Pygmalion

Pygmalion er i græsk mytologi en konge på Cypern, som i sin foragt for kvinders laster selv skar sig en elfenbensfigur af idealkvinden. Ovid fortæller i Metamorphoses, hvordan kunstneren blev forelsket i sit værk og behandlede det som et levende væsen. Ved en Afroditefest bad han gudinden om at gøre statuen levende, og hjemme i sin seng mærkede han til sin store glæde forvandlingen. Ni måneder senere fødte dukkekvinden datteren Pafos.

G.B. Shaw brugte motivet i teaterstykket Pygmalion (1912, da. 1963), uropført i Wien i 1913, opført i Danmark 1914, om fonetikprofessoren Higgins, der beviser, at han kan skabe en societykvinde ud af en vulgær cockneypige, Eliza Doolittle, ved at lære hende det socialt accepterede sprog. I musicalversionen My Fair Lady (1956) forenes blomsterpige og professor, mens Shaw oprindelig lod Eliza indse, at hun blev udnyttet, og demonstrere sin selvstændighed ved at forlade Higgins.