Den tidligste dyrkning af korn opstod under tre forskellige former: I det vestlige Asien var den baseret på hvede, i Østasien på ris og i Amerika på majs. Det var formodentlig et fællestræk, at man først indsamlede frø fra vilde græsarter til direkte konsum og senere pga. befolkningspres gik over til at dyrke og forædle kornsorterne.
Korndyrkning kræver en stor arbejdsindsats og stadig gødning af jorden, hvis udbyttet skal fastholdes. I nogle egne, bl.a. ved risdyrkningen i det sydlige Kina, valgte man således et dyrkningssystem med intensiv gødning af de samme jorder år efter år, mens man i mange hvedeområder opgav jorden efter få års dyrkning, såkaldt svedjebrug, og senere lod jorden ligge brak mellem år med kornafgrøder.
Den tidligste hvededyrkning opstod formodentlig omkring 9000 f.v.t i Vestasien, hvorfra den bredte sig til Europa. Til Danmark nåede den omkring 4000 f.v.t. i form af hvedearterne enkorn og emmer. På det tidspunkt var også dyrkning af byg blevet almindelig i Europa i form af den seksradede type, mens havre først kom til i yngre bronzealder, og rug dyrkedes fra omkring år 0.
I løbet af middelalderen og de følgende århundreder blev jorden mange steder i Europa så udpint, at udbyttet visse steder kun var på nogle få fold. Først i forbindelse med de store landbrugsreformer i 1700-tallet begyndte udbyttet at stige pga. en bedre bearbejdning af jorden, større tilførsel af gødning, indførelse af andre planter i sædskiftet og udvikling af bedre kornsorter; i slutningen af 1900-tallet er høstudbyttet i Vesteuropa således anslået til at være ti gange så stort som 200 år tidligere. Fra slutningen af middelalderen blev den skarpe afgrænsning mellem hvede-, ris- og majsdyrkende områder efterhånden mindsket. Risdyrkning kom fx til Europa og blev fra 1400-tallet praktiseret i stort omfang i Norditalien, mens majsdyrkning blev indledt i Sydeuropa efter de store opdagelsesrejser, ligesom hvede blev en vigtig afgrøde i Nordamerika, da prærien blev opdyrket i 1800-tallet.
Korn har i århundreder været en basal del af menneskers og husdyrs føde, og kornstrå har været anvendt dels som byggemateriale og brændsel, dels som råstof for forskellige produkter, bl.a. papir.
Kommentarer (2)
skrev Åse Solvej Hansen
Der bør også henvises til emnet kornprodukter under "Læs mere ...."
svarede Jacob Mollerup
tak - er just ordnet
Kommentarer til artiklen bliver synlige for alle. Undlad at skrive følsomme oplysninger, for eksempel sundhedsoplysninger. Fagansvarlig eller redaktør svarer, når de kan.
Du skal være logget ind for at kommentere.