Spring til indhold

Ketere

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Ketisk shaman, 1914.
Husbåde blandt Ketere, 1914.
Foto fra 1914 taget af Fridtjof Nansen. En gruppe Ketere omkring et lejrbål. Folkene i baggrunden med hatte er russere.

Ketere (russisk: Кеты, tr. Kety) er et folk i Sibirien, der taler ketisk. I det Russiske Kejserrige blev de kaldt for Ostjakker, hvilket var en fælles benævnelse på forskellige etniske grupper, der talte sprog tilhørende flere sprogfamilier. Senere blev de kendt som Jenisej-ostjakker, fordi de beboede det mellemste og sydlige område omkring floden Jenisej i Krasnojarsk kraj i Rusland. De moderne ketere beboede området øst for flodens mellemste del før, de blev politisk assimilerede af Rusland fra 1600-tallet og frem efter.[1]

Etnonym

[redigér | rediger kildetekst]

Ket (flertal: deng) betyder "menneske". Keterne langs floderne Kas, Sym og Dubtjes benytter jugun som Etnonym.

Historie

[redigér | rediger kildetekst]

Keterne anses som de eneste overlevende efter et urgammelt nomade-folk, som man antager oprindelig beboede store dele af det mellemste sydlige Sibirien. Enkelte forfattere har fremsat hypoteser om, at keterne kan nedstamme fra det gamle folket Dingling ved Bajkalsjøen, der tilhørte Tasjtykkulturen. Ifølge Leonid Kyzlasov blev keterne beskrevet af historikere ved det kinesiske hof som et sibirisk folk med blå øjne og lyst hår, men han nævner ikke hvilken specifik kinesisk kilde, han refererer til.[2]

I 1960-erne blev Yugh-folket identificerede som en særskilt men beslægtet etnisk gruppe. Nutidens ketere er efterkommere af stammer, der adopterede enkelte af de kulturelle træk hos de oprindelige ket-talende stammer i Sydsibirien. De tidligere stammer ernærede sig ved jagt og fiskeri på taigaen langs Jenisej og af rensdyr i de nordlige områder.[3]

I 1600-tallet blev de indlemmet i den russiske stat. Keternes bestræbelser på at modsætte sig assimileringen var nytteløse, efter som russerne deporterede dem til forskellige steder for at nedbryde deres modstand. Dette ødelagde også deres strengt organiserede patriarkalske sociale system og deres levevej. Økonomisk indebar det, at keterne endte med stor gæld til russere. Nogen døde af hungersnød, andre af sygdomme, der kom fra Europa. I 1800-tallet var keterne ikke længere i stand til at overleve uden madvarehjælp fra den russiske stat.[3]

I 1900-tallet blev keterne påtvunget et kollektiviseret landbrug af Sovjetunionen. De blev officielt anerkendte som en etnisk gruppe i 1930-erne, da Sovjetunionen begyndte gennemførelsen af urfolks politiske rettigheder til at fastholde deres identitet. Keternes traditioner blev imidlertid fortsat underkuede, og selvstændige initiativer blev modarbejdede af regeringsmagten. Kollektiviseringen blev fuldført i 1950'erne, og den russiske livsstil og det russiske sprog blev påtvunget dem.

Antal

[redigér | rediger kildetekst]

Antallet etniske ketere har været relativt stabilt siden 1923. Ved folketællingen i 2002 blev registrerede 1.494 ketere i Rusland, sammenlignet med 1.200 ved folketællingen i 1970. Keterne bor i dag i små landsbyer langs flodbredderne og er ikke længere nomader.

Sprog

[redigér | rediger kildetekst]

I 1788 offentliggjorde P.S. Pallas de tidligste observationer af keternes sprog i sin rejsedagbog (Путешествия по разным провинциям Русского Государства, Puteshestviya po raznim provintsiyam Russkogo Gosudarstva).

Ketisk og de andre sprog, som udgør den jeniseiske sproggruppe, er helt forskellig fra alle andre sprog i Sibirien. De tilhører hverken den uralske eller den altaiske sprogfamilie.[3] Ketisk er blevet sat i forbindelse med Na-dené-sprogene i Nordamerika og danner sammen med dem den dene-jeniseiske sprogfamilie.[4][5][6]

I 1926 levede der 1.428 ketere, hvoraf 1.225 (85,8%) talte sit modersmål. Under folketællingen i 1989 fandtes der 1.113 etniske ketere, hvoraf kun 537 (48,3%) talte ketisk. Ifølge Ethnologue blev sproget talt af mellem 550 og 990 mennesker i 1995. Ifølge tal fra 2009 tales ketisk i dag af blot 190 mennesker af en etnisk befolkning på 1.494.[7]

