scenografi

Scenografi, den visuelle udformning og fortolkning af en teaterforestilling, en film eller en tv-forestilling, dvs. dekoration og kostumer. Udformningen foretages af scenografen i samarbejde med instruktøren.

Nogle af renæssancens tidlige scenebilleder blev skabt 1545 af den italienske scenearkitekt Sebastiano Serlio, en visualisering af de tre klassiske scenetyper, tragedien, komedien og pastoralen, beskrevet af den romerske forfatter Vitruvius. Der var tale om arkitektonisk bemalede vinkelrammer opstillet i perspektiv på hver side af rummet med et bemalet bagtæppe. Denne tidlige, ret tungt manøvrérbare dekorationsform blev med barokkens kulissesystem udviklet til fleksible typemiljøer med komplicerede perspektiver og maskineffekter. Ved alle disse dekorationer var det maleriet, der dominerede. I løbet af 1800-tallet fik den malede dekoration tilført en del virkelighed i form af ægte møbler, praktikable døre og vinduer samt plastiske elementer som fx gangbroer, vandmøller og murværk, ligesom der blev tilstræbt en vis lokalkolorit og historisk realisme.

Den moderne scenografi blev indvarslet af teoretikere som Adolphe Appia og Edward Gordon Craig tidligt i 1900-tallet. De nye tanker brød frem samtidig med udviklingen af den elektriske belysning, der var forudsætningen for en egentlig brug af det tredimensionale rum i scenerummets fulde dybde, der således blev skuespillerens omgivelse snarere end en baggrund. Dette tillod fritstående opbygninger som konstruktivismens stilladser og arkitektoniske former fx trapper og plateauer opstillet på en drejescene, og det muliggjorde lysprojektioner og andre effekter på rundhorisonten.

I 1957 oprettedes i Prag et scenografisk institut, der skulle forske i og eksperimentere med forskellige visuelle udtryksformer og materielle aspekter, fx belysning, lysfarver og effekter, maskineri, kinetik, tekstiler, maling til ‘special effects’ samt rumvirkninger. Dette skete i erkendelsen af, at skabelsen af scenebilledet var blevet et mere komplekst område end tidligere. Ikke kun film- og tv-produktion stillede særlige visuelle krav; også teatret måtte gå nye veje for at honorere de forskellige iscenesættelsers behov for visioner og psykologiserende symboler mere end egentlige miljøer. ‘Den moderne scenografi kan ikke låne udtryksmidler fra andre kunstarter, men må skabe sit eget plastiske sprog. Hver ny opsætning fordrer sin helt specielle atmosfære, en helhedsfortolkning skabt i samarbejdet mellem instruktør og scenograf ’, som scenografen Josef Svoboda så præcist har formuleret den rolle, S var kommet til at spille. Her kan tilføjes, at ethvert teaterrum, stort som lille, stationært som fleksibelt, fordrer sin egen udformning samt sin egen lyssætning og teknik. Det scenografiske udtryk har i slutningen af 1900-tallet bevæget sig mere og mere over i den rent abstrakt fortolkende rumlighed med trapper, flader og planer samt mobile konstruktioner, hvor farve og stemningsændringer ofte skabes via lyset. Lys og lyssætningen har således udviklet sig til en vital del af selve scenografien og udformes i stigende grad sammen med en lysdesigner. Også kostumeringen har fulgt denne stilisering og S har vundet en visuel dynamisk kraft, der i sin ultimative form stiller store krav til skuespillerens bevægelsesmønster og hele spillestil.

Bibliografi: Bablet, D Les révolutions scénique du XXe siècle 1975; Bech, V ‘Fra teatermaleri til scenografi ’ i Jensen, S J Dansk Teater i 60erne og 70erne 1983 & ‘Bevægelse i rum, rum i bevægelse’ i Scavenius, A & Jarl, S SceneSkift 2001; Bellman, W F Scenography and Stage Technology 1977; Hainaux, R Stage Design Throughout the World 4 vol., 1956-75; Howard, P What is scenography 2002; Payne, D R Scenographic Imagination 1993.