korn

Udviklingen i korndyrkningen var i Danmark meget markant i sidste halvdel af 1900-tallet. Arealet blev forøget med ca. 200.000 ha, og hvede er blevet en betydningsfuld afgrøde. Med sit høje kerneudbytte bidrager hvede meget væsentligt til det samlede høstudbytte, der er mere end fordoblet i perioden. I 2020 blev der i alt høstet 9,58 millioner ton kerne, mens der omkring 1950 blev høstet ca. 4,1 millioner ton. Det skal dog bemærkes, at der i det omtalte tidsrum blev taget to nye kornarter i dyrkning, vinterbyg og triticale (rughvede), der er en kromosomfordoblet hybrid mellem rug og hvede. Vinterbyg var tidligere forbudt (pga. risiko for svampesmitte). Rughvede var under udvikling. Den største reduktion findes i arealerne med havre og blandsæd af havre og byg.

Dyrkning af korn er naturligvis grundlæggende afhængig af de naturgivne faktorer klima og jordbund. Det danske klima er et kystklima med mange nedbørsdage og megen blæst, og de klimatiske forskelle fra sted til sted er ret små. Klimaet er ingen steder i Danmark nogen hindring for dyrkning af korn. Derimod er jordbundsforholdene meget forskellige, hvorfor der ved korndyrkningens planlægning og gennemførelse på den enkelte bedrift må tages hensyn til de fire kornarters krav til jordbund. For eksempel kan rug og havre dyrkes på lette jorder med bedre resultat end hvede og byg.

Alle fire arter kan dyrkes kontinuerligt år efter år, fx hvede efter hvede, byg efter byg, men i så fald må der påregnes en nedgang i kerneudbyttet. Når afgrøden mellem kornafgrøder i dyrkningen ikke er korn, men fx roer, ærter, raps eller græs, opnås derimod gode resultater. Dette skyldes, at risikoen for angreb af sædskiftesygdomme som goldfodsyge, knækkefodsyge og kornnematoder bliver mindre. At fodsygeformerne ikke angriber havre, og at nematoder ikke angriber rug, kan med fordel tages i betragtning, når afgrødefølgen og kornets placering i sædskiftet tilrettelægges. Andre betydende forhold for god dyrkning er, at udsæden sås til rette tid i den rigtige dybde, at der anvendes sund udsæd, som udsås med ca. 350 spiredygtige kerner pr. m², og at afgrøden gødes og plejes fornuftigt under væksten.

Fysiske egenskaber som tidlighed, strålængde, stråstyrke, tilbøjelighed til nedknækning og kernespild samt kernestørrelse har betydning for dyrkningsforløbet. Det gælder også de fysiologiske egenskaber, fx frost- og sygdomsresistens samt kernekvalitet. Generelt ønsker korndyrkeren tidlige, korte, stråstive sorter med god stråkvalitet, som er i stand til at modstå sygdomme, og som har store kerner med passende spirehvile (dormancy) og indhold af næringsstoffer. Variationen for egenskaberne er stor mellem arterne, men også fra sort til sort inden for den enkelte art.

Høsten afslutter kornets vækst, men i vækst- og modningsforløbet kan opstå vanskeligheder som fx spild og spiring i akset før høst. Det rigtige høsttidspunkt afhænger af modenheden, der angives i fire faser: grønmodenhed, gulmodenhed, fuldmodenhed og overmodenhed. Høst ved fuldmodenhed er at foretrække, og det tilstræbes, at kornet høstes frit for urenheder og grønne plantedele, der gør opbevaringen vanskelig. Modne kerner opbevares tørt, køligt og med lavt vandindhold.

Hvis kornets livsproces afbrydes, kan det holdes sundt, såfremt svampeangreb forhindres. Vådt og/eller umodent korn behandles med propionsyre, som dræber mikroorganismer og ødelægger kornets spireevne, eller det opbevares i gastæt silo under iltfrie forhold, hvor der er overskud af kuldioxid (CO₂). Derved dræbes skadelige svampe, og kornets livsprocesser standses.

Frøhviden er kernens oplagsnæring, og den består især af stivelsesceller, men indeholder fx også protein såsom gluten. Aleuronlaget mellem frøhvide og frøskal har et højt indhold af protein, fedt og mineraler. Amylasecellerne, der udgør det yderste lag, indeholder også protein, men især cellulose. Amylasecellerne afgiver ved spiring enzymet amylase, som spalter stivelsen.

Stivelsen er i kraft af sin mængde den vigtigste bestanddel af kernen i ernæringsmæssig henseende. Dernæst følger protein; det anslås, at ca. halvdelen af verdensbefolkningens proteinforsyning stammer fra korn. Kernerne indeholder også mineraler, hvoraf de vigtigste er calcium, fosfor, magnesium, kalium, natrium og svovl.

Korn anvendes inden for tre hovedområder: til udsæd, foder og human ernæring (se kornprodukter). I årene 2006-2010 blev der i gennemsnit høstet ca. 8,4 millioner ton korn i Danmark, hvor af der gennemsnitligt blev anvendt 3 procent til udsæd, 3 procent til mel, gryn og malt og 74 procent til foder, mens 22 procent gik til nettoeksport.

I anvendelsesmønstret er der store forskelle mellem arterne. Den vigtigste leverandør til opfodring var tidligere byg, men efter udvidelsen af hvedeproduktionen har denne kornart overhalet byg som foderkorn.

Korn af god kvalitet er først og fremmest defineret som sundt korn, der er fri for skadelige og i værste fald livstruende svampe og bakterier. Kun når kornet er sundt, kan det bevare evnen til at spire, og derfor er konstatering af spireevne i kornet den bedste kvalitetskontrol. Dog er korn uden eller med nedsat spireevne ikke nødvendigvis usundt. I de tilfælde, hvor korn har mistet spireevnen, fx ved en for kraftig tørring eller en behandling med propionsyre eller opbevaring i gastæt silo, er det ernæringsmæssigt velegnet til dyrefoder.

En høj spireevne er nødvendig ved korns anvendelse til udsæd samt til mel, gryn og malt. Et højt proteinindhold er ønskeligt ved fremstilling af hvedemel; til fremstilling af malt ønskes et lavt proteinindhold.