Dobbel blindtest

Dobbelt blindtest er en måde at lave et eksperiment på, hvor man ønsker at eliminere subjektiv påvirkning af deltagerne.

En forsøgsperson, der skal fortælle om virkninger eller bivirkninger, må ikke vide, om det er medicin eller placebo, vedkommende har fået.

Lægen, som har kontakt med forsøgspersonen og registrerer det, forsøgspersonen fortæller og erfarer resultater af andre undersøgelser, skal heller ikke vide, om forsøgspersonen har fået medicin eller placebo. Alle forskere, som interagerer med eller behandler en forsøgsperson, bør «blindes», hvis forsøget skal opfylde «dobbel blindtest»-kravet. Dette kan let opnås, når man tester en ny medicin. Typisk er det den normale producent af forsøgsmedicinen, som nummererer glas, og typisk laves der en nummerserie, hvor der til hvert nummer svarer en medicinpakke, som ved lodtrækning enten indeholder medicin eller virkningsløse tabletter, der fuldstændigt ligner den rigtige medicin (placebo). Når en ny forsøgsperson er rekrutteret til undersøgelsen, bliver han tildelt næste ledige nummer. Tilfældigheden ligger i, at ingen andre end producenten af medicinen ved, om hvert enkelt nummer er virksom medicin eller placebo.

I et dobbelt blindtesteksperiment ved hverken forsøgspersonerne eller forskerne, hvem i forsøgsgrupperne, der tilhører kontrolgruppen. Først efter at dataene er registreret (og i nogle tilfælde analyseret), får forskerne og forsøgspersonerne adgang til at vide, hvem som tilhørte hvilken gruppe. At udføre et eksperiment ved hjælp af dobbelt blindtestmetodologi er en måde at hindre, at den holdning, man har til medicinens virkning inden forsøget, vil få indflydelse på forsøgets resultat.

Ved en forsøgspersons dødsfald under eksperimentet bliver koden brudt for den aktuelle forsøgsperson. Dersom der er overhyppighed af dødsfald i den ene gruppe, kan undersøgelsen blive afsluttet tidligere end planlagt.