Poul Reichhardt var en dansk skuespiller. Han blev tidligt en af landets mest populære skuespillere, og han medvirkede i alt fra opretter og folkekomedier til socialrealistiske film og klassikere. Han var far til Peter Reichhardt.
Poul Reichhardt
Faktaboks
Poul David Reichhardt
- Født
- 2. februar 1913, Ganløse
- Død
- 31. oktober 1985
Romantisk operette- og filmhelt
Efter debuten i 1931 slog Poul Reichhardt for alvor igennem som operettehelt på Nørrebro Teater i 1940'erne.
Med sin maskulinitet, gentlemanudstråling og naturlige spillestil var han sin generations førende romantiske filmhelt, gerne med en sang på læben, både i 1950'ernes lystspil, fx Mød mig på Cassiopeia (1951), i folkekomedier og Morten Korch-filmatiseringer, bl.a. De røde heste (1950).
Poul Reichhardt fik også roller i socialproblematiserende film som Soldaten og Jenny (1947), hvor hans samspil med Bodil Kjer blev et højdepunkt, og besættelsesfilmene De røde Enge (1945) og Støt står den danske sømand (1948), der befæstede hans status som "et rigtigt mandfolk".
Han blev fortrinsvis brugt til at fremstille retlinede, ukomplicerede karakterer og trivedes med det. Hans definitive signaturmelodi i en karriere, der var fuld af musik, blev "Er du dus med himlens fugle" fra Korch-filmen Vagabonderne på Bakkegården (1958).
Årene på Det Kongelige Teater
Fra 1950'erne var Reichhardt ansat på Det Kongelige Teater, hvor talentet honorerede andre krav i en række større roller, bl.a. En sælgers død (1950), Maskarade (1953) og Thermopylæ (1958), kronet af den gribende Tribunehelten (1959) og med et sidespring til operaen som Papageno i Tryllefløjten (1956).
Flyttemand Olsen og andre tv-roller
Poul Reichhardts popularitet steg om muligt med rollen som flyttemand Olsen i tv-serien Huset på Christianshavn (1970-1977).
Alligevel turde Reichhardt satse sin popularitet på Werner Holgersen (1972), et kritisk-satirisk tv-spil om pop og populisme i tidens danske politik. I 1960'erne og 1970'erne indspillede han op mod tre film om året.
I Olsen-banden over alle bjerge (1981) havde Poul Reichhardt sin sidste filmrolle. Samme år var han 24 aftener i træk det samlende midtpunkt i DR's børnejulekalender Jul på torvet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.