorte Rørbeck Mathiassen: "Den store havstigning i Storebælt" (i: Lisbeth Pedersen, Anders Fischer og Bent Aaby (red.): Storebælt i 10.000 år. Mennesket, havet og skoven; København 1997; ISBN 87-89366-96-4; s. 45-54)
• Charlie Christensen: "Både og sejlads i stenalderen" (i: Lisbeth Pedersen, Anders Fischer og Bent Aaby (red.): Storebælt i 10.000 år. Mennesket, havet og skoven; København 1997; ISBN 87-89366-96-4; s. 282-289)
• Jonas Christensen: "Iron Age fortifications" (i: Linda Boye (ed.): The Iron Age on Zealand. Status and Perspectives; København 2011; ISBN 978-87-87483-22-3; s. 93-99)
• Jonas Christensen, Nanna Holm, Maja Kildetoft Schultz, Søren Michael Sindbæk: "Den femte ringborg" (Skalk 2017 Nr. 2; s. 18-25)
• Kjeld Christensen: "Kanhave-kanalen" (i: Hanne H. Hansen og Bent Aaby (red.): Stavns Fjord - et natur- og kulturhistorisk forskningsområde på Samsø; Nationalmuseet, København 1995; ISBN 87-8938-409-1; s. 99-117)
• Per Mohr Christensen og Steen Wulf Andersen: "Kongeligt?" (Skalk 2008 Nr. 1; s. 3-10)
• Per Mohr Christensen: "Erritsø" (Skalk 2009 Nr. 4; s. 9-15)
• Tom Christensen: "Lejrehallen" (Skalk 1987 Nr. 3; s. 3-9)
• Tom Christensen: "Sagntidens kongsgård" (Skalk 1996 Nr. 5; s. 5-10)
• Tom Christensen: "Ældste Lejre?" (Skalk 2008 Nr. 6; s. 18-24)
• Folmer Christiansen: "Jelling. Bebyggelse fra jernalder og vikingetid" (Kuml 1999; s. 181-226)
• Sofus Christiansen: "Infield-Outfield Systems - characteristics and development in different climate environments" (Geografisk Tidsskrift, bind 77; 1978; s. 1-5)
• Krzysztof A. Cyran et al.: "Alternativto the Wright-Fischer model: The robustness of mitochondrial Eve dating" (Theoretical Population Biology 78 no. 3; November 2010; s. 165-172)
• Torben Trier Christiansen: "Detektorfund og bebyggelse. Det østlige Limfjordsområde i yngre jernalder og vikingetid" (Kuml 2008; s. 101-138)
• Kjeld Damgaard: "Mørdrup i ældre tid" (Egebækken nr. 73; 2022; s. 3-28)
• W. Dansgaard og N. Gundestrup: "GISP" (Naturens Verden 1981, ISBN 87-7496-742-8; s. 215-224)
• Karsten Davidsen: "Tragtbægerkulturens slutfase. Nye C14 dateringer" (Kuml 1973-74; s. 165-178)
• Jeffrey M. Dockall: Does Adam yet breathe? Science and the Historical Adam; Oklahoma Baptist University 2014
• Torben Egebjerg Hansen: "En landsby fra guldhornenes tid" (Vejle Amts Årbog 1982; s. 47-62)
• Klaus Ebbesen: "Stridsøksetid" (Skalk 1984 Nr. 6; s. 18-27)
• Klaus Ebbesen: "Oprindelsen" (Skalk 2006 Nr. 1; s. 25-29)
• Kr. Erslev: "Danmarks Folkemængde i Valdemar Sejrs Tid" (Historisk Tidsskrift, bind 5, række 5; 1885; s. 516-571)
• Magdalena Fraser et al: "New insights on cultural dualism and population structure in the Middle Neolithic Finnel Beaker culture on the island of Gotland" (Journal of Archæological Science: Reports 17; 2018; s. 325-334)
• Anne Friis-Holmegfjord et al: "Genomic Steppe ancestry in skeletons from the Neolithic Single Grave Culture in Denmark" (PLoS ONE; januar 2021; s. 1-21)
• Bo Ejstrud & Claus Kjeld Jensen: "Klyngelandsbyen" (Skalk 1998 Nr. 4; s. 10-14)
• Bo Ejstrud & Claus Kjeld Jensen: "Vendehøj - landsby og gravplads" (Kulturhistorisk Museums skrifter 1); Jysk Arkæologisk Selskab, Højbjerg 2000; ISBN 87-7288-587-4)
• Eran Elhaik et al.: "The 'extremely ancient' chromosome that isn't: a forensic bioinformatic investigation of Albert Perry's X-degenerate portion of the Y-chromosome" (European Journal of Human Genetics; January 2014; s. 1-6)
• Jens Engberg: "Det 17. århundredes generelle politiske krise og striden mellem det danske rigsråd og landkommissærerne 1647-49" (Fortid og Nutid 1970, s. 388-411)
