Doina Cornea taler til demonstranter i 1990.
Universitetsprofessoren Doina Cornea var blandt de fremtrædende dissidenter, der deltog i FSN's arbejde i de første uger efter omvæltningen. Hun trak sig ud i januar 1990, da hun var uenig i, at Fronten skulle etablerede sig som et politisk parti. Her forsøger hun under demonstrationer mod Fronten i maj 1990 at overbevise folkemængden i Bukarest om, at 40 demonstranter skal indstille deres sultestrejke.
Doina Cornea taler til demonstranter i 1990.
Af /Ritzau/Scanpix.

Fronten til Nationens Frelse var den gruppe, der overtog magten efter omvæltningerne i Rumænien i juledagene 1989, hvor Nicolae Ceauşescus kommunistiske styre faldt, og som styrede landets overgang til demokrati og markedsøkonomi. Fronten (FSN) blev ledet af tidligere medlemmer af Ceauşescus regime under ledelse af Ion Iliescu, som blev ny præsident, og Petre Roman (f. 1946), der blev premierminister.

Faktaboks

Også kendt som

Frontul Salvării Naționale (på rumænsk); FSN

FSN erklærede i december 1989, at man ville være et overgangsstyre og fungere som en paraply for nye politiske grupper og partier, indtil de historiske og nye partier havde etableret sig.

Repræsentanter for dissidentbevægelsen, heriblandt franskprofessoren Doina Cornea (1929-2018), deltog i FSN's arbejde i de første uger efter omvæltningen, men trak sig ud i januar 1990, da Fronten selv etablerede sig som et politisk parti med den hensigt at stille op til de første frie valg i foråret 1990.

Allerede den 22. december formulerede FSN sit program i 10 punkter: bl.a. frie valg, fjernelse af et enkelt partis ledende rolle, indførelse af frihedsrettigheder, reorganisering af handel, ophævelse af planøkonomi samt reformer af landbruget. 10-punktsprogrammet bærer præg af at være nedskrevet i de hektiske decemberdage og tyder ikke på, at FSN gennem lang tid havde konspireret mod Ceauşescu. Der forelå således ikke et velforberedt overgangsprogram.

Den 20. maj 1900 afholdtes de første frie valg. Iliescu vandt præsidentvalget med 85 %, og FSN-regeringen parlamentsvalget med over 66 %. Den indførte i 1991 en demokratisk republik baseret på et flerpartisystem. Overgangen var ikke smertefri, og i de følgende mange år blev der fra flere sider sat spørgsmålstegn ved ledernes demokratiske sindelag. Den første kritik kom, da FSN sørgede for at dømme Nicolae og Elena Ceauşescu i en skueproces efterfulgt af henrettelse af dem begge i løbet af få timer den 25. december 1989. Ingen er blevet draget til ansvar for den hastige og brutale skueproces.

Retssager

FSN, Iliescu og Roman er derimod blevet anklaget for at være medskyldige i de mange omkomne i dagene fra 22. december til 31. december 1989, hvor flere hundrede blev dræbt i Bukarest og andre byer. Sagen, der kaldes Dosarul Revoluţiei, er endnu uafsluttet 35 år efter begivenhederne (2024).

I en anden uafsluttet sag, Dosarul Mineriadei, er Iliescu sammen med Roman anklaget for i juni 1990 at have tilkaldt og transporteret flere tusinde minearbejdere til Bukarest for at fjerne protesterende på universitetspladsen. Fem blev dræbt og mange hundrede mishandlet og ulovligt tilbageholdt. Det er usikkert, om de nu aldrende tidligere ledere nogensinde bliver dømt.

Fronten bliver til partiet PSD(R), 1993-

FSN etablerede sig i 1993 sammen med en række mindre partier som et nyt socialdemokratisk parti (PSDR, fra 2001 PSD), der opnåede stor magt fra 1990'erne og frem. Iliescu genvalgtes som præsident i 1992 og blev igen præsident i 2000 efter en fireårig periode med den borgerlige Emil Constantinescu (f. 1939) på posten.

PSD deltog i mange af de kommende regeringer, hvor næsten alle PSD-ministre var tidligere kommunister, der kom fra kommunistpartiets andet geled. Nogle, især politiske modstandere, taler om "den stjålne revolution" med henvisning til, at revolutionen ikke var en ægte magtændring, snarere et kup, og at den tidligere nomenklatura i stor udstrækning blev siddende på magten.

Læs mere i Lex

Kommentarer

Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.

Du skal være logget ind for at kommentere.

eller registrer dig