Kultur

[redigér | rediger kildetekst]
Ketiske kvinder og børn, 1914

Den traditionelle ketiske kultur har været genstand for udforskning af Matthias Castrén, Vasiliij Ivanovitsj Anuchin, Kai Donner, Hans Findeisen og Yevgeniya Alekseyevna Alekseyenko.[8]

Shamanisme var en levende praksis i 1930-erne, men i 1960-erne var der næsten ingen ketisk shamaner tilbage. Ketisk shamanisme havde enkelte fælles træk med shamanismen blandt tyrkiske og mongolske folkeslag.[9] Det fandtes flere typer af ketiske shamaner[10][11] med forskellige funktioner (sakrale riter, helbredelse), magt og tilknyttede magtdyr (ren, bjørn).[11]

Lige som tilfældet er med flere andre sibiriske folkeslag som fx karagasserne,[12][13][14] forekommer der eksempler på brug af skelet-symbolik.[9] Hoppál tolker dette som et symbol på shamanistisk genfødsel,[15] selv om det også kan symbolisere benene hos lom. Lommer var shamanens hjælpedyr, som forenede luften med det underjordiske vand på samme måde, som shamanen selv foretog rejser til både himlen og underverdenen.[16] Blandt andre sibiriske kulturer repræsenterede skelet-symbolikken den shamaniske genfødsel.[17]

Ung ket, 1914
Ket-kvinde, 1914

Vyacseslav Vsevolodovitsj Ivanov og Vladimir Toporov sammenlignede keternes mytologi med mytologier blandt uralske folkeslag og anvendte flere former for semiotik inden for komparativ mytologi. De foretog også typologiske sammenligninger.[18][19] Blandt sammenligninger af myter fra en række uralsk-talende folk, omtaler de eksplicit mytologierne hos Ob-ugriske[20] og samojediske folkeslag.[21]

Andre forfattere har diskuteret analogier til uralske folkeslag i form af lignende temaer inden for folklore, rent typologiske betragtninger og visse fælles symboler for at relatere dette materiale til en dualistisk organisering af samfundet. Enkelte dualistiske elementer er blevet påvist gennem sammenligninger mellem keterne og uralske folk.[22] Når det gælder keterne, foreligger det imidlertid ingen omfattende forskning, som tilsiger nogen dualistisk organisering af samfundet[23] eller nogen dualistisk kosmologi.[24] Hvis sådanne træk overhovedet eksisterede, må de enten være blevet svækket eller forblevet uopdagede af de fleste forskere.[23]

Det findes enkelte rapporter om en inddeling af samfundet i to patriarkalske slægter, hvor der blev praktiseret exogami.[25] Det findes også en folklore om konflikter mellem mytologiske skikkelser og også om to højere væsener, som samarbejdede om skabelsen af landet,[24] et tema for shamanens rejse ned i den vandfyldte underverden.[26] Dette tema forekommer i mange kulturer i forskellige varianter.

I en af fortællingerne får verdens skaber hjælp af en vandfugl ved, at fuglen dykker ned i vandet og henter jord, som skaberen kan lave landet af. I nogen kulturer konkurrerer skaberen og det jordhentende væsen indbyrdes, og det sidstnævnte kan have dæmoniske egenskaber eller antage form af en lom. I andre kulturer, deriblandt hos keterne, er disse væsener ikke konkurrenter men samarbejder med hinanden.[27]

I en bredere forstand er dualistiske motiver i mytologien ikke begrænsede til enkelte uralske folkeslag, men kan påvises på alle kontinenter over hele jorden.[28]