• Palle Eriksen og Torben Egebjerg: "Hulbælter - en "ny", lang og farlig type anlæg fra ældre jernalder" (Årbog for Museet for Varde By og Omegn & Ringkøbing-Skjern Museum 2011; s. 161-168)
• Palle Eriksen og Esben Schlosser Mauritsen: "Den vestjyske borg" (Skalk 2005 Nr. 1; s. 5-10)
• Palle Eriksen og Per Ole Rindel: "Fjenders mén" (Skalk 2002 Nr. 3; s. 6-9)
• Palle Eriksen og Per Ole Rindel: "Den vestjyske borg" (Skalk 2005 Nr. 1; s. 5-10)
• Lise Eskildsen og Ebbe Lomborg: "Giftetanker" (Skalk 1976 Nr. 5; s. 18-26)
• Lise Eskildsen og Ebbe Lomborg: "Skørtejægere" (Skalk 1977 Nr. 4; s. 3-6)
• Per Ethelberg: "Early state formation in Southern Scandinavia - a proposal for a hierarchial terminology" (i: Linda Boye (red.): The Iron Age on Zealand. Status and Perspectives; København 2011; ISBN 978-87-87483-22-3; s. 67-73)
• Per Ethelberg: "Anglerriget - storhed og fald" (Skalk 2017 Nr. 3; s. 15-27)
• Ole Fenger: "Kirker rejses alle vegne. 1050-1250" (i: Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 4; København 1989; ISBN 87-89068-06-8)
• Lorenz Ferdinand: "Fuglene i landskabet" (Større danske fuglelokaliteter, bind II; Dansk Ornitologisk Forening, København 1980; ISBN 87-87604-03-5)
• Christian Fischer: "Døden og mosen" (Skalk 1980 Nr. 4; s. 18-26)
• Anders Fischer: "Havopslugte skove fra jægerstenalderen" (i: Lisbeth Pedersen, Anders Fischer og Bent Aaby (red.): Storebælt i 10.000 år. Mennesket, havet og skoven; København 1997; ISBN 87-89366-96-4;s. 29-36)
• Anders Fischer: "Mennesket og havet - bosættelse og fiskeri ved jægerstenalderens kyster" (i: Lisbeth Pedersen, Anders Fischer og Bent Aaby (red.): Storebælt i 10.000 år. Mennesket, havet og skoven; København 1997; ISBN 87-89366-96-4;s. 63-77)
• Karl-Erik Frandsen: afsnittet "1536-ca. 1720" (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie II: 1536-1810; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-074-3; s. 9-209)
• Lene B. Frandsen, Stig Jensen: "Kongen bød" (Skalk 1988 Nr. 4; s. 3-8)
• P. V. Glob: "De dødes lange huse" (Skalk 1975 Nr. 6; s. 10-14)
• Thomas Grane: "Romerske kilder til Germaniens geografi og etnografi" (i: Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 126-147)
• Thomas Grane: The Roman Empire and Southern Scandinavia - a Northern Connection! (University of Copenhagen 2007)
• Thomas Grane: "Zealand and the Roman Empire" (i: Linda Boye (ed.): The Iron Age on Zealand. Status and Perspectives; København 2011; ISBN 978-87-87483-22-3; s. 101-111)
• H. V. Gregersen: "Den danske kongemagt ved vikingetidens begyndelse" (Sønderjyske Årbøger, s. 5-19)
• Bo Gräslund: "Befolkning-bosättning-miljö. Några synpunkter på det forntida jägarsamhället i Norden" (Fornvännen 1974, s. 1-13)
• Ulla Lund Hansen og Helge Nielsen: "Himlingøje" (Skalk 1977 nr. 6; s. 3-10)
• Ulla Lund Hansen: "Waffenfunde und militärische Ausrüstungen der seeländischen Inselgruppe in der jüngeren römischen Kaiserzeit" (i: Ulla Lund Hansen (red.): Himlingøje - Seeland - Europa. Ein Gräberfeld der jüngeren römischen Keiserzeit auf Seeland, seine Bedeutung und internationalen Beziehungen" (Nordiske Fortidsminder, Serie B, Band 13); Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, København 1995; ISBN 87-87483-29-7; s. 243-246)
• Ulla Lund Hansen: "Himlingøje - Seeland - Europa. Überregionale Betrachtungen" (i: Ulla Lund Hansen (red.): Himlingøje - Seeland - Europa. Ein Gräberfeld der jüngeren römischen Keiserzeit auf Seeland, seine Bedeutung und internationalen Beziehungen" (Nordiske Fortidsminder, Serie B, Band 13); Det Kongelige Nordiske Oldskriftselskab, København 1995; ISBN 87-87483-29-7; s. 385-416)
• Ulla Lund Hansen: "Våbenofferfundene gennem 150 år - forskning og tolkninger" (i: Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 84-89)
