Marcus Atilius Regulus
| Marcus Atilius Regulus Romerske republik | |
|---|---|
| |
| Personlig information | |
| Født | 299 f.v.t.  Sora, Italien |
| Død | 246 f.v.t., 250 f.v.t. Karthago, Tunesien |
| Søskende | Gaius Atilius Regulus[1] |
| Ægtefælle | Marcia[2] |
| Børn | Marcus Atilius Regulus[3], Gaius Atilius Regulus[4] |
| Uddannelse og virke | |
| Beskæftigelse | Oldtids romersk politker, Oldromersk millitærstab |
Information med symbolet  hentes fra Wikidata. Kildehenvisninger foreligger sammesteds. | |
Marcus Atilius Regulus (fl. 267 – 255 f.Kr.) var en romersk statsmand og general, som var konsul for den romerske republik i 267 f.Kr. og igen i 256 f.Kr. En stor del af hans karriere blev brugt på at kæmpe mod karthagerne under den første puniske krig. I 256 f.Kr. besejrede han og Lucius Manlius Vulso Longus karthagerne ved søslaget ved Kap Ecnomus. Efterfølgende ledte han den romerske ekspeditionsstyrke i Nordafrika, som blev besejret ved Bagradas-floden i foråret 255 f.Kr. Han blev fanget og døde sandsynligvis af naturlige årsager – omend hans død og tilfangetagen er genstand for flere fortællinger og myter.[5]
Liv
[redigér | rediger kildetekst]Regulus blev i 267 f.Kr. udnævnt som første konsul. Han førte en militær kampagne med sin medkonsul (Lucius Julius Libo) mod Sallentini og erobrede Brundisium.[6] Under den første puniske krig blev han på ny valgt som konsul i 256 f.Kr., i stedet for Quintus Caedicius, som døde i embedet.[7] Sammen med sin medkonsul, Lucius Manlius Vulso Longus, kæmpede og besejrede han en stor karthaginsk flåde ud for Siciliens kyst – i forbindelse med slaget ved Kap Ecnomus – og de to konsuler invaderede efterfølgende Nordafrika, hvor de landede ved Aspis på den østlige side af Kap Bon-halvøen.[8]
Efter belejringen af Aspis hærgede konsulerne landområdet og tilfangetog omkring tyve tusinde krigsfanger.[9] Manlius blev efterfølgende kaldt tilbage til Rom, mens Regulus fortsatte sin fremmarch i Nordafrika, hvor han erobrede Tunis og efterfølgende indledte forhandlinger med Karthago.[10] Mens han krydsede floden Bagradas, kæmpede hans styrker angiveligt mod en enorm slange.[11] Nogle kilder gengiver dog, at der angiveligt skulle have været tale om en drage – ikke en enorm slange.[12]
Under belejringen af Adys – omkring 24 kilometer syd for Kartago – angreb karthagerne over et bakket terræn, hvilket ledte til slaget ved Adys, som romerne vandt.[9] Fra Tunis indledte Regulus forhandlinger med karthagerne, men tilbød meget hårde vilkår og betingelser, som derfor blev afvist. Den romerske historiker Dio gav udtryk for, at Regulus' krav var så hårde, at de i praksis beløb sig til en "fuldstændig overgivelse". Scullard, i Cambridge Ancient History, afviser påstandene givet i Dio om, at Regulus' udtryk var så hårde, at de "beløb til en fuldstændig overgivelse" som "næppe pålidelige". Scullard mener dog, at det er mere sandsynligt, at romerne ville have krævet, at Karthago forlod Sicilien; karthagerne, der ikke var villige til at forlade den vestlige halvdel af øen, ville have afvist et sådant krav.[13]
Hans kommando blev prorogeret til 255 f.Kr. Styrket af ankomsten af spartanske lejesoldater under ledelse af Xanthippus samt modstanden mod Regulus' hårde fredsvilkår, kæmpede karthagerne i foråret 255 f.Kr. mod Regulus i slaget ved Bagradas-floden.[14] På en slette, som gav karthagerne plads til at udnytte deres krigselefanter og kavaleri, blev Regulus besejret og taget til fange. Kun omkring to tusinde romere undslap slaget og blev efterfølgende samlet op af den romerske flåde. Samme flåde forliste dog i forbindelse med dens hjemrejse, som følge af en storm.[15] Regulus døde af omsorgssvigt eller sult i fangenskab, selvom hans skæbne efterfølgende "blev forskønnet af legenden".[16]
Legender om hans død
[redigér | rediger kildetekst]
