Spring til indhold

Christoffer 1.

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Christoffer 1.
Konge af Danmark og de Venders
Kroning25. december 1252
Regerede1252-1259
ForgængerAbel af Danmark
RegentChristoffer 1.
EfterfølgerErik Klipping
ÆgtefælleMargrete Sambiria (1230-1282)
BørnErik Klipping
Mechtilde, g.m. Albrecht af Brandenburg
Margrete, g.m. Johan af Holsten.
Ingeborg
Valdemar
Niels
HusJellingdynastiet
FarValdemar Sejr
MorBerengária af Portugal
Født1219
Død1259
Ribe
HvilestedRibe Domkirke

Christoffer 1. (1219 – 29. maj 1259 i Ribe[1]) var dansk konge 1252-1259. Han var søn af kong Valdemar 2. Sejr.

Biografi

[redigér | rediger kildetekst]

Da kong Abel af Danmark blev dræbt i 1252, opholdt hans ældste søn, Valdemar, sig i Frankrig. Han skyndte sig hjem for at overtage kronen, men arresteredes af ærkebiskoppen af Köln, Konrad Lotharssøn af Ahr-Hochstaden. Her blev han holdt fanget, til de schauenburgske grever af Holsten betalte løsepengene for ham i 1253. Da han kom til Danmark, var Christoffer imidlertid blevet valgt til konge. Hermed var grunden lagt for en strid mellem den ældre og yngre linje af kongehuset, der kom til at vare i flere årtier. Christoffer blev kronet i Lund domkirke juledag 1252.

Christoffer søgte at få sin broder Erik 4. Plovpenning anerkendt som martyr eller helgen. Formålet var at få brændemærket Valdemars fader, Abel, som brodermorder og dermed udelukke hans slægt fra tronfølgen. Christoffer begyndte at samle oplysninger om undere, der var sket ved Eriks grav. Abels tilhængere var naturligvis imod forsøget. Forholdet mellem kongen og kirken blev forværret. Ærkebiskop Jakob Erlandsen, der med pavens velsignelse blev indsat i Lund, var tilhænger af en stærk og uafhængig kirke, og kom i strid med kongen om bl.a. gejstliges ledings- og skattepligt. Jakob Erlandsen var på mødrene side af Hvideslægten, der var tilhænger af Abel. Det kom til udtryk, da Jakob Erlandsen nægtede at krone Christoffers søn, Erik, til medkonge og tronfølger.

Forholdet forværredes af, at kongen krævede, at kirken og ikke mindst de rige biskopper skulle stille med mænd og midler til kampen mod Abel-slægten. I 1256 samlede ærkebispen rigets øverste til et møde i Vejle, hvor de vedtog konstitutionen "Cum Ecclesia Daciana". Heri står, at riget vil blive lyst i interdikt (dvs. forbud mod alle kirkelige handlinger), hvis kongen udsætter gejstlige for overgreb. I vinteren 1257-1258 gik de holstenske grever på anmodning fra Jakob Erlandsen og for at sikre deres nevøs arveret til hertugdømmet Sønderjylland, til angreb på Danmark, men angrebet blev afværget. I februar 1259 blev Jakob Erlandsen arresteret af mecklenburgske krigsfolk. Ifølge en beretning blev han til spot og spe iført en verdslig dragt med en hue af rævehaler på hovedet, fik bundet sine fødder og blev kastet i fængsel. Ærkebispesædet i Lund og kort efter roskildebispen Peder Bang, der var i familie med Jakob Erlandsen, lyste derefter interdikt over kongen.

Sverige og Norge havde indgået en alliance mod Danmark, før Christoffer blev konge. I 1256 foretog Håkon 6. Magnusson af Norge et plyndringstogt ind i Halland. I 1257 blev der indgået forlig mellem Christoffer, Håkon og Birger Jarl Magnusson, som var regent af Sverige. I 1256 og igen i 1258 var der bondeoprør i Danmark, men oprørene blev slået ned. I 1259 gjorde fyrst Jaromar 2. af Rügen, der var Erik Abelssøns svigerfar, landgang på Sjælland, slog en hær ved Næstved og indtog København. Jarmers Tårn er opkaldt efter ham. Før Christoffer nåede at reagere, døde han den 29. maj 1259 i Ribe, ifølge et rygte fordi han blev forgiftet af abbed Arnfast fra Ry Kloster. [2] Dødsårsagen var snarere naturlige årsager. Rygtet om Christoffers forgiftning kunne bruges politisk.[kilde mangler] Han blev begravet i Ribe Domkirke af bispen trods interdiktet.

I 2015 blev det foreslået, at Christoffer muligvis døde af Brugadas syndrom[3].

Ægteskab og børn

[redigér | rediger kildetekst]

Christoffer var gift med Margrete Sambiria. Hun var datter af Sambor og Mechtilde af Mecklenburg og fik på grund af sin energi tilnavnet Sprænghest. De fik sønnerne Erik (Klipping), Valdemar og Niels, samt døtrene Mechtilde, Margrete og Ingeborg. Dronningen og Jaromar var vendere fra Rügen, og den gyldne, vendiske drage på rød bund var tidligere med i det danske kongevåben. [4]

Christoffer 1.s grav i Ribe Domkirke

Anetavle

[redigér | rediger kildetekst]
 
 
 
 
 
 16. Erik 1. af Denmark
 
 
 8. Knud Lavard
 
 
 
 
 
 
 17. Bodil Thrugotsdatter
 
 
 4. Valdemar 1. af Danmark
 
 
 
 
 
 
 18. Mstislavl 1. af Kiev
 
 
 9. Ingeborg af Novgorod
 
 
 
 
 
 
 19. Christina af Sverige
 
 
 2. Valdemar 2. af Danmark
 
 
 
 
 
 
 
 
 10. Volodar af Minsk eller Vladimir af Halicz
 
 
 
 
 
 
 
 
 5. Sofia af Minsk
 
 
 
 
 
 
 22. Boleslav 3. af Polen
 
 
 11. Rikissa af Polen
 
 
 
 
 
 
 23. Salomea af Berg
 
1. Christoffer 1.
 
 
 
 
 
 24. Henrik af Burgund
 
 
 12. Alfons 1. af Portugal
 
 
 
 
 
 
 25. Teresa af Léon
 
 
 6. Sancho 1. af Portugal
 
 
 
 
 
 
 26. Amadeus 3. af Savoyen
 
 
 13. Maud af Savoyen
 
 
 
 
 
 
 27. Mahaut af Albon
 
 
 3. Berengaria af Portugal
 
 
 
 
 
 
 28. Ramon Berenguer 3. af Barcelona
 
 
 14. Ramon Berenguer 4. af Barcelona
 
 
 
 
 
 
 29. Douce 1. af Provence
 
 
 7. Dulce af Aragonien
 
 
 
 
 
 
 30. Ramiro 2. af Aragonien
 
 
 15. Petronila af Aragonien
 
 
 
 
 
 
 31. Agnes af Aquitanien
 

Referencer

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Christoffer 1. på gravsted.dk
  2. ^ Dansk Biografisk Leksikon, bind I (s. 337f.)
  3. ^ Retsmediciner: Svend Tveskæg gav dødelig sygdom videre til en række danske konger | Videnskab.dk
  4. ^ Dirckinck-Holmfeld: På sporet af København (s.19)

Ekstern henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Foregående: Konge af Danmark
1252–1259 		Efterfølgende:
Abel Erik 5. Glipping
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Christoffer_1.&oldid=11597284"