Caroline Amalie

Caroline Amalie voksede op, først i Dehns Palæ i Bredgade, senere på Augustenborg Slot, i et oprindeligt nært familieliv, stimuleret ved gode lærere og forældrenes omsorg, og hun fik en fyldestgørende uddannelse i forhold til datidens forventninger til kongehusets kvinder. I den tiltagende konflikt mellem forældre med modsatrettede holdninger til de aktuelle politiske forhold knyttede hun sig til moderen, den danske prinsesse Louise Augusta, der fastholdt kontakten med sin broder Frederik 6. efter ægtefællens brud i 1810 med det danske hof. Louise Augusta var også aktiv for at knytte Caroline Amalies forbindelse til prins Christian Frederik, den senere Christian 8. Han var blevet skilt i 1810 og blev snart betaget af den smukke og som personlighed vindende Caroline Amalie, og hun forelskede sig i ham. De blev forlovet 1814 og gift det følgende år. Caroline Amalie blev det naturlige kvindelige midtpunkt i det miniaturehof, som parret indrettede på Odense Slot, da han i 1816 blev placeret som guvernør over Fyn. Ægteskabet forblev barnløst, hvad parret de første år efter tidens forskrifter søgte at afhjælpe ved hyppige og langvarige baderejser. I det ydre opfyldte ægteskabet alle datidens forventninger om et harmonisk og hensyntagende forhold mellem to både fysisk charmerende og dannede personligheder. Han havde livet igennem forskellige veninder, som Caroline Amalie affandt sig med. Hun viste sig omsorgsfuld over for stedsønnen, den senere Frederik 7., ligesom hendes vindende egenskaber skabte et godt forhold til den øvrige kongelige familie.

Caroline Amalie engagerede sig tidligt i et omfattende velgørenhedsarbejde. Hun stod bag oprettelsen af asyler i København 1829, det senere Dronning Caroline Amalies Asyl, og i Odense 1836, det senere Dronningens Asyl, og inspireret af engelske og tyske forbilleder fik hun 1843 oprettet Kvindelig Plejeforening, der skulle hjælpe syge og barselskvinder. “Fattigbørns Moder” og “den kgl. Fostermoder for de smaa” var samtidens karakteristikker af hende. Hun samlede omkring sig en kreds af kvinder fra aristokratiet og overklassen og bidrog i kraft af sin position som kronprinsesse og fra 1839 som landets dronning til at forme en ny, aktivt udadvendt og socialt forpligtet kvinderolle. Kongehusets, aristokratiets og overklassens kvinder, begunstiget af social tryghed og med adgang til politisk og økonomisk indflydelsesrige miljøer, fik med velgørenhedsarbejdet en udadvendt opgave, der lod sig forene med varetagelsen af familien og hjemmet, og som tillige var udtryk for et bevidst kristent liv. Fra 1838 kom Caroline Amalie i forbindelse med N.F.S. Grundtvig, der holdt foredrag for hende og hendes kreds om Nordens historie og afgørende prægede hendes religiøse opfattelse. Til gengæld støttede hun aktivt ham og hans tilhængere. 1841 oprettedes ved hendes initiativ Dronning Caroline Amalies Asylskole, hvor de grundtvigske skoletanker prægede virksomheden ud fra en plan, som hun havde udarbejdet. Hun var en stadig kirkegænger i Vartov, hvor hun bl.a. var til stede under Grundtvigs bekendte sindssygeanfald i 1867, og hun knyttede nær forbindelse til de grundtvigske præster P.O. Boisen og Peder Rørdam.

Det er vanskeligt at udtale sig sikkert om Caroline Amalies politiske indflydelse i snævrere forstand, men i 1840’erne kom hun i stigende grad i en udsat position, da hendes brødre, hertug Christian August af Augustenborg og prins Frederik af Nør, kom i et modsætningsforhold til Christian 8. og især til den toneangivende kbh.ske nationalliberale opinion. Hun blev genstand for mistanke om at støtte sine nære slægtninge på danskhedens bekostning, og da det nationale og politiske brud indtraf i 1848, svirrede rygterne om hendes, frit opfundne, forbindelse med brødrene i denne konflikt. Hvor hun også før 1848 havde måttet dele den distance, mange kredse følte til Christian 8., så erhvervede hun en ægte popularitet i sin lange enkestand. Sorgenfri var hendes foretrukne opholdssted, og hun rejste i de senere år en del i udlandet, ikke mindst af helbredshensyn. Hun fortsatte sin omfattende filantropiske virksomhed. Således blev hun protektrice for Det Kvindelige Velgørende Selskab efter enkedronning Marie, og hun tilskyndede den kommende dronning Louise til at tage initiativet til oprettelsen af Diakonissestiftelsen i 1863. 1865 opførtes i Rigensgade en bygning, der skulle rumme både hendes asyl og asylskole.

Stærkt religiøst og åndeligt optaget livet igennem var Caroline Amalie næppe intellektuelt anlagt, men som Christian 8. var hun bevidst om en kongelig forpligtelse til at inddrage kunstens, litteraturens og åndslivets personligheder i hoffets liv. Hun tilføjede ånden og atmosfæren i det danske kongehus en udpræget kvindelig dimension, og hendes aktivt engagerede filantropiske indsats gennem et halvt århundrede skulle få langtrækkende betydning for den aristokratiske og borgerlige kvinderolle.