Caribiske Hav.

.

Caribiske Hav, bihav til Atlanterhavet, afgrænset mod øst og nord af Antillernes øbue, mod vest og syd af Mellem- og Sydamerika; 1,94 mio. km2. Øernes oprindelige beboere, caribindianerne, har givet navn til området.

Havet ligger i det tropiske bælte og har koralrev langs de fleste kyster. Vindene er ganske konstante, men nordøstpassaten afbrydes hvert efterår af tropiske orkaner. Skibsfarten i Caribien omfatter venezuelansk olieeksport, Panamakanalens transittrafik og Antillernes turisme med et utal af lystfartøjer og krydstogtskibe.

Oceanografi

Det Caribiske Hav udgør en del af Det Amerikanske Middelhav (middelhav, dvs. et større havområde, der adskiller kontinenterne). Det kan topografisk opdeles i Yucatánhavet, Caymangraven, Colombia- og Venezuelabassinet. Bunddybderne ligger overvejende i intervallet 3000-6000 m, den største dybde (Bartlettdybet, 7200 m) findes i Caymangraven.

Strømforholdene domineres helt af indstrømningen fra Atlanterhavet via Guyanastrømmen. Dette vand, der kommer fra Den Nord- og Den Sydækvatoriale Strøm, er 27-28 °C og meget saltholdigt (36-37‰). Fra Det Caribiske Hav strømmer det videre til Den Mexicanske Golf, hvor det ved Florida forenes med Antillerstrømmen til Golfstrømmen. På større dybde findes vand, der stammer fra nedsynkningsprocesser ved hhv. Nordpolen og Antarktis. Dette vand har temperaturer på 2-5 °C og saltholdigheder omkring 34,9‰. Da vandudskiftningen i bundlaget i nogen grad forhindres af tærsklerne ved grænserne til Atlanterhavet og Den Mexicanske Golf (ca. 1600 m), eksisterer der iltfrie forhold i visse dybe områder af Det Caribiske Hav, fx i Cariacodybet ud for Venezuela.

Biologi

Biogeografisk plejer man at inkludere den sydligste del af Florida, Bahamaøerne og undertiden Bermuda i den caribiske region, idet fauna og flora først ændrer sig nord for disse områder. I den naturlige tilstand er Det Caribiske Hav karakteriseret ved lavt indhold af opløste næringsstoffer og lav produktion af planteplankton. Derfor er vandet meget klart, og sollyset kan trænge ned på store dybder. Nogle af de dybest levende alger er beskrevet herfra.

Tre typer af økosystemer er vigtige i dette område: koralrev, havgræsenge og mangrover. Ud for kysterne vokser koralrev. Over 60 arter af stenkoraller kendes fra området, men det er dog nogle få arter, der dominerer de fleste steder, fx hjortetakskorallen, Acropora. I Det Caribiske Hav er der særligt mange arter af de såkaldte "bløde" koraller (hornkoraller, oktokoraller, gorgonier), fx den store forgrenede søvifte Gorgonia ventalina. Hornkorallernes kalkspikler udgør en væsentlig del af bundsedimentet i caribiske koralrevsområder. Koralrev er fint afstemte økosystemer, hvor mange forskellige organismer indtager stærkt specialiserede nicher. Mikroskopiske alger lever i symbiose med korallernes polypper. Koralrev er også hjemsted for mange fisk og skaldyr. Menneskets aktiviteter udgør en trussel for dette økosystem. Masseturisme og overfiskeri i forbindelse med befolkningstilvækst har fx betydet, at koralrevene omkring Jamaica i perioden 1980-93 er reduceret med 90%. Nogle af fiskerimetoderne medfører, at der brækkes store stykker af korallerne. Når korallerne dør, mister fiskene deres levesteder, hvorefter store alger som fx sargassotang, Sargassum, overvokser revene.

Havgræsserne, fx skildpaddegræs, Thalassia, danner tætte enge. Her lever den store konksnegl Strombus gigas, som anses for en delikatesse i Caribien, og hvis skaller tidligere prydede mange danske haver. Langs mange kyster findes mangrover, som er udstrakte mudderflader med store træer, hvis luftrødder stikker op af mudderet. Mangroverne er opvækstområder for yngel af mange fisk.

Trods deres ydre skønhed er mange af koralrevenes beboere stikkende, brændende, bidende eller giftige. Blandt de stikkende kan især nævnes søpindsvin, fx det langpiggede, sorte søpindsvin Diadema med indtil 30 cm lange pigge. Ildkoraller, Millepora, brænder værre end brændegopler. Blandt bidende dyr kan nævnes hajer, barracuda og muræner. Især omkring småøerne ophobes nervegiften ciguatera i de store rovfisk, fx barracuda. Giften ødelægges ikke ved opvarmning og nedfrysning og kan ikke smages. Forgiftning kræver oftest hospitalsbehandling, og der kan gå år, før symptomerne er væk.

Dyrelivet på dybt vand i Det Caribiske Hav er også meget varieret. For nylig har man på ca. 3000 m dybde i Den Mexicanske Golf vest for Florida fundet en særpræget fauna knyttet til udsivende methan og sulfid. Mange af disse dyr har symbiontiske bakterier, som kan udnytte svovlbrinte. En del af dyrene mangler en tarmkanal og er helt afhængige af de symbiontiske bakterier.

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig