Gaza

Gaza oplevede i lighed med den øvrige del af Gazastriben en voldsom befolkningstilvækst som følge af den massive palæstinensiske flygtningestrøm i forbindelse med Den Første Arabisk-israelske Krig 1948-1949. Gaza er i dag den største by i det palæstinensiske selvstyreområde, men en stor del af dens indbyggere bor til stadighed i de tilstødende flygtningelejre, Jabaliyya og Shati.

Gaza er første gang nævnt som erobret af Tuthmosis 3. ca. 1500 f.v.t. Den lå på vejen fra Egypten til Mesopotamien og var derfor et brohoved for erobringer i Asien; endvidere var byen endestation for karavanerne fra Arabien. I jernalderen var Gaza en af filistrenes hovedbyer, hvorefter den i 713 f.v.t. blev underlagt Assyrien.

I den persiske periode var Gaza en stærk fæstning. Efter Alexander den Stores erobring fik den status af polis og blev senere et stridspunkt i kampene mellem Alexanders efterfølgere. Fra 63 f.v.t. var den en vigtig by under romersk herredømme. I 394 blev Gaza bispeby, hvorefter den fik sin egentlige blomstringstid. Den blev i 637 fredeligt overtaget af araberne og blev guvernørresidens for Negev. Gaza spillede en rolle som fæstningsby mod Egypten i korsfarertiden; i de følgende århundreder havde den ingen betydning.

Oldtidens Gaza ligger i den moderne bys nordøstlige del. Blandt de få arkæologiske fund er et delvist bevaret mosaikgulv fra en synagoge fra omkring 500 e.v.t.

Gaza indgik i løbet af 1500-tallet i Osmannerriget, og bortset fra general Jean-Baptiste Klébers erobring af byen i 1799 under Napoleon Bonapartes togt i Egypten forblev den under tyrkisk herredømme frem til 1. Verdenskrig.

I 1917 indtog britiske tropper, ledet af Edmund Allenby, byen efter hårde kampe.

Læs mere i Lex

• Palæstina
• arabisk-israelske krige
• Israels historie