• Astrid Schou Hansen: "Centralpladser i romersk jernalder" (Kuml 2003; s. 179-209)
• Willy Hartner: Die Goldhörner von Gallehus. Die Inschriften, die ikonographischen und literarischen Beziehungen, das Entstehungsdatum; Wiesbaden 1969 (anmeldelse ved A.G. Drachmann i Historisk Tidsskrift, s. 485-488)
• Lotte Hedeager: "Danernes land. Fra ca. år 200 f.Kr.-ca. 700 e.Kr." (i: Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 2; København 1988; ISBN 87-89068-03-3)
• Lotte Hedeager: afsnittet om jernalderen (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder; Lotte Hedeager og Kristian Kristiansen: "Oldtid o. 4000 f.kr.-1000 e.kr."; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-073-5; s. 109-202)
• Lotte Hedeager: Danmarks jernalder. Mellem stamme og stat; Århus Universitetsforlag 1992; ISBN 87-7288-291-3
• Annette Hoff: "På sporet af vikingetidens landbrug?" (Bol og By 1990; s. 7-49)
• Jørgen Holm: "Ældre end ældst" (Skalk 2002 Nr. 3; s. 27-30)
• Sune Holt: "Vildrenen i Vestgrønland" (Naturens Verden 1981; ISBN 87-7496-742-8; s. 225-234)
• J.J. Hublin, A. Ben-Ncer, S.E. Bailey, S.E. Freidline, S. Neubauer, M.M. Skinner, I. Bergmann, A. Le Cabec, S. Benazzi, K. Harvati, P. Gunz: "New fossils from Jebel Irhoud, Morocco and the pan-African origin of Homo sapiens" (Nature 546 (2017); s. 289–292)
• Lone Hvass: "Ørved og Ævred - brudstykker af Nordøstsjællands oldtidsbebyggelser" (i: Helsingør Kommunes Museer: Årbog 1998; Helsingør 1999; ISSN 0108-0393; s. 7-28)
• Steen Hvass: "Overblik" (Skalk 1976 nr 1, s. 4-10)
• Steen Hvass: "Årtusinders landsby" (Skalk 1984 nr 3, s. 20-30)
• Steen Hvass: "Trældiget" (Vejle Amts Årbog 1984, s. 89-107)
• Jørgen Ilkjær: "Danske krigsbytteofringer" (i: Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 44-64)
• Johs. Iversen: "Naturens Udvikling siden sidste Istid" (i: Arne Nørrevang og Torben J. Mejer (red.): Danmarks Natur, bind 1: Landskabernes Opståen; Politikens Forlag 1967; s. 345-445)
• Frode Iversen: "Huseby and the Scandinavian Taxation Model" (Anne Pedersen; Lisbeth Eilersgaard Christensen & Thorsten Lemm (eds.): Husebyer – status quo, open questions and perspectives; Syddansk Universitetsforlag 2016; s. 121-138)
• Simon James: Kelternes Verden; London 1993; ISBN 87-555-1297-6
• Jørgen Jensen: Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie bd. 1; København 1988; ISBN
• Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid. Stenalder 13.000-2.000 f.Kr.; København 2001; ISBN 87-00-49038-5
• Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid. Bronzealder 2.000-500 f.Kr.; København 2002; ISBN 87-02-00331-7
• Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid. Ældre jernalder 500 f.Kr.-400 e.Kr.; København 2003; ISBN 87-02-00332-5
• Jørgen Jensen: Danmarks Oldtid. Yngre jernalder og Vikingetid 400 e.Kr.-1050 e.Kr.; København 2004; ISBN 87-02-00333-3
• Ruth Helkiær Jensen og Kr. M. Jensen: "Kulturlandskabet i Borris og Sdr. Felding - en kortbladsanalyse af et vestjysk landbrugsssamfund og en dokumentation for dets udvikling" (i: Geografisk Tidsskrift 1979; s. 61-99)
• Xenia Pauli Jensen: "Vimosefundet" (i: Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 224-238)
• Xenia Pauli Jensen: "Friend or Foe - Alliances and Power Structures in Southern Scandinavia during the Roman Age" (Lund Archaeological Review 2011, s. 35-47)
• Theis Z.T. Jensen: "De forsvundne jæger-samlere" (Skalk 2021 Nr. 6, s. 3-7)
• Jens Jeppesen og Hans Jørgen Madsen: "Skeigården" (Skalk 1989 Nr. 5, s. 3-8)
• Jens Jeppesen: "Lisbjerggården" (Skalk 2004 Nr. 2, s. 5-10)
• Torben Grøngaard Jeppesen: "Landsbyens alder" (Skalk 1980 Nr. 2, s. 10-15)