I henhold til romerske myter og fortællinger blev Regulus, efter at være blevet tilfangetaget af Karthago, sendt tilbage til Rom for at forhandle om en fangeudveksling eller fredsbetingelser. Han havde i denne forbindelse svoret under ed, at han ville returnere til Karthago og lade sig torturere til døde, når han havde modtaget Roms svar til deres fredsbetingelser. Regulus rejste således til Rom, hvor han frarådede de andre romere i at acceptere Karthagos betingelser, hvorefter han rejste tilbage til Karthago og lod sig torture til døde. Legenden om, at karthagerne sendte Regulus tilbage til Rom, for at forhandle fredsbetingelser eller fangeudveksling, er "næsten helt sikkert opfundet".[5][17] Ingen beviser for denne historie optræder således i den bedste kilde om perioden, Polybius.[18]
Det første bevis på fortællingen dukker op med fragmenter af Sempronius Tuditanus' historie i 129 f.Kr.; i denne historie, efter at Regulus målrettet saboterer forhandlingerne, får karthagerne ham sultet ihjel.[19] Historien optræder også i Ciceros De Officiis 3.99-115, hvor historien bruges til at illustrere det ædle: hvad der er hæderligt kontra hvad der er fordelagtige. I henhold til Augustin af Hippo i Om Guds stad (5. århundrede e.Kr.), der bruger samme ordlyd som Cicero i Pisonem, lukkede karthagerne [Regulus] inde i en smal kasse, hvori han blev tvunget til at stå, og hvori fintslebne negle var fastgjort rundt om ham, så han ikke kunne læne sig op ad nogen del af kassen, uden intens smerte."[20]
Myten om Regulus' fangst og patriotiske sind blev senere en yndet fortælling for romerske børn og patriotiske historiefortællere. Fortællingen blev løbende udviklet og poleret gennem årene af romerske historiografer og talere.[21]
Referencer
[redigér | rediger kildetekst]- ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
- ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
- ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
- ^ Navnet er anført på engelsk og stammer fra Wikidata hvor navnet endnu ikke findes på dansk.
- ^ a b Drummond 2012.
- ^ Broughton 1951, s. 200.
- ^ Broughton 1951, s. 208.
- ^ Scullard 1989, s. 554–55.
- ^ a b Scullard 1989, s. 555.
- ^ Broughton 1951, s. 208–9.
- ^ Klebs 1896, col. 2087
- ^ Hall, Joshua R. (1. juni 2018): "Regulus and the Bagradas Dragon". Ancient World Magazine. Hentet 27-12-2023.
- ^ Scullard 1989, s. 556.
- ^ Scullard 1989; Broughton 1951.
- ^ Scullard 1989, s. 556–57.
- ^ Drummond 2012; Scullard 1989.
- ^ Scullard 1989, s. 556
- ^ See also "Regulus bei Naevius: Zu frg. 50 und 51 Blänsdorf". Philologus. ISSN 2196-7008.
- ^ Frank 1926, s. 311.
- ^ Augustine of Hippo (1871). City of God. Edinburgh: T. & T. Clark. s. 23. See note 1 thereat: "Augustine here uses the words of Cicero ('vigilando peremerunt'), who refers to Regulus, in Pisonem, c. 19".
- ^ Frank 1926; Klebs 1896.
Litteratur
[redigér | rediger kildetekst]- Broughton, Thomas Robert Shannon (1951). The magistrates of the Roman republic. Vol. 1. New York: American Philological Association.
- Drummond, Andrew (2012). "Atilius Regulus, Marcus". I Hornblower, Simon; et al. (red.). The Oxford classical dictionary (4th udgave). Oxford University Press. doi:10.1093/acrefore/9780199381135.013.930. ISBN 978-0-19-954556-8. OCLC 959667246.
- Frank, Tenney (1926). "Two Historical Themes in Roman Literature". Classical Philology. 21 (4): 311-316. doi:10.1086/360824. ISSN 0009-837X. JSTOR 263676. S2CID 161639862. Cited by Broughton 1951, s. 210.
- Skabelon:Cite wikisource
- Lazenby, JF (1996). The First Punic War: a military history. Stanford University Press. ISBN 0-8047-2673-6. OCLC 34371250.
- Scullard, HH (1989). "Carthage and Rome". I Walbank, FW; et al. (red.). The rise of Rome to 220 BC. Cambridge Ancient History. Vol. 7 Pt. 2 (2nd udgave). Cambridge University Press. s. 486-572. ISBN 0-521-23446-8.
- Zmeskal, Klaus (2009). Adfinitas (tysk). Vol. 1. Passau: Verlag Karl Stutz. ISBN 978-3-88849-304-1.