I 2000 udgav Jørgen Leth digtsamlingen Billedet forestiller, og i 2002 kom Samlede digte, der rummer hele hans lyriske produktion. Hans omdiskuterede, åbenhjertige selvbiografi Det uperfekte menneske, hvori han skriver: "Jeg tager kokkens datter, når jeg vil. Det er min ret," førte i 2005 bl.a. til, at han måtte træde tilbage som tv-kommentator og honorær konsul i Haiti, hvor han boede. I 2009 blev han taget til nåde og var tilbage som Tour de France-kommentator på TV 2.
Under jordskælvet i Haiti den 12. januar 2010 blev Jørgen Leths hus lagt i ruiner. Selv blev han reddet uskadt ud, men mistede alt på nær sin computer. I digtsamlingen Hvad er det nu det hedder (2011) skildres efterdønningerne og vejen tilbage til tilværelsen og sproget. Også i filmtestamentet I Walk (2020) konfronterer han katastrofen, men frem for alt livet og alderdommen.
Andet bind af Jørgen Leths selvbiografi, Guldet på havets bund, udkom i 2007, og i 2012 udgav han på sin 75-års-fødselsdag det tredje bind, Et hus er mere end en ting. I 2015 udkom Mine helte, som hylder en række for ham centrale kulturpersonligheder, blandt andre maleren og vennen Per Kirkeby og Andy Warhol, som medvirker i et af hans filmhovedværker, 66 scener i Amerika (1982).
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.