• Torben Grøngaard Jeppesen: "Middelalderlandsbyens opståen. Kontinuitet og brud i den fynske agrarbebyggelse mellem yngre jernalder og tidlig middelalder" (Fynske Studier XI, Odense 1981; ISBN 87-87162-11-3)
• Torben Grøngaard Jeppesen: "Ploven og vikingerne" (Skalk 1981 Nr. 6, s. 4-9)
• Axel Degn Johansson: "Sporløse hytter" (Skalk 2011 Nr. 5; s. 3-6)
• Anne Nørgård Jørgensen: "Kriger og hird i germansk jernalder" (i: Nationalmuseets Arbejdsmark 1996; ISBN 87-7468-410-8; s. 84-98)
• Anne Nørgård Jørgensen: "Befæstning og kontrol af færdsel til lands og til vands i førromersk og romersk jernalder" (i: Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 194-209)
• Anne Nørgård Jørgensen: "Mission Impossible. The Ejsbøl Army. Organisation, Attack and Defeat" (Arkæologi i Slesvig/Archäologie in Schleswig; Sachsensymposium Haderslev 2010; s. 297-316)
• Erik Jørgensen: "Høje og hegnet næs" (Skalk 1983 Nr. 5; s. 3-8)
• Erik Jørgensen: "Brydningstid" (Skalk 1985 Nr. 2; s. 3-8)
• Lars Jørgensen: "Kongeriget i Østersøen" (Skalk 1990 Nr. 4; s. 3-9)
• Lars Jørgensen, Lisbeth Pedersen: "Vikingerne ved søen" (Skalk 1999 Nr. 1; s. 5-11)
• Lars Jørgensen, Palle Østergaard Sørensen: "Den gådefulde sø" (Skalk 1995 Nr. 6, s. 5-10)
• Lars Jørgensen: "Gudme-Lundeborg on Funen as a model for northern Europe?" (i: O. Grimm og A. Pesch (red.): The Gudme/Gudheim phenomenon: papers presented at a workshop organized by the Centre for Baltic and Scandinavian Archaeology (ZBSA) Schleswig, April 26th and 27th, 2010, Schriften des Archäologischen Landesmuseums, bd. 10; 2010; s. 77-90)
• Ole Thirup Kastholm: "Danmarks bronzealderbåde i nordisk og europæisk lys" (Skalk 2017 Nr. 2; s. 9-15)
• Flemming Kaul og Bjarne Henning Nielsen: "Fjendtlig jernalder" (Skalk 1981 Nr. 5; s. 9-13)
• Flemming Kaul: "Brudsølv" (Skalk 1990 Nr. 3; s. 7-12)
• Flemming Kaul: "I Østen stiger solen op" (Skalk 1999 Nr. 5; s. 20-30)
• Flemming Kaul: "Solsymbolet" (Skalk 2000 Nr. 6; s. 28-31)
• Flemming Kaul: "Helligtegnet" (Skalk 2002 Nr. 1; s. 5-11)
• Flemming Kaul: "Åndeligt opbrud" (Skalk 2003 Nr. 6; s. 20-27)
• Flemming Kaul: "Figurkedler" (Skalk 2006 Nr. 4; s. 5-8)
• Flemming Kaul: "Ideer på vandring" (Skalk 2014 Nr. 3; s. 14-23)
• Flemming Kaul: "Lurens forløber" (Skalk 2015 Nr. 5; s. 14-17)
• Hans Kjær: "boplads" (i: Salmonsens Konversationsleksikon, 2. udgave, bind III, s. 729)
• Simon Kjær Nielsen: "Brud eller kontinuitet. Bebyggelsesstrukturer på overgangen mellem ældre og yngre førromersk jernalder i Nordjylland" (Kuml 2015, s. 99-127)
• Eva Koch: "Vandets ånder" (Skalk 1996 Nr. 3, s. 20-29)
• Eva Koch: "Vingede husdyr" (Skalk 2000 Nr. 3, s. 20-29)
• Eva Koch: "Plantemad" (Skalk 2003 Nr. 2, s. 20-29)
• Niels Henrik Konstantin-Hansen: "Migration i førromersk jernalder" (Kuml 2005, s. 9-38)
• Poul Krabbe og Kristian Krabbe: "Vest for Valhal" (Skalk 1995 nr. 6, s. 11-15)
• Aivar Kriiska, Andres Tvauri: Eesti muinasaeg; Avita 2002; ISBN 9986-2-0694-0
• Aivar Kriiska: Aegade alguses. 15 kirjutisk kaugemast minevikust; Tallinn 2004; ISBN 9949-10-707-5
• Anne Mette Kristiansen og Trine Fristed Jensen: "Kronehalsring" (Skalk 2005 Nr. 3; s. 6-11)
• Kristian Kristiansen: "Bebyggelse, erhvervsstrategi og arealudnyttelse i Danmarks bronzealder" (Fortid og Nutid 1978, s. 320-345)
• Kristian Kristiansen: "Kampen om bronzen" (Skalk 1983 Nr. 5, s. 18-25)
• Kristian Kristiansen: "Oldtid. o. 4000 f.Kr.-1000 e.Kr." (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder, Odense 1988, ISBN 87-7526-073-5; s. 11-107 og 186-201)
• Kristian Kristiansen: "Neolithic Farming Practice - An Archaeological Response to the Göransson Hypothesis" (Fornvännen 1993; s. 247-251)