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Edward J. Vajda (9. september 2009). "The Ket and Other Yeniseian Peoples" (engelsk). Arkiveret fra originalen 6. april 2019. Hentet 17. november 2015.
  2. ^ Leonid Kyzlasov. Tasjtykskaja epokha (Таштыкская эпоха). Moskva, 1953, side 13.
  3. ^ a b c "THE KETS" (engelsk). The Peoples of the Red Book. Hentet 9. september 2009.
  4. ^ "Ket language family linked to Na-Dene language family" (engelsk). Orbis quintus. 2008. Arkiveret fra originalen 23. juli 2011. Hentet 10. september 2009.
  5. ^ Edward J. Vajda (27. februar 2008). "The Siberian Origin of Na-Dene Languages" (engelsk). Wood Center Ballroom, University of Alaska Fairbanks, Public Lecture. Arkiveret fra originalen 28. maj 2009. Hentet 10. september 2009.
  6. ^ Edward J. Vajda (26-29 februar 2008). "Dene-Yeniseic in past and future perspective" (engelsk). Dene-Yeniseic Symposium, Fairbanks and Anchorage, Alaska. Arkiveret fra originalen 26. maj 2009. Hentet 10. september 2009.{{cite web}}: CS1-vedligeholdelse: Dato-format (link)
  7. ^ Lewis, M. Paul (red.) (2009). "Ethnologue: Languages of the World, Sixteenth edition" (engelsk). Tex.: SIL International. Hentet 9. september 2009.
  8. ^ Hoppál 2005, side 170–171
  9. ^ a b Hoppál 2005, side 172
  10. ^ Alekseyenko 1978
  11. ^ a b Hoppál 2005, side 171
  12. ^ Diószegi 1960, siderne 128, 188, 243
  13. ^ Diószegi 1960, side 130
  14. ^ Hoppál 1994, side 75
  15. ^ Hoppál 1994, side 65
  16. ^ Hoppál 2005, side 198
  17. ^ Hoppál 2005, side 199
  18. ^ Ivanov & Toporov 1973
  19. ^ Ivanov 1984, side 390, i et redaktionelt efterord af Hoppál
  20. ^ Ivanov 1984, side 225, 227, 229
  21. ^ Ivanov 1984, side 229, 230
  22. ^ Ivanov 1984, side 229–231
  23. ^ a b Zolotaryov 1980, side 39
  24. ^ a b Zolotaryov 1980, side 48
  25. ^ Zolotaryov 1980, side 37
  26. ^ Ivanov 1984: 229
  27. ^ Paulson 1975, side 295
  28. ^ Zolotarjov 1980, side 56

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]
  • Alekseyenko, E. A: Categories of Ket Shamans, Shamanism in Siberia, Akadémiai Kiadó, Budapest, 1978.
  • Diószegi, Vilmos: Sámánok nyomában Szibéria földjén. Egy néprajzi kutatóút története, Magvető Könyvkiadó, Budapest, 1960. Engelsk udgave, oversat av Anita Rajkay Babó: Diószegi, Vilmos: Tracing shamans in Siberia. The story of an ethnographical research expedition, Anthropological Publications ([Oosterhout]), 1968, Library of Congress Catalog No 70398375
  • Hoppál, Mihály: Sámánok, lelkek és jelképek, Helikon Kiadó, Budapest, 1994, ISBN 963-20-8298-2
    Den ungarske titel betyder «shamaner, sjæler og symboler»
  • Hoppál, Mihály: Sámánok Eurázsiában, Akadémiai Kiadó, Budapest, 2005, ISBN 963-05-8295-3
    Bogen er på ungarsk, men findes også udgivet på tysk, estisk og finsk
  • Ivanov, Vjacseszlav; Vladimir Toporov:. Towards the Description of Ket Semiotic Systems. Semiotica (Haag • Praha • New York: Mouton) IX (4), 1973, side 318–346
  • Ivanov, Vjacseszlav: Nyelvek és mitológiák. Nyelv, mítosz, kultúra, appendix med etterord av Hoppál, Mihály, Gondolat, Budapest, 1984, ISBN 963-281-186-0.
    Den ungarske titel betyder: «Sprog, myter, kultur», og redaktørens efterord betyder: «sprog og mytologier».
  • Paulson, Ivar: A világkép és a természet az észak-szibériai népek vallásában i Gulya, János: A vízimadarak népe. Tanulmányok a finnugor rokon népek élete és műveltsége köréből, Európa Könyvkiadó, Budapest, 1975, side 283–298. ISBN 963-07-0414-5
    De ungarske titer betyder: «Synet på verden og naturen i religionen til nordsibiriske folkeslag» og «Vadefuglenes folk. Studier af livet og kulturen hos de finsk-ugriske folkeslag»
  • Zolotarjov, A.M.: Társadalomszervezet és dualisztikus teremtésmítoszok Szibériában i Hoppál, Mihály: A Tejút fiai. Tanulmányok a finnugor népek hitvilágáról, Európa Könyvkiadó, Budapest, 1980, side 29–58, ISBN 963-07-2187-2
    De ungarske titer betyder: «Social struktur og dualistiske skabelsesmyter i Sibirien» og «Sønner af mælkevejen. Studier af trossystemer hos Finsk-Ugriske folkeslag»

Eksterne henvisninger

[redigér | rediger kildetekst]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Ketere&oldid=11887824"