Spring til indhold

Pauline Viardot

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Michelle Pauline Viardot-García
Personlig information
FødtMichelle Ferdinande Pauline García Rediger på Wikidata
18. juli 1821(1821-07-18)
Frankrig Paris, Frankrig
Død18. maj 1910 (88 år)
Frankrig Paris, Frankrig
GravstedCimetière de Montmartre i Paris, Frankrig
BopælMoskva (1846) Rediger på Wikidata
FarManuel del Pópulo Vicente García Rediger på Wikidata
MorJoaquina Sitchez Rediger på Wikidata
SøskendeMaria Malibran,
Manuel Vicente García Rediger på Wikidata
ÆgtefælleLouis Viardot
BørnPaul Viardot,
Louise Héritte-Viardot Rediger på Wikidata
FamilieAntonia Sitcher de Mendi (kusine),
Josefa Ruiz García (halvsøster på faders side) Rediger på Wikidata
Uddannelse og virke
Elev afFranz Liszt, Manuel del Pópulo Vicente García Rediger på Wikidata
ProfessionMezzosopran, pianist og komponist
EleverPuskova Olga Alexandrovna, Dagmar Lund, Anna Schoen-René, Carlotta Grossi, Ada Adini Rediger på Wikidata
GenreOpera, klassisk musik Rediger på Wikidata
Signatur
Information med symbolet Billede af blyant hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
Pauline Viardot

Michelle Pauline Viardot-García (født 18. juli 1821, død 18. maj 1910) var en berømt mezzosopran, pianist, sangpædagog og komponist.

Biografi

[redigér | rediger kildetekst]

Viardots far var den spanske tenor Manuel del Pópulo Vicente García; mezzosopranen Maria Malibran var hendes søster og barytonsangeren og sangpædagogen Manuel Patricio Rodríguez hendes bror.

Viardot udviklede sig til en udmærket sangerinde med en karismatisk personlighed og en stemme, der gjorde, at hun med lethed kunne veksle mellem alt og sopran. Hun havde succes på alle de store europæiske operascener. Hun optrådte ikke blot i Paris, London og Berlin, men også i Sankt Petersborg, hvor hun i 1843 mødte den russiske forfatter Ivan Turgenjev, som hun udviklede et nært og livslangt venskab med.

Viardot talte fem sprog: spansk (på grund af sin familiebaggrund), fransk (på grund af opvæksten i Frankrig), italiensk (på grund af karrieren som operasangerinde), tysk (fordi hun boede i Tyskland i flere år) og russisk (fordi hun optrådte på den russiske scene).

Sideløbende med karrieren som sangerinde udviklede hun sig til en dygtig pianist. Den unge Franz Liszt var en af hendes klaverlærere.[1]

Hun sang mezzosopranstemmen i ’Tuba Mirum’-ledet i Mozarts Requiem ved Chopins begravelse i Madeleinekirken i Paris den 30. oktober 1849. Normalt tillod kirken ikke kvindelige sangere, men de fik lov til at synge i kirken på den betingelse, at de stod bag et sort fløjlstæppe.[2]

Pauline Viardot trak sig tilbage fra scenen i 1863, og på grund af ægtemandens offentlige kritik af Napoleon 3. af Frankrig forlod de Frankrig og slog sig ned i Baden-Baden i Tyskland. De havde stor indflydelse på udviklingen af Baden-Baden til en international kulturby, og Viardot mødte her en række musikere, digtere, malere og andre af tidens betydningsfulde personligheder som kejser Wilhelm 1. af Tyskland og Augusta af Sachsen-Weimar-Eisenach, kansler Otto von Bismarck. Clara Schumann var en af Pauline Viardots nære venner, og sammen opførte de musikstykker af Robert Schumann, Frédéric Chopin og Johannes Brahms. Til Pauline Viardots berømte matineer spillede også den verdensberømte pianist Anton Rubinstein. Viardots tidligere klaverlærer Franz Liszt hørte som Richard Wagner og digteren Theodor Storm til gæsterne i hendes hus i Baden-Baden. Camille Saint-Saëns tilegnede Pauline Viardot sin opera Samson og Dalila.

I 1870 lykkedes det Johannes Brahms at overtale Viardot til at synge til premieren på hans Alt-Rhapsodi i Jena.[3]

Efterhånden som Pauline Viardots stemme mistede sin fylde, begyndte hun at hellige sig komposition og undervisning, og hun skabte sig ry som sanglærerinde.

Da Pauline Viardot døde i Paris den 18. maj 1910, efterlod hun en række værker, som først er opdaget i nyere tid.

Værker

[redigér | rediger kildetekst]

Viardot begyndte at komponere som ganske ung, men nærede ikke ambitioner om at blive komponist; hun komponerede primært for at hjælpe sine elever med at udvikle deres stemme. Alligevel afspejler kompositionerne hendes høje standard, og Franz Liszt mente, at verden i Pauline Viardot havde fået sin første geniale kvindelige komponist.[4]

Til Viardots kompositioner hører operetterne Trop de femmes (1867), L’ogre (1868) og Le Dernier Sorcier (1869, ”Den Sidste Troldmand”), som Johannes Brahms dirigerede i Viardots hus i 1869. Ivan Turgenjev skrev librettoer til dem alle tre. Hendes to andre operetter – Le conte de fées (1879) og Cendrillon (1904; da var hun 83 år) – har hendes egne librettoer. Operetterne (eller ’salonoperaerne’) er små værker, men de blev komponeret for gode sangere, og en del af musikken er vanskelig at fremføre. Viardot komponerede instrumentalværker især for violin og klaver.

Hun satte melodi til mere end 50 tyske sange med tekster af fx Eduard Mörike og Heinrich Heine. Hun skrev også sange med franske, italienske og russiske tekster (af bl.a. Pusjkin og Turgenjev), og hun bearbejdede instrumentalværker af blandt andre Chopin, Haydn, Schubert og Brahms for sangstemme og klaver.

Liste over værker

[redigér | rediger kildetekst]
Buste af Pauline Viardot i Baden-Baden.
Birgit Stauch (2004)

Operetter

[redigér | rediger kildetekst]
  • Trop de femmes (Turgenjev, 1867)
  • L'ogre (Turgenjev, 1868)
  • Le dernier sorcier (Turgenjev, 1869)
  • Le conte de fées (1879)
  • Cendrillon (1904)

Korværker

[redigér | rediger kildetekst]
  • Choeur bohémien
  • Choeur des elfes
  • Choeur de fileuses
  • La Jeune République

Sange

[redigér | rediger kildetekst]
  • Album de Mme Viardot-Garcia (1843)
  • L'Oiseau d'or (1843)
  • 12 Mazurkaer for sang og klaver – baseret på mazurkaer af Frédéric Chopin (1848)
  • Duo, to solostemmer og klaver (1874)
  • 100 sange, bl.a. 5 Gedichte (1874)
  • 4 Lieder (1880)
  • 5 Poésies toscanes-paroles af L. Pomey (1881)
  • 6 Mélodies (1884)
  • Airs italiens du XVIII siècle (oversat af L. Pomey) (1886)
  • 6 chansons du XVe siècle
  • Album russe
  • Canti popolari toscani
  • Vokalarrangementer af Johannes Brahms, Joseph Haydn og Franz Schuberts instrumentalværker

Instrumentalværker

[redigér | rediger kildetekst]
  • 2 airs de ballet for klaver (1885)
  • Défilé bohémien for firehændigt klaver (1885)
  • Introduction et polonaise for firehændigt klaver (1874)
  • Marche militaire for to fløjter og piccolo, 2 oboer og 2 messingkor (1868)
  • Mazourke for klaver (1868)
  • 6 morceaux for violin og klaver (1868)
  • Second album russe for klaver (1874)
  • Sonatine for violin og piano (1874)
  • Suite arménienne for firehændigt klaver

Noter

[redigér | rediger kildetekst]
  1. ^ Harris, Rachel M. 'The Music Salon of Pauline Viardot' Arkiveret 7. marts 2007 hos Wayback Machine. Besøgt 25. juni 2012.
  2. ^ Niecks, Frederick. The Life of Chopin. 2. bind, s. 325.
  3. ^ Musgrave, Michael. The Cambridge Companion to Brahms. Besøgt 30. juli 2012.
  4. ^ Amazon.co.uk. Besøgt 30. juli 2012.

Litteratur

[redigér | rediger kildetekst]
  • Dulong, Gustave. Pauline Viardot, tragédienne lyrique 2e éd. revue et corr. Association des amis d'Ivan Tourgueniev, Pauline Viardot et Maria Malibran, 1987, ISBN 2-903597-01-4. (fransk)
  • Fitzlyon, April. The Price of Genius. A biography of Pauline Viardot. London, 1964. (engelsk)
  • Friang, Michèle. Pauline Viardot au miroir de sa correspondance. Hermann, Paris, 2008, ISBN 978-2-7056-6568-5. (fransk)
  • Kesting, Jürgen. Die grossen Sänger Düsseldorf. Claassen, 1986. (tysk)
  • Lange-Brachmann, Ute, og Draheim, Joachim (red.). Pauline Viardot in Baden-Baden und Karlsruhe. Nomos Verlagsgesellschaft, Baden-Baden, 1999, ISBN 3-7890-6372-X. (tysk)
  • Niecks, Frederick. The Life of Chopin. 2. bind. Novello, Ewers & Co., London og New York, 1888. (engelsk)
  • Steen, Michael. Enchantress of nations, Pauline Viardot: soprano, muse and lover. Icon books, Thriplow, 2007, ISBN 978-1-84046-843-4. (engelsk)
[redigér | rediger kildetekst]
Hentet fra "https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Pauline_Viardot&oldid=11890571"