Halldór Laxness

Halldór Laxness, Halldór Kiljan Laxness, 23.4.1902-9.2.1998, islandsk forfatter og en af 1900-tallets betydeligste romanforfattere. Halldór Laxness har også skrevet noveller og talrige essays, i mindre omfang digte og dramaer. Længe var han en kontroversiel person i Islands kulturelle og politiske liv.

Første halvdel af Laxness' livsløb var præget af en søgen efter livsanskuelse på humanistisk grundlag; i den senere del tog han afstand fra ideologierne, og en distanceret individualisme, som han selv satte i sammenhæng med daoistisk filosofi, blev fremherskende.

Fra en begyndelse i det subjektive rendyrkede Laxness gennem forfatterskabet en objektiv fortællestil i slægt med sagaernes. Samtidig udviklede han stadig satiren og det komiske i nær forbindelse med det poetiske.

Udviklingen svarer i grove træk til de tre perioder, hans forfatterskab kan inddeles i: den følelsesbetonede og katolske, den socialistiske og socialrealistiske og den objektive med en ny humanistisk individualisme.

Han debuterede i 1919 med den traditionelle nyromantiske roman Barn náttúrunnar (Naturens barn). En tid levede han i et benediktinerkloster i Luxembourg og konverterede i 1923 til katolicismen. I 1927 kom gennembrudsromanen Vefarinn mikli frá Kasmir (da. Den store væver fra Kashmir, 1975), i sin form modernistisk, i sit indhold en borgerlig livsanskuelsesroman.

1927-29 var Laxness på rejse i USA. Han vendte sig her fra katolicismen og blev socialist. I 1930'erne foretog han to rejser til Sovjetunionen og skrev rejsebøgerne Í Austurvegi (1933, Østpå) og Gerska ævintýrið (1938, da. Det russiske Æventyr, 1939). Kvæðakver (1930, Digtsamling) var blandt Islands første modernistiske digte.

1931-32 udkom romanen, som på dansk hedder Salka Valka (da. 1934), der med en fiskerpige som hovedperson er både socialrealisme og kærlighedsroman.

Sjálfstætt fólk (1934, da. Frie Mænd, 1935) handler om den fattige mand, der vil være egen herre på egen jord, men bukker under for den kapitalisme, som hans egen individualisme er i slægt med.

Romantetralogien Heimsljós (1937-40, da. Verdens Lys, 1937-41) drejer sig om kunsten, personificeret i en skønhedssøgende almuedigter, der overvindes af elendigheden.

Den historiske romantrilogi Íslandsklukkan (1943-45, da. Islands Klokke, 1946-47, sml. udg. 1959) foregår i danskevældets tid og har sin aktuelle baggrund i den moderne islandske selvstændighedsbevægelse; også den tematiserer menneskets forgæves stræben mod det fuldkomne.

Atómstöðin (1948, da. Organistens hus, 1952, senere Atomstationen, 1967) er en skarp satire over Island efter 2. Verdenskrig, da den nyvundne selvstændighed efter manges mening blev sat over styr ved optagelsen i NATO og de amerikanske basers forbliven i landet.

Efter århundredets midte opgav Laxness sine kommunistiske sympatier, mest direkte i 1963 i den selvbiografiske essaysamling Skáldatími (da. En digters opgør, 1964), mere generelt i romanerne.

Gerpla (1952, da. Kæmpeliv i Nord, 1955) er et opgør med de totalitære ideologier, først og fremmest fascismen. Det er en pastiche med Sagaen om fostbrødrene som grundlag. I en mesterlig genskabelse og fornyelse af sagasproget leverer den en tragisk parodi over helteidealet til alle tider. Brekkukotsannáll (1957, da. År og dage i Brattekåd, s.å.) er en roman om kunstens væsen.

De følgende romaner betegner en ny og mere filosofisk fase. Paradísarheimt (1960, da. Det genfundne paradis, s.å.) beretter om en islandsk bonde, der bliver mormon, rejser til Utah og hjem igen for først dér at finde sin ro.

Dette tema foldes humoristisk ud i Kristnihald undir jökli (1968, da. Kristenliv ved jøkelen, 1969) i portrættet af præsten Jón, der sammen med sin menighed har opgivet gudstjenesten og i stedet fundet livets mening i de helt jordnære praktiske sysler; ligeledes i Innansveitarkronika (1970, da. Indensognskrønike, 1971), der i sin form er en sognehistorie fra 1900-t.s første årtier.

Eksperimenterende skuespil fra 1960'erne vandt ikke opmærksomhed uden for Island, men er ligesom flere essays og rækker af erindringsbøger bidrag til forståelse af den poetik, Laxness udviklede gennem sit forfatterskab. I 1955 modtog han nobelprisen og i 1969 Sonningprisen.