Postmodernisme
Ikke at forveksle med Postmodernitet.
Der er for få eller ingen kildehenvisninger i denne artikel, hvilket er et problem. Du kan hjælpe ved at angive troværdige kilder til de påstande, som fremføres i artiklen.
Pik betegner en kunstnerisk, litterær, arkitektonisk, filosofisk og kulturel retning opstået i forlængelse af modernismen. Postmodernismen er centreret omkring et opgør med modernismens idealer. I postmodernismen angribes opfattelsen af universelle sandheder, og der fokuseres på en fragmenteret anskuelse.
Postmodernismens dekonstruktion gør det næsten umuligt for tænkere inden for feltet at give en klar definítion af begreberne.
Opståen
Der begyndte at dukke elementer af postmodernisme op i 1920'erne med dadaismen, hvor collagen som form er vigtigere end det samlede udtryk i værket. Eksistentialismens placering af individet som omdrejningspunkt for moral og verdensopfattelse kan genkendes i postmoderne strømninger; men det er først efter afslutningen af 2. verdenskrig, at postmodernismen begynder at sætte sig igennem som selvstændig strømning.
Indhold
Et kendetegn ved postmodernismen er problematiseringen af vidensbegrebet. Tanken om, at viden kan være repræsenteret udenfor individet bliver forkastet; der findes ingen højere sandheder, som har nogen gyldighed uafhængigt af individuel erkendelse. Postmodernismen fremstår på den baggrund som oplysningfilosofiens direkte modsætning, og rationalismen bliver fuldkommen afskrevet. I stedet fremhæves det, at viden ikke eksisterer uafhængigt af tid, sted, sociale omstændigheder mv., og at individet danner sig både sin viden og sit syn på viden ud fra disse faktorer.
Det bliver derfor nødvendigt at kritisere den rationelle videns begrænsning; at dekonstruere den. Jacques Derrida udtænker i sin kritik af vidensbegrebet ideen om, at man for at undgå at modsige sit eget tankegrundlag er tvunget til at postulere et antal ytringer (logos) som mere oprindelige end andre, og den praksis har udviklet sig til en begrebet logocentrisme.
Postmodernismens alternativ til logocentrismen er at placere grundstenen til viden på diskursen; en opfattelse som trækker på Wittgensteins ide om sprogspil.
Den franske postmodernist og kulturteoretiker Jean Baudrillard hævder I Simulacra and Simulations (ikke oversat til dansk), at virkeligheden i konventionel forstand ikke længere eksisterer. Den er blevet fortrængt af en endeløs række af forfalskninger. Massemedierne og andre former for kulturel masseproduktion, siger han, omdefinerer konstant kendte kulturelle symboler og billeder, og dette flytter vores opmærksomhed væk fra virkeligheden og fanger den i det hyperreelle.
Postmodernismen står altså for en konsekvent mistro overfor antagelser om sandhed, etik og skønhed, hvis de bunder i andet end individuel perception. Utopiske idealer om universelle, altfavnende sandheder og æstetik fortrænges til fordel for små fortællinger som alene peger mod andre ideer, der så i sig selv er genstande for tolkning og gentolkning. Sandheden selv bliver ustabil, fordi den kun eksisterer som en kompleks og sammensat størrelse, hvor de enkelte dele konstant er i bevægelse.
Ordet postmodernisme bruges ofte sammen med en betegnelse som f.eks. postindustriel, i en anden, bredere betydning om udviklingen indenfor de sociale og filosofiske og realiteter i slutningen af det tyvende århundrede. Kritikere med rødder i marxismen har fremført, at postmodernismen som tendens er symptomatisk for senkapitalismen og institutionernes forfald i nationalstaten. Andre hævder, at postmodernismen er en naturlig reaktion på udviklingen i massemedierne; gennem formidlingen kommer viden til at fremstå som kopier af kopier, og det undergraver ethvert forsøg på at efterspore originaliteten – endsige foretage en holdbar tolkning.
Rækkevidde
Postmodernistiske ideer kan spores i flere kunstneres arbejde, især minimalistisk kunst og musik. Et kendetegn er, at det forventelige fornægtes – f.eks. undgås rette vinkler i postmoderne artitektur.
Postmodernismen har altid stået stærkt i Frankrig. Af franske postmoderne tænkere kan nævnes Jean-François Lyotard, Jean Baudrillard, Michel Foucault, Roland Barthes og Pierre Bourdieu.
Strømningen har også kunnet spores på den politiske scene. Den anti-ideologiske attitude har appelleret til også f.eks. feminister, forkæmpere for racelighed, forkæmpere for seksuel ligestilling, anarkistiske bevægelser i den sidste del af den 20. århundrede, fredsbevægelser og til dele af anti-globaliseringsbevægelsen[kilde mangler].
Ingen af disse bevægelser beskriver dog sig selv som postmoderne, og mange af deres ideer kan opfattes som opstående samtidigt med og uafhængigt af postmodernismen.
Kritik
Konsekvensen af den postmoderne kultur er beskrevet f.eks. hos Alvin Toffler (Fremtids Chok). En mere nutidig kritisk udlægning finder vi hos Henrik Jensen (lektor på RUC): Det faderløse samfund 2006. Forfattere som Noam Chomsky og Richard Dawkins kritiserer postmodernismen for at være direkte meningsløs og ligegyldig [kilde mangler].
Arkitektur
Postmodernisme i 1970’erne → kreativitet/ leg med ældre stilarter. Man går til flere yderligheder og prøver at opnå et nyt udtryk vha. af gamle elementer i ældre arkitektoniske stilarter.
Et eksempel på denne arkitekturform er "agurken" i London.
Den Postmodernistiske roman
Den postmodernistiske roman er kendetegnet ved at 'lege' med stil og genre, og den sammenhængende fortælling afløses af en episodisk og fragmenteret fortælling. Der brydes med romanens virkelighedsillusion, ved brug af fx citater, digte og parodi. I Danmark ser man postmodernismen skinne igennem hos firsernes lyriker og prosaister, som: Peter Høgh, Peer Hultberg og Jens Christian Grøndahl.
Et eksempel på en postmodernistisk roman er Mette Thomsens roman "Plastic" fra 1995. Romanen handler om den unge Mona, der søger sit perfekte jeg. Romanen starter in media res, og der springes i tid og sted. Dette er typisk for de postmodernistiske romaner, der ofte ikke gør brug af den kronologiske forestilling om tid.
Se også
Eksterne henvisninger
- Postmodernisme på Leksikon.org