Danmarks Teaterforeninger er en landsorganisation af teaterforeninger, der på ikke-kommerciel basis arrangerer lokale opførelser af de professionelle turnéteatres produktioner. Danmarks Teaterforeninger blev oprettet i 1967 til erstatning for en række landsdelsbaserede sammenslutninger, heriblandt Sammenslutningen af Provinsens Teaterforeninger, der var dannet i 1933. I 2007 var 67 teaterforeninger medlem af Danmarks Teaterforeninger.
Danmarks Teaterforeninger (landsorganisation)
Danmarks Teaterforeningers arbejde
Som interesseorganisation har Danmarks Teaterforeninger arbejdet for at bedre vilkårene for sin del af provinsens teater, både gennem lobbyvirksomhed i forhold til det politiske niveau (især omkring abonnementsordningen) og med servicevirksomhed både for medlemmerne og for producenter gennem seminarer, udgivelsen af det samlede sæsonvise salgskatalog med repertoirepræsentation Turnéteater (Den Grønne Brochure) samt en scenedatabase, der indeholder oplysninger om teaterforeningernes lokaler. Danmarks Teaterforeninger har endvidere udgivet undervisningsmateriale, turnéteaterstatistiske rapporter samt et par gange uden held forsøgt sig med et teatertidsskrift: Teater nyt 1988 og Scenen 1990-91.
Organisationens garantiordning
Danmarks Teaterforeninger har siden 1983 (for børneteatrets vedkommende siden 1989) uddelt priser for sæsonens bedste turnéforestilling. For at højne kvaliteten af teaterforeningernes repertoire etablerede Danmarks Teaterforeninger på baggrund af fondsmidler i 1992 en garantiordning, der sikrede teaterforeninger mod tab på at vise særligt udvalgte mere smalle forestillinger. Denne ordning blev i 1997 overtaget af Teaterrådet og er videreført af Kunstrådets Scenekunstudvalg, idet Danmarks Teaterforeninger dog i perioder fortsat har haft sin egen garantiordning.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.