Lars von Trier er en dansk filminstruktør. Under mottoet "en film skal være som en sten i skoen" laver Trier stærkt personlige, meget originale og teknisk virtuose film.
Lars von Trier var i 1995 medinitiativtager til det såkaldte Dogme 95-manifest, som udfordrer alle etablerede filmiske "regler" og resulterede i en række nybrydende værker, der har skabt international opmærksomhed om dansk film.
Triers usædvanlige talent stod klart allerede med den kontroversielle filmskoleproduktion Befrielsesbilleder (1982) om besættelsestidens sidste dage. Gennembruddet kom med den engelsksprogede The Element of Crime (1984, Forbrydelsens element, Robert), en hypnotisk kriminalfortælling fra et undergangsmærket Europa.
Filmen var første del af hans såkaldte Europa-trilogi og efterfulgtes af den selvrefleksive low budget-film Epidemic (1987) om en film, der aldrig blev til noget, samt det stort anlagte melodrama Europa (1991, Robert), der udspiller sig i Tyskland i 1945.
| År | Titel |
|---|---|
| 1984 | The Element of Crime/Forbrydelsens element |
| 1987 | Epidemic |
| 1991 | Europa |
| 1994 | Riget (tv) |
| 1996 | Breaking the Waves |
| 1997 | Riget 2 (tv) |
| 1998 | Idioterne |
| 2000 | Dancer in the Dark (2000, Den gyldne palme) |
| 2003 | Dogville |
| 2003 | De fem benspænd (dok. m. Jørgen Leth) |
| 2005 | Manderlay |
| 2006 | Direktøren for det hele |
| 2009 | Antichrist (2010, syv Robert-priser, fem Bodil-priser) |
| 2011 | Melancholia (2011 Cannes, bedste kvindelige skuespiller, 2012 Bodil, bedste film) |
| 2013 | Nymphomaniac |
| 2018 | The House That Jack Built |
For tv har Trier instrueret en visuelt eksperimenterende version af Euripides' Medea (1987), frit efter Carl Th. Dreyers efterladte manuskript, samt tv-serien Riget 1 og 2 (1994 og 1997), en metafysisk soap opera-gyser i hospitalsmiljø, fortalt med bevidst negligering af det klassiske filmsprog.
Trier fik her for første gang et bredt publikum i tale, og det førte han med sig i sin Guldhjerte-trilogi bestående af det besættende melodrama Breaking the Waves (1996, Robert), hvis hovedbestanddele er sex og religion, den radikale dogmefilm Idioterne (1998), som trodser de fleste filmiske og moralske konventioner i sin skildring af en gruppe unge, der leger åndssvage, og den storslåede, moderne musical Dancer in the Dark (2000), der med den islandske sangerinde og komponist Björk i hovedrollen vandt Den Gyldne Palme i Cannes. Idioterne er optaget i Kulturkanon.
I samarbejde med Jørgen Leth stod Trier bag De fem benspænd (2003), hvor Leth laver en genindspilning af sin egen kortfilm Det perfekte menneske (1967) ud fra drilagtige regler, som Trier dikterer. Dogville (2003) og Manderlay (2005) udgør de to første dele af en planlagt Amerika-trilogi, hvor Trier udspiller moralske temaer på en kulisseløs scene med tydeligt teaterpræg. Trier vendte tilbage til dogmekonceptet med komedien Direktøren for det hele (2006).
Lars von Triers Antichrist (2009) modtog 2010 syv Robert-priser og fem Bodil-priser, og hans Melancholia (2011) vandt i 2011 prisen for bedste kvindelige skuespiller ved Cannes Filmfestival. Prisen gik til den amerikanske skuespiller Kirsten Dunst (f. 1982). I 2012 vandt Melancholia Bodil-prisen for bedste film samt prisen for bedste scenografi og fotografering ved European Film Awards i Berlin. I 2013 udsendte Trier Nymphomaniac i kortere og længere versioner; filmen kredser om temaet nymfomani.
Trier har desuden i 1996 lavet "udstillingen" Verdensuret, hvor en skare myrer i New Mexico via satellit styrede en flok skuespillere i København.
Lars von Trier var også primus motor i det interaktive tv-projekt D-dag (2000), hvor seerne inviteredes til selv at sammenstykke en historie, der var optaget i timen omkring årtusindskiftet i fire versioner. Han har tillige lavet reklamefilm og musikvideoer. I 1992 var han medstifter af filmselskabet Zentropa.