Trinitatis Kirke (Fredericia Kommune)

Trinitatis Kirke blev oprindeligt opført i 1689 som erstatning for den ældre Danske Kirke som lå umiddelbart syd for den nuværende bygning.

Kirken var fra første færd opført i bindingsværk og havde kun grundmurede gavle. Bindingsværket var dog skjult af et tyndt, ydre murlag. Dette blev lavet om i perioden 1732-1747, hvor bindingsværket blev udskiftet med mursten på grund af råd i trækonstruktionen, og hele konstruktionen derfor i dag er grundmuret. Denne bygningshistorie har en nær parallel i den nærliggende Sankt Michaelis Kirke.

Trinitatis Kirke er bygget som en interessant blanding af 1600-tallets idealer om kirkers indretning og ældre arkitektoniske idéer hentet fra gotikkens kirkebyggeri.

Murværket er for en stor del udsmykket i en stil der bedre kendes fra 1300-tallets og 1400-tallet kirkebyggeri. Det gælder ikke mindst de dobbelte, spidsbuede blændinger, dvs. dekorative murnicher, som smykker kirkens langmure og gavlene som er udsmykket med trappeformede kamtakker og spidsbuede blændinger. Disse træk har allerede ved kirkens opførelse virket påfaldende gammeldags, og de fleste andre kirker fra samtiden har fx et tag med fald til alle frie sider i stedet for dekorative gavle. Det ses fx på Sankt Michaelis Kirke i nærheden.

Selve kirkens disponering, med kor og skib ud i ét frem for adskilt i en større og en mindre bygningsdel, er dog meget et meget typisk træk for den protestantiske kirkebygningstradition der voksede frem efter Reformationen i 1536.

Kirken har i tidens løb haft flere små tilbygninger som er kommet til og forsvundet igen. I dag står endnu tre. Det drejer sig om et sakristi og et ligkapel på sydsiden fra 1709, samt en toiletbygning på nordsiden fra 1939.

Alle tilbygningerne er bygget i en stil der tillemper resten af kirkens arkitektur, med kamtakkede, blændingsdekorerede gavle.

I kirkens vestgavl har man i 1955 indsat en række granitkvadre fra romansk tid, som sandsynligvis stammer fra den middelalderlige Ullerup Kirke udenfor Fredericia, som blev revet ned sammen med resten af landsbyen i 1600-tallet, da Fredericia skulle anlægges.

Indvendigt står kirkerummet med hvidkalkede vægge og et loft i empirestil, dvs. fladt på midten men kurvede nedad mod væggene. Kirkerummet domineres visuelt af det overdådige barokinventar.

Mellem 1902 og 1928 blev otte af kirkens vinduer udsmykket med glasmalerier. Glasmaleriernes motiver er alle hentet i bibelhistorier.

Kirkens ældste inventarstykke er døbefonten af granit, som er fra omkring 1225-1250 og dermed er markant ældre end selve kirken. Døbefonten stammer med al sandsynlighed fra den nedrevne Ullerup Kirke og er fint udsmykket med arkadefelter hvori der er relieffer som forestiller scener fra Adam og Evas historie samt Jesus’ barndomshistorie.

Over døbefonten hænger en døbefontshimmel fra omkring 1690. Den sekssidede himmel er som meget af det øvrige inventar i barokstil og er udsmykket med udskårne figurer, der forestiller forskellige bibelske dyder, nemlig retfærdigheden, sagtmodigheden, troen, klogskaben, mådeholdet, og øverst den vigtigste af alle dyder – kærligheden.

Den store og teknisk veludførte prædikestol er rigt udsmykket med udskårne blomster, frugtklaser og ranker. Den er som både altertavlen og døbefontshimlen i barokstil, og den er på sine fire fag udsmykket med udskårne figurer af de fire evangelister, mens selve stolen bæres nederst af en udskåret Sankt Peter. Øverst på den tilhørende himmel er et krucifiks.

Kirkens store altertavle fra 1691 er i såkaldt akantusbarok, en barokstil kendetegnet ved sin righoldige brug af udskårne akantusbladranker, som smykker alle ledige flader på altertavlen. Altertavlen er horisontalt opdelt i tre felter: Nederst et postament, i midten et storstykke og øverst et topstykke. Postamentet er usædvanligt fyldigt og er udsmykket med en oval indskriftstavle omgivet af forgyldte blade. Storstykket er udsmykket med et maleri af den Sidste Nadver, en kopi af Leonardo Da Vincis, og i topstykket er der tilsvarende et maleri af Kristi opstandelse fra de døde. I det omgivende akantusrammeværk gemmer der sig flere småengle, ligesom storfeltet indrammes af dobbelte, delvist forgyldte søjler.

I kirkens første 130 år var det almindeligt med begravelser i gulvet. Disse blev dog alle gravet op i 1820, og i dag er kun to epitafier, dvs. mindetavler, fra hhv. 1717 og 1764 bevaret som indvendige gravminder.