• Kristian Kristiansen: "The Rise and Fall of Bronze Age Societies in Thy" (Bronze Age Settlement and Land-Use in Thy, Northwest Denmark, Vol. 1; Gylling 2018; ISBN 978-87-93423-22-0)
• Kristian Kristiansen og Morten E. Allentoft: "Gjerrild-graven - nyt fra dansk enkeltgravskultur" (Skalk 2021 Nr. 4, s. 3-7)
• Lars Agersnap Larsen: "Muldfjældsplovens tidlige historie. Fra yngre romersk jernalder til middelalder" (Kuml; s. 165-196)
• Lars Larsson: "Skateholm" (Skalk 1986 Nr. 4, s. 21-30)
• Torsten Lemm: "Husby in Angeln - Ein königlicher Hof der späten Wikingerzeit?" (Praehistorische Zeitschrift 89(2), 2014, s. 371-389)
• Torsten Lemm: "Auf der Suche nach dem Hof des königlichen Statthalters - Ergebnisse systematischer Detektorbegehungen in Husby, Kreis Schleswig-Flensburg" (i: Schriften des museums für Archäologie Schloss Gottorf; Band 12; Schleswig 2018; ISBN 978-3-86935-339-5; s. 49-65)
• Karin Levinsen: "Jernets introduktion i Danmark" (Kuml 1982-83; s. 153-168)
• Bodil Lewis: "Overbygård og Nørre Fjand. En analyse af nogle jernalderlandsbyers tilloggender og økonomi" (Kuml 1985; s. 123-163)
• Charlotta Lindblom og Katrine Balsgaard Juul: "Jelling før Gorm" (Skalk 2018 Nr. 3; s. 9-15)
• Allan A. Lund: "Fortid og fordom" (Skalk 1979 Nr. 1, s. 19-27)
• Allan A. Lund: De etnografiske kilder til Nordens tidlige historie; Wormanium 1993; ISBN 87-89531-08-6
• Agneta Lundström: "Helgö - Mälarbyen" (i: Skalks Gæstebog 85; Wormanium, Højbjerg 1985; ISBN 87-8516-088-1; s. 7-12)
• Henriette Lyngstrøm: "Iron from Zealandic bog iron ore - more than a theoretical possibility?" (i: Linda Boye (red.): The Iron Age on Zealand. Status and Perspectives; København 2011; ISBN 978-87-87483-22-3; s. 139-145)
• Orla Madsen: "Pragtvåben" (Skalk 1997 Nr. 2; s. 5-9)
• Helena Malmström et al: "High frequency of lactose intolerance in a prehistoric hunter-gatherer population in northern Europe" (BMC Evolutionary Biology; 2010; 10:89)
• Helena Malmström et al.: "Ancient mitochondrial DNA from the northern fringe of the Neolithic farming expansion in Europe sheds light on the dispersion process" (Phil. Trans. R. Soc. B, 370; 2015)
• Helena Malmström et al.: "The genomic ancestry of the Scandinavian Battle Axe Culture people and their relation to the broader Corded Ware horizon" (Proc. R. Soc. B, 286; 9 juli 2019)
• Jes Martens: "Haus und Hof in southern Scandinavia during the Roman period" (Haus und Hof im östlichen Germanien; Berlin 1998; ISBN 3-7749-2795-2; s. 247-2460)
• Jes Martens: "Die vorrömische Eisenzeit in Südskandinavien. Probleme und Perspektiven" (Prähistorische Zeitschrift 71. Band; 1996; heft 2; s. 217-243)
• Jes Martens: "A magnate's farm at Borremose?" (Siedlungs- und Küstenforschung im südlichen Nordseegebiet 33; Wilhelmshaven 2010; s. 181-195)
• Jes Martens: "Weapons, armaments and society. The Pre-Roman Iron Age on Zealand and in Scania" (i: Linda Boye (red.): The Iron Age on Zealand. Status and Perspectives; København 2011; ISBN 978-87-87483-22-3; s. 147-174)
• Jes Martens: "Jastorf and Jutland" (Das Jastorf-Konzept und die vorrömische Eisenzeit im nördlichen Mitteleuropa; Archaologisches Museum Hamburg 2014; s. 245-266)
• Jes Martens: "Livestock and landscape in Pre-Roman Iron Age Scandinavia" (i: Pietr Luczkiewicz (red.): Landschaft und Siedlungen; Lublin 2020; ISBN 978-83-227-9356-5; s. 46-67)
• André Bendix Matthissen: "Iron production on Zealand" (i: Linda Boye (red.): The Iron Age on Zealand. Status and Perspectives; København 2011; ISBN 978-87-87483-22-3; s. 117-123)
• Dorte Rørbeck Mathiassen: "Storebælts skiftende landskaber fra isen forsvandt til havet trængte ind" (i: Lisbeth Pedersen, Anders Fischer og Bent Aaby (red.): Storebælt i 10.000 år. Mennesket, havet og skoven; København 1997; ISBN 87-89366-96-4; s. 22-28)
