Spring til indhold

Boeing 717

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Boeing 717
TypePassagerfly
ProducentBoeing
DesignerMcDonnell Douglas
Jomfruflyvning2. september 1998
Introduceret12. oktober 1999
StatusI brug, fremstilles ikke længere
Primær brugerAirTran Airways
Hawaiian Airlines
Cobham
Blue1
Produceret1998-2006
Antal produceret156

Boeing 717 er et 2-motoret passagerfly med plads til 106 passagerer, produceret af den amerikanske flyproducent Boeing.

Boeing 717 er en videreudvikling af McDonnell Douglas' MD-80/MD-90, der igen var en videreudvikling af Douglas Aircraft Companys DC-9. McDonnell Douglas annoncerede flyet i 1991, og programmet blev iværksat i 1995 efter 50 faste ordrer og yderligere 50 optioner var indgået fra selskabet ValuJet (senere AirTran Airways). Men i 1997 fusionerede McDonnell Douglas og Boeing og samledes under Boeing-flaget, hvorefter MD-95-projektet blev relanceret som Boeing 717.

Da Boeing opkøbte McDonnell Douglas i 1997, overtog de også de flydesign, som McDonnell Douglas havde udviklet, heriblandt MD-95 (en avanceret MD-90). Dette design blev så videreudviklet af Boeing til Boeing 717, med bl.a. nye motorer, BMW Rolls Royce BR 715, og et nyere glascockpit med multifunktionsskærme. Prototypen var en ombygget DC 9-30, der var blevet strakt en smule. Hvor MD80/90-vingen er en DC-9-vinge, der er forlænget en smule ved vingespidsen, med et helt nyt midterstykke, så vendte man med MD95/Boeing 717 tilbage til den oprindelige størrelse vinge. Derved fik man et fly, der bedre kunne erstatte den oprindelige DC-9-model, og tage kampen op mod fly i regionaljetsklassen. Timingen var god, da de oprindelige ca. 900 DC-9'ere stod over for udskiftning, ikke så meget på grund af slid, men på grund af de støj- og miljøgener, der kommer fra gamle motorer.

Boeing 717 skulle have været bygget i 3 udgaver; 717-100, 717-200 og 717-300. Dette ville også have givet flyet den standardisering, som flyselskaberne typisk sætter pris på, da det nedsætter udgifterne til pilottræning, reservedelslagre osv. Det blev dog kun til 717-200, bl.a. fordi man i USA har lavere pilotlønninger på de fly, der kaldes regional jets. Dette skel ville så forsvinde, hvis man havde en -300 med større kapacitet. I 2005, da kun 156 var blevet solgt, blev produktionen af B717 afsluttet, og derved var det også det sidste (McDonnell) Douglas-design nogensinde.

717-betegnelsen

[redigér | rediger kildetekst]

Boeings passagerfly benævnes "Boeing 7x7". I 1956 fik fragtudgaven af Boeing 707 betegnelsen "Boeing 717"[1], men den blev ikke sat i produktion. I stedet for blev flyet udviklet til det militære transportfly C-135. Det amerikanske luftvåben var dog mere interesseret i transportfly, man kunne køre om bord i, så flyet blev sat i produktion som tankflyet KC-135. Andre passagerfly som Boeing 727 og 737 kom frem omtrent samtidigt og Boeing 717-navnet forblev ubrugt i mange år. Da Boeing overtog MD-95-programmet udnyttede virksomheden chancen til at få brugt Boeing 717-navnet til sit "stedbarn".

I december 2011 var der 133 Boeing 717-200 i brug ved følgende flyselskaber:

Wikimedia Commons har medier relateret til: