Max Born var en tysk-engelsk fysiker, som modtog nobelprisen i fysik i 1954 sammen med Walther Bothe.
Born blev professor i Berlin (1915), Frankfurt (1919), Göttingen (1921) og Edinburgh (1936).
Borns første betydelige arbejde vedrørte de elastiske, termiske, elektriske og optiske egenskaber ved krystalgitre (1915) ud fra en klassisk beskrivelse, som i hans senere år blev videreudviklet til at omfatte en kvantemekanisk beskrivelse.
Hans betydeligste bidrag til fysikken var hans medvirken ved formuleringen af den nye kvantemekanik og dens fortolkning i midten af 1920'erne. Han var blandt de første, som så betydningen af Werner Heisenbergs matrixmekanik og Erwin Schrödingers bølgemekanik. Bølgemekanikkens behandling af stødproblemer tillod kun en nøjagtig løsning af ligningerne i ganske specielle tilfælde, men Born udviklede en meget effektiv approksimationsmetode (se Born-approksimation). Born var også med til at give en fortolkning af bølgefunktionen som en sandsynlighedsfunktion og var således med til at grundlægge Københavnerfortolkningen af kvantemekanikken.
I 1954 fik han nobelprisen i fysik.
Born blev tvunget til at forlade sin indflydelsesrige stilling som professor i Göttingen i 1933. I Edinburgh udgav han en række lærebøger i fysik, hvoraf specielt skal nævnes Principles of Optics, skrevet sammen med Emil Wolf. Born blev en kendt modstander af spredningen af atomvåben, ligesom han i almindelighed skrev om de farer, der truede menneskeheden i den nye atomtidsalder.
Kommentarer
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.