• Karsten Kjer Michaelsen, Per O. Thomsen: "Fynsk guldalder" (Skalk 1993 Nr. 6, s. 3-8)
• Dorthe Kaldal Mikkelsen: "To ryttergrave fra ældre romersk jernalder - den ene med tilhørende bebyggelse" (Kuml 1988-89; s. 143-199)
• Poul Mikkelsen og Lis Helles Olesen: "Vendeldiget" (Kuml 1995-96; s. 135-146)
• Alissa Mittnik et al.: "The genetic prehistory of the Baltic Sea region" (Nature Communications; 2018; 9:442)
• Erik Moltke: Runerne i Danmark og deres oprindelse; København 1976; ISBN 87-553-0426-5
• Per Grau Møller: "Højryggede agre - forskning og bevaring" (Bol og By 1990; s. 90-118)
• Hans Neumann: Olgerdiget - et bidrag til Danmarks tidligste historie; Haderslev 1982
• Bjarne Henning Nielsen, Jens-Henrik Bech: "Tilbehør" (Skalk 2001 Nr. 6, s. 5-11)
• Karen-Hanne Nielsen: "Ti slags garn" (Skalk 1980 Nr. 5, s. 12-15)
• Simon Kjær Nielsen: "Brud eller kontinuitet. Bebyggelsesstrukturer på overgangen mellem ældre og yngre førromersk jernalder i Nordjylland" (Kuml 2015; s. 99-127)
• Viggo Nielsen: "Agerlandets Historie" (i: Arne Nørrevang og Torben J. Meyer (red.): Danmarks Natur, Bind 8: Agerlandet; Politikens Forlag 1970; ISBN 87-567-1267-7; s. 9-34
• Torben Nilsson: "Senglacial bosættelse i Vendsyssel" (Kuml 1987, s. 47-75)
• Torben Nilsson: "Stentinget. En indlandsbebyggelse med handel og håndværk fra yngre jernalder og vikingetid" (Kuml 1990, s. 119-132)
• Torben Nilsson: "Stentinget" (Skalk 1992 Nr. 4, s. 3-9)
• Ulf Näsman: "Borgenes ø" (Skalk 1981 Nr. 1; s. 18-27)
• Ulf Näsman: "Danerne og det danske kongeriges opkomst. Om forskningsprogrammet "Fra Stamme til Stat i Danmark"" (Kuml 2006, s. 205-237)
• Heide Wrobel Nørgaard: "Bronzealderens mesterstøbere" (Skalk 2016 nr. 4; s. 18-22)
• Bent Odgaard: "Hedebønder" (Skalk 1981 Nr. 2; s. 8-11)
• Mette Brosolat Ohlsen: "Stednavne med endelsen -lev og grave med romersk import fra yngre romersk jernalder" (i: Glimt fra en anden verden; Københavns Universitet 2009; ISBN 87-89500-11-3; s. 39-49)
• Anne-Louise Haack Olsen: "Husdyrhold"(Skalk 2002 Nr. 4; s. 5-10)
• Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 1: I begyndelsen. Fra de ældste tider til ca. år 200 f.Kr. (ved Jørgen Jensen); København 1988; ISBN 87-89068-00-9
• Brigitte Pakendorf et al.: "Mitochondrial DNA and Human Evolution" (Annual Review of Genomics and Human Genetics 6; May 2005; s. 165-183)
• Lisbeth Pedersen, Anders Fischer og Bent Aaby (red.): Storebælt i 10.000 år. Mennesket, havet og skoven; København 1997; ISBN 87-89366-96-4)
• Lisbeth Pedersen: "De satte hegn i havet" (i: Lisbeth Pedersen, Anders Fischer og Bent Aaby (red.): Storebælt i 10.000 år. Mennesket, havet og skoven; København 1997; ISBN 87-89366-96-4;s. 124-143)
• Vibeke Juul Pedersen: "Stormandspryd" (Skalk 2006 Nr. 2; s. 5-11)
• Peter Pentz: "Første romerbrev?" (Skalk 2015 nr. 4; s. 6-11)
• Charles Perrault: "Dating the Origin of Language Using Phonemic Diversity" (PLoS ONE 7, no 4; April 2012; s. 1-8)
• Erland Porsmose: "De fynske landsbyers historie – i dyrkningsfællesskabets tid" (Odense University Studies in History and Social Sciences Vol. 109; 1987)
• Erland Porsmose: "Middelalder o. 1000-1536" (i: Claus Bjørn (red.): Det danske landbrugs historie I: Oldtid og middelalder; Landbohistorisk Selskab, Odense 1988; ISBN 87-7526-073-5; s. 207-416)
• Kirsten Prangsgaard: "Gravens møbel" (Skalk 1996 Nr. 4; s. 5-10)
• Fazale Rana and Hugh Ross: Who Was Adam? A Creation Model Approach to the Origin of Man; Colorado Springs, NavPress 2005
• Klavs Randsborg: "Befolkning og social variation i ældre bronzealder i Danmark" (Kuml 1973-74; s. 197-208)
