den russiske ortodokse kirke

Den russiske ortodokse kirke, med ca. 150 mio. tilhængere (2011) verdens største nationalkirke. Ortodokse publikationer nævner ofte væsentlig højere medlemstal. Den russiske ortodokse kirke dannedes i 988, da Kyjivriget på storfyrst Vladimir 1. den Helliges befaling gik over til den byzantinske udformning af kristendommen (se den ortodokse kirke). Der havde i forvejen gennem de græske kolonier ved Sortehavet været berøring med kristendommen, men afgørende var indflydelsen fra Det Bulgarske Rige, hvor der siden 800-t. havde udviklet sig en slavisk kristen kultur med dele af Bibelen og liturgien på slavisk sprog.

Den russiske ortodokse kirke havde 1037-1448 status som metropoli (ærkebispedømme) under patriarken af Konstantinopel. I løbet af middelalderen flyttedes det politiske tyngdepunkt i Rusland fra Kyjiv til Moskva, som fra 1300-t. var det ledende blandt de russiske fyrstendømmer. Metropolitten gjorde denne flytning med og slog sig i 1326 ned i Moskva. 1448 erklærede den russiske kirke sig for autokefal (selvstyrende), løsrevet fra Konstantinopel.

Da Det Byzantinske Rige i 1453 var faldet for osmannerne, begyndte kirken at se på storfyrsten som kejserens arvtager og på Moskva som Det Tredje Rom. Storfyrsten tog titel af zar ('kejser'), og metropolitten blev i 1589 hævet til patriark af Moskva og hele Rusland. Kirke- og zarmagt var i den følgende tid som i Det Byzantinske Rige samstemt i et ideelt set ligeværdigt indbyrdes forhold (symfonia). Men med Peter 1. den Stores reformer ændredes dette. Han berøvede kirken dens selvstændige magtstilling ved at gøre den til en del af statsapparatet. Med sit Åndelige Reglement af 1721, udarbejdet af den kirkelige rådgiver Feofan Prokopovitj, gav Peter 1. den Store kirken en ny forfatning. Kejseren blev kirkens overhoved, og patriarkstyret erstattedes af Den Hellige Synode, der fungerede som kirkens øverste ledelse indtil 1917.

I dagene omkring Oktoberrevolutionen i 1917 genindførtes patriarkstyret, og Tikhon valgtes til patriark (1917-25); efter Tikhons død i 1925 blev der dog først valgt en ny patriark i 1943. Kirkens adskillelse fra staten kodificeredes i forfatningen af 23.1. 1918. Hermed indførtes religionsfrihed, men samtidig blev al religionsundervisning forbudt, og kirken blev frataget retten til ejendom. Den kirkefjendtlige politik medførte igennem to årtier forfølgelser i betydeligt omfang. Kirker og klostre blev lukket i stort tal. Biskopper og tusindvis af gejstlige og lægfolk blev fængslet eller sendt i lejre. Landsdækkende antireligiøse kampagner organiseredes. Igennem hele denne trængselsperiode fastholdt kirken imidlertid sin loyalitet imod øvrigheden.

Med Tysklands invasion i Sovjetunionen i 1941 ændredes situationen. Stalin fik brug for kirkens moralske støtte i Den Store Fædrelandskrig, og i 1943 opnåedes en forståelse imellem stat og kirke: Kirken støttede regeringen både inden- og udenrigspolitisk. Til gengæld blev der givet tilladelse til åbning af to gejstlige akademier, otte seminarier, nogle klostre og et firecifret antal kirker. Som kontaktorgan mellem stat og kirke blev der oprettet et statsligt råd for den ortodokse kirkes anliggender. I Khrusjtjov-perioden (1957-64) strammedes statskontrollen med kirken igen. Partiet genoptog sin antireligiøse propagandavirksomhed, og tusindvis af kirker blev atter lukket. Alligevel lykkedes det kirken at styrke sin position udadtil igennem sine internationale engagementer i fredsbevægelsen, den panortodokse bevægelse og den økumeniske bevægelse. Fra 1961 var Moskvapatriarkatet således indtrådt i Kirkernes Verdensråd. En ny åbning med betydelige lettelser for kirken kom med Gorbatjovs Lov om samvittighedsfrihed og frihed for religiøse organisationer 1.10.1990, der sikrede kirkernes retsstilling. Den tilladte kirkelige aktivitet havde hidtil været begrænset til gudstjeneste og kult. Den nye lov åbnede for hidtil forbudte områder som social (filantropisk) og undervisningsmæssig virksomhed, og der påbegyndtes en genopbygning og genåbning af kirker og klostre i stort omfang.

I Den Russiske Føderations Lov om samvittighedsfrihed og religiøse sammenslutninger af 24.9.1997 anføres kristendommen sammen med islam, buddhisme og jødedom som religioner, der må respekteres af staten, og specielt den ortodokse kirke fremhæves som den, der "har ydet et særligt bidrag til skabelsen af den russiske stat". Se også Rusland (religion).