Jørgen Leth er en dansk filminstruktør og forfatter. Han er en hovedskikkelse i den danske dokumentar- og eksperimentalfilm, men folkeligt mest kendt som Tour de France-kommentator.
Hans kunstneriske forudsætninger grundlagdes i 1960'ernes sprogbevidste modernisme og popkunst med digtsamlinger som Sportsdigte (1967) og Glatte hårdtpumpede puder (1969). Hans tilknytning til eksperimentalfilmgruppen ABCinema mærkes i tidlige, originale kortfilm som Det perfekte menneske (1967) og Livet i Danmark (1971).
Cykelløb
Jørgen Leths gennembrud kom med de lange dokumentarfilm om nogle af cykelsportens klassiske landevejsløb, Stjernerne og vandbærerne (1973) og En forårsdag i Helvede (1976), som fastholder løbenes drama med æstetisk fascination og mytedannende fortælling.
Siden har han med underholdende indsigt kommenteret det store klassiske etapeløb Tour de France i tv og aviser samt i reportagebogen Den gule trøje i de høje bjerge (1995), hvilket har gjort ham til folkeeje.
Dokumentarfilm
Jørgen Leths film udmærker sig ved en virkningsfuld fordybelse i den suveræne præstation og emner af sanselig og eksotisk karakter. Af de mere end 50 titler kan fremhæves Peter Martins – en danser (1978), Det legende menneske (1986), Notater om kærligheden (1989), Michael Laudrup – en fodboldspiller (1993) og Haiti. Uden titel (1996). I Jeg er levende (1999) portrætteres forfatteren Søren Ulrik Thomsen og i Jeg taler til jer – John Kørners verden (2013) billedkunstneren John Kørner.
Jørgen Leth opnåede i moden alder international opmærksomhed med De fem benspænd (2003), hvor instruktørkollegaen Lars von Trier drilsk udfordrer ham til at lave en række genindspilninger af Det perfekte menneske. Det erotiske menneske (2010) er kulminationen på et mangeårigt ønske om at gennemlyse og komme bag om erotikkens væsen.
Digte og erindringer
I 2000 udgav Jørgen Leth digtsamlingen Billedet forestiller, og i 2002 kom Samlede digte, der rummer hele hans lyriske produktion. Hans omdiskuterede, åbenhjertige selvbiografi Det uperfekte menneske førte i 2005 bl.a. til, at han måtte træde tilbage som tv-kommentator og honorær konsul i Haiti, hvor han boede. I 2009 blev han taget til nåde og var tilbage som Tour de France-kommentator på TV 2.
Under jordskælvet i Haiti 12. januar 2010 blev Jørgen Leths hus lagt i ruiner. Han blev selv reddet uskadt ud, men mistede alt på nær sin computer. I digtsamlingen Hvad er det nu det hedder (2011) skildres efterdønningerne og vejen tilbage til tilværelsen og sproget. Også i filmtestamentet I Walk (2020) konfronterer han katastrofen og alderdommen, men frem for alt livet.
Andet bind af Jørgen Leths selvbiografi, Guldet på havets bund, udkom i 2007, og i 2012 udgav han, på sin 75-års-fødselsdag, det tredje bind, Et hus er mere end en ting. I 2015 udkom Mine helte, hvori han skildrer en række for ham centrale kulturpersonligheder – blandt andre maleren og vennen Per Kirkeby og Andy Warhol, som medvirker i et af hans filmhovedværker, 66 scener i Amerika (1982).
Musik
Ud over at have medvirket i radio- og tv-udsendelser som sig selv og fortæller har Jørgen Leth også lagt stemme til musikudgivelser som Han er nu malet blå (2004), hvor han med sin karakteristiske diktion læser egne digte op til musik af Abdullah S og Jonas Engberg. På spoken word-albummene Vi sidder bare her... (2008) og ikke euforisk (2010) fabulerer og improviserer han til musik af Mikael Simpson og Frithjof Toksvig (f. 1962). Musik er ligeledes omdrejningspunktet i dokumentarfilmen Music for Black Pigeons (2022), som han har instrueret sammen med Andreas Koefoed (f. 1971).