• Klavs Randsborg: "Kobberalder" (Skalk 1980 Nr. 5, s. 9-11)
• Klavs Randsborg: "Danish estates and manors from the Bronze Age to the Renaissance" (i: Linda Boye (red.): The Iron Age on Zealand. Status and Perspectives; Det Kgl. Oldnordiske Selskab, København 2011; ISBN 978-87483-22-3; s. 17-29)
• Kjeld Rasmussen: "A Mathematical Description of an Infield-Outfield System" (Geografisk Tidsskrift, bind 78-79; 1979; s. 5-9)
• Mads Ravn: "Angelsakserne i England" (Skalk 2018 nr. 5; s. 12-19)
• Mads Ravn og Christian Juel: "Stormandsgården ved Erritsø" (Skalk 2018 Nr. 2; s. 7-15)
• Niels Refskou: "In marca vel regno Danorum" (Kirkehistoriske Samlinger 1985; s. 19-33)
• Niels Refskou: "Otto den Store og missionen" (Kirkehistoriske Samlinger 1990; s. 7-22)
• Michael P. Richards, T. Douglas Price and Eva Koch: "Mesolithic and Neolithic Subsistence in Denmark: New Stable Isotope Data" (Current Anthropology Volume 44, Number 2, April 2003; s. 288-295)
• Daniel Richter et al.: "The age of the hominin fossils from Jebel Irhoud, Morocco, and the origins of the Middle Stone Age" (Nature, vol. 546; June 2017; s. 293-296 + bilag)
• Flemming Rieck og Jørgen Holm: "Gammel-Ældre-Ældst" (Skalk Nr. 1, 1983, s. 3ff)
• Felix Riede, Steffen Laursen og Ejvind Hertz: "Federmesserkulturen i Danmark. Belyst med udgangspunkt i en amatørarkæologs flintsamling" (Kuml 2011, s. 9-38)
• Felix Riede, Charles Peter Egeland, Trine Kellberg Nielsen: "Nyt lys på gamle ben" (Skalk 2012 Nr. 5; s. 6-10)
• Felix Riede: "Da himlen faldt ned" (Skalk 2018 Nr. 3; s. 3-8)
• Else Roesdahl: Vikingernes verden; 8. udgave 1. oplag; Slovenia 2012; ISBN 978-87-02-10882-8
• Else Roesdahl og Søren M. Sindbæk: "Introduction" (i: Else Roesdahl, Søren M. Sindbæk, Anne Pedersen og David M. Wilson (red.): Aggersborg. The Viking-Age settlement and fortress; Aarhus Universitetsforlag 2014; ISBN 978-87-88415-87-2; s. 11-16)
• Else Roesdahl og Søren M. Sindbæk: "The purpose of the fortress" (i: Else Roesdahl, Søren M. Sindbæk, Anne Pedersen og David M. Wilson (red.): Aggersborg. The Viking-Age settlement and fortress; Aarhus Universitetsforlag 2014; ISBN 978-87-88415-87-2; s. 383-414)
• Sven Rosborn: "Harald Blåtands släkt i gammalt sagomaterial. Forsök till en sammanställning" (manuskript 2019)
• Sven Rosborn: "Skandinavien under sen vikingatid" (manuskript 2020)
• Mads Runge, Jesper Hansen, Line Borre Lundø: "Nonnebakken" (Skalk 2016 Nr. 6; s. 3-9)
• Karen Rysgaard, Kaj Fredsgaard Rasmussen og Felix Riede: "Mesolitiske bosættelser ved Gudenåsystemets søer og åer" (Kuml 2016; s. 55-77)
• Preben Rønne: "Høj over høj" (Skalk 1979 nr. 5, s. 3-8)
• Preben Rønne: "En landingsplads ved Horsekær" (i: Lisbeth Pedersen, Anders Fischer og Bent Aaby (red.): Storebælt i 10.000 år. Mennesket, havet og skoven; København 1997; ISBN 87-89366-96-4; s. 290-294)
• Peter Sawyer: "Da Danmark blev Danmark. Fra ca. år 700 til ca. 1050" (i: Olaf Olsen (red.): Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie, Bind 3; København 1988; ISBN 87-89068-04-1)
• Saxo "Grammaticus" kaldet Danmarks Riges Krønike. Danernes bedrifter fra den ældste tid og frem til omkring år 1200; 2. udgave, 1 oplag; Lindhart og Ringhof Forlag 2015; ISBN 978-87-1144027-8
• Palle Schiellerup/Søren A. Sørensen: "Hellekister" (Skalk 1988 Nr. 5; s. 6-10)
• Gudmund Schütte: "Det ptolemäiske Danmarkskort" (Geografisk Tidsskrift, bind 23 (1915); s. 9-20)
• A. Segerberg: "Bälinge mossar: Kustbor i Uppland under yngre stenåldern", Aun 26. Instituionen för arkeologi och antik historia, Uppsala universitet. Uppsala 1999, ISBN 91-506-1385-5
• John J. Shea: "The Middle Paleolithic of the East Mediterranean Levant" (Journal of World Prehistory, 17; 2003; s. 313-94)
