Târgu Jiu er en rumænsk by i Sydkarpaternes forland 240 km nordvest for Bukarest. Târgu Jiu har 74.000 indbyggere (2021). Den ligger centralt på vejen fra Donau til Transsylvanien og er hovedby i amtet Gorj. Den romerske kejser Trajan erobrede byen, da han førte krig i Dakien.
Faktaboks
- Etymologi
-
Navnet er sammensat af rumænsk târgu(l), som er bestemt form af târg 'markedsplads, torv', og Jiu, som er navnet på den flod, der strømmer gennem byen.
- Også kendt som
-
Tîrgu Jiu, som var bynavnets stavemåde 1953-1992
Byen ligger midt i et omfattende, tidligere aktivt brunkulsområde ved floden Jiu. Her var omfattende strejker og uroligheder fra 1980'erne indtil 1997, hvilket bl.a. førte til den første efterrevolutionære regerings afgang i 1991. Byen har møbel-, fødevare- og tekstilindustri.
I Târgu Jiu ligger et fængsel, der i mellemkrigstiden og under krigen havde berømte fanger, nemlig landets to kommunistiske ledere i efterkrigstiden, Gheorghe Gheorghiu Dej-og Nicolai Ceauşescu. Efter den kommunistiske magtovertagelse sad der igen politiske fanger i fængslet.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.