• Søren M. Sindbæk: "Økonomisering" (Skalk 2002 nr. 5, s. 10-12)
• Poul Skaaning: Vikingestormen. Togter mod Vesteuropa 793-937; Viborg 2006; ISBN 87-7739-857-2
• Niels V. Skak-Nielsen: "Hvordan kom bondebruget til Sydskandinavien?" (Fornvännen 2003; s. 1-12)
• Niels V. Skak-Nielsen: "The neolithisation of south Scandinavia. An addendum." (Fornvännen 2003; s. 121-123)
• Niels V. Skak-Nielsen: "Hvordan kom bondestenalderen til Danmark?" (Fortid og Nutid 2004; s. 46-54)
• Niels V. Skak-Nielsen: "The Genesis of the Battle Axe Culture. On Klaus Ebbesen's doctoral thesis. A critique and an alternative conclusion" (Fornvännen 101, 2006, s. 274-277)
• Pontus Skoglund et al.: "Origin and Genetic Legacy of Neolithic Farmers and Hunter-Gatherers in Europe" (Science, vol. 336; 27 april 2012; s. 466-469)
• Pontus Skoglund et al.: "Genomic Diversity and Admixture Differs for Stone-Age Scandinavian Foragers and Farmers" (Science, 344; (2014); s. 747-750)
• Johannes C.H.R. Steenstrup: Studier i Kong Valdemars Jordebog; Kjøbenhavn 1874
• O. Stilborg: "Neolitikum i: Lindahl, A., Olausson, D. Och Carlie, A.: Keramik i Sydsverige: Monographs on Ceramics 1. Keramiska forskningslaboratoriet. Lund 2002, ISBN 91-973057-1-5
• Birger Storgaard: "Kosmopolitiske aristokrater" (i: Sejrens triumf. Norden i skyggen af det romerske imperium; Nationalmuseet 2003; ISBN 87-7602-005-3; s. 106-125)
• Chris Stringer: Lone Survivors: How We Came to be the Only Humans on Earth; New York, St. Martin's Press 2012
• Håkan Stång: "Rysslands uppkomst - en tredje ståndpunkt" (Scandia 1981; s. 153-198)
• Josef Svennung: "De nordiska folknamnen hos Jordanes" (Fornvännen 1964; s. 65-102)
• Lasse Sørensen, Sabine Karg: "The expansion of agrarian societies towards the north - new evidence for agriculture during the Mesolithic/Neolithic transition in Southern Scandinavia" (Journal of Archaeological Science 51 (2014); s. 98-114)
• Palle Ø. Sørensen: "Hal på hal" (Skalk 1993 nr. 6; s. 9-12)
• Søren A. Sørensen: "Hytte ved sø" (Skalk 1988 nr. 3, s. 25ff)
• Søren A. Sørensen: "Slagteplads" (Skalk 2002 nr. 2, s. 9-14)
• Morten Søvsø: "Et udsnit af en landsby fra omkring 500 e.Kr. udgravet i St. Darum ved Ribe" (By, marsk og geest 22; Haderslev 2010; ISBN 978-87-89827-07-0; s. 5-20)
• Kamilla Fiedler Terkildsen: "Yngre jernalders eliteresidenser i Jylland" (Kuml 2018; s. 171-211)
• Kamilla Fiedler Terkildsen (med bidrag af Marianne Høyem Andreasen): "Kærgård ved Daugbjerg. Bebyggelse med værkstedsområde fra yngre jernalder" (Kuml 2014; s. 65-105)
• Svend Thorsen: "Normal-dyssen" (Skalk 1978 nr. 2, s. 12-15)
• Sven Thorsen: "Lollands virker" (Skalk 1993 Nr. 2; s. 3-7)
• Sven Thorsen: "Den tredje folkeborg" (Skalk 2001 Nr. 5; s. 5-8)
• Jeanette Varberg: "Krigsfangernes skæbne" (Skalk 2016 Nr. 3; s. 3-8)
• Krister SK Vassmus: "Odins mænd" (Skalk 2023 Nr. 6; s. 10-15)
• Ole Vejbæk: Ploven og dens betydning med særligt henblik på landsbyorganisation; 1974 (AncientFields.dk 28-02-2006)
• Ole Vejbæk: "Om agerryggenes oprindelse og udvikling" (Bol og By 2003; s. 133-187)
• Ole Vejbæk: "Agre og Miler ved Filsö. Undersögelser af höjryggede agre under en tilsandet 1100-tals bebyggelse med miler syd for Filsö" (Kulm 2005; s. 187-224)
• Olfert Voss: "Jernstudier", i Skalk 2011 nr. 6, s. 18-23
• S. Welinder: "Neoliticum- bronsålder 3900-500 f.Kr." i: Welinder, S., Pedersen, E. A. & Widgren, M., Det Svenska Jordbrukets historia, Jordbrukets första femtusen år. Natur och Kultur/LTs förlag. Stockholm 1998, ISBN 91-27-34892-X
• Lisbeth Wincentz: "Afvigere", i Skalk 1982 nr. 5, s. 10-14
• Frauke Witte: "Porten i Danevirke"", i Skalk 2017 nr. 1, s. 3-9